9. april: Nazistisk film trak fulde huse i Danmark

Hyggeantisemitismen trivedes godt i Danmark, mens krigslykken stadig var på tyskernes side. Propagandafilmen 'Jøden Süss' fik flotte anmeldelser og trak fulde huse i syv uger med fem udsolgte forestillinger om dagen
Den tyske propagandafilm 'Jøden Süss' var en stor publikumssucces for Bristol Teatret. I syv uger trak den fulde huse, og folk stod i kø ud på gaden for at komme ind og se filmen, der efter krigen blev ulovlig i Tyskland. Filmen fik fine omtaler i danske medier, og filmtidsskriftet Film dedikerede flere opslag til filmen. Ifølge filmhistoriker Lars-Martin Sørensen var meget omtale direkte kopieret fra UFA — det statsejede tyske filmselskabs pr-materiale.

Den tyske propagandafilm 'Jøden Süss' var en stor publikumssucces for Bristol Teatret. I syv uger trak den fulde huse, og folk stod i kø ud på gaden for at komme ind og se filmen, der efter krigen blev ulovlig i Tyskland. Filmen fik fine omtaler i danske medier, og filmtidsskriftet Film dedikerede flere opslag til filmen. Ifølge filmhistoriker Lars-Martin Sørensen var meget omtale direkte kopieret fra UFA — det statsejede tyske filmselskabs pr-materiale.

Det Danske Filmarkiv
9. april 2011
Delt 45 gange

Det er en stolt August Blom, der i 1941 kan sende pressemeddelelse ud om sin publikumssucces på Bristol Teatret i København. Jøden Süss sælger godt. Rigtig godt. Hele fem udsolgte forestillinger om dagen i syv uger. Historiker Lars-Martin Sørensen, der netop nu forsker i besættelsestidens danske filmhistorie fortæller, at også i interne skriverier i Universum Film AG, det statsejede tyske filmselskab, erklærede man sig yderst tilfreds med den danske modtagelse af Veit Harlans raffinerede propagandafilm.

»Jud Süss var ikke kun en blockbuster i Tyskland, hvor den solgte 20 millioner billetter, men altså også i Danmark,« siger han.

»Den er meget raffineret i sit formsprog, men som Kristeligt Dagblad i den eneste kritiske anmeldelse skrev, så kan alle med øjne i hovedet se, at den er stærkt antisemitisk. Det er altså endnu en pind i kisten til konsensusfortællingen om, at danskerne skulle have været udtalt kritiske over for det tyske jødehad,« siger Lars-Martin Sørensen.

Jøden Süss handler om Joseph Süss Oppenheimer, der var finansråd for hertugen i Stuttgart. Gennem filmen afsløres det, at han har raget store dele af hertugdømmets finanser til sig, voldtaget en (kristen) kvinde og fået ophævet forbuddet mod jøder i Stuttgart. Han har fjernet skægget og smidt kaftanen for at virke assimileret. Og da han bliver spurgt, hvor han har hjemme, svarer han: »Verden«. Et uforståeligt og nærmest landsforræderisk svar i det tyske 'Heimat'. Og Jud Süss afslører sin tilknytning til 'das internationale Judentum', som nazisterne kaldte deres forestilling om den jødiske konspiration.

»Instruktøren Veit Harlan har begået en genistreg med denne film,« siger Lars-Martin Sørensen.

»Et par andre af de film, som Joseph Goebbels tog initiativ til og finansierede via sit propagandaministerium, floppede fælt, fordi de var for tykke i deres jødehad. Der Ewige Jude, der havde premiere senere samme år sidestillede jøder med rotter, og det var det tyske folk altså ikke klar til at godtage endnu.«

Begejstrede anmeldere

Avislæsere blev også af mange anmeldere opfordret til at se Jøden Süss. For eksempel af Svend Borberg, der i sin rosende anmeldelse i Berlingske Tidende skrev:

»Historiens mest iøjnefaldende moral er den, at en type som Oppenheimer (Jøden Süss, red.) visselig angriber et samfund som en pest, men kun er i stand til det, hvor det i forvejen er mølædt. Han er en sygdom, som sætter sig fast i de ædle organer og derigennem rammer hele organismen.«

Lars-Martin Sørensen fortæller, at det ikke var den eneste tyske propagandafilm, der nød stor succes i Danmark. Ich Klage An, der advokerede for eutanasi, fik også positive anmeldelser af blandt andre Frederik Schyberg i Politiken og blev for eksempel set af 8.000 esbjergensere.

Danmark var besat, men Lars-Martin Sørensen mener ikke, at aviserne og biograferne kan undskylde sig med, at de var udsat for censur.

»Der er tydeligvis en vis spændvidde, for Kristeligt Dagblad skriver en ekstremt kritisk anmeldelse af Jøden Süss og skoser Svend Borberg for at rose filmen uden at nævne dens antisemitisme. I foråret 1941 er censuren endnu ikke særlig fintmasket, og der må for eksempel stadig vises amerikanske film i biograferne.«

Uden for Bristol Teatret hang et opslag, der påstod, at filmen ikke indeholdt propaganda mod jøderne.

»Opslaget viser, at biografejer og distributør baserede filmens promotion på en antagelse om, at danskerne ikke ville vide af antisemitismen. Måske var de ligefrem overraskede over filmens succes. Men dens antisemitisme udgjorde tilsyneladende ikke nogen uoverstigelig hindring for det danske publikum. Vi er i krigens første fase, og selv om man måske kendte til jødehadet, så vidste man ikke, hvad vi ved i dag om resultatet af den. Man kunne relativt uskyldigt se filmen for dens underholdningsværdi og blockbusterkvaliteter og så blive bestyrket i sine fordomme om jøder. Hyggeantisemitismen trivedes godt i Danmark, mens krigslykken stadig var på tyskernes side.«

Myten om dansk skepsis

Lars-Martin Sørensen vil ikke konkludere, at danskerne var direkte antisemitiske. Han vil blot gøre op med den antagelse, at danskerne fra starten skulle have været stærkt kritiske over for den tyske jødeforfølgelse.

»En af standardantagelserne er, at danskerne ikke var antisemitter, fordi der ikke var nogle 'synlige' jøder i Danmark. Der var ingen jødeghettoer, som kunne agere syndebuk. Men det er for længst blevet tilbagevist, at graden af antisemitisme skulle stige proportionelt med antallet af jøder. Og denne films popularitet og ukritiske modtagelse viser, at der var fordomme tilstede i den danske befolkning, som den tyske propaganda kunne suge næring af,« siger han.

Veit Harlans film er yderst vellykket som propagandafilm. Det tyske sikkerhedspoliti foretog receptionsanalyser og konkluderede, at filmen virkede efter hensigten.

»Harlan fletter en lovestory ind. Det var et genialt træk, for han havde det problem, at historiens hovedpersoner, hertugen og jøden, begge er dybt usympatiske. Og man kan ikke lave en blockbuster uden personer, man vinder sympati for. Derfor lod han Süss voldtage en kristen kvinde, der er forlovet med en mand, som Süss har beordret totureret,« siger Lars-Martin Sørensen.

Han viser et klip fra filmen, hvor Süss står i den lurvede og mørke ghetto og konspirerer med en rabbiner i næste klip vises den unge tyske kvinde i et blødt lys med hvidt tørklæde om hovedet. I et andet klip lader Süss en håndfuld mønter falde ned på et bord og billedet skifter langsomt, så de klingende mønter omformes til dansende ballerinaer.

»Den slags symbolik er jo genial i sin subtile antisemitisme. Men man skal være gået i biografen med lukkede øjne for ikke at fange filmens morale om, at jøder er pengegriske og liderlige snyltere.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Den tyske propagandafilm 'Jøden Süss' var en stor publikumssucces for Bristol Teatret. I syv uger trak den fulde huse, og folk stod i kø ud på gaden for at komme ind og se filmen, der efter krigen blev ulovlig i Tyskland. Filmen fik fine omtaler i danske medier, og filmtidsskriftet Film dedikerede flere opslag til filmen. Ifølge filmhistoriker Lars-Martin Sørensen var meget omtale direkte kopieret fra UFA — det statsejede tyske filmselskabs pr-materiale.

Foto: 
Det Danske Filmarkiv

Fakta

’Jøden Süss’ er baseret på en virkelig historie, og den troværdighedsskabende oplysning udnytter propagandafilmen til fulde ved at annoncere det i begyndelsen af filmen. Dog har Veit Harlans film ikke meget at gøre med den oprindelige historie om købmandssønnen Süss fra Heidelberg.

Joseph Süss Oppenheimer blev født i 1698. Han blev gehejmefinansråd hos hertug Karl Alexander von Württemberg i Stuttgart og nød stor indflydelse.

Det brød den kristne stænderforsamling sig ikke om, og da hertugen pludselig døde, så stænderforsamlingen sit snit til at anklage Süss for at have beriget sig selv af statens finanser og mange andre ting. Det eneste, han blev dømt for, var kønslig omgang med kristne kvinder. ’Raceskændsel’ var ulovligt på det tidspunkt, og Süss blev hængt og hans lig fik lov at hænge til skue i seks år. Mange har gennem tiden brugt historien om Süss som dramatisk stof. Blandt andre Lion Feuchtwanger, der i 1925 udgav romanen ’Jud Süss’. Inspirationen til Harlans ’Jud Süss’ kom fra en novelleføljeton af Wilhelm Hauff fra 1827.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Lars-Martin Sørensen:
"Den er meget raffineret i sit formsprog, men som Kristeligt Dagblad i den eneste kritiske anmeldelse skrev, så kan alle med øjne i hovedet se, at den er stærkt antisemitisk. Det er altså endnu en pind i kisten til konsensusfortællingen om, at danskerne skulle have været udtalt kritiske over for det tyske jødehad"

Siden er det gået markant ned ad bakke for Kristeligt Dagblad. Enhver med øjne i hovedet burde være i stand til at se, at det kristelige medie nu om dage gladeligt bidrager til bashingen af udvalgte semitter.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henning Ristinge

Der var næppe flere 'synlige jøder' i Tyskland i 1920erne end der var i Danmark i samme periode.

Der var under 2% Jøder i Tyskland da Hitler kom til magten.

Virkeligheden er at jødehadet var pisket op først og fremmest på ryggen af det faktum at Hitler drømte om et stortyskland på især Polen og Ukraines bekostning, og her var der rigtigt mange jøder.

Der var da heller ingen udryddelseslejre i Tyskland, Holocaust foregik ikke i Tyskland selv - Holacost iværksattes i Polen og Ukraine og eng'keltiske baltiske stater. Der var derfor heller aldrig en eneste tidligere nazistisk udryddelseslejr eller noget Babi-Jar i Tyskland og derfor heller ingen vest for jerntæppet da den kolde krig startede.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henning Ristinge

Ingen vestlige hære befriede udrydelseslejre - - for dåsse Extermination camps Belzec, Majdanek, Sobibor, Treblinka, Auschwitz-Birkenau etc etc lå alle i Polen og i det vestlige Sovjetunionen.

Det er en form for historieforvridning når vi ser billeder af udhungrede fanger der befris af ameriaksne toppr præsenteret som udryddlseslejre - de var KZ lejre og KZ lejre var ikke udryddelseslejre. Udryddelses lejre havde kun inhvatering for de fanger der skulle arbejdes til døde, de andre blev myrdet inden for få timer after ankomsten..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henning Ristinge

Ingen vestlige hære befriede udryddelseslejre - for disse så som Belzec, Majdanek, Sobibor, Treblinka, Auschwitz-Birkenau etc etc lå alle i Polen og i det vestlige Sovjetunionen.

Det er derfor en form for historieforvridning når vi konstant ser billeder af udhungrede fanger der befris af ameriaksne troppr præsenteret som befrielse af udryddlseslejre

Disse lejre var KZ lejre og KZ lejre var ikke udryddelseslejre - uanset hvor forfærdelige forholdene ofte var. De virkelige udryddelseslejre havde kun inkvatering for de fanger der skulle arbejdes til døde, de andre blev myrdet inden for få timer after ankomsten..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mark Pedersen

Interessant at der ikke nævnes hvad kampfællen Politiken sagde til omtalte film?

I øvrigt er anti-semitisme stadig udbredt herhjemme. Prøv at tage en kalot på hovedet, eller gå med en synlig Davidsstjerne om halsen, i KBH, og se så hvad der sker...

For slet ikke at snakke om al det vås om internationale zionistiske konspirationer, som taget ud af Zions Vises Protokoller, som ofte florerer på nærværende avis' debatter.

Og hele den ovenstående "Det er muslimerne der er ofrene!"-tankegang beviser bare min pointe: Anti-semitisme, jødehad, er stadig et stort problem i DK, som negligeres af venstrefløjen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lasse Jensen

Haha, ja det kan jo ikke undre som det også er i dag, hvor danskerne savlende støtter de danske soldater der skal ned og støtte folkemordet i mellemøsten, og en samarbejdsregering der består af bl.a. DF (dansk fascisme), men nu er oppositionen også vendt, ikke fordi det på nogen måde er en del af deres værdier, men de vil jo også gerne have stemmer, og viser nu sit sande ansigt. Socialdemokraterne og SF kan ikke vente med at forbyde tørklæder, så nu kan det være vi snart får den endelige løsning på Islam-Problemet?

Heldigvis skærer vi jo allerede deres ydelser ned, og ser at de ikke må bære deres symboler. De betaler vist heller ikke så meget skat, så snart kan vi jo lukke deres butikker, hvad med en lille krystalnat så vi kan vise hvad vi synes om dem? Herefter kan de jo sendes i arbejdslejre så de gør noget nytte og ikke nasser på os, og er der for mange, kan vi jo bare gasse dem.

Joe, ligesom den gang det sorte naziflag, vejrer Dannebrogs hvide dødningekors atter over Danmark og symboliserer at der her kun er plads til hvide, døde mennesker og blobad.

Til alt dette vil jeg bare sige: Husk hvad rigtige danskere gjorde med nazister - de skød dem.

anbefalede denne kommentar