Klumme
Læsetid: 3 min.

Overvågning

Cyberspace er over os og etablerer en ny, sagte bevidsthed om, at alt hvad vi siger og tænker bliver hængende i luften og sætter sig på regnebrættet til senere afbenyttelse, uudslettelige banaliteter og skumle konspirationer
Kultur
15. marts 2011

Man lægger ikke mærke til dem, men de registrerer os. Danskerne synes, det er udmærket, at kameraerne langs gågaderne, i supermarkederne, tankstationerne og bankerne betragter os og gemmer billeder af vores handel og vandel, aflæser vores skjulte kærtegn og andre tyverier og gemmer dem til senere brug. Privatlivet er desuden for længst afsløret, da så meget af det udføres på mobiltelefonen, i mailkorrespondancen og på Facebook, så nærmest hvert eneste af vore fjed kan lokaliseres og enhver betroelse røbes. Hvilken gudhengiven tryghed at vide, at ikke en fugl falder til jorden, uden at flugten afsløres, og mangen en galgenfugl kommer op at hænge.

Cyberspace er over os og etablerer en ny, sagte bevidsthed om, at alt hvad vi siger og tænker bliver hængende i luften og sætter sig på regnebrættet til senere afbenyttelse, uudslettelige banaliteter og skumle konspirationer. Vi vidste det nok før i tiden på de gamle tankevilkår, som når man nu i det langsomme forår mindes Ambrosius Stubs vise »Den kiedsom Vinter gik sin Gang«:

Bekymret Siel, saa seer du dog,
At Alting staaer i Herrens Bog!
I hvor det gaaer, saa veed jeg grant,
Mit Navn staaer regnet deriblant.

Sådan tænkte den forgældede 1700-talsdigter, personligt, men almengyldigt nok, uden som moderne jeg-digtere at tage af hovedstolen.

Revisoren

Så står man dér i Danske Bank ved pengeautomaten og manipulerer med maskinen for at få nogle hundredkronesedler ud af sprækken, nøje iagttaget af skjulte kameraer med deres skarpe kontaktlinser. Vent venligst, siger den hele tiden beroligende, så filmen kan fuldføre sin opgave, når man lov- og regelmæssigt letter sin konto måske med tanke på regnskabets time og kassekredittens tilstand. Sedlerne er udsmykket med smukke, danske broer som symboler på gode forbindelser mellem Nationalbanken og folket, en kontant sammenhængskraft på nummereret papir. Der gives jo værdier hinsides blåstemplet debat.

Danske Bank slugte for snart mange år siden Haandværkerbanken, som jeg ellers havde valgt som opbevarer af mit beskedne indskud. Navnet var i sig selv troværdigt, og så lå den i Vimmelskaftet som nabo til Helliggejst, en åndelig sidekammerat. Den egentlige grund var nu bekendtskabet med forfatteren Johannes Smith, gammel medarbejder ved Vild Hvedeog Hvedekorn. Ernære sig kunne han jo ikke ved sine elegante og sindigt forfinede små forløb, en personlig kortprosa i en lang række udgivelser fra 1930'erne og mange år frem. Af borgerligt erhverv var han da revisionschef i denne Haandværkerbanken. Hans position var bogstavelig fortalt fremstående, idet han havde kontor bag en stor glasrude, anbragt i første sals højde på banklokalets bagvæg, hvorfra han havde udsigt til kundebetjeningen, hvor kassereren hr. Fynboe med omhu studerede ens bankbog og med blæk- vant hånd noterede, hvad man måtte hæve af kontanter. Ingen kameraer eller alarmknapper var nødvendige for at tjekke denne udveksling af handlinger. Alt stod optegnet i små og store bøger. Arbejdet var ikke mere stressende, end at revisionschefen havde tid og lyst til fra sin ophøjelse at øjne sine venner og bekendte dernede ved skranken. Så vi afviklede jævnlig små samtaleforløb i det nydelige lokale, der først længe efter blev omdannet til en Matas-forretning, fuld af cremer og kosttilskud.

I et udvalg af Små forløb fra 1952, Stilhedens København, løftede Johannes Smith pegefingeren fra fyldepennen: »De fleste dage skal leves i flid og optagethed, (vi skal agte på tiden, men ikke tilbringe den ved at se på uret) men nu og da når et lille forløb sniger sig ind på os, på toppen af en kulbunke eller på en bro over rindende vand, skal vi lydhøre standse og med så megen taknemmelighed som vi har grund til indse hvor kostbar dagen i dag er.«

Der er megen mildhed og tilværelsestillid i disse enkle tanker fra datidens Københavns kulbunker eller broer. Årvågenhed mere end overvågning. Et spørgsmål om perspektiv. Vi har nu fået en anden rum- og tidsfornemmelse. En større farlig åbenhed, som vi til daglig måske ikke registrerer, men registreres af. Camus lader sin arrogante og beklemte advokat Clamence i romanen Faldetsige: »Vi behøver ikke at vente på dommedag. Den er her hver eneste dag«. I hverdagen og i bog efter bog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her