Med de seneste års globale finanskrise har den marxistiske historiker Eric Hobsbawm oplevet sine overbevisninger blive retfærdiggjort på ny
Opstandelse. 'Karl Marx' var en ubevæbnet profet, der inspirerede til enorme forandringer. Jeg siger ikke, at det er udsigt til det samme i dag. Men hvad jeg også siger, er, at de grundlæggende problemer i det 21. århundrede vil kræve løsninger, som hverken det rene marked eller det rene liberale demokrati er rustede til at håndtere,' siger historikeren Eric Hobsbawm. Billedet her er fra 2002, hvor protester i Buenos Aires eskalerede, da den argentiske regering efter flere års økonomisk recession ikke magtede at ændre situationen for de efterhånden desperate borgere.

Opstandelse. 'Karl Marx' var en ubevæbnet profet, der inspirerede til enorme forandringer. Jeg siger ikke, at det er udsigt til det samme i dag. Men hvad jeg også siger, er, at de grundlæggende problemer i det 21. århundrede vil kræve løsninger, som hverken det rene marked eller det rene liberale demokrati er rustede til at håndtere,' siger historikeren Eric Hobsbawm. Billedet her er fra 2002, hvor protester i Buenos Aires eskalerede, da den argentiske regering efter flere års økonomisk recession ikke magtede at ændre situationen for de efterhånden desperate borgere.

Fabian Gredillas

Kultur
25. marts 2011

Hampstead Heath nord for London er stolt af sin rolle i marxismens historie. Det var her, Karl Marx på søndage tog sin familie med op på Parliament Hill, hvor han reciterede Shakespeare og Schiller, og her han mødtes med sin ven Friedrich Engels, som boede i nærheden, for under vandreture på heden i fællesskab at gruble over Pariserkommunen, den Anden Internationale og kapitalismens natur.

I dag i et hus på en sidevej, der fører væk fra heden, holdes de marxistiske ambitioner i live af Eric Hobsbawm. Født i 1917 over 20 år efter både Marx og Engels død kendte han dem ikke personligt. Men når man møder ham i hans studerekammer, som er fyldt med familiebilleder, akademiske udmærkelser og kulturgenstande indsamlet igennem et helt liv, er der en næsten håndgribelig følelse af forbindelse til disse mænd og deres virkningshistorie. Kapitalismens globale krise, som har hærget verdensøkonomien siden 2007, har givet inspirationen fra Marx fornyet aktualitet. Kritik af kapitalismens ustabilitet er pludselig igen relevant. »Marx er genopstået«, skrev The Times, da aktiekurserne i efteråret 2008 styrtdykkede, bankerne blev nationaliserede, og Frankrigs præsident Sarkozy blev fotograferet i færd med at gennembladre Das Kapital (som pludselig røg skød til tops på de tyske bestsellerlister). Selv pave Benedikt XVI roste Marx »store analytiske evner«. På universiteter, redaktioner og i bestyrelseslokaler var det 20. århundredes store skæggede bussemand tilbage.

Tiden kunne næppe være mere gunstig for en genudgivelse af Eric Hobsbawms mest berømte essays om Marx i et enkelt samlebind tilføjet nyt materiale, der forsøger at læse det seneste krak i marxistisk lys.

Eric Hobsbawm er i dag 93 år og kan ikke længere flygte fra den høje alders fysiske gebrækkeligheder. Men hans gæstfrihed og humor er den samme. Det samme gælder hans intellektets politiske skarphed og visionære spændvidde. Med dagens udgave af Financial Times på sofabordet bevæger Eric Hobsbawm sig ubesværet rundt i emner som den afgående præsident Lulas popularitet i Brasilien og de ideologiske problemer for det kommunistiske parti i Vestbengalen. Den globale sensibilitet og enorme horisont i tid og rum har altid været en styrke, der har formet hans politiske og historiske værker.

Forudså globaliseringen

Minder den kapitalisme, vi har set opstå i løbet af de sidste 20 år, om den, som Marx diagnosticerede i 1840'erne?

»Når Marx bliver genopdaget i en periode med en ny kapitalistisk krise, er det, fordi han mere præcist end andre forudså den moderne verden. Paradoksalt nok lader mange af hans læsere i dag til snarere at være erhvervsfolk og økonomiske kommentatorer end venstreorienterede samfundskritikere. Marx forudså globaliseringen den universelle globalisering af menneskers vaner, smag og livsformer og det har imponeret disse nye læsere. Men jeg tror også, at de mere intelligente af dem kan få øje på en teori, som kunne redegøre for kapitalismens tendens til cykliske krisetilstande. Den officielle teori indtil sidst i 1990'erne var, at krisernes tid var forbi. Det, som skete fra 1970'erne, først teoretisk på universiteterne i Chicago og andre steder og fra og med 1980erne i praksis med Thatcher og Reagan, var en patologisk deformation af kapitalismens princip om det frie marked: Vi fik en ideologi om den rene markedsøkonomi ubesmittet af statsindgreb og offentlig politik, som jeg faktisk ikke tror, har været praktiseret på noget tidligere historisk tidspunkt, end ikke det 19. århundrede, end ikke i USA. Det var en vision, som var i strid med den måde, hvorpå kapitalismen fungerede i sin mest vellykkede æra: fra 1945 til begyndelsen af 1970'erne. Vellykket, fordi der, mens der skabtes profitter, også var politisk stabilitet og en socialt relativt tilfreds befolkning. Det var ikke ideelt, men det var, skal vi sige: kapitalisme med et menneskeligt ansigt.«

»Med Sovjetunionens fald ophørte kapitalisterne med at være bange. Og for så vidt kunne både vi og de reflektere over problemerne på mere afbalanceret, mindre lidenskabsforvrænget måde end før. Men samtidig blev de destabiliserende virkninger af den globaliserede neoliberale økonomi mærkbare. På en vis måde var den globaliserede økonomi drevet frem af det globale nordvest. Det var her man pressede på for at udbrede markedsfundamentalismen. I første omgang lod det til at fungere i al fald i det gamle nordvest selv om man i den globale økonomis udkant straks kunne se, at resultatet var et jordskælv. I Latinamerika var der en enorm finansiel krise i begyndelsen af 1980erne. Først i 1990erne oplevede også Rusland en økonomisk katastrofe. Og sidst i århundredet, kom der dette enorme næsten globale sammenbrud, der spændte fra Rusland til Sydkorea, Indonesien og Argentina. Da var det, tror jeg, at mange begyndte at tænke, at der er en grundlæggende ustabilitet indbygget i systemet.«

Det socialistiske sprog

Er den krise, vi har set siden 2008 i Amerika og Europa, ikke kun en krise for den moderne vestlige finanskapitalisme? For samtidig er økonomierne i Brasilien, Rusland, Indien og Kina vokset markant efter kapitalistiske vækstmodeller.

»Jeg tror, der er en risiko ved at antage, som markedsfundamentalisterne gør, at der kun findes én form for kapitalisme. Kapitalismen er en familie med en bred vifte af muligheder fra Frankrigs statsdirigerede kapitalisme til Amerikas frie markedsøkonomi. Det er en fejl at tro, at væksten i BRIC-landene kan tilskrives en udbredelse af den vestlige kapitalismemodel.«

Er du ikke overrasket over, at hverken det marxistiske eller det socialdemokratiske venstre har kunnet udnytte de seneste års krise politisk?

»En af de ting, jeg forsøger at vise i bogen, er, at marxismens krise ikke kun medførte krise i den revolutionære gren af marxismen, men også i den socialdemokratiske gren. Den nye situation i den nye globaliserede økonomi tog ikke kun livet af marxisme-leninismen, men også af den socialdemokratiske reformisme, som i hovedsagen var arbejderklassen, der lagde pres på nationalstaterne. Med globaliseringen mindskedes staternes evne til at reagere på presset. Så trak venstrefløjen sig tilbage og sagde: »Se, kapitalisterne klarer sig fint, så nu må vi sørge for, at de kan tjene så store profitter så muligt, og så må vi bare håbe, at tilstrækkeligt meget siver ned til den brede befolkning. Nu da det går den anden vej med de vestlige lande, og den økonomiske vækst er gået i stå eller endda aftager, er spørgsmålet om reformer igen blevet presserende.«

Er en del af problemet for venstrefløjen, at den bevidste og klart identificerbare arbejderklasse, der traditionelt var af så stor betydning for socialdemokratisk politik, ikke længere eksisterer?

