Læsetid: 5 min.

Dét FN bør gøre

Eva Gabrielsson, der som Stieg Larssons efterladte samleverske, kom i orkanens øje i en arvestrid, glæder sig over indsatsen i Nordafrika, som giver hende mindelser om den tilsvarende i Congo. Men der måtte meget gerne ske noget mere, for snart kan det være for sent
Eva Gabrielsson levede i en årrække sammen med nu afdøde Stieg Larsson, der efter sin død solgte millioner af bøger om journalisten Mikael Blomkvist og hackeren Lisbeth Salander. Nu er hun aktuel med sin egen bog. 'Millenium — Stieg og mig', om netop livet med Larsson.

Eva Gabrielsson levede i en årrække sammen med nu afdøde Stieg Larsson, der efter sin død solgte millioner af bøger om journalisten Mikael Blomkvist og hackeren Lisbeth Salander. Nu er hun aktuel med sin egen bog. 'Millenium — Stieg og mig', om netop livet med Larsson.

Kristian Sæderup

13. april 2011

Da Eva og Stieg gik rundt i Stockholm, unge, nyforelskede og politisk aktive på venstrefløjen, arbejdede Stieg på et savværk for at kunne realisere en drøm om at rejse til Afrika. I 1977 drog han af sted, 22 år gammel, på en mission, der førte til, at han blandt andet underviste militser i håndtering af granatkastere under borgerkrigen i Etiopien.

Han rejste også rundt i andre afrikanske lande, oplevede nyresvigt og forbigående blindhed og skrev til sin Eva, at han elskede hende og ville leve sammen med hende altid.

Det fortæller Eva Gabrielsson om i sin nye bog,
Millenium Stieg og mig,men her og nu sidder hun på det økologiske Hotel Aksel Guldsmeden på Vesterbro og drikker et glas vand, mens vi snakker.

Stieg er naturligvis den svenske krimiforfatter Stieg Larsson, der døde som 50-årig for snart syv år siden, hvorved hun blev centrum og taber i en arvestrid om den formue, som hans bøger har indbragt.

The Winner takes it all! Stiegs far og bror tog det hele. Alligevel virker hun oven på med selvrespekten intakt.

»Jeg har fået mit hjem tilbage, og jeg har mit arbejde, som er interessant,« siger hun.

»Så jeg synes, jeg har fået mit eget liv.«

Kun den fælles lejlighed fik hun lov at beholde.

Volvo i Kina

- Du er blevet en slags ordfører for Stieg in absentia, men hvad beskæftiger du dig selv med i dit fag?

»Jeg er arkitekt, men lige nu arbejder jeg som tjenestemand for regeringen med uddannelsesmateriale i forbindelse med en ny plan- og byggelov, som træder i kraft i Sverige til maj. I Sverige har vi arbejdet med frivillighed i sektoren for at få mere avancerede, økologisk bæredygtige huse. Det har fungeret i visse tilfælde, men jeg har haft visioner om, at det ville ske hurtigere. På længere sigt vil politik og lovgivning derfor blive vigtigere.«

- Betyder politik det samme for dig i dag som i Stiegs og din ungdom?

»Som instrument er politik lige så vigtig, men politikerne er ofte på afstand af almindelige menneskers virkelighed, fordi mange har den som karriere. Og verden er blevet mere kompliceret og økonomien sværere end i vores ungdom, da vi stadig havde store, tunge industrier. Der havde vi jo en indlysende økonomisk base. Den base er i Indien og Afrika nu.«

- Men industrierne er vel blevet endnu større og tungere?

»Ikke i Sverige. De er solgt eller har flyttet deres produktion, til andre lande f.eks. Volvo, der før havde sin produktion i Europa, men nu mere i Kina. Vi har jo ikke arbejdere på samme måde som før. I dag må vi spørge: Hvordan skaber vi nye arbejdspladser og hvilken type? Den problematik fandtes ikke i 1970'erne.«

Landtropper

- Hvordan ser du udviklingen i de arabiske lande netop nu?

»Fantastisk at se, at de vil have samme mulighed for at udvikle sig som stater og individer som os. Det har været skønt at se de vrede mennesker på gaderne i Tunesien og Cairo vise sig frem som et folk. Man kan identificere sig med dem. Vi har noget fælles, men senere skal de skabe deres eget variant af et samfund.«

- Har Vesten forholdt sig rigtigt?

»Jeg er positivt overrasket over indgrebet i Libyen. Jeg troede aldrig, det ville ske, at magterne kunne blive enige om at handle. Faktiske troede jeg, at man ville sidde og se på som ved borgerkrigen i Jugoslavien og bare sige 'Det er forfærdeligt!', og så alligevel ingenting gøre. Jeg håber så, at man trækker sig tilbage og forsvinder igen.«

- Er det nok med et flyveforbud plus lidt til?

»Nej, jeg synes, man kunne gøre mere. Vi havde jo svenske soldater i Congo i 1960'erne, og de gjorde en utrolig indsats. De gjorde det, som FN skal gøre. FN skal beskytte civilbefolkningen, men når svenske tropper blev angrebet, slog de tilbage og holdt sig ikke udenfor. Det bør FN gøre noget mere.«

- Indsætte landtropper?

»Det gjorde man i Congo og for så vidt i Jugoslavien, men så snart der blev et problem, var man et andet sted, for det kunne jo blive farligt for ens egne soldater. Man skal støtte dem nu, for om en måned eller et halvt år, er muligheden måske forpasset.«

Journalistikken

- Hvad anser du som den åndelige arv efter Stieg, som du har sagt, du gerne vil forvalte på bedste vis?

»Frem for alt hans syn på journalistikken, at man satser på mere afslørende journalistik, hvor man undersøger misforhold i samfundet. Som privatpersoner kan vi jo ikke holde øje med, om det, myndigheder og virksomheder gør, er ret og rimeligt. Vi har ikke tid til det, for vi skal jo på arbejde, men vi er vælgerne, der skal påvirke politikken. Alt det er jo næsten forsvundet og blevet til infotainment.«

- Stieg udmøntede den undersøgende journalistik i sit eget blad, Expo. Hvordan?

»Forud for sidste valg satte Expo lys på højreekstremisterne i partiet Sverigedemokraterna, hvor mange har domme for racistiske overfald og ikke vil tale om deres forhold til nazistkredse. Det er resultatet af årelang research, som begyndte i Stiegs tid. Jeg tror, det har haft den effekt, at partiet har fået færre stemmer, end det ellers ville opnå.«

Kaffe i kandevis

- Ville du have doneret arven til Expo, som Stiegs far og bror hævder?

»Det er for mig et hypotetisk spørgsmål. Det er jo utroligt mange flere penge, end de tre-fire millioner svenske kroner, som vi troede, vi ville tjene. Der er solgt 50 millioner bøger, og hver bog giver 10 kroner til forfatteren, altså en halv milliard bare på bøgerne. Jeg har ikke set en krone. Men det med Expo har været deres efter-argument. Jeg tror, det er deres forsvar for, at de har arvet. Så må de jo skabe en historie om, at de stod Stieg nær og revidere historien om min betydning, skønt de meget vel kender den,« siger Eva Gabrielsson.

- Risikerer du ikke selv med din bog at blive en del af den Stieg Larsson-industri, som du har kritiseret?

»Denne bog fortæller om de dele af vores liv, som har med Millenium-trilogien at gøre, i stedet for den, som mange andre har skrevet, og som går på, at Stieg var en ensom helt uden for mig og vores fælles liv. Stieg-industrien er også den, der kan finde på at bruge hans navn som et varemærke. I Frankrig har en mand gjort ham til seriefigur i et blad, og hvis man begynder at digte videre på bøgerne i en tv-serie , frygter jeg, at det vil ende galt. Det har man udelukkende en kommerciel interesse i, og man har ikke nødvendigvis samme vurdering, moral og forståelse som i bøgerne.«

Eva Gabrielsson har drukket sit glas vand og skal videre. Vandet nævnt, fordi første kapitel i hendes bog handler om, hvor stor betydning kandevis af kaffe havde for hende og Stieg, der, hvor fattige, de end var, altid tillod sig den luksus at starte hver dag med at gå på café og spise morgenmad.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer