Læsetid: 6 min.

Skab en debat om ytringsfrihed og dit kunstværk er sikret medieomtale

Hvis man som kunstner vil have massiv presseomtale, skal værket bare indeholde noget, der kan fremprovokere en debat om ytringsfrihed. Nadia Plesners maleri af et afrikansk barn med en Louis Vuitton-taske er seneste eksempel. Men både værkerne og debatten er uinteressant, og kunsten bør kunne noget helt andet, mener kritikere
Provokation. Den dansk-irakiske kunstner Mahmoud Alibadi skabte i 2009 debat med et billede, hvor Pia Kjærsgaard (DF) og Asmaa Abdol-Hamid (EL) har byttet ansigter.

Provokation. Den dansk-irakiske kunstner Mahmoud Alibadi skabte i 2009 debat med et billede, hvor Pia Kjærsgaard (DF) og Asmaa Abdol-Hamid (EL) har byttet ansigter.

Mahmoud Alibadi

24. marts 2011

Flere unge kunstnere har i de seneste år lavet værker, der har resulteret i en debat om ytringsfrihed i medierne. Senest har kunstneren Nadia Plesner malet et udsultet afrikansk barn med en Louis Vuitton-taske i hånden. Det medførte et sagsanlæg fra modefirmaet, og straks har medierne taget sagen op, og eksperter fra ind- og udland har støttet Nadia Plesners ret til at ytre sig igennem sin kunst. Nadia Plesners Darfurnica har fået så massiv medieomtale, at Herning Kunstmuseum, Heart, i denne uge genudstiller værket.

Sagens udvikling kan ikke komme helt bag på Nadia Plesner. Tilbage i 2008 lavede hun nemlig en T-shirt med et billede af en afrikansk dreng med en Louis Vuitton-taske i hånden og dengang førte det også til et sagsanlæg og en debat om ytringsfrihed. Og Nadia Plesner er ikke den eneste danske kunstner, der har talent for at fremprovokere netop den debat.

Siden Muhammedtegningerne blev trykt i 2005, har kunstnergruppen Surrend portrætteret kongefamilien i et sexorgie og lavet udstillingen Dumme sten, hvor det er den hellige sten i Mekka, Kabaen, der er dum. Og den dansk-irakiske kunstner Mahmoud Alibadi har ligeledes skabt debat med et billede, hvor Pia Kjærsgaard (DF) og Asmaa Abdol-Hamid (EL) har byttet ansigter, og Dannebrog er udstyret med brændemærker.

Bevidst provokation

Mange af de unge kunstnere har det fællestræk, at de bevidst provokerer med det formål at skabe debat. Det mener Torben Sangild, der er ansat på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og er kunstanmelder på Politiken:

»Der er helt sikkert kunstnere, der provokerer alene for at få opmærksomhed i medierne. De vil nok mene, at de har en sag og at det handler om ytringsfrihed, og på sin vis har de også en sag. Men af og til bliver der råbt meget højt,« siger Torben Sangild. Samme opfattelse har kunstanmelder og kurator Jacob Lillemose:

»Det er intelligente kunstnere forstået på den måde, at de ved, hvordan man spiller spillet. De ved præcis, hvad de skal gøre for at få det, de vil have, nemlig opmærksomhed. De opererer på provokationens niveau,« siger Jacob Lillemose. Han mener ligefrem, at der er ved at opstå en ny generation af kunstnere, som er kendetegnet ved, at de er meget bevidste om mediernes virkemidler:

»De er hyper mediebevidste. Når Nadia Plesner og Surrend lavet de her værker, så er det med henblik på medierne og den eksponering, der kommer. Det er typisk for en ny generation af kunstnere. Det er ikke Picasso, der står alene hjemme i atelieret. De er en del af medierne og tænker dem med i værket.«

At det bliver ytringsfri- heden, der kommer til at være i centrum, er heller ikke tilfældigt, mener Jacob Lillemose:

»Danmark er blevet arnested for nutidens debat om ytringsfrihed. Derfor er der mange kunstnere, der griber det momentum. Hvis de her værker var kommet før karikaturkrisen, så er jeg ikke sikker på, at de havde handlet om ytringsfrihed. Men de her kunstnere ved, at det er hot at snakke om ytringsfrihed, og derfor kan de bruge det som label på deres værker. På den måde præsenterer værkerne tiden efter krisen,« siger Jacob Lillemose, som blandt andet peger på, at ytrings- frihed er temaet for Den Danske Pavillon ved dette års Biennale i Venedig.

