Læsetid 5 min.

Film der aldrig slutter

I Kina mugner pærerne, i Congo går pengene i fordærv og i et smukt, amerikansk sydstatslandskab rådner mor i sin kiste. På søndag slutter filmfestivalernes hyperaktive lillebror, CPH PIX, og vi fælder domme over de 10 idérige, næsten-modne debutfilm i festivalkonkurrencen
I Kina mugner pærerne, i Congo går pengene i fordærv og i et smukt, amerikansk sydstatslandskab rådner mor i sin kiste. På søndag slutter filmfestivalernes hyperaktive lillebror, CPH PIX, og vi fælder domme over de 10 idérige, næsten-modne debutfilm i festivalkonkurrencen
29. april 2011

Mens solen hele påsken har kastet sin kærlighed på København, er de mest hårdkogte CPH PIX'ere stadig blege som vandmænd. Men den 17 dage lange indendørsfest slutter på søndag, og så skal gevinsterne blandt festivalens 170 film evalueres i dagslys. For denne anmelder-blegfis har Lee Chang-dongs Guldpalme-nominerede Poetry, uopfindsomt nok, været ypperligst. Amerikanske Mike Otts spydige dokumentar, Kid Icarus, om Otts studerendes filmprojekt fra Helvede, har været mest fniseværdig. Og Johan Knattrup Jensen fra den alternative filmskole, Super16, har med sin selvironiske, dokufiktive Indiens-færd, Vejen til Paradis,vakt håb om en legesyg fremtid for dansk film.

Kludder!

CPH PIX er filmfestivalernes hyperaktive lillebror, der med en hel flok ekstravisninger nu fortsætter indtil 3. juni i Husets Biograf. Den nægter åbenbart at slutte. Man kan endnu (?) ikke lokke gigastjerner til at premiere her, så festivalens filmkonkurrence bringer i stedet morgendagens måske-stjerner frem i lyset. I 'New Talent Grand Prix' har 10 internationale debutanter vist masser af sprudlende talent og idérigdom, men kun få af dem har haft helt vellykkede førsteskud i bøssen.

Det er sigende, at der er et stort, selvfedt udråbstegn i titlen på Djo Tunda wa Mungas congolesiske bidrag.
Viva Riva!er et ambitiøst produceret filmbrag med en sexpumpet gangsterforvikling om benzin, og gassmugling mellem Angola og det forarmede Congo. Her ryger skurke cigarer i kridhvide gangster-suits og bærer arrogant Afrika som sølvsmykke om halsen. Og filmens glatte, dog følsomme, helt, Riva, kører med klatten og damerne og pengene, mens filmen halvhjertet tager afstand fra de værdier, han inkarnerer. Med en parade af klicheer (»penge dræber«, siger Rivas luksusdulle) er det svært at vide, hvor parodien, hvis den er der, starter og slutter. I en 10-trins-raket af en afslutning skal alle, og i rigtig rækkefølge, skydes, genoplives, skyde andre og så skydes igen. Med kreativ oralsex, lesbiske i bærende roller, groft sexistisk luder-komik og en nationalkonflikt som dirrende undertone er Viva Riva!en vovet sag fra et ellers nærdødt filmland. Men underholdningsværdien ligger dog mest og ufrivilligt i det langtrukne kluddermudder af en historie.

Nationale knaster

Mange film i konkurrencen har som Viva Riva!kæmpet med at afbalancere spillefilmslængden og dæmpe (over)ambitionerne. Og flere har som Viva Riva!bund i nationale politiske og sociale knaster. Albanske Buyar Alimanis
Amnestytager således udgangspunkt i et EU-krav, der, fremstilles det som, nærmest dikterer ægtefæller månedlig sex med de fængselsindsatte. Den tunge film udvikler sig, snublende sent, til en romance mellem to af disse ventende gifte borgere, der underligt selvretfærdigt gøres til filmens tragiske ofre. Pedro Caldas spanske Civil Warmimer, med 80'ernes krigskonflikter som baggrund på tv-skærmene, sin unge Joy Division-fans virkelighedsfjerne sortsyn i en skæv, men også distanceret og langsommelig ungdomstragedie. Alicia Duffys irsk-belgiske
All Good Childrener et stemningsmættet trekantsdrama om Dara, vidunderligt spillet af blegnæbede Jack Gleeson, der forelsker sig i den dragende rødhårs-sirene Bella. Den sitrende børneromance, hæmmet af Daras utrygge hjem, ender i et psyko-trillende højdramatisk klimaks, der skal chokere, men snarere blot svigter den fine, intimpsykologi, den har etableret. Eneste skrækkelige film er kinesiske Zhang Ciyus
Pear,der skal symbolisere det løfte om et kinesisk, økonomisk opsving, der for mange udeblev. En kvinde må her i nød arbejde sin og mandens boligbyggegæld af i et horehus. Og imens skal man så sympatisere med den vanærede ægtemand, der brødbetynget venter, mens konen spreder ben for fremmede.
Pearer en skidt spillet, visuelt afkoblende og, tør jeg sige det, småsexistisk kedsommelighedsparade.

Effektiv billigapokalypse

Større held med sit knappe budget har den på mange måder imponerende, sydkoreanske End of Animal.Med de simpleste visuelle virkemidler og en effektivt mystificerende dialog, transformerer Jo Sung-hee et tåget, øde skovlandskab til en apokalyptisk
twilight zonefor højgravide Soon-young. Men ligesom Viva Riva!får End of Animaldog også gevaldigt svært ved at lande. Flashbacks til før-apokalypsen virker som ærgerlige stilbrud, mens den uendelige afslutning pirker kraftigt til tålmodigheden. Som både instruktør, klipper og forfatter er talentet Jo dog en oplagt kandidat til de 30.000 euro, som PIX-komiteen kaster i skødet på filmkonkurrencens vinder. Flere penge skal der ikke til for at få jorden til at gå under på film.

Ligesom David Dusas franske, og før deadline usete, internet-drama Flowers of Eviler canadiske You Are Hereen form-legesyg sag. Daniel Cockburns nutids-science fiction filosoferer, som titlen indikerer, over 'præsens' i tid, sprog og sindet. Med sin mærkværdige, episodedelte idéstrøm er filmen en eksperimenterende rodebutik, som instruktøren sjovt nok synes at kunne finde rundt i. Man kunne forestille lignende fra en 17-årig Charlie Kaufman havde han samarbejdet med en fotograf med mindre lovende fremtid end instruktør Cockburn.

Mesterlig anarkisme

Med bad ass-gigastjernen Vincent Cassell (Black Swan)i hovedrollen har den hypede franske provocateurRomain Gavras uden tvivl haft den nemmeste debutfødsel med sin psykopat-roadmovie. Vores Tid Kommer, der velfortjent kan ses i danske biografer fra torsdag, viderebrygger på Gavras' omdiskuterede M.I.A.-musikvideo »Born Free« om en brutal, systematisk udrensning af rødhårede. Men med omvendte fortegn ironiserer spille filmen begavet og med anarkistisk humor over en slags misforstået minoritetsidentifikation.

Den mest helstøbte og gribende film er amerikanske Alistair Banks Griffins Two Gates of Sleep, der fik en pris på Cannes' talentskueplads 'Director's Fortnight'. Som ordknapt naturdrama tematiserer Griffin afstanden mellem sjæl og en krop, der går i møgstinkende fordærv. Brødrene Louis og Jack (Jack spillet med et vildt intenst og kropsligt nærvær af Brady Corbet) begiver sig langs en skovflod ud i en umulig, symbolsk transport af deres døde mor. Fotograf Jody Lee Lipes beskærer med kunstfotografiets greb brødrenes verden i tætte close-ups, så de filmede genstande flås ud af deres fysiske sammenhænge. Og beskuerens egen krop tvinges ind i filmen, når Jack flår et dampende rådyr, når han skriger af udmattelsessmerte, når han med underspillet mystik snakker med sin bror uden at bevæge munden, eller når han ørler forfærdet over stanken fra kistens fordærvede, sjæleforladte indhold. I
Two Gates of Sleephænger hele skidtet sammen. Og, nå ja, så slutter den, modsat mange filmkonkurrenter og filmfestivalen, der åbenbart nægter at stoppe, lige hvor den skal.

Alle konkurrencefilm kan stadig ses til og med søndag. Two Gates of Sleep i dag kl. 16:45 i Cinemateket. cphpix.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu