Helle Helles stiletter, Helle Helles komma

Hun står der på en træstub, ret skøn, forfatteren Helle Helle. En diva midt i den sydsjællandske natur. Men hvorfor står hun der? Fordi hun i dag udgiver en ny roman med titlen Dette burde skrives i nutid. Men hvorfor med upraktiske netstrømper og stiletsko i hånden? Hun ligefrem bærer stiletterne til skue. Der er faktisk en grund, og den har noget at gøre med et komma.

Det er svært ikke at dvæle ved stiletterne. På flere billeder er hun iført de høje stiletter. Det er så at sige blevet hendes signatur. Ligesom hendes komma. Det er Tue Andersen Nexø, der i sin anmeldelse af Helle Helles nye roman her i tillægget har henledt min opmærksom på, at det er et nyt komma, Helle Helle sætter. I stedet for at sætte punktum, bruger hun gerne komma mellem to helsætninger, hvilket ikke bare giver hendes prosa en helt ny rytme, men også skaber forunderlige og morsomme overgange mellem verdener, som ellers er adskilte.

Stiletten er i virkeligheden også en slags komma. De har samme form. Ligesom stiletterne på det iscenesatte foto markerer brud og overgang mellem natur og civilisation, mellem jordbunden provinsboer og storbydiva, så er flere af Helle Helles kommaer både brud og overgang mellem adskilte dele.

Normalt er kommaet en pause eller mere blid overgang end semikolon og punktum. Hos Helle Helle er kommaerne ofte bratte overgange, hvor det, der ellers ville være adskilt af adskillige sætninger, er bragt helt tæt sammen, så det står og dirrer.

Det distraherende Hamborg-tog

Lad mig komme med et par eksempler på de sjove og bratte overgange, som Helle Helles komma medfører. Her er hovedpersonen, Dorte, lige flyttet ind hos sin kæreste Per, der bor hjem-me:

»Forældrene gik og fløjtede nede i baghaven. De havde ikke rigtig styr på ukrudtet, de var begge to dansklærere«.

Eller lidt senere siger Per til Dorte:

»Lad os gå hjem og klæde os nøgne, sagde han og tog mig i hånden, vores gummistøvler sjoskede side om side i den bløde rabat«.

Eller:»En dag kom hun ud i gangen og sagde farvel, hendes hår delte sig over ansigtet som et gardin«. Og endelig er der den morsomme overgang fra Sandby til vandseng, og hvad der i øvrigt udspiller sig der:

»Han var blevet meldt ind i SFU ved en fejltagelse, han havde bare været til fest hos nogle fra Sandby. Jeg begyndte at tage med ham hjem. Han havde vandseng, det duvede og skvulpede«.

Og så afslutningsvis en bemærkelsesværdig elskovscene mellem Dorte og en DSB-mand. Den er ikke specielt erotisk, men er skrevet i denne lidt sammenpressede, kantede stil, hvor hvert et komma er et markant og hårdt skifte. Det er ikke flydende prosa, men en hård rytme, der virker ganske effektivt og hurtigt forløser begivenheden:

»... og så rejste han sig og kom hen og lagde sin hånd om min nakke, vi kyssede hinanden, vi kom ned på gulvet og ind under en af stolene, den væltede, vi hev og flåede, mit ben stod i luften som en hvid stolpe. Det gik ikke dér i stuen foruden gardiner, vi humpede ind i soveværelset, nu kom Hamborg-toget, en svag distraktion i hans øjenkrog, så rystede han resten af bukserne af og lavede sit hop. Han havde også lavet sit hop sidst. Jeg havde tænkt, at det måske var førstegangsnerver. Hans krop var hård og trekantet, vi dunkede mod lamellerne. Ellers var der ingen forbindelse mellem os. Vi faldt til siden med hver sit pust, så gik det bedre, vi talte om at bo i hus kontra lejlighed«.

Arrangement: Mød Helle Helle – Onsdag den 4. maj kl. 17-18:30