Læsetid: 8 min.

Som en pil på himlen

Selv om Aarhusgruppen Kliché med Lars Hug i spidsen kun nåede at udsende to lp'er i sin levetid, fremstår de ikke desto mindre som startfirsernes måske vægtigste og mest fremsynede udgivelser
Ikoner. I starten af 80'erne var Kliché her og der og alle vegne, og de gjorde et dybt indtryk i et tv-show i april '83, hvor seks sange omsattes til videobilleder, der måske virkede stærkere dengang, end de gør i dag, hvor vi tror at have set alt. Fra venstre: Jens Valo, Anders Brill, Johnny Voss og Lars Hug.

Ikoner. I starten af 80'erne var Kliché her og der og alle vegne, og de gjorde et dybt indtryk i et tv-show i april '83, hvor seks sange omsattes til videobilleder, der måske virkede stærkere dengang, end de gør i dag, hvor vi tror at have set alt. Fra venstre: Jens Valo, Anders Brill, Johnny Voss og Lars Hug.

Mogens Laier

17. marts 2011

Jeg havde dengang i midten af 1970'erne en kæreste, en vaskeægte venstrefløjsprinsesse. Dvs. hun var rødstrømpe og lå helt til venstre på den politiske skala - hendes opfattelse af heltemod hos en fyr måltes på hans villighed til at tage til Nicaragua og blive sandinista, dvs. del af den marxistiske guerillabevægelse, der bekæmpede diktatoren Somoza. Hun dumpede mig efter et stykke tid for en fyr, der på det politiske plan var mere 'progressiv' end mig og på det personlige mere 'frigjort'. Han gik f.eks. i kjoler. Det har jeg godt nok aldrig haft ben til! Nå, men hun kunne lige så godt have slået mig ned bagfra med en hegnspæl, så forsvarsløs var jeg over for de fremførte argumenter. Tidens politiske korrekthed opsummeret i to sætninger. Lammende. Hos dig er jeg sagt op. Hos dig er der heller intet arbejde at få.

Hende kommer jeg til at tænke på, da fire (eller er det fem?) mænd i falmet arbejdstøj gør deres entre på Odd Fellow Palæets scene en septemberaften i 1980 og bryder ud i sangen om de der militskvinder, der elsker uniformer - ikke silkestoffer. »Bab-bab bab-bab-dee-åh!« Tekst - Mao Zedong. Musik - 25 års tradition komprimeret, perverteret og spyttet ud i hovedet på de fremmødte som radioaktivt affald. Er det ironisk ment? Er det ikke lige meget? Der er i hvert fald noget ved sangen »Militskvinder«, der giver én lyst til at smække riflen over skulderen, marchere over bjergene og forcere hvert et terræn. Konstant på vagt. Spørgsmålet er, findes der er mand, der kunne tænke sig at tænde stjernerne i vores øjne? Velvidende at folket (og kun folket) er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien. Og »bab-bab bab-bab-dee-åh« en gang til.

Kliché er i byen for at varme op for ikonerne Ramones, der er kommet hele vejen fra Amerika for at få os til at bløde ud af ørerne med volumen på 11. Mændene i det falmede arbejdstøj derimod spiller lige tilpas og giver os tilmed det meste (hvis ikke det hele; det varer trods alt kun 35 minutter) af debutalbummet, Supertanker, som udsendt samme forår har vakt opsigt i andedammen og stor glæde hos undertegnede, der nærmest har forsøgt at junke pladen ind i sit system. Lanceret under mottoet »Hør LP'en med KLICHÉ før du selv bliver en« er virakken er helt på sin plads, for det lyder ikke som noget andet dansk orkester før eller siden, hverken hvad angår dets genialt monotone minimalistiske musik eller ordknappe, paroleagtige tekster, som paradoksalt nok er mere indholdsrige og tvetydige end de fleste. De indvarsler de 1980'ere, som i hvert fald jeg troede skulle blive en ny og strålende tid; det er ikke Klichés skyld, at det hele ender i lir, hype og flash. Nå ja - og Murens fald. Men her ved indgangen står den på krise, oprustning og våbenkapløb, Ronald Reagan og Bresjnev ... og Andropov ... og Tjernenko. Og så ... Mikhail Gorbatjov. Og han tændte faktisk stjernerne. I vores øjne. Som i øvrigt også Kliché.

