Læsetid: 5 min.

Salmer flyder over af skønhed

Den 24-årige sangskriver Jonas Petersen topper ganske opsigtsvækkende hitlisterne med utilslørede kristne sange, der finder deres råstof hos Brorson, Grundtvig, Ingemann og Kingo. De handler dog mere om essentiel menneskelighed end om præken, fastslår han
Den 24-årige sangskriver Jonas Petersen  topper ganske opsigtsvækkende hitlisterne  med utilslørede kristne sange, der finder  deres råstof hos Brorson, Grundtvig, Ingemann og Kingo. De handler dog mere om essentiel menneskelighed end om præken, fastslår han
21. marts 2011

Jonas Petersen tipper den blå salmebog åben på træbordet, bladrer hjemmevant gennem de pergamenttynde sider, og dumper fingeren ned på nummer 642.

»Det hér er én af mine favoritter. 'Her vil ties, her vil bies' af Brorson,« siger han og begynder at recitere femte vers:

»Due, kunne du udgrunde, du udgrunde, hvad der nu sker. Kulden den svækkes, blomsterne dækkes, blomsterne dækkes, jo mer det sner. Due, kunne du udgrunde, du udgrunde, hvad der nu sker.«

»Faktisk skrev Brorson oprindeligt 'begrunde' og ikke 'udgrunde', for ... nej, det er en lang forklaring ... Brorson skriver bare virkelig henrivende digte, hvor inderligheden er et poetisk smykke. «

Jonas Petersen kender krinkelkrogene og skatkamrene i salmebogen bedre end de fleste andre i sin generation. Den 24-årige kunstner er vokset op i et indremissionsk miljø i Ringkøbing, hvor bordbøn og andagt var en integreret del af dagligdagen, og i dag frekventerer han jævnligt en folkekirke i Københavns nordvestkvarter.

Derfor har det været naturligt for ham at konsultere Brorson, Grundtvig, Ingemann og Kingo side om side med Bob Dylan og Leonard Cohen, da han formede sig selv som sangskriver.

Det direkte resultat findes i hans orkester Hymns From Nineveh og deres sarte debutalbum, hvor han ikke alene har hældt sin tro ned i pladerillerne, han har også flyttet den ud til et overraskende stort publikum.

Albummet strøg på udgivelsesdagen ind på førstepladsen på iTunes, hvor det tronede over TV2 i flere dage, og da hitlisten over den uges bedst sælgende cd'er blev opgjort, fandt man udspillet på en syvendeplads.

En helt ny stemme trådte ganske enkelt ind på den danske scene, og præstationen har fået såvel landets musikprofeter som kunstneren selv til at spærre øjnene op.

På tværs af trossamfund

I nogles ører lyder det muligvis højstemt og især ekskluderende, men tilbagemeldingerne til Jonas Petersen er, at han rammer noget dybt inde i lytteren – uanset om vedkommende ser sig som Guds barn eller ej.

Og grundambitionen med at dykke ned i den religiøse sangskat har netop været en higen efter at gabe over menneskelige strabadser, snarere end det har været en lyst til at præke for de allerede indviede.

»Mine sange handler om kærlighed, sorg og længsel. Der er ikke nogen kode, som skal knækkes, og det er ikke møntet på et bestemt segment. Derfor er det heller ikke bare på de kristne efterskoler, de har kunnet bruge dem til noget.«

Jonas Petersen mener, at Biblen og salmebogen er gledet ud af hans generations kulturelle bevidsthed, »og derfor sidder jeg over for mine jævnaldrende med en helt eksklusiv viden og en ny vinkel på mange ting. Alene fordi jeg har gået i søndagsskole. Brorson og Grundtvigs salmer handler jo ikke bare om lovprisning, de italesætter noget essentielt menneskeligt, og derfor trænger de også ind bag de intellektuelle forsvarsmekanismer hos ikketroende. Salmer er jo komprimeret liv, og de rigtig gode af dem flyder over af skønhed, så det er helt vidunderligt,« siger han. Jonas Petersen leder på ingen måde en revolution ved at søge efter inspiration i de gejstlige sange.