»Det var omkring arbejderpartierne, at de socialdemokratiske regeringer og reformer udkrystalliserede sig. Men disse partier var aldrig ren arbejderklasse. De har altid været alliancer: alliancer med visse former for liberale og venstreorienterede intellektuelle, med minoriteter, religiøse og kulturelle mindretal. Ser vi bort fra USA, blev arbejderklassen en massiv og genkendelig blok i lang tid i al fald et godt stykke op i 1970erne. Jeg tror, den hastige afindustrialisering har indskrænket både størrelsen på og selvbevidstheden hos arbejderklassen,« siger Eric Hobsbawm og fortsætter:

»Det, som stadig er muligt, er, at arbejderklassen så at sige danner grundlaget for bredere bevægelser for social forandring. Et godt eksempel er Brasilien: Et arbejderparti, der bygger på en alliance af fagforeninger, arbejdstagere, de fattigste lag, intellektuelle, ideologer og forskellige venstreoriente- rede grupperinger, som sammen har skabt en bemærkelsesværdig regeringskoalition. Man kan ikke sige, at det er slået fejl med popularitetstal for den afgående præsident på 80 procent. I dag føler jeg mig ideologisk mest hjemme i Latinamerika, for her kan man stadig tale og handle politisk i det gamle sprog det 19. og 20. århundredes socialistiske sprog.«

De intellektuelles rolle

Med hensyn til marxismen spiller de intellektuelle en stor rolle i dine bøger. Og hvis vi ser på værker af Naomi Klein, David Harvey eller Slavoj Zizek, er der i dag ny begejstring ...

»Jeg er ikke sikker på, om der tale om radikal nytænkning, men der er ingen tvivl om, at disse års nedskæringer har radikaliseret en ny generation af studerende. Det tæller på den positive side. Det så vi også i 68, uden at det gav større resultater. Men som jeg tænkte dengang, og det mener jeg stadig, er det bedre at have unge mænd og kvinder, som identificerer sig med venstrefløjen, end unge mænd og kvinder, som føler, at det bedste de kan gøre for sig selv, er at få sig et job på børsen.«

Spiller tænkere som Zizek en nyttig rolle?

»Zizek kan med rette betegnes som en performer. Han har et karakteristisk provokatorisk element, som er med til at vække folks interesse, men jeg føler mig ikke overbevist om, at folk, der læser Zizek, faktisk, nødvendigvis er mest optaget af at nytænke venstrefløjens udfordringer.«

Titlen på din nye bog er How to Change the World. Du skriver i sidste afsnit, at overskridelse af kapitalismen stadig forekommer mig plausibelt. Er det dét håb, som holder dig i gang med at arbejde, skrive og tænke i dag?

»How to Change the World handler om, hvad marxismen fundamentalt gjorde i det 20. århundrede, dels gennem de socialdemokratiske partier, der ikke byggede direkte på Marx, og andre partier, der er blevet tilbage som potentielle regeringspartier overalt. Og dels igennem Den Russiske Revolution og alle dens konsekvenser. Karl Marx var en ubevæbnet profet, der inspirerede til enorme forandringer. Jeg siger ikke, at der er udsigt til det samme i dag. Men hvad jeg også siger, er, at de grundlæggende problemer i det 21. århundrede vil kræve løsninger, som hverken det rene marked eller det rene liberale demokrati er rustede til at håndtere. Og med det i tankerne vil et andet miks, en anden blanding af det offentlige og det private, af statslig handling og kontrol og frihed skulle udformes. Hvad vi skal kalde det, skal jeg ikke kunne sige. Men det vil ikke længere være kapitalisme i den forstand, vi har kendt den i dette land og i USA.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Hva' gør vi nu, lille venstrefløj?

De borgerlige løsninger på samfundets problemer er kollapset. Befolkningen bliver mere og mere venstreorienteret. Venstrefløjen har alle muligheder, men hvad kan, tør og vil den?

Information går på jagt efter venstrefløjens bud på en ny politik. Pædagogik. Kunst. Seksualmoral. Krop. Økonomi. Og et ideal for det gode liv.

Vi spørger: Hvad betyder frigørelse, lighed og solidaritet i dag?

Seneste artikler

  • De borgerlige plageånder lover at revse rød blok

    23. april 2011
    De kritikere, der i 10 år har været i haserne på de borgerlige, skal måske snart til at sadle om til en ny kritik af en rød regering. Vil et regerings-skifte betyde, at Georg Metz, Rune Engelbrecht og Carsten Jensen får mere tid til haven og børnebørnene? Næppe, lyder det samstemmende
  • Oppositionen skal forblive opposition

    11. april 2011
    Mens de lyserøde partier helst vil glemme deres egne historiske rødder og engagement, består udfordringen for Enhedslisten i at udvikle og bevare principper, der hører hjemme i den socialistiske tradition
  • Kan fællesskab få en større plads i boligpolitikken?

    9. april 2011
    Kollektiver og bofællesskaber har trange kår, selv om fællesskab kan være en kur mod mange af vort samfunds problemer. Venstrefløjspartierne lover at arbejde for, at vi rykker tættere sammen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En kendt fransk økonom Bernard Maris har skrevet en bog. Se evt. mere på min blog:
"Marx, og Marx, hvorfor har du forladt mig?"

Anne Marie Jensen

Tak for artiklen. Lyder som en bog, man skulle kaste sig over.

Hm ham Hobsbawm lyder som et spændende menneske. Måske man skulle lægge vejen forbi med en pose te og et par scones en dag. Gad eksempelvis godt høre ham ellaborere lidt over det her: de ideologiske problemer for det kommunistiske parti i Vestbengalen.

Bonusinfo: Indiens Kommunistiske Parti (M) er verdens længstsiddende demokratisk valgte marxistiske parti og har leder venstrealliancer i Vestbengalen, Kerala og Tripura.

Når man hastigt drøner mod de fyrre kan man nok godt tillade mig at give den som gammel sur kone, kan man ikke? Min opfattelse er, at der til stadighed efter thatcherfirserne og de "ideologibefriede" halvfemsere hersker en slags modvilje mod at vedkende sig marxismen og de marxke klassikere. Til trods for, at kapitalismen mere end nogensinde står afklædt som en kolos på lerfødder. Uh hvor skal man tage afstand hele tiden. Hvor de der er gamle nok til at have haft stemmeret før 1989 helst øjeblikkeligt skal forvandle sig til selvhadende flagellantister så snart ordet socialisme nævnes, er det noget der giver point blandt de yngre og unge at lægge afstand, helst med den der delvist overvintrede røvsyge halvfemserironi, selvom man vistnok inderst inde faktisk synes det er skidefornuftigt. Så bliver det ofte højest til sådan noget lidt fortænkt post-strukturalistisk neo- eller postmarxisme a la Toni Negri og Foucault eller denne her fnisende Zizek-tilgang, hvor det er helt vildt sejt og sjovt at en slovensk kæmpe på kokain tør sige "communism" i USA. Eller som Hobsbawm siger det i artiklen:

»Zizek kan med rette betegnes som en performer. Han har et karakteristisk provokatorisk element, som er med til at vække folks interesse, men jeg føler mig ikke overbevist om, at folk, der læser Zizek, faktisk, nødvendigvis er mest optaget af at nytænke venstrefløjens udfordringer.«

Jamen er det ikke rigtigt? Det virker ikke på mig som om at det er de her uni-folk, vi skal forvente revolutionære indslag fra. De elsker Zizek, køber økologisk mælk og stemmer på Søvndal. Tja.

Ret mig gerne, hvis jeg tager fejl. Det er jo mit subjektive sludder.

Men dejlig artikel, mere af den slags tak :)

http://www.youtube.com/watch?v=E5zjIDicRvw

Bo S. Nielsen

Tak for anbefalingen af Aric Hobsbawm.

Apropos David Harvey, der nævnes i artiklen, og den aktuelle krise i det globale kapitalistiske system, kan denne her fine animationsfilm anbefales:

http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=qOP2V_np2c0#at=247

Ja marx's analyse at kapitalismen som sådan står stadigvæk stærkt.
Imidlertid synes jeg alt tyder på at vi bevæger os imod fascisme, ikke som skældsord, men i den betydning tillagt det af Mussolini: en alliance mellem statsmagten og de øvre elementer i erhvervslivet. Kapitalismen er jo et fremragende undertrykkelses- og udbytningssystem. Den kan bare ikke fungere optimalt under de betingelse den selv fremhæver som ideelle: fri konkurrence. Problemet i tidligere tider har været at indblandinger fra statsmasgtens side har haft en vis tendens til at være på de underlagte befolkningers vegne for at aføde de værste resultater af uhæmmet kapitalisme. Imidlertid tror jeg kapitalismen kan fungere udmærket på neo-feudal basis: Statsmagtens indblanding på kapitalismens vegne med henblik på mere målrettet undertrykkelse og udbytning af befolkningen.
Og alt tyder på, at vi bevæger os i den retning i Vesten, og alle lande domineret af os og vor tankegang.

Søren Kristensen

Tak for linket til tegnefilmen, den er sjov - og tankevækkende. Især det der med at profitten til de økonomiske innovatorer (dem der går i jakkesæt og taler i mobiltelefon, min fortolkning) stiger og stiger globalt, mens den falder tilsvarende hos de der faktisk producerer noget, rammer hovedet på sømmet.

Jeppe Brogård

LSD
Hvor vildt at færdes på Hamptstead Heath og gætte på, hvilke træer som fulgte med i Marx udflugter med sine børn. Nåja, ideen med scones til Hobsbawm er heller ikke så tosset.

Anne Marie Jensen: "Jamen er det ikke rigtigt? Det virker ikke på mig som om at det er de her uni-folk, vi skal forvente revolutionære indslag fra. De elsker Zizek, køber økologisk mælk og stemmer på Søvndal. Tja."

Touche. Okæh, man kan ikke kalde mig universitetsmenneske. Men økologisk mælk og Søvndal, ja.

Og da vi nu er nogle stykker, så kunne vi da trække på samme hammel. Det, der springer lige ud af artiklens (for en sjælden gangs skyld) liberale gengivelse af Marx´indflydelse er for mig Hobsbawms tanke om den nye konstruktion. Mere af det, tak.

Jeg abbonerer på alle konstruktioner, som kan levere et liberalt, socialistisk demokrati. Hvem ka?

”The threat today is not passivity, but pseudo-activity, the urge to 'be active', to 'participate', to mask the nothingness of what goes on. People intervene all the time, 'do something'; academics participate in meaningless debates, and so on. The truely difficult thing is to step back, to withdraw.”

- Zizek, Violence, 2008, s. 183

Troels Jensen

Det er en bizar fejlslutning, at nogle vanskeligheder for det kapitalistiske system (nogle relativ få og overskuelige nogen, faktisk) skulle retfærdiggøre en genskabt interessen for marxismen. Den kapitalistiske samfundsorden er den mest fremgangsrige og positivt resultatskabende nogensinde. Marxismen er en intellektuel tågebanke, der har fungeret som dække for de kvantitativt værste forbrydelser i verdenshistorien. Det ville være rart, hvis Hobsbawm ville tage sin del af skylden for dem.

Leopold Galicki

Troels Jensen,

Sikken en selvglorificerende, ukritisk holdning til markedsøkonomisk demokrati!

Al den stund, hvor der igen i mange lande findes millioner mennesker, der ikke have en chance for at selvforsørge sig på basis af anstændige jobs - og få ikke mindst hermed deres sociale anerkendelse - er en sådan selvglorificering den største trussel for al det gode, der trods alt det negative, også er med til at tegne vores verden.

Men måske har du en skjult dagsorden for en total revolution, og derfor er din strategi: lLululu, hvor lykkeligt og trygt vi kan og skal sove, thi vi bare er verdenshistoriens mestre i at realisere den moderne verden.

Det er denne vuggesang du anbefale vi skal synge til vores børn. De andre, der har prøvet andre veje, først og fremmest de forbandede marxister, som f.eks. Hobsbawm, hører blot til en bande forrykte blodtørstige mennesker. De ville og vil det værste for deres børn og samfund.

På den måde kan det komme en dag et helt uventet kæmpe brag på hvilket, som allerede antydet, du måske utålmodigt venter på.

Henrik Bjerre

Tak for god artikel og en god oversaettelse - vi netavis laesere, maa jo ofte doeje med et raedsomt dansk, naar materialet har engelske roedder.

Er det ikke vigtigt at vaere opmaerksom paa forskellen mellem samfundsfilosofi - og den konkrete udmoenting af politik og lovgivning?

Selvom man beundrer Marx taenkning og forfatterskab, er det jo ikke sikkert man kunne droemme om at foreslaa at give Enhedslisten regeringsmagten.

Hampstead Heath er faktisk et sted der egner sig rigtig godt til soendagsudflugt og filosofisk samtale. Der er ret barsk og forblaest med omraader hvor de store trae-er bare falder om og langsomt raadner op og andre hvor gartnerne excellerer i engelsk havekunst. En koloni af papegoejer der har undsluppet deres fangenskab bidrager ogsaa til mangfoldigheden, ligesom badesoerne, udsigten fra hoejdedraget ind over London og de mange privat donerede baenke med indskriptioner. Ofte givet som minde om et kaert familiemedlem, der nu ikke laengere kan ifoere sig sine Wellington Boots og gaa en runde.

