Læsetid: 2 min.

X Factor og værdierne

Kvalitet, demokrati og public service hænger sammen, men er svære størrelser at udrede for en tv-institution, der har segmenter og seertal som primære faglige mål
29. marts 2011

Åben værdidiskussion er afgørende for demokratiet. Men hvis det demokratiske ideal fører til, at laveste fællesnævner bliver en styrende kulturfaktor, er demokrati blevet en dårlig vane og ikke en udviklende mulighed.

X Factor er som udsendelsesform tilsyneladende demokratisk. Alle kan i princippet være med, men bliver bedømt af specialister, hvis kunnen formentlig er bedre sager værdig, og som underlægger sig et koncept, hvor følelser tæller mere end kvalitet.

Det langstrakte spændingsmoment går i starten ud på at se nogen dumme sig for åbent tæppe, og i længden hvordan de bedste klarer sig. Men amatørshow er det allenfals, og produktionsmidlerne kunne mageligt bruges til mere værdifulde musikudsendelser.

For selv om musik kan være en umiddelbart tilgængelig og sanselig kunstart, er der også musikalsk forskel på skidt og kanel. Både vokalt og melodisk.

Ligesom kunst ikke bliver kunst af at komme på museum, men i bedste fald netop kommer på museum, fordi det er kunst, er det ikke al musik, der udkommer i box-sæt. Især ikke dårlige efterligninger.

Men det er åbenbart blevet populært at lade fem være lige og se X Factor og Paradise Hotel som vor tids Shakespeare-dramaer.

I et af de nye kulturtiltag på DR-K blev en erfaren sceneinstruktør for nylig udæsket af en sammenligning mellem penge og forræderi på poolkanten, og så fortællingen om den sidste nadver.

Hun gjorde opmærksom på, at dramaet omkring Judas og Jesus er en langt mere renset historie, og var tydeligvis på vej med uddybende overvejelser, men blev afbrudt af tv-værtindens fjogede eller flove latter. Det gælder nemlig om ikke at komme for godt i gang.

Fin og lav kultur

Kulturquiz. Kulturgeist. Kulturkøbing. Hvad sådanne kulturelle udsendelsesformater skal til for, er ikke godt at vide. Jo, nok hvad bagtanken er, men seere, der i forvejen er kulturkyndige, bliver næppe klogere. Og de interesserede, men knapt så kyndige, bliver decideret om ikke vildledt, så ledt uden om det væsentlige. Også selv om det ind imellem kan være meget sjovt at øje kunstens og litteraturens giraffer, især de nye på savannen. Men med public service har det ikke meget at skaffe.

Kunst og frihed følger i det lange løb andre kanaler end det kulørte normal-tv's. Nettet og Al-Jazeera for eksempel. Men indimellem er der selvfølgelig æggende underholdning og øjenåbnende formidling også på danske skærme, for både begyndere og viderekomne, som det hed ved danseskolen i gamle dage.

Selv Vild med Dans kan være bevidsthedsudvidende tv, når vidende dommere tager deres job alvorligt og siger noget forståeligt om kriterierne for god rumba eller foxtrot, og danserne gør sig umage med krop og rytmiske evner.

For der er ikke forskel på finkultur og lavkultur, som det igen og igen siges. Jo, dét er der, og på en masse andre gradbøjninger af form, indhold og hensigter. Men det afgørende er ikke forskelle i udbredelsesgrad og tilgængelighed. Det afgørende er kvalitet i tanke og udførelse på alle niveauer. Ikke bare branche- og håndværksmæssigt, men helt ind i hovedet.

Smag og behag kan være forskellig, men kvalitet er ikke bare hip som hap. Det er en svær størrelse at snakke om, men nogen er gode til at pege på eksempler og forklare forskelle. De får ikke mange chancer blandt tv-kulturens redigerende bagfolk og pågående skærmtrolde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu