Baggrund
Læsetid: 6 min.

Findes der råd for den nordiske litteratur?

Repræsentativt? Nordisk Råds Litteraturpris kan i år fejre 50-års-jubilæum som Nordens fornemste. Men feltet af hjemlige (danske) kandidater til prisen har givet anledning til indædt debat og splittelse, hvilket har sået tvivl om de nominerede værkers tyngde og gennemslagskraft i fællesnordiske kredse. Kritikere mener, at de danske kandidater vil sende prisens værdi ud i frit fald. Information var med til debatarrangement
Repræsentativt? Nordisk Råds Litteraturpris kan i år fejre 50-års-jubilæum som Nordens fornemste. Men feltet af hjemlige (danske) kandidater til prisen har givet anledning til indædt debat og splittelse, hvilket har sået tvivl om de nominerede værkers tyngde og gennemslagskraft i fællesnordiske kredse. Kritikere mener, at de danske kandidater vil sende prisens værdi ud i frit fald. Information var med til debatarrangement
Kultur
8. april 2011

'Det handler jo om at vinde.« 'Man kunne godt savne noget mere tyngde.« »Skal prisen gives til smal eller bred litteratur?« Det er et udpluk af de kommentarer, der lyder denne onsdag aften i København, hvor der er inviteret til debat om dette års nomineringer til Nordisk Råds Litteraturpris.

Og i centrum står de to nominerede danske romaner, og de to personer, der har stået for nomineringerne, litteraten Lilian Munk Rösing og forfatteren Asger Schnack.

Den er god, men ikke så god. Det var de overvejende og overraskede reaktioner på nomineringen af Josefine Klougarts debutroman, Stigninger og fald,til Nordisk Råds Litteraturpris 2011. Valget af hende som den ene danske kandidat til prisen viste sig mildest talt kontroversielt og lidt for langt væk fra den litterære konsensus. I hvert fald den, der er befolket af mænd med en vis connaissance.

Den sansemættede roman om naturen og det erindrede barndomslandskabs mærke i sprog og bevidsthed har i flere omgange været genstand for mediernes bevågenhed. Da den udkom i januar 2010 til fine anmeldelser og i forbindelse med ovenstående nominering. Der viste sig nemlig at være flere bump på vejen, som skal forceres, inden den kan banes for romanen med den snublende betegnende titel. Forfatteren Ib Michael, som har kastet sten efter snart sagt alle, var forurettet over, at forfattere af »mesterværker« blev forbigået af en novice af en »forfatterskoleelev«, og mente, det sagde noget om den herskende litterære kompetence. (Det skal for en ordens skyld nævnes, at Josefine Klougart længst er udklækket fra skolen,
red.).

Og det er ikke bare Josefine Klougarts roman, der står for skud. Fra dansk hold er også Harald Voetmann indstillet for romanen
Vågen.Nomineringen af de unge forfattere (på bekostning af langt mere duelige ældre, mente flere) har været med til at skabe fornyet opmærksomhed om prisen.

Værkerne skal appellere bredt, og årets kandidater er kun kendt i snævre kredse, påpegede kritikerne og gik i rette med Lilian Munk Rösing og Asger Schnack, som udgør den omstridte komité bag nomineringen af de unge og forholdsvis ukendte forfattere. Så var gode råd dyre og de to forfattere taget som gidsler i en strid, der udkæmpes hinsides deres værker.

Kampen om prisen

De er begge til stede i salen ved Det Kongelige Bibliotek og Norden i Fokus' debatarrangement om prisen og dens rolle. Her diskuterer Lilian Munk Rösing og Asger Schnack deres nomineringer med digteren Pia Tafdrup, lektor og ph.d. ved Syddansk Universitet samt anmelder ved Kristeligt Dagblad Lars Handesten og Mogens Jensen, MF, der er formand for Nordisk Råds Kulturudvalg og kulturordfører for Socialdemokraterne.

Forud for arrangementet forsvarer de to komitémedlemmer deres valg. »Et værk, der har karat til at nomineres til prisen, skal ikke ligne noget, vi kender i forvejen. Det skal skærpe vores sanser og tanker. Det skal kunne få vores nordiske kolleger til at løfte øjenbrynene og tænke: Hold da op, der sker noget i dansk litteratur for tiden.«

Det har de ret i. Men det er mere end almindelig svært at finde ud af, hvem der er de egentlige hovedpersoner ved aftenens debat, der hurtigt kommer til at handle om andet og mere end de værker, indstillingerne skal kaste glans over. Henrik Wivel er kulturredaktør på Weekendavisen, tidligere medlem af den danske komité for Nordisk Råds Litteraturpris og moderator. Det viser sig at være lidt af en opgave, når de litterære sind er i kog. Inden debatten siger han til Information om prisen: »Den er ikke blevet devalueret. Tværtimod. Den har stor litterær og økonomisk betydning. Og forfatterne bliver meget bredt eksponeret i de nordiske lande.«

Selv om den mere generelle debat om prisen, der gives til et værk og dets særlige kvalitet og ikke et forfatterskab, hilses velkommen, kom det alligevel hurtigt til at handle om et forfatterskab, nemlig Josefine Klougarts. Det er første gang, at en forfatter, der kun har begået et enkelt værk (på nomineringstidspunktet), bliver indstillet til prisen og får luft under vingerne.

»Der har været lagt op til det gennem de seneste 10 år. Sara Stridsberg fra Sverige og Sofi Oksanen fra Finland var jo også unge og næsten-debuterende forfattere, da de blev indstillet, og de har begge vundet,« siger Henrik Wivel. »Men det er en afvejning. Skal prisen gives til smal eller bred litteratur? De danske nominerede i år er ganske smalle, men kan nå ud til et bredt publikum.«

Asger Schnack har tidligere været lærer og lærermester for Josefine Klougart på Forfatterskolen. Og derfor har mange fundet det problematisk, at han har indstillet sin egen elev til en så stor og vigtig pris. Siden har han ihærdigt forsvaret hendes ære. Og han er lidt af en duellant, der ikke skjuler sin begejstring for sin kandidat. Da komiteen skal motivere sit valg, siger han i sin forsvarstale, der indeholder referencer til både I.P. Jacobsen og Bob Dylan:

»Det er muligt, der er nogen, der skriver lige så smukt dansk, men der er ingen, der skriver smukkere.«

Men det er ikke nok, mener Lars Handesten.

»Prisen indgår jo også i en konkurrence, hvor det gælder om at vinde.«

Og der spår han ikke de danske bidrag, og navnlig ikke Josefine Klougart, de store chancer. Han mener, at prisens formålsparagraf om at skabe kendskab til og øge interessen for nabolandenes sprog og litteratur, er blevet forsømt i debatten: »Spørgsmålet er, om disse bøger kan være med til at øge interessen,« spørger han tvivlende.

Hans polemiske oplæg er hård kost for de nominerede og komitémedlemmerne.

Højt at flyve

Pia Tafdrup, der tidligere har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris for digtsamlingen
Dronningeporten,påpeger da også, at man skal være ganske robust for at modtage en sådan pris, fordi den er omgivet af stor anerkendelse og meget opmærksomhed.

»I den forstand kaster den ikke bare lys over værket, men hele forfatterskabet,« siger hun.

Selv mente hun ikke, at hun havde »hverken en nordisk eller jordisk chance« for at vinde, men oplevede en fryd ved at blive indstillet. Og det i sig selv er meget betydningsfuldt, minder hun de tilstedeværende forfattere om. Og henvendt direkte til Josefine Klougart:

»Hvis man kan skrive sådan, når man er 25 år, så har man meget i vente,« siger hun. Alligevel efterlyser hun vægt bag de indstillede værker og mener ikke, at genren roman er den rette præsentation.

»Man skal være virkelig glad for sanseligheden. Det er mesterligt gjort i begge tilfælde, men man kan godt savne lidt mere tyngde.«

Det forstår Asger Schnack ikke: »Det undrer mig ufattelig meget, hvad du siger,« udbryder han uden at have ordet. Henrik Wivel henviser til, at man markerer, når man vil sige noget, hvorpå Asger Schnack igen henvender sig til Pia Tafdrup:

»Jeg skal nok lade være med at sige noget om dine bøger. Det er romaner, fordi der står romaner udenpå.«

En af de mest kritiske røster i debatten har været komiteens suppleant og tidligere ordinært medlem, forfatter og dramatiker Sven Holm, der ikke er taget med på råd i processen omkring indstillingerne og beskyldte komiteen for selvpromovering, litteraturpolitisk enegang og ignorance. Han bebudede, at han ikke ville stemme dansk og desuden ville få mere end almindelig svært ved at forsvare
Stigninger og fald,som han ganske enkelt fandt for let til Nordens tungeste pris, over for sine nordiske kolleger, skulle det blive aktuelt. Det bliver det ikke. Han har siden trukket sig fra posten og er blevet erstattet af lektor Lasse Horne Kjældgaard. I Blixen-salen er der meget, der bliver sagt mellem linjerne. Og Sven Holms rolle i sagen eller mangel på samme bliver først nævnt en passant af Henrik Wivel, da debatten egentlig er afsluttet, Pia Taf-drup på vej til at læse op og Asger Schnack på vej ud for at trække luft.

»I skal måske huske at inddrage Sven Holm næste gang,« siger han henkastet som en sidste kommentar.

Det faldt da heller ikke just i god jord hos Asger Schnack: »Det gider jeg ikke. Mikrofonerne er slukkede, og så kommer du med sådan en bemærkning. Dét gider jeg ikke.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Andreas Jørgensen

"Valget af hende som den ene danske kandidat til prisen viste sig mildest talt kontroversielt og lidt for langt væk fra den litterære konsensus. I hvert fald den, der er befolket af mænd med en vis connaissance."

Du kunne ikke nære dig, hva' Mette? Der SKULLE lige lidt feministisk fornærmelse ind :)