Elizabeth Taylor var den yngste af fire purunge skuespillertalenter, som kom til Hollywood før 1940, og som med deres ulastelige engelske accenter kom til at udgøre det ikke uvæsentlige hjørne af Tinseltown, der for evigt vil tilhøre England. Hun og Peter Lawford blev ført over af Atlanten med deres forældre, da krigens skygger trak sammen, mens Roddy McDowall og Angela Lansbury fulgte efter, da bomberne begyndte at falde. McDowall var den første til at nå stjernestatus som den walisiske minearbejdersøn i Grøn var min barndoms dal fulgt af hans optræden i børnefilmsklassikeren, Kom hjem, Lassie, hvor også Taylor fik sin første store rolle.
Taylor, Lawford og McDowall var med i den filmiske hyldest til britisk tapperhed, The White Cliffs of Dover (1944), og 12-årige Taylor blev stjerne som landmandens datter, der triumferede i det store hestevæddeløb i filmen National Velvet med Lansbury som hendes ældre søster.
Taylor blev genforenet på biograflærredet med McDowall i Cleopatra (1963), hvor han spillede Octavian, og med Lansbury i The Mirror Crack'd (1980), da hun spillede en falmet Hollywood-diva over for Lansburys Miss Marple. Men hun var den eneste fra den sammentømrede kvartet, som blev en legende. Hun forblev på kontrakt hos MGM frem til 1960 og vandt sin første Oscar for den sidste film, hun indspillede her, melodramaet Butterfield 8.
De største og første
Taylor var lille, 1,58 meter, mørkhåret, hendes øjne havde en frapperende nuance af violet, hendes øjenbryn var ufashionabelt kraftige, og hun brugte sine øjenvipper så forførerisk som en kurtisane sin vifte, og hun var altid smuk på vekslende måder i de forskellige faser af hendes 70 år lange karriere, selv da hendes vægt begyndte at svinge foruroligende.
Fra hun brød igennem som barnestjerne til sin død var hun aldrig ude af rampelyset som skuespiller eller berømthed. Men sine største præstationer nåede hun på et tidligt tidspunkt, da hun var mindst bevidst om sit skuespil. I den periode optrådte hun som Spencer Tracy og Joan Bennetts datter i Minnellis Father of the Bride (1950), den fortryllende genstand for den mismodige, socialt stræbende Montgomery Clift i A Place in the Sun(1951), og den stærke storbypige, som føres til Texas af rancher Rock Hudson i Giant (1956), begge instrueret af George Stevens, og i filmatiseringerne af to Tennessee Williams-dramaer, hvor hun var henholdsvis hustru og en skabshomoseksuel fortrolige kusine, Kat på et varmt bliktag (1958) og Suddenly, Last Summer (1959).
Plaget af sygdomme
Taylor blev rost som barn og ung, men fra begyndelsen af 1950'erne og frem til Hvem er bange for Virginia Woolf? var det almindeligt blandt seriøse kritikere at behandle hende med foragt. Variety skrev om hendes præstation i A Place in the Sun, »dens dramatiske karakter er af en kvalitet så langt ud over noget, hun har formået tidligere, at Stevens må lykønskes med et mindre mirakel.« Og Esquire komplimenterede Joseph L Mankiewicz for hans 'instruktør triumf' i Suddenly, Last Summer, på denne måde: »Han har en eller anden måde formået at aflokke Elizabeth Taylor en middelmådig præstation, hvilket er et klart fremskridt i hendes dramatiske karriere.« Sådanne vurderinger var muligvis udslag af kritikeres forsøg på at værne sig imod hendes skønhed og magi.
Efter en rideulykke under optagelserne til National Velvet var Taylor plaget af rygproblemer, og senere led hun af hjertesygdomme og kræft. Den sympati, som dette vakte, sameksisterede med en mere blandet reaktion på hendes række af ægteskaber, otte i alt, med syv forskellige mænd. Ganske vist følte mange med hende, da hendes tredje mand, den flamboyante Mike Todd, blev dræbt i et flystyrt efter lidt over et års ægteskab. Men det ændrede sig hurtigt, for kun et par måneder senere blev hun fremstillet som en fræk huntiger, der havde stjålet Eddie Fisher fra Debbie Reynolds, hvis tilsyneladende perfekte ægteskab ellers var tænkt som et symbol på familieværdier i Eisenhower-æraen. Et par år senere blev hun århundredets mest omtalte Jezabel, da hun droppede Fisher under optagelserne til Cleopatra i begyndelsen af 1960'erne og indledte en affære med den gifte Richard Burton.
Vendepunktet
Cleopatra virkeligheden var et vendepunkt for hende og en milepæl i historien om Hollywood. Hun blev den første stjerne, der krævede et honorar på mere end en million dollar, filmen blev legendarisk for sin kaotiske produktionshistorie og gjorde Taylor og Burton til et af det 20. århundreds mest berygtede par. De var lige så ekstravagante, hensynsløse og selvbevidste som de historisk figurer, de skulle inkarnere. Deres affære og ægteskab gjorde hende fast besluttet på at fastslå sit varemærke som seriøs karakterskuespiller og en værdig partner til Burton. Nogle kritikere har ment, at dette skifte fik fatal indvirkning på hendes skuespilkunst.
Hen over de næste 10 år blev Burton og Taylor mere berømte for deres vulgære praleri og offentlige skænderier end for deres arbejde. Efter Cleopatra spillede de sammen i yderligere 10 film, hvoraf de fleste afspejlede deres ægteskabs følelsesmæssige rutsjeture.
Blandt dem var The Sandpiper, hvor den frigjorte kunstner Taylor lokker sognepræst-skolelæreren Burton bort fra dydens smalle sti,
Trold kan tæmmes,et billede på deres eget stormfulde forhold, og tv-filmen fra 1973, Divorce His-Divorce Hers, der mere eller mindre dokumenterer deres endelige brud.
Da de igen fandt sammen efter deres skilsmisse i et nyt ægteskab, der skulle blive ganske kort, noterede en amerikansk kommentator: »Sturm har igen giftet sig med Drang«. Den eneste virkeligt vellykkede film fra denne periode er Mike Nichols' version af Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf?, hvor et midaldrende akademikerpar flår hinanden verbalt i stykker på måder, der minder om en ekstrem Strindberg.
Filmen indbragte hendes anden Oscar, men den efterfølgende karriere beskrev en nedadgående kurve. Hun var ganske god i John Hustons Reflections in a Golden Eye over for Marlon Brando, men filmen blev ikke et hit. Efter 1970'erne nåede kun to af hendes film et større publikum: The Mirror Crack'd (1980), den ringeste af en række britiske nyindspilninger af Agatha Christie-whodunits, og The Flintstones(1994), hvor hun spillede Pearl Slaghoople, mor til Wilma, i en pjattet spillefilmsversionering af 60'ernes tv-tegneserie — en trist afslutning på en stor karriere.
Gik i brechen
I sine sidste to årtier udkæmpede Elizabeth Taylor en heroisk kamp med sit dårlige helbred, gik i brechen for velgørenhedssager og blev en loyal ven af bl.a. Michael Jackson, som hun forsvarede offentligt. Hun kunne ikke sælge biografbilletter, men var stadig efterspurgt som stjerne og berømthed på forsiden af populære magasiner. Hun beholdt dobbelt statsborgerskab og var dermed berettiget til at blive slået til Dame of the British Empire i 2000.
I 1999 fremlagde American Film Institute — efter en nøje afvejning af præstationer, omdømme, indflydelse — en liste over 100 skuespillerinder, der med rette kan anses for filmlegender. Taylor kom ind på en syvendeplads, umiddelbart foran Judy Garland, Marlene Dietrich og Joan Crawford, men efter Katharine Hepburn, Bette Davis, Audrey Hepburn, Ingrid Bergman, Greta Garbo og Marilyn Monroe — ikke nogen dårlig placering i filmkunstens panteon.
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