Spille som en rytmeboks

Måske begyndte det hele med at Lars Haagensen og Jens Danielsen mødte hinanden i den børnehave, hvor de begge arbejdede. Lars sang og spillede guitar i et latinrockorkester hjemme i Sorgenfri, og også Jens havde en guitar, en Hagström, som han trakterede. Dog kun med handsker på. Uden at blive egentlige venner opdagede de en dragende kunstnerisk fællesmængde, og Lars begyndte under påvirkning fra Jens at skrive danske tekster. Lars, der arbejdede målrettet mod at leve som maler, kom på Kunstakademiet i Aarhus og forlagde derfor residensen til den østjyske hovedstad. På akademiet mødte han den åndsbeslægtede Johannes (kaldet Johs) Møller, der havde en fortid i klassisk musik, men ellers fandt de et fælles fodslag omkring britiske ikoner som David Bowie, Roxy Music og Brian Eno, men også amerikanske bands som Ramones og Devo trak. Da så også Jens flyttede til Århus, begyndte de tre at konspirere.

Trojkaen brugte efter eget udsagn enormt meget tid på at sidde på deres bare oppe i Lars' taglejlighed og udgøre den her braintrust, der talte enormt meget om deres næsten fiktive orkester, som de navngav Kliché. Det var også i denne fase de forvandledes til Lars Hug, Jens Valo og Johnny Voss - med førstnævnte som indpisker og selvudnævnt »Goebbels nr. 2« og de andre som »to professortyper, der kunne sidde og spille kloge og komme med en masse fede ideer«. Det ville jo heller ikke have været i Klichés ånds bare at skrive sange, næ, de blev naturligvis 'produktudviklede'! I det hele taget var der noget aristokratisk over tilgangen til stoffet, men det var først, da gruppen i form af den 10 år ældre trommeslager Anders Brill Gilberg fik en 'rigtig' musiker med, at det for alvor løftede sig. Endelig havde de fundet en mand, der ikke opponerede mod at spille som en rytmeboks, helst med betoningen lagt på fireslaget. At han så også havde praktisk sans og påtog sig at styre det økonomiske må næsten have lydt for godt til at være sandt. På dette tidspunkt føjedes guitaristen Kaj Finger kortvarigt til besætningen, og han var også med til den store punkfestival, der blev afviklet over to novemberdage på Huset i Århus. Den demonstrerede på den ene side skellet mellem de besøgende københavnere og de lokale, men også at det svælg kunne Kliché uden problemer spænde over, orkesteret eksisterede ligesom i en egen sfære. Til den bitre ende, tilmed.

En åbenbaring

Punkfestivalen i november førte direkte til pladen Pære Punk, hvor alle deltagende bands medvirkede. Det udsendtes april '79 af Poul Bruun og Michael Ritto på Kong Pære og resultatet blev en blandet landhandel, men Klichés bidrag, en tidlig version af »Militskvinder« og den stramme, næsten rapagtige »Farvel«, fine eksempler på deres tidlige lyd, lyser gevaldigt op og demonstrerer, at punk var det altså ikke alt sammen, thi allerede her er deres særegne tone på plads. Og så var det ellers i studiet med først Niels Henriksen, siden Poul Bruun som producer, men selvom debutpladen varsledes gang på gang, gik der over et år, før skiven nåede de små hjem.

Men Supertanker var en åbenbaring, da den udsendtes i maj 1980. Her blev der sunget om industrikultur, guerillakrig og moderne søfart på en både depersonaliseret og drilsk facon, som fik tidens degenererede venstrefløj til at studse og os andre til at juble, ja, selv anmelderne var behørigt imponerede. Et køligt, teknokratisk og formfuldendt, men også ofte ganske vittigt hovedværk var født, og gruppen bag fik travlt med at ture landet tyndt for at gøre al folket opmærksom derpå.

Dog ikke uden omkostninger: For Valo blev det for meget med de store spillesteder, og i august forlod han Kliché, og som erstatning indtrådte en vis Steffen Brandt, der var med på gruppens første egentlige turné, der varede det meste af september. I foråret '81 forlod Brandt skuden for danne TV-2, hvilket gjorde plads til Nils Torp, en mindst lige så spøjs personlighed som Valo, men også en mere velfunderet musiker, der sendte gruppen i nye retninger, musikalsk som tekstligt. Sammen med Torp spillede gruppen for første gang på Roskilde Festivalen, og denne besætning skulle blive gruppens mest stabile, selvom samarbejdet Torp og Hug langtfra forløb gnidningsløst. Først brugte gruppen et halvt års tid på flittigt og målrettet at spille sig sammen live, fuldt beskæftiget med at skrive nyt materiale til opus to, som indspilledes i foråret '82 ved Svinkløv på Vestkysten, på et badehotel, som Medley lejede til bandet. En hel måned uden for sæsonen med gourmetmad, den amerikanske producer Hilly Michaels ved knapperne og superguitaristen Hilmer Hassig fra Scatterbrain som ferm femtemand.

