Nyhed
Læsetid: 4 min.

Hvorfor vil nogen bringe et påskeoffer?

De græske tragedier er stadig nødvendige spejle til forståelsen af vores egen civilisation og vores paradoksale indstilling til at ofre og til at hævne. I denne teatersæson med klare forestillingsbud fra 'Antigone' til 'Medea'
Kultur
23. april 2011
Selvmordsbombere ser samfundet helst med sække over hovederne. Men hvad sker der, når selvmorderne er heltinder? Odense Teaters opsætning af 'Antigone' sætter ild til debatten om offer og hævn. Her med Lila Nobel Mehabil og Morten Schaffalitzky.

Selvmordsbombere ser samfundet helst med sække over hovederne. Men hvad sker der, når selvmorderne er heltinder? Odense Teaters opsætning af 'Antigone' sætter ild til debatten om offer og hævn. Her med Lila Nobel Mehabil og Morten Schaffalitzky.

Odense Teater

Påsken er kirkens mest tea-tralske tid. I den katolske kirke er der processioner, som rask væk slår de fleste teaterforestillinger af banen. Jeg husker stadig en Langfredag i Alatri, sådan et stykke syd for Rom, engang i det sidste årtusind, hvor en procession af troende blev pisket til blods, mens de slæbte deres store trækors gennem gaderne. Jesus havde vilde øjne ...

Påsketeatret herhjemme byder ikke på større kristne forestillinger i år. Til gengæld har Odense Teater netop haft premiere på en ny fortolkning af det gamle græske drama Antigone. Forestillingen er en moderne fortolkning af Sofokles' drama om kvinden, der ofrer sig selv. På Odense Teater har den tyske instruktør Lydia Bunk lagt fokus på det uovervindelige i Antigones offerbeslutning og på det lige så stejle i herskerbeslutningen fra hendes drabsmand,kong Kreon. Opmærksomheden ligger ikke på selve offeret, altså den dåd, der uomtvisteligt fører til henrettelse og som derfor reelt set svarer til at begå selvmord for en større sags skyld. Fokus er på herskerens magtsyge.

Hvor Det Kgl. Teaters Anouilh-opsætning i 2003 dyrkede principkampen mellem befaling og medlidenhed gennem Jørgen Reenberg og Sonja Richters blændende styrkekamp om ret og uret så er Odense Teaters opsætning af myten mest af alt en skildring af de to holdninger, der ikke kan mødes.

»Intet er dog så stort som menneskets slægt,« lyder det om individets forpligtelse til at ofre sig for slægten. Og det bud følger de så begge. Både Antigone, der ofrer sig selv for sin døde brors skyld og Kreon, der ender med at dræbe Antigone, hvorefter hans søn ofrer sig selv, og hans hustru begår selvmord af sorg.

Offer og hævner

Man kunne ellers sagtens formode, at en dansk opsætning af Antigone i 2011 var mest optaget af at drage paralleller til de ofre, som vi yder til vores krige. Ikke mindst nu, hvor vi både opererer i Libyen og Afghanistan, og hvor erfaringerne fra Irak stadig svier. En opsætning af en offerforestilling som Antigone kunne i dag sagtens zoome ind på den uret, som skal sones i et forsøg på at følge logikken hos dem, der er parate til at begå selvmord for at genskabe en ligevægt i hævnpuslespillet.

De græske tragedier er fortsat yderst anvendelige, når vi skal spejle os selv og vores samfund i vores egen civilisations tidsdyb på 2.500 år. I denne sæson har det ikke mindst været Betty Nansen Teatrets opsætning af Medealand på Edison, der har rykket sindene. Ganske vist i en radikal gendigtning af den svenske dramatiker Sara Stridsberg, men stadig med Medea-figuren fra Euripides' tragedie som den centrale.

For hvad sker der, når offeret nægter at forblive offer og i stedet forvandler sig til hævner? Og hvad sker der, når man hævner i affekt og man bagefter ikke kan forlige sig med de mord, man har begået?

Og hvor skal man være i verden, når man har gjort sig selv statsløs gennem sin hævn? Børnemordere får i hvert fald ikke asyl noget sted ... Så er der egentlig kun selvmordet tilbage. Selvmordet, der så ikke længere er et offer for en større sag, men kun en ulykkelig selvdestruktion.

Medvind og udåd

Da Jesus lod sig tage til fange og korsfæste i påsken, skulle hans offer frelse hele menneskeheden. Hans død skulle sone al synd. I den græske tragedieverden er der en anden opfattelse af, at man må udleve sin skæbne, sådan som guderne har forudbestemt den. Og de senere års danske opsætninger af græske tragedier har ikke mindst tolket denne forudbestemmelse i et krigspolitisk perspektiv.

Kasper Holtens opsætning af Don Taylors Euripides-gendigtning af Ifigenia i Aulis på Det Kgl. Teater i 2008 var decideret en militærtolkning af en fanatisk hærførers private offer for krigens skyld. Og Jokum Rohdes maratongendigtning af hele Aischylos' Orestien på Odense Teater samme år rummede meget 'blodrød jord'. I Klaus Hoffmeyers og Jens August Willes mammutiscenesættelse var der både fokus på Agamemnons offer af datteren Ifigenia så vinden igen kunne blive gunstig for soldaterne på vej mod Troja men også på Orestes' medskyld i søsterens død. Dermed blev der sat spørgsmålstegn ved offeret som sådan. Desuden brugte Rohde stykket til et opgør med den vestlige civilisations dyrkelse af uansvarlige herskere og halvguder. Og til en skånselsløs skildring af demokratiets umulighed og retfærdighedens illusion. Med et billede af, at ofre kun bringer død og udåd, ikke forsoning.

Lyst og straf

Nogle få gange er der dog også smil fra det græske tragedieverden. Ude på Refshaleøen spillede teatret Asterions Hus sin egen udendørsversion af Myten om Minotaurus. Her var det sanselighedens og lystens uforudsigelighed, der var det centrale; at der kom sejlende soldater over vandet fra Christianshavn var blot velkommen lystunderholdning. Men lystens skæbnestraf fik dog hurtigt overtaget alligevel.

Blod på dørene eller blod på hænderne? Påsken handler om at ofre det største, man kan give. Påsketeatret skildrer konsekvenserne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Hvorfor vil nogen bringe et påskeoffer?"

Ja, det ved jeg ikke. Men jeg er også ateist, og er sådan set totalt ligeglad.