Nyhed
Læsetid: 7 min.

Ramt af Knausgård

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård er elsket og hadet for mere end den litteratur, han skriver. Læserne føler sig genkendt og forelsker sig i manden, myten og mesterværket ’Min kamp’. Men hvad er det, han rører ved og sætter ord på? Vi spørger hans læsere og tegner et portræt i anledning af hans optræden på Diamanten i aften
Den norske forfatter Karl Ove Knausgård er elsket og hadet for mere end den litteratur, han skriver. Læserne føler sig genkendt og forelsker sig i manden, myten og mesterværket ’Min kamp’. Men hvad er det, han rører ved og sætter ord på? Vi spørger hans læsere og tegner et portræt i anledning af hans optræden på Diamanten i aften
Kultur
11. marts 2011

Skuespiller Sonja Richter er lidt mere tilstede i verden, efter hun har læst Karl Ove Knausgård.

»Han skriver så præcist, at jeg sanser mine omgivelser på en anden måde. Det er detaljen i øjeblikket, som han hele tiden opholder sig ved,« siger hun om forfatteren, der har åbnet sit liv ved hjælp af skriften og dermed også åbnet op for noget i andre.

»Mit liv bliver ufattelig indholdsrigt, når jeg læser ham. Jeg bliver mere opmærksom på bladene på træerne og hvad der egentlig er indeni de mennesker, der omgiver mig.«

Hun fik ham anbefalet af kollegaen Birthe Neumann, der havde det som om, han skrev om hendes liv. For Sonja Richter var det kærlighed på første side. Hun kunne ikke lægge bogen fra sig og slugte den råt.
Og hun er langtfra alene.

I Norge drejer verden rundt om Karl Ove Knausgård, og tendensen er langsomt, men sikkert rullet ind over Sverige og Danmark, hvor han nærmer sig samme litterære stjernestatus.

I Malmø, hvor han bor, kan han stadig gå i nogenlunde fred på gaden. Men i litteraturen går han ikke ubemærket hen. Her bliver han genkendt overalt, og opmærksomheden omkring hans person og værk vil tilsyneladende ingen ende tage. Parallelt med at han skriver på de sidste vers af sit magnum opus, skrives der i ét væk om hans person og det stærkt selvbiografiske værk, hvor hvert et ord og hver en hændelse er blevet vendt og drejet.

Hans stort anlagte litterære selvportræt i seks dele, Min kamp, har vakt voldsom debat og ambivalens i fædrelandet, det litterære etablissement og offentligheden. Og en dedikeret læserskare har hengivet sig til hans hang til virkelighed, ærlighed og sanselighed. Og evne til at gribe ind i eget og andres liv.

Karl Oves indre liv

Knausgård er eksistentialist. Og selverklæret narcissist. Måske derfor har han formået at skrive 3.000 sider om sit liv. Lidet vidste han, at mange læsere skulle komme til at føle, at det var deres liv og erfaringer, han satte ord på som allestedsnærværende iagttager. For selv om han skriver helt tæt på sig selv, appellerer han bredt. Lea Korsgaard var engang til et oplæsningsarrangement på Forfatterskolen, hvor rektor Pablo Llambías fortalte, at Min kamp lige så vel kunne handle om hans eget liv. Lea havde præcis den samme oplevelse, og det havde hendes mor i øvrigt også. Det er den almengyldighed, der fascinerer Lea Kors­gaard, som er kulturjournalist og begejstret læser:

»Skildringen af livet er ekstrem specifik og detaljeret, men det løfter sig alligevel op og peger på noget eksistentielt, som alle kan genkende i sig selv,« siger hun.

Barndomserindringerne, ungdomsforelskelserne, fundet og tabet af kærligheden og den desillusionerende virkelighed, der rammer, når man ikke længere kan forholde sig til forholdet. Alle eksistentielle temaer igennem hvilke, Knausgård lægger sit liv ud til skue. Sammen med faderskabet, ægteskabet og dødens uafvendelighed og ubehagelighed. Og kunstens åbenbaringer i essayistiske intermezzoer mellem hverdagens trivialiteter.

Et sted derimellem ligger en del af identifikationen for Lea Korsgaard. I ligestillingen og nulstillingen af parforholdet, når tosomheden erstattes af et familieliv, hvor man indimellem stopper op og undrer sig over, hvor drømmene og passionen blev af.

»Jeg tror, det er i andet bind, han beskriver den midtvejskrise, der opstår, når man finder ud af, at den tilstand med bleskift, søvnløse nætter, madlavning og rollefordeling, man troede var midlertidig, faktisk er permanent. Det er den tilstand, der pludselig er selve livet.«

Hun mener, at Min kamp peger på nogle eksistensvilkår i det moderne samfund, som mange kan nikke genkendende til.

»Indtil jeg læste Knausgård, havde jeg kun hån til overs for folk, der talte om 40-års-krise. Nu forstår jeg, hvad det handler om,« siger hun.

»Det er pludselig blevet almenmenneskeligt, selv for mig.«

Lige ud af landevejen

Mikael Jalving er blogger på Jyllands-Posten. Og småbørnsfar. I et blogindlæg i november i fjor roste han Knausgård for at beskrive det at have små børn, som det er: hårdt arbejde. Han havde længe efterlyst en forfatter, der turde beskrive »dette trivielle, banale og almindelige liv så realistisk og illusionsløst som muligt, herunder konfrontere uhyret, det sitrende raseri, de uendelig mange distraktioner, den pludselige, men kortvarige idyl og den sparsomme tid til andet end yngelpleje, tøjvask og rengøring. Og vigtigt, meget vigtigt: alt sammen med mandens øjne, ikke kvindens. Han fandt det hele i første bind af Min kamp.

