Læsetid: 3 min.

Hvorfor spasser de på Zulu?

Med herlige Hella Joof som dirigent 'spasser' danske comedystjerner i TV 2 Zulus comedy-serie 'Anstalten' ud i rollerne som beboere på den lukkede anstalt Lykkebo. Mens spasserierne drilsk vil udstille det 'normale', bliver det også en småhysterisk opvisning i komikernes spastiske ujævnhed
Kultur
14. april 2011
Absurd. En lang og dyb samtale kan næppe lade sig gøre med Miffy fra 'Anstalten'. Hendes foretrukne kommunikationsmåde er enstavelsesord eller lyde. Til gengæld benytter hun hver en lejlighed til at 'humpe' hankønsvæseners ben.

Absurd. En lang og dyb samtale kan næppe lade sig gøre med Miffy fra 'Anstalten'. Hendes foretrukne kommunikationsmåde er enstavelsesord eller lyde. Til gengæld benytter hun hver en lejlighed til at 'humpe' hankønsvæseners ben.

TV 2

En tætbygget mand med vanvittig vandkæmning, Ernst, (Rasmus Bjerg) springer tre skridt tilbage i formningslokalet på den lukkede anstalt Lykkebo. En medbeboer (Mick Øgendahl) har spildt et glas vand på gulvet. »VAND,« udbryder Ernst. Han kigger dødsensangst på sygeplejersken, som straks tørrer op. For sent. »Gennemsigtigt vand ... Er det VAND, CAMILLA?« brøler han. Så er den gal. Det er knaldsort. Og alle, personale som indsatte, er gale i TV 2 Zulus nye comedy-serie Anstalten. Det baserer seriens humor sig på. Men Ernst bliver ved med at råbe. Han råber som en sukkerkold stand-up'er, der vil have opmærksom. Og pludseligt føles det som om, at man mest af alt kigger på komikeren Rasmus Bjerg, der er blevet bedt om at spille 'gal' og har valgt at gå ud over grænsen i en hysterisk parodi.

Og hvad er meningen med galskaben på Anstalten så?

Idioter og Søllerødfascister

Lad os lige spole dansk 'spasser'-filmhistorie 13 år tilbage: Hvorfor 'spasser' de i Lars von Triers Idioterne (1998)? Det er der tusindvis af bud på, men den selverklærede talsmand, Stoffer (Jens Albinus), raser og 'spasser' i hvert fald mod kommunens folk, Søllerødfascisterne. Deres forestilling om det 'normale' og frygt for det modsatte er for Stoffer den ægte idioti. Det er den idioti, som hans lille gruppe hyggerebeller, der leger 'idioter' i fritiden, skal spasse sig ud af, udstille og frigøre sig fra. Men så er sagen jo bare den, at Stoffer og hans raske 'spassende' samfundsborgere i virkeligheden er lige så idiotiske og usympatiske som folkene fra Søllerød Kommune. I Idioterne spasser de mod normaliten, men bliver ikke synderligt klogere på, hvad de så skal gøre med deres egne, skrøbelige liv.

Den bløde idioti

Hvorfor 'spasser' komikerne i Anstalten så? Hvorfor lave satire om 'den lukkede'? Her huserer Miffy (Linda P.), der hundehvalpskælent humper mændenes ben, sociopaten Ernst (Bjerg), der i fri og storhedsvanvittig stil fabulerer om sit liv (med Shakespeare, bl.a.) og frygter »gennemsigtigt vand«, den misbrugssløve pyroman-kleptoman Jenny (Linda P.) og skizofrene Leon (Øgendahl). Ud over at der er mere eller mindre vellykket humoristisk potentiale i at 'gakke ud' i sådanne typer, så er galskabens (humoristiske) formål vel i virkeligheden det samme som hos Triers karakterer. Holdet bag serien, skrevet af Linda P. og fremimproviseret af skuespillerne, vil med spasseriet på Lykkebo vise, at de 'ægte' gale faktisk er personalet og institutionen. Dette onde er repræsenteret ved en korrupt kommunaldirektør, der vil lukke stedet ned, den spasserfjendske leder fra den konkurrerende institution, Frydenholm, og så Lykkebos egen bløde forstanderinde, Sonja (vidunderligt akavethedstimet af Joof). Hun har en leder-rygrad som en snorlakrids. Når hun bør gribe ind et sted, venter hun fjernt smilende på, at den uoverskuelige situation fordamper. Og når Miffy f.eks. står og hygger sig med at stikke strikkepinde ind i de sjove huller i stikkontakten, så stryger hun hende distræt og opmuntrende på ryggen. Den kritiserbare institutionslogik, som Sonja her repræsenterer, er måske den akkurat modsatte af den, som Milos Formans mesterlige sorthumoristiske Gøgereden i 1975 rettede mod det amerikanske, psykiatriske system. Her ristede man sine patienter med chokbehandling og hvide snit. På Lykkebo lader man dem passivt riste sig selv. Hvilket er (næsten) lige så idiotisk.

Spasserkomik på Zulu

Men hvorfor spasser komikerne på Zulu? Idioti, i bredeste forstand, er godt at grine af. Det er skønt, når herligt mærkværdige Ernst fabulerer afsted om tiden i Ny Guinea eller venskabet med Niels Bohr, eller når han leger globetrotter ved at udtale »Sportsmaster« med en tungekrøllende rullen på r'et. Men når Sonja kaster sin samtalebold frem og tilbage i gruppeterapicirklen, føles det mest som at se på stand-up-komikere, der leger spasserleg og ikke 'griber den' lige godt hver gang. Mick Øgendahls stammen giver én fornemmelsen af, at han ikke er god til improvisere med sin skizofrene Leon-figur. Linda P. holder munden på vid gab for at vise os, hvor fjern hendes karakter, Miffy, er. Ligesom Stoffers 'spasserier' i Idioterne til sidst peger på Stoffers egen latterlighed, så peger en smule af det Zulu-spasseri, vi i Anstalten præsenteres for, altså også tilbage på komikernes ujævne sjovhed. Når vandangste Ernst for vore øjne forvandles til Rasmus Bjerg, der i plat stand-up-stil råber og råber, bliver man mest af alt opmærksom på, hvor idiotisk dansk 'comedy' er på (godt og) ondt.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her