Bidrag?

Spørgsmålet er så, om værkerne bidrager væsentligt til debatten om ytringsfrihed eller til vores forståelse af samfundet. Ifølge Jacob Wamberg, der er professor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet, er der væsentlig forskel på, om værkerne kun gør opmærksom på sig selv, eller om de bidrager til noget større:

»Man kan ikke umiddelbart vide, om der er tale om bevidst spekulation, men man kan konstatere, at det har den effekt, at det skaber en debat, som giver opmærksomhed om værkerne. Det afgørende bliver så, om der kun er eksponeringsmæssige, eventuelt kommercielle, bagtanker bag. Eller om værkerne bidrager til at vise nogle fortrængte sider af samfundet.«

Men når det kommer til forståelsen af samfundet, er bidraget meget beskedent, mener billedkunstneren Ferdinand Ahm Krag.

»Kunstnere må naturligvis gøre, som de vil. Men jeg er interesseret i, hvad der bliver sagt. Kongehuset, der knepper på kryds og tværs, er ikke interessant på nogen måde. Det kan muligvis forarge hr. og fru hakkebøf, men jeg synes, det er ligegyldigt,« siger han og eksemplificerer det med Nadia Plesners billede af et afrikansk barn med en designertaske i hånden:

»Jeg bliver ikke usikker på noget. Det er for endimensionelt. Hvis kunsten skal kunne gøre en politisk diskussion interessant, så må det være andet end de hurtige affirmative platheder, som bekræfter de allerede givne positioner. Så må man prøve at italesætte noget, som ikke i forvejen er politisk,« mener han.

Derfor bliver den efterfølgende diskussion om ytringsfrihed heller ikke interessant:

»Jeg er ikke interesseret i den debat, for alle positionerne er givet på forhånd.«

Det samme mener Jacob Lillemose:

»Jeg har svært ved at se, hvad de vil sige med det. Det er sådan et lidt fodformet symbolsprog, som ikke peger i nogen interessant retning. De er gode til at skabe en provokation, som kan komme i medierne, men jeg synes ikke, de formår at kvalificere diskussionen. Man kan sige, at de er reklamesøjler for, at debatten eksisterer. Det er en henvisning til debatten om ytringsfrihed snarere end en problematisering og videreudvikling af den,« siger Jacob Lillemose, som også gerne så, at værkerne indeholdt en kritik af medierne.

»De er så ivrige for at få omtale i medierne, at de spiller fuldstændig med på mediernes præmisser. Og så bliver kunsten uinteressant. Det ville klæde dem samtidig at fremføre en mediekritik.«

Ferdinand Ahm Krag er enig:

»Nadia Plesners værk er allerede italesat i et præfabrikeret journalistisk sprog. Det er lige til at kaste sig over for journalisterne. Men kunsten skal tale et andet sprog end journalistikkens, ellers er den ligegyldig.«

Men man kan fint benytte medierne som springbræt til noget andet, mener han.

»Det er sådan set helt i orden at spekulere i mediernes dækning, hvis man har intelligent hensigt med det. Hvis man bringer det et nyt sted hen. Det skal ikke bare være for at komme i medierne,« siger han og peger på den amerikanske kunstnergruppe The Yes Men som et eksempel på nogle, der benytter medierne til at skabe noget nyt og anderledes.

Gælder også dårlig kunst

Professor i kognitiv semiotik på Aarhus Universitet, Frederik Stjernfelt, er blandt de eksperter, der i flere bøger og debatter har værnet om kunstneres ret til at ytre sig. Han mener, at eksempelvis Nadia Plesner »naturligvis skal have lov til at lave sjov med de kendte varemærker«. Men han anerkender, at der kan opstå et problem, når kunstnere bevidst spekulerer i at fremkalde en debat om ytringsfrihed uden at have ret meget på hjerte:

»Jeg kan sagtens se den fare. Og i den bedste af alle verdener var det kun interessant kunst, der kom ud af det, men det har man jo ikke nogen garanti for. Men jeg synes ikke, at man kan opgive ytringsfrihedens normer, fordi der laves dårlig og måske ligefrem spekulativ og kynisk kunst. Under Muhammedkrisen var der også nogle, der argumenterede for, at Salman Rushdies bog var særligt god. Det var ægte kunst og derfor i en anden kategori end tegningerne i Jyllands-Posten. Men det kan ikke være afhængigt af smagsdomme, om man kan ytre sig. Ytringsfriheden må også omfatte smagløs og dårlig kunst,« siger Frederik Stjernfelt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvad er kunst ?

Det kan ikke defineres på samme måde som man kan definere f eks en cirkel eller en trekant.

Det duer vel heller ikke, at tage fremstillerens (kunstnerens) ord for, at det han / hun laver, er kunst ?

Kunstkritikerne er vel heller ikke sandhedsvidner i denne sag ??

Kunst er vel det, som man inden for en kulturkreds stort set er enige om at tillægge kunstneriske kvaliteter - uandet om det er kommercielt eller provokerende eller trist eller avanceret o s v.

I mangel af objektive målestokke, så er der ikke bedre bud.

Omtale er ikke i sig selv en garanti for at noget er kunst .

Og kunstnere er hverken mere eller mindre værd og ej heller værre eller bedre end andre mennesker - selv om de ofte synes det.

Gaspard Winckler

"Det duer vel heller ikke, at tage fremstillerens (kunstnerens) ord for, at det han / hun laver, er kunst ?"

- Jo, det er efter min mening det bedste bud, hvis kunstbegrebet død-og-pine skal defineres. Marcel Duchamps pissekumme, for nu at tage et lidt (meget) fortærsket eksempel, som han i 1917 sendte ind til en censureret udstilling, var der ingen der kunne se var kunst - det blev ikke engang taget i betragtning! Kunstbegrebet på daværende tidspunkt kunne simpelthen ikke rumme det. Siden har det vist sig at være det mest indflydelsesrige værk i det tyvende århundrede.

Desuden handler artiklen jo ikke om hvad kunst er, blot hvilken kunst der kommer frem i tidens medier og hvorfor. Og hvad god kunst er, hvad kunsten kan.

Steen Skovhus

Det er en lidt pudsig debat - kunst er vel til for at provokere, kunst skal vel sætte fingeren ned forskellige steder, for at sætte fokus på konkrete problemstillinger.
Egentlig mener jeg, at de i artiklen nævnte kunstværker, er mere kunst end mange af de værker vi ser fra "anerkendte" kunstnere. De omtalte værker har åbenbart fået professorer og andre "sagkyndige til at reflektere og ikke bare drikke champagne og klappe hinanden på skuldrene, ved de rigtige kunstners rigtige fernissager.
Ytringsfriheden er under pres og det bør vi pege på så ofte vi kan.
De store multikapitalistiske firmaer skal ikke begrænse ytringsfriheden, for egen vindings skyld. Og det er farligt når borgerligheden forsøger, at styre den moralske og etiske udvikling ved hjælp af censur.
Om kunst er god eller dårligt kan som sådan ikke vurderes i nuet men alene på om det rørte, skabte refleksion og om det gjorde en forskel

Kristian Villesens vinkling er besynderlig. Det er ikke staten som grundlovsstridigt antaster ytringsfriheden, men aktuelt det private Louis Vuitton, der groft krænker en kunstner og derved påfører hende en opmærksomhed bl. a. i selveste Inf. der bliver større end ellers, men som også flytter fokus væk fra Nadia Plesners Dafournicas umidelbare udtryk.

Men Kristian Villesen synes, det er kunstneren der optræder upassende og fy fy har begået bevidst spekulation. Og han opsøger kilder, der kan støtte det synspunkt.

Den triste afrikanske dreng i forgrunden af maleriet, holder en taske i hånden, der måske kan ligne en af Vuittons produkter, men at det skulle være så krænkende for Vuitton at det nødvendiggør retssag, tyder på paranoia, ureflekteret racisme, og foragt for verdens mangfoldighed. Foragt for, at en nutidig kunstner, i et simpelt engageret udtryk peger på at verden i dag - ligesom da Picasso malede Guernica - indeholder store modsætninger, håb og lidelser.

Men en så mærkværdig holdning, hos et verdenskendt firma interesserer ikke Kristan Villesen.