At mennesket leder efter spejling og genkendelse i litteraturen er ikke nyt. Men for Lea Korsgaard finder genkendelsen sted på hver eneste side fra start til slut. Selv om hun er kvinde.

»Det er en hyperrealisme, der skildrer det konkrete livs banaliteter helt ned i detaljen så vidt som, hvordan man vrider en karklud.«

Mikael Jalving satte en streg i bogen, hver gang sætningerne sagde ham noget. Det gjorde de tit, så det blev til mange streger. Ifølge Mikael Jalving skriver Knausgård nemlig om meget af det ved moderne familieliv, som mange mænd langsomt kvæles i.

»Knausgård gør sig ikke umage for at gøre sin historie til noget særligt eller ekstraordinært, men den taler jo alligevel til en fælles erfaring. For sådan er livet jo: lige ud af landevejen,« understreger Lea Korsgaard.

Og hvem siger, at hverdagen er kedelig?

»Der hvor der sker mindst i bogen, kan jeg faktisk genkende mig selv mest. Jeg kan ikke identificere mig med stor dramatik, for det findes ikke i mit liv.«

Det er også tempoet, der appellerer mest til Sonja Richter:

»Der udspiller sig ikke rigtig noget her. Der er bare en mand, der tænker over livet, uden at der sker en skid. Og vi er jo vant til, at der sker noget hele tiden.«

Det er netop fraværet af handlingsmæthed, der giver teksten nærvær og betydning, mener hun.

»Mine egne og andres handlinger er blevet mere nærværende på grund af hans beskrivelse af at lave en kop kaffe. Det er meget meningsfuldt.«

»Jeg føler mig enormt genkendt. Pludselig kan en kop kaffe trække spor tilbage til min egen barndom. Knausgård minder mig om de oplevelser, som jeg lige nu og her ikke er bevidst om, fordi de er gledet tilbage i erindringen.«

Og det er en vigtig og meget sanselig erfaring og erkendelse.

Teksten brænder

»Øjeblikket bliver meget mættet, og det er meget overvældende. Han får mig til at føle, at mit eget liv er smukt, fordi jeg mærker, at alt har betydning. Også dét, jeg har efterladt.«

Knausgård har bebudet, at sjette og sidste bind kommer til at omhandle initieringen og modtagelsen af værket. Dermed er det ikke for sent at intervenere.

»Hypotetisk set kan man jo som læser komme til at spille en rolle, der ender med at blive skrevet ind i værket,« siger Lea Korsgaard. Vi taler om en mulig happening i anledning af Knausgårds optræden på Diamanten i aften, der vil sikre os en mulig plads i litteraturen.

»Det er en pirrende tanke, at værket stadig lever og trækker vejret gennem læserne. Samtidigheden gør noget ved læseoplevelsen. Det er et stykke performance art, der er skrevet i al hast og på tid. Og derfor skal det læses, mens det bliver skabt og frembragt.«

»Det får teksten til at brænde lidt mere, at man ved, der sidder en ekskone, en kone og en hel familie og læser med.«

For Knausgård har ofret sig på sit eget bål. Lea Kors­gaard mener, han er et levende bevis på sit eget værk.

»Han har jo givet sig selv til værket.«

Derfor forstår hun til dels godt, at mange kvinder har forelsket sig hovedkuls. Han giver så meget af sig selv, at det på en eller anden måde giver mening. I tilfældet Knausgård er det nemlig mere end almindeligt svært at adskille forfatter og tekst.

Hun lader sig ikke afskrække af massehysteri og medløberi.

»Det gør ikke værket mindre, men er jo bare et udtryk for begejstring.« Og den forstår hun godt.

»Der er sådan lidt norsk urmand over ham,« siger Lea Korsgaard.

»Det har ikke påvirket min læsning af værket, men jeg er da fan på Facebook.«

Det er også selvudleveringen og opofrelsen, der taler mest til Mikael Jalving. Og dét, at forfatteren er tro mod sig selv. Karl Ove Knausgård »er først og fremmest sig selv. Det er netop, hvad jeg godt kan lide ved hans bog,« skriver han.

Sonja Richter har også kun læst første bind, men er allerede stor fan.

»Toeren ligger og brænder i min bunke som en dessert, jeg glæder mig rigtig meget til.«

Men med forventningerne kommer også angsten for at blive frataget den første forelskelse. »Jeg er bange for at miste ham. Men han skal virkelig te sig, for at jeg forlader ham.«

kultur@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Kaarup

he he. Han har tydeligvis ikke kvittet smøgerne endnu.

Er der nogen som ved hvor godt han forstod publikums spørgsmål? (han er norsk, mens publikum er overvejende danske)

Maj-Britt Kent Hansen

Der er vist noget kiks med datoerne - i det hele taget.

Informations "i aften" passer ikke på hverken den 12. eller 13. marts. Artiklen er nok kommet for tidligt i avisen!

Oprindeligt var Knausgård i øvrigt af Det Kongelige Bibliotek annonceret til at skulle tale i Diamanten den 8. marts. Nå, tænkte man lige: Et noget specielt valg til Kvindernes internationale kampdag.

Siden blev han "flyttet" til 14. marts. Så vi må vente med svaret på, om han var til at forstå, til han rent faktisk har materialiseret sig.

Martin Kaarup

Der kan man bare se.