Læsetid: 4 min.

Finsk kulturkamp med begrænset udsyn

Det nyligt afholdte valg i Finland kan få vidtrækkende konsekvenser for den finske kultur. Det mener i hvert fald et par af landets prominente forfattere, der frygter, at det manglende internationale udsyn og snævre kultursyn vil få landet og kulturen til at lukke sig om sig selv. Men det er for tidligt at drage konklusioner
Kultur
29. april 2011
Nationalt. Forfatteren Sofi Oksanen er bekymret for kulturens fremtid i hjemlandet. Årsagen er Sannfinländarna — partiet, der fik et historisk valg og højst sandsynligt får plads i den kommende regering. De vil skade kulturen, mener Oksanen med henvisning til partiets holdning til f.eks. statsstøttede institutioner som national-operaen og teatret, som nok kun skal regne med støtte derfra, hvis de har fokus på at styrke den nationale identitet.

Nationalt. Forfatteren Sofi Oksanen er bekymret for kulturens fremtid i hjemlandet. Årsagen er Sannfinländarna — partiet, der fik et historisk valg og højst sandsynligt får plads i den kommende regering. De vil skade kulturen, mener Oksanen med henvisning til partiets holdning til f.eks. statsstøttede institutioner som national-operaen og teatret, som nok kun skal regne med støtte derfra, hvis de har fokus på at styrke den nationale identitet.

JONATHAN NACKSTRAND

I Finland er der ikke længere stemning for den postmoderne, eksperimenterende eller nytænkende kunst. I hvert fald ikke hvis man skal tro Sannfinländarna, De Sande Finner, der med partilederen Timo Soini i spidsen, forkaster al kunst og kultur, der ikke fremmer finskhed og nationalromantik.

»Deres kunstsyn er hentet direkte fra Det Tredje Rige,« siger den finske forfatter Sofi Oksanen.

»Hitler ville have elsket det.«

Det populistiske og nationalistiske parti har netop fejret en historisk valgsejr og kommer efter al sandsynlighed med i den kommende regering. Finland har tradition for brede koalitionsregeringer, og derfor viger partierne ofte fra at kritisere hinandens politik for ikke at komplicere regeringsforhandlingerne efter valget. Men blandt forfattere og intellektuelle er der mange oprørte røster over partiets ideologi. Deriblandt forfatteren Kari Hotakainen, der er elsket i hjemlandet for sin satiriske tilgang til det moderne samfund. Et af de programpunkter Sannfinländarna er blevet kritiseret for, er kulturpolitikken og en bedaget og nationalistisk tilgang til kunsten.

»De har en vision, hvis man kan kalde den det: 'Gammel kunst er godt, postmoderne kunst er dårligt'. Jeg synes blot, det er en uklar erklæring eller en dårlig vittighed.«

Finsk selvforherligelse

Men det simple budskab har tilsyneladende vundet vælgernes gunst. Partileder Timo Soini er berygtet for sine forenklede udsagn og evne til at tale folkets sprog, men det er en forsimpling af valgets udfald at tale om en flertalstilslutning fra den finske befolkning, mener Sofi Oksanen, der er kendt for sine skarpe politiske standpunkter.

»Som populistparti vil de naturligvis sige, at de repræsenterer folket. Ikke desto mindre var der 80 procent af finnerne, der ikke stemte på dem,« understreger hun.

Partiets kultursyn beskrives som anti-elitært og nationalistisk, men de var det eneste parti, der havde en egentlig kulturpolitisk dagsorden, siger hun.

»Det er værd at nævne, at de vægter kulturpolitikken meget i deres program. Men ifølge Sannfinländarna skal det snarere end kunstfaglige eksperter være politikerne, der beslutter, hvem der skal have kunststøtte. De vil kun støtte kunstnere, der arbejder med at styrke den nationale identitet og understreger betydningen af
Kalevala(det nationale epos,
red.)Og når de bliver spurgt om statsstøttede institutioner som nationaloperaen, nationalteatret og symfoniorkestret, siger de, at de fremover skal have programmer, der fokuserer mere på finskhed. Hvad det så end betyder.«

Det er netop Timo Soinis gammeldags retorik, der har har været medvirkende til at sælge overbevisning, tryghed og nostalgi til vælgerne. Også når det gælder forherligelsen af den nationalkulturelle skat.

»De ønsker for eksempel, at de kunstneriske uddannelser fremover skal koncentrere sig om kunstnere, der repræsenterer nationalromantikken, og de vil ikke have, at Kiasma, museet for moderne kunst, modtager nogen form for støtte. Det gælder i øvrigt alle institutioner for moderne kunst. De vil ikke støtte kunst, de betragter som postmoderne, men udelukkende kunst, der understøtter national identitet,« siger Sofi Oksanen.

»Det siger sig selv, at de, der har udformet deres kulturpolitik, ikke har haft det store kendskab til kunst. De mest elskede bøger i Finland i dag ligger jo meget langt fra nationalistiske eller nationalromantiske ideer.«

Hun er overrasket over, at denne dagsorden ikke fik mere opmærksomhed under valgkampen.

»Det er jo ikke bare det, at intellektuel postmoderne kunst får mindre støtte, men at politikere definerer, hvad der er god kunst. Det er noget, der foregår i totalitære lande, ikke i demokratier. Det er en begrænsning af ytringsfriheden, og det er en vej, man aldrig skal følge,« siger Sofi Oksanen.

Frygt for globalisering

Det altoverskyggende tema ved det finske Riksdagvalg var EU. Kari Hotakainen er delvist overrasket over valget, men mener, det har sin årsag i en lang historie, der tog sin begyndelse i midten af 1990'erne, da Finland blev medlem af EU.

»Nejsigerne bevarede deres bitterhed og had mod EU, og ved dette valg fandt det hjemsted hos De Sande Finner.«

Det til trods har udlændinge- og integrationsdebatten har ikke fyldt nær så meget i den finske valgkamp, som den har gjort i de andre nordiske lande. Og Timo Soini har insisteret på, at De Sande Finner ikke er et yderligtgående højreorienteret parti. Alligevel er der et element af fremmedhad og national indadvendthed over partiet.

Det manglende internationale udsyn og indskrænketheden over for fremmede kulturer bliver ikke positivt modtaget af Sofi Oksanen.

»Finland har aldrig været særlig immigrantvenligt, og vi har ikke ret mange udlændinge. Nogle af de nye MP'ere har erklæret, at de ikke anser alle mennesker for at være lige. Og det er i stærk konstrast til Finlands selvopfattelse som lighedens land,« siger hun.

»Jeg har tidligere skrevet om ulighed i min roman
Stalins køer,der er et meget godt eksempel på et stykke postmoderne litteratur, som ikke positivt understøtter den nationale identitet.«

Kari Hotakainen vil ikke på forhånd sige noget om valgets betydning for landets fremtid og resten af verdens syn på Finland.

»Det er værd at huske på, at 80 procent af finnerne ikke stemte på De Sande Finner. Jeg synes, at den internationale presse har været meget hurtig til at drage konklusioner angående det finske valg, som der endnu ikke er belæg for. Vi må vente og se, hvilken regering vi får, hvem der bliver ministre, og hvilken rolle partiet får i den nye regering.«

Selv om det fremtidige politiske landskab endnu ikke er kortlagt, er Sofi Oksanen alligevel foruroliget.

»Finland er et land med en stærk tradition for ytringsfrihed. Sannfinländarnas kulturpolitik ligger langt fra den, der hersker i Finland i dag, hvor ingen kunne drømme om at udstikke retningslinjer for, hvad det er for en kunst, der støttes af staten. Som forfatter blev jeg meget overrasket over, at over en halv million finnere har stemt for en kunstpolitik med nazistiske undertoner. I 2011.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her