Læsetid: 7 min.

'Man er altid fra en præstegård, når man kommer fra provinsen'

Nils Gunder Hansen var kronprinsen på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet og professor Peter Madsens oplagte efterfølger. Men i sidste ende blev han vraget og skiftede til dagbladsbranchen. I en ny erindringsbog fortæller han historien om ånden, forhåbningerne og skuffelserne på det særlige institut
Aktuel. Nils Gunder Hansens erindringsbog, 'Lille dreng med rejseskrivemaskine' udkommer den 6. maj på Kristeligt Dagblads Forlag.

Aktuel. Nils Gunder Hansens erindringsbog, 'Lille dreng med rejseskrivemaskine' udkommer den 6. maj på Kristeligt Dagblads Forlag.

29. april 2011

»Hvad blev der egentlig af Nils Gunder?« Sådan stod der i 1990'erne skrevet med tusch på et af dametoiletterne på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Graffitien var selvsagt en spøg, men spørgsmålet var sådan set reelt nok. For Nils Gunder Hansen, der af mange blev set som kronprinsen på litteraturvidenskab og den oplagte til på sigt at videreføre arven fra den kontroversielle og stærke leder af stedet, Peter Madsen, var pludselig forsvundet fra KUA's gange. Han havde forladt universitetet og forskerdrømmen, som ellers altid havde været en del af hans liv.

Helt konkret var Nils Gunder Hansen skiftet til et job som debatredaktør på Kristeligt Dagblad. Men det gængse svar på graffiti-spørgsmålet lød:

»Han foretrak Gud frem for Peter Madsen.«

Historien om graffitien er gengivet i Nils Gunder Hansens erindringsbog, Lille dreng med rejseskrivemaskine, som udkommer i næste uge. At det var hans forhold til religion, der var udslagsgivende, da han i 1992 ikke fik stillingen som lektor på litteraturvidenskab, tvivler Nils Gunder Hansen på:

»Nogle har udlagt det sådan, at man skulle være kulturradikal københavner for at blive ansat. Måske kunne man blive ansat som ateistisk jyde, men ikke som kristen jyde. Men jeg tvivler på, at det er forklaringen.«

Det var dog til en vis grad stemningen på Litteraturvidenskab, da Nils Gunder Hansen i 1977 kom til universitetet som studerende efter at have taget sidefag på Odense Universitet:

»Lærerne ville gerne lave socialhistoriske analyser på os. Hvis man var fra provinsen, så var man fra fortiden, og fortiden er religiøst defineret. Og herovre er vi i nutiden, storbyen og det moderne,« fortæller Nils Gunder Hansen. Han sidder på sin terrasse foran rækkehuset på Frederiksberg med et halvlitersglas, der er fyldt op med kaffe.

Nils Gunder Hansen indleder sin erindringsbog med en scene. Det er lige op til jul, og Nils Gunder Hansen har taget sin kuffert med på universitetet, fordi han skal direkte hjem til Tønder på ferie. På gangen møder han professor Peter Madsen, som siger: »Nå, så går det nok hjemad mod præstegården.«

Nils Gunder Hansen er ikke præstesøn, men han følte sig alligevel gennemskuet. Han interesserede sig allerede dengang for teologi, hvilket var en uhørt interesse i det marxistisk dominerede institut og måske vidste Peter Madsen det. Under alle omstændigheder var det et udtryk for den generelle foragt for provins og religion, der herskede på stedet:

»Måske er man i en vis forstand altid fra en præstegård, når man kommer fra provinsen.«

Lange Peter Madsen

Men den arrogante og københavnerfikserede stemning skræmte ikke Nils Gunder Hansen. For der var samtidig en stemning af, at man var eliten

»Vi følte os særlige. Vi kunne læse på engelsk, fransk og tysk, vi kunne sætte os ind i de nyeste teorier, og vi var da i hvert fald langt bedre end dem, der læste dansk i lokalerne nedenunder og end dem fra Aarhus Universitet.«

Han beskriver stemningen som nærmest euforisk:

»Det kan lyde lidt højstemt, men vi var i en kollektiv jagt på den rene erkendelse,« siger Nils Gunder Hansen og henter endnu et stort glas kaffe, inden han fortæller videre om tiden på litteraturvidenskab:

»Vi havde ikke et professionelt forhold til lærerne, sådan som man har det på universiteterne i dag. Vi var sammen om det. Vi festede også sammen drak os fulde sammen.«

Marxismen var allestedsnærværende, og den tog Nils Gunder Hansen også til sig:

»Det var nærmest umuligt at gøre andet. Medmindre man gerne ville være helt isoleret.«

Og i centrum stod professor Peter Madsen. 'Lange Peter Madsen', som de kaldte ham. Muligvis fordi han har så stor betydning.

Lille dreng med rejseskrivemaskine omhandler om hele Nils Gunder Hansens liv. Men indledningen fokuserer på Peter Madsen, og hele det centrale kapitel om tiden på litteraturvidenskab kredser om Peter Madsen.

»Han har haft enorm betydning. Både for instituttet og for mig personligt,« siger Nils Gunder Hansen.

»Man siger, at hvis to danske litterater konverserer, så vil de altid begynde at snakke om Peter Madsen, inden der er gået fem minutter. Så markant er han.«

Nils Gunder Hansen var i første omgang forblændet af professoren:

»Der var en helt særlig aura omkring ham. Det tangerede idoldyrkelse og fankultur,« husker han. Men han og flere af de medstuderende var også i opposition. Han beskriver sin årgang som 'anarkistisk' forstået på den måde, at de beskæftigede sig med det, de selv syntes om. Den marxistiske tradition tog de til sig, men Nils Gunder Hansen forskede eksempelvis i de franske filosoffer, selv om det var de tyske, der var i højsædet hos Peter Madsen. Trods hans til tider uortodokse valg af emner fik lærerne øje på Nils Gunder Hansen. Blandt andet fordi han 'allerede' efter fem år som studerende dengang var det almindeligt at bruge 10 år på sit kandidatstudium fik udgivet artikler i vigtige tidsskrifter. En dag fik han ad omveje at vide, at han var 'en af dem, man holdt øje med'.

»Det var helt vildt. Jeg måtte knibe mig selv i armen. Drømmer jeg, eller er jeg vågen?« siger Nils Gunder Hansen, som bliver afbrudt af et ungt postbud, der trasker op gennem forhaven og lægger dagens udgave af Kristeligt Dagblad på bordet ved siden af glasset med kaffe.

Choktilstand

Nu var muligheden for at blive forsker på litteraturvidenskab pludselig en realitet. Men forholdet til Peter Madsen og de øvrige lærere skiftede også karakter.

»Lærerne havde forlæst sig på Freud. Så de mente, at der var noget ødipalt i vores adfærd. At vi studerende med tiden når begejstringen var overstået ville aflive dem. Og det kan man på sin vis godt sige, var rigtigt.«

For sideløbende med den euforiske stemning på instituttet, var der også voldsom konkurrence. Da Nils Gunder Hansen efter sin kandidatgrad blev ansat i diverse stipendiater fortsatte kampstemningen:

»Det er et hårdt miljø at være i. Man er både kolleger, venner og værste konkurrenter.«

Men Nils Gunder Hansen forfulgte forskerdrømmen, og efter næsten syv år i tidsbegrænsede ansættelser blev den længe ventede lektorstilling slået op i 1992 der var på det tidspunkt ikke blevet ansat en lektor i 10 år. Han søgte den naturligvis, men fik den altså ikke. I stedet valgte man en tidligere studerende fra en yngre årgang.

»Jeg var i chok. Og jeg tog det som et klart vink med en vognstang om, at jeg ikke var ønsket, og derfor sagde jeg op.«

Siden har han ofte tænkt over, hvorfor han blev vraget. Teorien om, at han var for kristen eller for borgerlig, har han stadig svært ved at tro på derimod kan hans emnevalg have haft betydning:

»Jeg havde selv defineret mine egne interesser. Hvis jeg, hver gang jeg skulle skrive en ny opgave, var kommet til Peter Madsen og havde spurgt, hvad jeg skulle skrive om, så havde situationen nok været en anden. Hvis jeg havde skrevet om Charles Baudelaire og Walter Benjamin og den slags ting, så havde jeg nok haft en bedre chance. Så jeg var måske for meget præget af den anarkistiske tid, jeg havde læst i. Man kastede sig over snart det ene snart det andet og tænkte ikke karriereagtigt på den måde.«

Han var i første omgang »sur og indebrændt«, nok især på Peter Madsen. Men i dag har han et fint forhold til den gamle professor:

»Der er nogle af mine venner, der synes, at jeg er for blid ved Peter Madsen i min bog. Men jeg har faktisk altid haft det godt med ham, også selv om han ødelagde min karriere.«

Tilbage til Odense

I dag er Nils Gunder Hansen desuden glad for, at han ikke fik jobbet: »Set i et livsperspektiv, så var det godt, at jeg kom væk fra Litteraturvidenskab. På den måde skal jeg jo i virkeligheden være ham taknemmelig. I de sidste 15 måneder sad jeg hver dag med de samme kolleger i KUA's kantine og spurgte, om de havde rygter om lektoratet, og det havde de aldrig. Det var snævert og indebrændt.«

Nils Gunder Hansen henter sit tredje glas kaffe.

Er det på universitetet eller i dagbladsbranchen, du har tilegnet dig den vane?

»Det må være på dagbladene,« svarer Nils Gunder Hansen efter at have tænkt sig om. Han lærte også, at kunne begå sig i en anden branche:

»Det var vidunderligt at finde ud af, at man kunne finde ud af at arbejde uden for universitetet. Og så er der en lethed og et tempo og noget sjov og ballade, som man ikke har på universitetet.«

Efter tre år på Kristeligt Dagblad og 12 år i forskellige funktioner på Berlingske Tidende en periode, som også beskrives indgående i hans erindringer vendte Nils Gunder Hansen i 2008 tilbage til universitetsverdenen. Nu på hans gamle universitet i Odense.

Hvad skal man lægge i det?

»Ja, det kan synes mærkeligt med alt det, jeg har skrevet om universitetet. Men jeg skelner mellem universitetet som idé som er noget fornemt og efterstræbelsesværdigt og så universitetet som empirisk realitet, som kan være noget andet. Desuden er der en god stemning på Syddansk Universitet.«

Hånden på hjertet. Ville du hellere have haft jobbet på Litteraturvidenskab?

»Nej, det ville jeg ikke. Det var godt, jeg kom væk.«

Nils Gunder Hansen er også igen begyndt at skrive for Kristeligt Dagblad.

Er det tilfældigt, at du er tilbage på dit gamle universitet og dit gamle dagblad?

»Jeg vil faktisk ikke afvise, at det er, fordi jeg selv kommer fra provinsen. For i positiv forstand kan der være noget provinsielt over begge steder. I hvert fald i sammenligning med Københavns Universitet og Berlingske Tidende.«

Nils Gunder Hansen. Lille dreng med rejseskrivemaskine. 269 sider, 249 kroner. Udkommer den 6. maj på Kristeligt Dagblads Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

»Vi havde ikke et professionelt forhold til lærerne, sådan som man har det på universiteterne i dag. Vi var sammen om det. Vi festede også sammen drak os fulde sammen.« - Dét er noget vås - det er dét, der var, der er professionelt, ikke det distancerede og uengagerede; man kan slet ikke lave ordentlig humanvidenskab på den måde.

På spørgsmålet om hvem Peter Madsen er ville 99 ud af 100 af danerne svare: "øhh, er det ikke ham dér Valhalla-tegneren?" Og det skal ikke lægges de 99 til last, at de aldrig har hørt tale om en anden Peter Madsen. At man kan sidde som professor i en menneskealder uden at gøre mere væsen af sig end tilfældet er med Peter Madsen er kilde til stor undren. Professoren har aldrig (egenhændigt) skrevet en bog og der er langt mellem snapsene, når man kigger på listen over tidsskrift-artikler:

http://forskning.ku.dk/search/profil/?id=88055&f=3