Den litterære debat i Danmark har nået et nyt lavpunkt, når kritikere ikke længere kan møde op til offentlige arrangementer uden at risikere at blive overfaldet af vrede forfattere. Det mener Litteraturkritikernes Lav, der i en erklæring, som Information bringer i dag, tager skarp afstand fra »de senere måneders voldelige og truende markeringer fra forfatteres side«.
Forholdet mellem kritikere og forfattere har været anspændt, lige siden forfatteren Ib Michael i februar fremsatte sin efterhånden berygtede trussel mod Weekendavisens litteraturanmelder Lars Bukdahl.
»Jeg lover dig tørre tæsk (...) og jeg mener det i så konkret forstand, at du burde politianmelde mig,« skrev han på sin blog.
Få uger senere eskalerede konflikten, da forfatteren Janus Kodal til et oplæsningsarrangement i Litteraturhaus i Møllegade rejste sig fra publikum iført bowlerhat, paraply og hvide handsker og hældte en karaffel vand ud over hovedet på en stærkt overrasket Lars Bukdahl. Kodal kalder selv sin handling for en happening og har efterfølgende lagt billeder af den ud på sin hjemmeside.
Det får Jyllands-Postens litteraturredaktør, Jakob Levinsen, til at sammenligne Kodals handling med fænomenet happy slapping.
»Der sker et skred, så snart man går over til fysiske overgreb, for så forlader man den demokratiske proces. Og dér er Janus Kodal ikke et hak bedre end de unge mennesker, som banker løs på hinanden og tager billeder af det,« siger han.
At slå vand på en gås ...
Ved Kritikerlavets generalforsamling torsdag argumenterede Levinsen for, at man i fællesskab burde politianmelde såvel Ib Michael som Janus Kodal eller alternativt boykotte deres bøger fremover. Forslaget endte med at blive nedstemt, og kompromiset blev i stedet den erklæring, som Kritikerlavets oldermand Mai Misfeldt i går udsendte på vegne af foreningen. Over for Information fastholder Levinsen dog, at trusler om vold og fysiske overgreb er strafbare handlinger, uanset hvem der begår dem.
»På sin vis er det utroligt, vi overhovedet har den her diskussion. Hvis det var en erhvervsjournalist, der var blevet lovet tæsk eller overhældt med vand af en bolighaj, ville man slet ikke være i tvivl om, hvad man skulle synes. Men fordi det udspiller sig mellem en kunstner og en anmelder, så tager man det åbenbart ikke så alvorligt til trods for at Lars Bukdahl selv har udtalt, at han opfattede handlingen som et voldeligt overgreb,« siger Jakob Levinsen.
Digteren Janus Kodal siger til Information, at han ikke fortryder sin handling.
Du synes ikke selv, du er gået over grænsen?
»Jo, det er selvfølgelig at gå over grænsen, når man hælder vand på et andet menneske. Men det var jeg bevidst om fra begyndelsen. Ellers havde det jo slet ikke været interessant.«
Kritikerlavet kalder det en voldelig handling, hvad kalder du det selv?
»Jeg kalder det en symbolsk handling ...«
Er det ikke ret konkret at få hældt vand ud over sig?
»Jo, men det er samtidig en symbolsk handling, som er meget let at afkode: Jeg står under en paraply og er altså beskyttet, mens jeg lader det regne på Lars Bukdahl. Det er et billede på hans egen praksis. Hans kritik kan være ætsende, men jeg står trods alt ikke med batterisyre i hånden jeg vælger vandet, og så opkalder jeg handlingen efter ordsproget: 'At slå vand på en gås,' hvilket betyder, at noget er uigennemtrængeligt. Gåsen kan ikke blive ren, fordi den skyer vandet.«
Men du er forfatter og lever af ord hvorfor er du ikke bare gået i rette med ham sprogligt?
»Jeg er jo ikke polemiker på den måde. Jeg udtrykker mig i værker, som er afsluttede, og som derefter står til diskussion. Og det er sådan, jeg opfatter min happening som et afsluttet værk, der nu står til diskussion.«
Du fortryder det ikke?
»Nej, jeg fortryder det ikke, men jeg kan godt se, at der er nogle etiske problemer forbundet med det.«
Og hvordan forholder du dig til dem?
»Normalt når der opstår problemstillinger i et værk, så betyder det, at man må indarbejde dem i sine kommende værker. Det er sådan, nye værker opstår.«
Han slår vand på en gås i en andedam.
I forbindelse med Ib Michaels trusler om tæsk til Lars Bukdahl synes nogen at mene at sagen står 1-1 efter at LB har skrevet anmeldelse af en ikke eksisterende IM-bog som en 1.aprilsnar. Pointgivningen går udfra at der er tale om en fair kamp, hvad jo slet ikke kan være tilfældet! Det eneste som kan tilfalde IM må være et rødt kort, hvis man skal blive i fodboldmetaforen. Hvad man ellers kan mene om LB's måde at anmelde på, så høster han kun ære af sin reaktion. Det må vel forudses, at IM en dag virkelig udsender en ny bog og sikkert som amen i kirken vil den blive vurderet på, om den kan leve op til LB's positive omtale af den, som aldrig blev skrevet!
Information interviewer Janus Kodal i anledning af at kritikerlavet har kritiseret hans voldelige happening på LB. Selvfølgelig er det en uacceptabel handling. Hvad der undrer er, at Information ikke spørger JK om hvad der konkret har foranlediget ham til handlingen.
Selvom det ikke vil kunne være en undskyldning, har jeg da som læser brug for denne oplysning. Hvis forklaringen bare er LB's anmeldervirksomhed i jævn almindelighed, er vi langt ude. Iøvrigt siger JK til avisen, at han 'udtrykker sig i værker' - hvorfor lader han sig så interviewe alligevel.
Summen af det hele bliver, at mens avisredaktionerne ikke ser mulighed for at give plads for debat af digtningens mål og med, så er der rigelig plads til vrøvl - og heri finder de nævnte handlinger altså sin forklaring.
"så opkalder jeg handlingen efter ordsproget: ‘At slå vand på en gås,’ hvilket betyder, at noget er uigennemtrængeligt. Gåsen kan ikke blive ren, fordi den skyer vandet.«"
Det er meget godt gået af Kodal ikke engang at have styr på det ordsprogs betydning, han opkalder sin happening efter. En sprogligt inkompetent digter: hurra! Kan en eller anden ikke give ham en bog om vandfugles levevis?
Til gengæld skriver jeg selv tydeligvis som en brækket arm; for det første er der vel tale om en talemåde, fremfor et ordsprog, og for det andet burde flg. sætning:
"Det er meget godt gået af Kodal ikke engang at have styr på det ordsprogs betydning, han opkalder sin happening efter."
nok have lydt sådan her:
"Det er meget godt gået af Kodal ikke engang at have styr på betydningen af den talemåde, han har opkaldt sin happening efter."
Hvorom alting er, så er Kodals udsagn stadig det pureste gåsevås.
Det klarer op. Debatten er andet end andedam. Den handler om hvorvidt kunst og medier har brug for hinanden. Kunsten forstår sig selv som vigtige udsagn på kanten af og overskridende grænser. Avisen forstår sig selv som vigtig, opklarende, diskuterende, perspektiverende - et redigeret forum. Litteratur og avis har været særligt knyttet til hinanden, men traditionen er mugnet i og med at aviserne fokuserer på populærlitteraturen og populærkritikken. Den litteratur der præsenteres i avisen er den litteratur kritikeren kan indplacere i en ramme. Rammen handler om alt for meget andet end bøgerne, for kritikerne er tilsyneladende ikke i stand til at læse værkerne og ikke i stand til at indrømme det. Resultatet er kanoner skudt i blinde, private programmer, tom populistisk kritik som fx den Lars Bukdahl er eksponent for. Avismøllen kan blive ved med at kværne indtil en redaktør vågner op og spørger sig selv hvad avisen skal med sådan en skribent. Det sker senere end bruddet i virkeligheden er sket. Hvad er vigtigst, kunsten eller kritikken? Det ser ud til at kunsten har taget de første modige skridt ud af andedammen.