Søren Nørbak

Marx er intellektuelt interessant, men som svar på den økonomiske krise er han og hans løsning total forfejlet. Som oftest går det sådan: "Marx havde forudset krisen X, problemet er Y og løsningen er det-ved-vi-ikke", alt imens markedet korrigerer sig selv og politikerne begynder igen og tale om den "krisefri kapitalisme".

Faktum er at alle store økonomiske kriser er skabt af politikerne, fordi de hindrer markedet i at korrigere sig selv og derfor skubber krisen foran sig, indtil det hele braser sammen. Det var tilfældet tilbage i 1720 med den første store økonomiske krise (the south sea bubble) og det er tilfældet i dag. Politikerne vil hellere tage en kæmpe omgang tæsk om 5 år i stedet for et par lussinger nu.

Historien gentager ikke sig selv, men det gør journalister og politikere.

Gorm Ridder-Jensen

Troels Jensen,

Man kan vel ikke direkte klandre Marx' skrifter for værende et dække over "de kvantitativt værste forbrydelser i verdenshistorien" al den stund, han ikke var til stede i den verden, der foretog disse. Derfor kan hans skrifter nødvendigvis heller ikke være beregnet til at fungere som denne påståede undskyldning. Det er jo idioti at hævde.
Det er fortolkerne, der fucker op i det; ikke forfatteren. Præcis som med biblen.

Så - Marx holder sig stadig ret ren i min bog.

Jeppe Brogård

Troels Jensen og Søren Nørbak.

Æres den som æres bør. Det glorværdige marked var regeringens energipolitik i 2006. Nu har piben fået en anden lyd og de har søreme selv formuleret en politik.

Det bliver interessant at se, hvilken visdom markedet lægger for Fukishima. Mit gæt er: buisynes as usual: Vi kan ikke undvære energien. Så på med kendt atomteknologi og så må vi bare pantsætte civilisationen i 100.000 år.

En så langvarig civilisation har vi jo set før ikke sandt? Det tror markedet tilsyneladende. Og derfor tror jeg desværre, at det glorværdige marked er stæreblindt.

Og trods Obama er det fortsat spændende, om markedet vil acceptere demokrati i mellemøsten på samme måde, som det accepterede det i Iran.

@Søren Nørbak

Marx er intellektuelt interessant, men som svar på den økonomiske krise er han og hans løsning total forfejlet. Som oftest går det sådan: “Marx havde forudset krisen X, problemet er Y og løsningen er det-ved-vi-ikke”, alt imens markedet korrigerer sig selv og politikerne begynder igen og tale om den “krisefri kapitalisme”.

Søren, jeg tror ikke du ikke ved meget om Karl Marx's teorier, selv om du har ret i at en del af problemet lige nu er at man aldrig løste krisen i 70'erne.
Marx forklaring på hvordan kapitalismen løser sine kriser, det er altså ikke Marx's løsning, er at der skal destrueres kapital, hvilket ofte gøres ved krig, men ellers ved konkurs.
Så da vi reddede bankerne forhindrede vi altså en løsning af krisen.

ismail yalcin

Marx og globalisering. Det er på tide, at de to bliver kædet sammen, langt om længe. Globaliseringen er ført blevet klassisk og populistisk begreb for ca 10 år siden, men betydningen af globalisering har jo altid eksisteret, udet det måske kaldtes globalisering direkte. I al den tid, der har været krig i verden, har der dermed også været en form for globalisering... Emnet tåler en god diskussion..

Henrik von Stijnbergen

@Troels Jensen

Kvantitativt er de sværeste forbrydelser i verdenshistorien begået af Kapitalismen, enten i form af den autoritative kolonisering og(slaveriet), Fascismen( Nazismen), eller ved udbytningen af de respektive kapitalistiske landes egne befolkninger.

NB. Marx er ligeså så lidt ansvarlig for Stalins forbrydelser, som Nietsche er for Hitlers.

Jeg har læst omtalen af Eric Hobsbawns nye bog og interviewet som viser hans store indsigt som marxist og debattør.
Allerede i 1968 forsøgte vi i forlaget Demos at udgive hans bog "the Age of Revolution" fordi vi vurderede, at hans historieforståelse var et afgørende bidrag til at begribe imperialismens væsen. Økonomien slog aldrig til. Så det er med glæde, at hans teoretiske forståelse af den nuværende verdensøkonomi igen er sat på dagsordenen og til debat.