Han stiller sig tværtimod på skuldrene af en række kunstnere, hvis spiritualitet fra tid til anden pibler op til overfladen. Førnævnte Bob Dylan og Leonard Cohen er klassiske eksempler sammen med Nick Cave og U2. Og gennem de senere år har Arcade Fire, Kanye West og Sufjan Stevens føjet sig til listen.

Som oplistningen afslører, er det dog et særsyn i Danmark, og vestjyden går samtidig langt mere eksplicit til værks end de fleste andre.

Intim relation til Herren

Foruden i selve bandnavnet optræder det engelske ord for salme, »hymn«, i flere sangtitler, mens Nineveh er hevet direkte ud af Biblen. Det var navnet på en assyrisk storby, som dukker op allerede i Første Mosebog, og senere spiller den en central rolle i Jonas' Bog, hvor profeten bliver sendt til byen for at meddele, at den vil blive ødelagt af Gud. Men med udsigten til undergang går byen fra sekularisering til gudsfrygtighed og redder sit skind.

»Det, der virkelig interesserer mig, er processen, Nineveh går igennem. Springet fra ikketro til tro er det højeste, man kan tage. Og hvad er det for sange, som stiger fra en by i den proces? Det må være klagesange, lovsange og kærlighedssange. Da jeg fandt på projektnavnet, kunne jeg mærke, at det gav mig en ramme at arbejde inden for. En inspirationskilde og en vej.«

Selv om Jonas Petersen projekterer sin sangskrivning op mod kulisser fra Nineveh og inkluderer karakterer som Abraham og Archilleus, tager fortællingerne imidlertid afsæt i hans egne brydninger med eksistensen. Kærligheden, sorgen og, ja, troen.

»Troen er for mig en intim relation til Vorherre, og i alle nære relationer er der udfordringer og konflikter. Som troende kommer du ud i at stille spørgsmål om lidelse og om den uretfærdige fordeling af skæbne. Når du får lidelsen helt tæt på, vender du dig til Vorherre, og får du ikke udfrielse, bliver du skubbet mod afmagten eller vreden. Men de ydergrænser er jo ikke unikke for troende. Dem kommer du også ud til som ikketroende, hvor du vender dig mod nogle andet end lige en gud. Og det er de bevægelser og spændinger mellem alskens menneskelige poler, jeg kredser om. Fra uindfriet kærlighed til fuldbyrdet kærlighed. Fra vrede til udfrielse, « siger han.

Ingen mørkemand

De litterære og alvorstunge stilgreb bryder i nogen grad med det alternative danske musikmiljø, han også er et produkt af. Den arv bærer han lige så tydeligt som sin vielsesring: En halvfedtet frisure, et strittende skæg, en stribet strikcardigan, et par kæmpe høretelefoner om halsen og det obligatoriske spørgsmål fra de kanter: »Kan vi ikke lige holde en rygepause?«

Den alternative scene har, i kontrast til Hymns From Nineveh, været præget af postmoderne ironi og distance i lyd og lyrik i årevis, og Jonas Petersen gør sig ingen forhåbninger om at gøre kristendommen hip. Tværtimod ved han udmærket, at han, trods den opsigtsvækkende medvind, risikerer at støde en del grusomt på manchetterne – både i sin egen generation og i en forældregeneration, hvis egen ungdom roterede om et oprør mod autoriteter som kirken. Albummets single, der i øjeblikket spilles på P3, side om side med udringede pophits, inkluderer trods alt formuleringer som »we're a legion/we're a million« og »kingdom is to come,« og det skal nok kan få det til at vende sig i de mest overbeviste ateister.

»Det er egentlig bare en sang til en veninde. Var mit formål at propagandere for kristendommen, var jeg blevet præst eller missionær. Mit arbejde er litterært og kreativt, og derfor har jeg ingen magt til at overbevise folk om, hvad de skal mene. Jeg skriver bare sange, og når jeg har sluppet dem løs, er det op til lytteren selv at tolke dem til noget, de kan bruge. Det kan og vil jeg ikke styre. Det kan godt være, det er en langhåret argumentation, men det er sådan, jeg har det,« siger han og konstaterer:

»Jeg er ikke nogen mørkemand, selv om jeg er fra Vestjylland.«

Hymns From Nineveh (Good Tape Records/Playground Music) Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu