Læsetid: 6 min.

Frihed, lighed og boligbyggeri

Arkitektur er en social kunstart. Men hvad kom der ud af at dreje boligbyggeriet i retning af politisk selvfølelse og kollektiv forvaltning? Kan man lære noget af ældre venstrefløjsbebyggelser?
Der er 70 år mellem de to billeder, men de udtrykker begge to hver sin tids boligsociale idealer. Bispeparkens demonstrativt ordentlige kernefamilie foran det lange svungne hus med moderne altaner. Og kollektivbebyggelsen Lange Eng tæt ved beboerhuset Herstedlund, der markerer fællesskabet i området og bygningens skæve indhold midt i et nyt årtusinds forstadsbebyggelser.

Der er 70 år mellem de to billeder, men de udtrykker begge to hver sin tids boligsociale idealer. Bispeparkens demonstrativt ordentlige kernefamilie foran det lange svungne hus med moderne altaner. Og kollektivbebyggelsen Lange Eng tæt ved beboerhuset Herstedlund, der markerer fællesskabet i området og bygningens skæve indhold midt i et nyt årtusinds forstadsbebyggelser.

Dorte Mandrup

7. april 2011

Hvad betyder frigørelse, lighed og fællesskab for husenes indretning og arkitekturens udseende? Og hvad betyder de tre socialistiske slagord for byggeri og byplan?

Findes der overhovedet en social boligtanke eller en almennyttig boligsektor i det nye årtusind?

Er Bjarke Ingels boligbyggerier 8-tallet og VM-husene i Ørestaden venstredrejede? Eller Vandkunstens boliglænger i Sydhavnen? Og er Dorte Mandrups skæve beboerhuse udtryk for et frigørende socialt sigte?

Der ligger altid en samfundsmæssig orientering indbygget i arkitektfagets formål: At skabe rammer om andre menneskers liv.

Den side af sagen blev socialt markant, da en ny samfundsgruppe i 1900-tallet fik magt og mæle: En vigtig arkitektonisk byggeopgave blev efter Første Verdenskrig at give arbejderfamilien det bedst mulige at bo i for små penge!

Arkitekter var dengang aktive i oprettelsen af almennyttige boligselskaber og tegnede solorienterede stokbebyggelser efter tysk modernistisk forbillede, men i dansk udførelse og byggeskik.

Tre-fire etager med luft og grønt mellem murede boligblokke med altaner. Og glimrende, men temmelig små lejligheder.

Byggemåden strakte sig ind i de første besættelsesår under Anden Verdenskrig, medens illegale arkitektskrivelser og duplikerede blade rettede den yngre faglige interesse mod nye engelske byplantanker og genopbygningsplaner. Det kom i efterkrigstiden til udtryk i saneringsplaner for de usunde brokvarterer i København.

Af dén historiske periode, 1920-50, kan man lære, at socialt engagement i arkitekturen kan betyde forandringer til det bedre i samfundet.

Præfabrikation

Efter krigen starter også industrialiseringen af nybyggeriet med punkthusene på Bellahøj og beskedne moderne rækkehuse i Københavns yderområder.

Og den helt store sociale boligudfordring blev 1950'ernes affolkning af landområderne og masseflytningen til nye arbejdspladser i de få større danske byer.

Det er i den periode opførelsen af lange og høje, forhadte betonblokke tog fart. Arkitekter, ingeniører og boligselskaber knækkede bolignøden, og lejlighederne blev en anelse større, men ikke så veldisponerede som i 30'ernes og 40'ernes bebyggelser.

Rationalisering og præfabrikation satte i første omgang snævrere grænser for rummet mellem husene og boligernes funktionelle fleksiblitet. Og betonbebyggelserne er siden blevet yderligere miskrediteret af uheldig beboersammensætning og social deroute.

(Det samme kom i længden til at belaste førkrigstidens almennyttige bebyggelser, hvor de små lejligheder ikke i tide blev lagt sammen, men forbeholdt ældre enlige og yngre invalidepensionister.)

Af 1960'ernes almene betonbyggeri kan man lære, at teknisk overbestemte fremgangsmåder ikke kun giver kedsommelig arkitektur, men også sociale problemer.

Tæt og lavt

Betonbyggeriet Høje Gladsaxes eksemplariske modstykke blev det samtidige Albertslund Syd med hvide præfabrikerede gårdhuse i fast broderet bymønster omkring S-togstation, bycenter og kunstig kanal.

Det tætte sydlandske bo-miljø blev, som så ofte i den almennyttige historie, befolket af den socialpolitisk bevidste del af en ny førende klasse eller gruppe, denne gang funktionærerne.

De politisk modsat orienterede flyttede ind i typehuse langs endeløse villaveje med alt for høje lysmaster og triste hække om beskedne haver. Det var i høj grad her Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen fandt deres by-proselytter.

Der blev i efterkrigstiden bygget flere nye kvadratmetre end gennem den samlede øvrige Danmarkshistorie ikke mindst netop enfamiliehuse. Boligformen havde sine kernefamiliemæssige fordele, men var meget lidt social i sin grundidé.

For trafik- og varmeøkonomisk var og er parcelhuskvartererne hul i hovedet. Derfor blev det Albertslund-bebyggelsen, der blev det spage forbillede for en ny venstrepolitisk bevægelse i 1970'erne.

Kollektiverne flyttede ind i gamle patriciervillaer, og slumstormerne eller bz'erne senere hen i kondemnerede bylejligheder. Men for den yngre, venstredrejede middelklasse blev slagordet 'tæt-lav'. Enten i ombyggede byggeforeningshuse fra arbejderklassens barndom i København. Eller i helt nye forstadsbebyggelser.

Et afgørende træk ved de nye tæt-lave boligbyggerier var forsøgene på fysisk at styre og nuancere forholdet mellem private, halvprivate og offentlige arealer i bebyggelsen.

I Albertslund Syd var der markant adskillelse mellem privatlivet i gårdhaven og det forventede fællesskab på de små bypladser. Men inspireret af Jørn Utzons tidlige Kingo-huse og den nye livlighed i gamle rækkehusgader forsøgte arkitekterne nu at artikulere glidende overgange mellem familieliv og fælles beboerområder.

I Farum Midtpunkt blev gårdhusene løftet op i brede terrasserede etager over parkeringspladserne, og de lange indvendige gange formet som overdækkede stræder.

Og i andre mere kollektivt styrede bebyggelser blev større dele af privatboligernes kvadratmetre allerede i projekteringsfasen lagt ud til spisesal med storkøkken og opholdsrum. At gøre og afgøre tingene sammen var hensigten. Deri lå drømmen om en frigørende effekt.

De fælles overdækkede kvadratmetre mellem privatboligerne kunne for en besøgende være skræmmende i opmarchen af snavsede træsko og udtrådte kinasutter, men vigtigere end den slags æstetiske fobier var opgøret med den snærende kernefamilie og de almennyttige boligselskabers efterhånden stivnede hierakier og regelsæt pampervældet som det blev kaldt.

Det organisatoriske alternativ var andelsboligtanken, som dengang endnu ikke var kapitalkompromitteret. Bestræbelserne gik ud på at blande andel, privateje og sociale boliger i en overordnet bebyggelsesstruktur med sammenhængende køkkenhaver og fælleshus til fester og møder.

Indignation

De bedste boligbyggere fik virkelig noget nyt ud af de knebne kvadratmetre. Den arkitektoniske udformning var spektakulær og lænede sig op ad både svenske træhuse og engelske minearbejderbyer. Mindre begavede stilefterligninger bredte sig over hele landet som en hvirvelvind af knækkede huskroppe, karnapper og gadekær. Det skulle helst ligne selvbyggeri, selv om det repetitivt tilfældige tydeligvis var tegnet på forhånd.

Men det konsekvente, strukturelt styrede selvbyggerprojekt, Carsten Hoff og Susanne Ussings etageboligprojekt fra 1970 blev aldrig realiseret.

Ingen af boligselskaberne turde binde an med de svungne betonhylder som byggefelter, selv om realiseringen ville have givet mange nyttige erfaringer både administrativt, socialt og boligmæssigt.

Den erklæret socialistiske Studielinje B (på prof. Henning Larsens arkitektskoleafdeling, såmænd) udarbejdede i starten af 1970'erne økonomiske analyser af både boligproblemet og byudviklingen.

En af analysernes konklusioner blev idealplaner om en socialt jævnet lokaliseringspolitik på Danmarkskortet en konsekvens, som også tegnestuen Vandkunsten landskabeligt drog med deres vinderprojekt i Statens Byggeforskningsinstituts konkurrence om tæt-lavt boligbyggeri, 1972. Med boligbyer og produktionskollektiver i nye skovbryn og øko-korridorer langs hovedvejene. Alt sammen tidlige modforestillinger til det Udkantsdanmark, der nu for alvor præger landet og truer den sociale sammenhæng.

Tegnestuen Vandkunsten har lige siden opført en perlerække af både boligområder, skoler og erhvervsbyggerier, altid i front, når det gælder bæredygtighed, sociale mønstre og rumlig frihed.

I et tilbageblik i tidsskriftet Arkitekten nr. 6, 2008, skriver en af tegnestuens hovedpersoner, Jens Thomas Arnfred om, hvordan »vi afskyede det fisefornemme og øvede os døgnet rundt i det jævne, den sværeste af alle kunstarter« .

Krydsfinér, uhøvlede brædder og eternitplader var foretrukne materialer.

Arnfred markerer også i artiklen, at bygningskunsten i det nye årtusind næppe vinder ved, at »livsstilseksperter, kulturgeografer, galleriejere, kommunikationseksperter og reklamefolk i ét stort sækkeløb slås om retten til at sammenfatte de arkitektoniske strategier«.

Og han insisterer på, at 'indignationen' skal tilbage i byggeprogrammerne.

Af den statusopgørelse fra en erfaren boligbygger kan man lære, at både socialt og arkitektonisk engagement er af betydning for udformningen af stimulerende omgivelser og livsrammer.

Forandringer

Realistisk set gik det ifølge Arnfred ikke ligefrem ud på at 'redde verden' med arkitektur. Men som Dorte Mandrup, en yngre betydende arkitekt, har givet udtryk for, er arkitektur en »alvorlig ting«, der »påvirker folks liv«.

Med den indstilling citerer hun næsten Poul Henningsens kritiske artikler fra 1920'erne om, at »boligbyggeri er leg med menneskeliv«.

Fortætning og kollektive bebyggelser er igen på dagsordenen som rammer om energibesparelser og trafikal sanering. Også som alternative planer for eksisterende parcelhuskvarterer.

Man kan pragmatisk spørge, om det i den situation vil være fornuftigt for en byggefaglig konsulent at erklære sig som social eller ligefrem venstredrejet arkitekt i et markedsorienteret kapitalliberalt samfund.

Man kan også spørge, hvad forskellen i 1960'erne var på danske betonboliger og østtysk 'plattenbau'. Og man kan gentage Bjørn Nørgaards skulpturelle rebus fra midten af 1970'erne, om hvorvidt en brosten eller et rugbrød kan være socialistisk?

Ritt Bjerregaards billige boliger havde ikke noget langt liv i den skinbarlige virkelighed. Først og fremmest fordi billigheden for de dårligere stillede beboere opnåedesved hjælp af velstillede naboers højere husleje. Altså en slags lokalt tvungen lørdagskylling fra de rigeste til de fattigste i trappeopgangen.

Af den historie kan man boligpolitisk lære, at i spørgsmålet om lighedsprincipper kommer man ikke uden om mere omfattende almennyttige og statssubsidierede konstruktioner til erstatning for dem, der lå underdrejet i den blå bloks periode.

Arkitekten Bjarke Ingels har med sin yes-is-more-indstilling og sit BIG-8tal i Ørestaden forsøgt at sætte sig ud over problemstillingen ved sammen med developeren at blande lejlighedstyper, beboersegmenter og erhvervsarealer.

Det præger bygningens arkitektur på en oplivende måde. Om det også lykkes at opmuntre det daglige liv vil tiden vise. Men lignende tiltag er på programmet flere steder i Københavns Kommune og i andre byers udviklingsområder:

Private bygherrer tvinges til sociale miks og specifikke programkrav som forudsætning for retten til at bygge. Det er det mest opløftende lige nu efter 30 års kynisme i forvaltningen af den hundrede år gamle, lige nu udtyndede tradition for almennyttigt, socialt boligbyggeri.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En udmærket artikel, for så vidt.

Det centrale tema her er naturligvis at boligbyggeri ikke blot skal være et opbevaringssted for kroppen ind imellem de dagligt tilbagevendende arbejdsdage, men skal være rammen omkring trivsel.
Det beste jeg overhovedet har set mhp. byggeri der baseres på menneskeligt behov og velvære i stedet på visuel kunstneræstetik, effektivitet og hvad man ellers kan komme på af grumme tiltag er
Christopher Alexander:
A Pattern Language, og
The Timeless Way of Building

http://en.wikipedia.org/wiki/Christopher_Alexander

- og iøvrigt er billedet på forsiden forfærdeligt umenneskeligt og grimt, men det var vel også meningen med at vise det, og arkitekten der begik det tjente sikkert ogde penge på det.

Søren Kristensen

Der er én ting der altid har undret mig ved det der med boligbyggeri og det at hvis folk gerne vil bo i kartoffelrækker, hvorfor bygger man så ikke bare nogle flere af dem?