Dybt indtryk alle vegne

Efter lang tids venten stod den i oktober så endelig på Okay Okay Boys, der øjeblikkeligt havnede på alle raske drenges stereoanlæg. Der åbnedes med fløjt og et manende omkvæd - Fremad! Fortsæt! Afsted! - og så lettede supertankeren endelig, orkesteret havde fået vinger, Hassigs guitarindsatser viste sig at være den magiske ingrediens, som fik helheden til at gløde som beriget uran. I det hele taget repræsenterede lp'en et kæmpeskridt fremad, nye temaer blev slået an, gamle foldet ud, og her var også en anden varme - sitrende, glødende, dragende - at finde end på debuten, alle dens kvaliteter ufortalte. Der blev gået på patrulje og i cirkler - vi er igen, hvor vi var i går - og bag de røde bjerge venter en verden af uendelig vildskab, hvor alt, hvad vi ser, er vibrerende atomer. Kliché rettede blikket fra fabrikkerne og mod såvel mikro- som makrokosmos, og det var bare at hænge i ... som en pil på himlen. Sigende at tekster udefra denne gang var hentet i Salomons Højsang og hos Buddha frem for hos formand Mao.

Det følgende år var Kliché her og der og alle vegne, dybt indtryk gjorde deres tv-show i april '83, hvor Michael Sonne omsatte seks sange fra pladen til videobilleder, der måske virkede stærkere dengang, end de gør i dag, hvor vi tror at have set alt. Og så pludselig til samme års Roskilde Festival annoncerede gruppen en pause, men samledes atter i 1984 og drog i samlet flok til Shetlandsøerne for at skrive materialet til en tredje lp, som skulle være på engelsk. Kvartetten bevægede sig ind og ud af studiet i det følgende halve år, men formåede ikke at producere noget, de selv brød sig om. Et par af sangene fra den aldrig færdiggjorte treer dukkede med danske tekster dog senere op på Hugs soloplade Kysser himlen farvel og Voss/Torps audioprojekt Den store lysfest, der begge udsendtes i '87.

Men gruppen tog konsekvensen, for med Hugs ord: »På et tidspunkt begyndte hunden at gå ind i bordbenene, og den kunne ikke rigtig finde madskålen, og den trak på det ene ben og kunne ikke komme op ad trappen. Så det var et spørgsmål, om man skulle aflive den, eller man bare skulle lade den sygne hen?« Så Hug fandt pistolen frem, og hunden blev aflivet - efter one last stand til Rock for Afrika-arrangementet i Idrætsparken i september '85, hvor sætlisten såmænd bestod af »Havets blå«, »Okay Okay Boys« og »Masselinjen«. Ikke den værste måde at takke af på. Bab-bab bab-bab-dee-åh og farvel. Og tak.

Cd med begge gruppens albums samt de to numre fra Pærepunk udsendes i remasterede versioner som 'De samlede klicheer' af EMI 28. marts

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Nordhausen

Mht teksterne på Okay Okay Boys - det er Prædikerens Bog og ikke Salomons Højsang, der citeres fra.

Men tak for et flot og velskrevet flashback ;O)

Dorthe Møller

Meget fin og dejlig artikel, endelig om noget musik man forstår, og oveni, var der et par detaljer jeg ikke lige vidste (såsom det med hr. Brandt) og blev derved også klogere.

Jeg vil sjusse på at jeg afspiller de to Kliche plader, minimum hver anden uge, og det er ikke udtryk for at jeg gik i stå i min musikalske påvirkning i firserne, men at det er to mesterværker der holder fuldt ud den dag i dag.

Et solidt tilbageblik: og første maj 1982, Forum, træder frem i erindringen: fantastisk sceneoptræden.
Jeg sad på cykelbanen og nød det hvide lys på scenen.

Min børn er vist trætte af at høre mig sige Nephew ville ikke være noget som helst uden Kliché!

Tak for artiklen

Dorthe Møller

Tænk, akkurat det samme har jeg sagt til mine unger :-) De synes totalt upåvirket, og mener stadig Nephew er bedre ..

Lidt rigeligt forsinket.. men rigtig god læsning. Har haft den liggende i read it later-folderen et halvt års tid, nu fik jeg endelig slået den op! Super!