Jeg tror ærligt talt det handler mere om at Kodal er blevet anmeldt negativt af Bukdahl, mere end det handler om så meget andet. Det tyder det sproglige underskud i interviewet da også på - det er jo ikke fordi han normalt er så fåmælt når han interviewes. Hvorom alting er, så fremstår "værket" meget lidt gennemtænkt, og det er ret beset ikke særligt modigt - for gud ved hvilken gang - at gemme sig bag en dårligt gennemtænkt kunstnerisk præmis.
Det er min beskedne opfattelse at mange forfatteres tårer og tænders gnidsel (for ikke at tale om voldstrusler og vandoverhældninger) kunne undgås hvis flere anmeldere fulgte nogle basale retningslinjer for deres virke, sammenfattet nogenlunde som følger.
Det er anmelderens job at:
1) Vurdere hvad det er for en genre forfatteren har besluttet sig for at skrive i.
2) Præsentere værket i sammenhæng med forfatterskabet i øvrigt og det litterære felt.
3) Give en begrundet vurdering af bogens kvalitet.
4) Fremdrage essentielle temaer i teksten og formidle dem objektivt.
5) Give en beskrivelse der uafhængigt af anmelderens egne smagspræferencer gør det muligt for læseren at vurdere om dette eventuelt er en bog for ham/hende - med andre ord en reel forbrugerorientering.
6) Generelt udvise smitsom begejstring for litteratur.
Det er IKKE anmelderens job at:
1) Kaste sig ud i en kritik af forfatterens private holdninger politisk, filosofisk mv.
2) Kritisere forfatteren for at have skrevet en anden bog end den kritikeren personligt ville have foretrukket.
3) Lufte private idiosynkrasier.
4) Lade private traumer og holdninger stille sig i vejen for en professionel, litterær, klar, læsevenlig og forbrugervenlig vurdering af det behandlede værk.
I øvrigt er det mest kritisable ved dagens litteraturanmeldelser ikke engang noget af det ovenstående, men derimod den stadigt mere udbredte karaktergivning ved brug af "stjerner", en praksis man forlod i undervisningssektoren med ophævelsen af landsbyskoleloven i 1965 (eller deromkring), og noget som Dagbladet Information gudskelov ikke praktiserer i forbindelse med litteraturanmelselser (endnu).
Mads Pedersen har mistet bolden og lufter sin andedamsagenda. Selvfølgelig er han vidne til en kamp mellem -dahl og -dal, men hans fordomme slører hans syn. Ifølge antropologen Michael Jackson "Indebærer menneskelig eksistens overalt en bestræbelse på at opnå en balance mellem at være handlende subjekt og at være genstand for andres handlinger." That's no news.
Det interessante for os andre er snarere når bruddene sker, når handlingerne skifter, og det gør de nødvendigvis ved hjælp af et andet sprog end institutionens. Det gør de som eksplosion. Det gør de når nogen siger nej.
Lars Bukdahl som anmelder af bøger mm. (i hvert fald i de anmeldelser jeg har læst) holder sig ikke tilbage; LB taler udenom, kritiserer netop forfatterens (personlige eller filosofiske) holdninger mm. Intet eller meget lidt om bogens kvalitet, dens sammenhæng med anden litteratur mm.
Interessant nok ses dette fænomen også i -
anmeldelser af spil...
- her et længere, opdateret indlæg i sagen http://perolofdk.wordpress.com/2011/05/16/digte-kritik-debat/ .....