Læsetid: 6 min.

Inferno

Gyrdir Eliasson modtog denne uge Nordisk Råds Litteraturpris. Eksklusivt for Information kan vi i dag bringe hans nye novelle på dansk
Gyrdir Eliasson modtog denne uge Nordisk Råds Litteraturpris. Eksklusivt for Information kan vi i dag bringe hans nye novelle på dansk
15. april 2011

Vi var netop flyttet ind i en lejlighed i et forstadskvarter. Der havde været en hel del besvær med at hente og bringe ting og lave adskilligt, som man slet ikke gad, men som regnedes for nødvendigt efter samfundets målestok. Det var den syvende dag, efter at vi flyttede, at min kone sagde, at nu blev vi nødt til at tage i Ikea og købe en lænestol, der passede bedre til sofaen end den, vi havde i forvejen. Jeg mente lige præcis ikke, at der var noget i vejen med stolen, vi havde, men sagde ikke noget til det.

»Du husker nok den stol, jeg viste dig?« sagde hun.

»Hvad for en stol?«

»Den, der var i kataloget,« sagde hun.

»Nej,« sagde jeg.

»Du husker aldrig noget som helst.«

»Det er sikkert rigtigt,« sagde jeg.

Tiden gik med at hænge billeder op og stille bøger på plads i reoler, og det var tid til eftermiddagskaffe, da vi omsider drog ud på stoleindkøbet. Det var akkurat ved at blive efterår, bladene begyndt at falde af træerne, og de matte skygger af deres stammer faldt på græsplænerne i eftermiddagssolen.

Trafikken var rædsom her sidst på dagen, sådan som den faktisk altid er i denne lille by, der forsøger at være så stor. Jeg havde tændt for radioen. Bob Dylan sang et nummer fra pladen Street Legal. Jeg lyttede og kiggede frem for mig gennem solbrillerne.

»Du er altid ligesom ved siden af dig selv, når du kører,« sagde hun og skruede ned for radioen.

»Er jeg?« sagde jeg.

»Ja, altid.«

Firehjulstrækkerne suste forbi os, den ene efter den anden.

Det gamle tuberkulosehospital på Vifilsstadir dukkede op omgivet af det gulnende græs og den spredte trævækst, mindede om en aflagt herregård, muligvis svensk, i hvert fald meldte Margit Söderholm sig altid i tankerne, når jeg kørte forbi det sted. Bag huset var der aflange, kratbevoksede bakker, brunlige nu i efterårslyset. Et stykke borte nærmede Ikea-bygningen sig. Der er ingen, der fatter, hvordan man fik lov til at bygge sådan, lige op ad de vidunderligt smukke vandrestier i Heidmörk. Men nu lå kolossen der, og det blev der ikke lavet om på.

»Grimt hus,« sagde jeg.

»Hvad for et hus?« spurgte hun og kiggede på mig.

»Ikea,« sagde jeg.

»Det synes jeg ikke,« sagde hun. Så tilføjede hun: »Stil bilen helt henne ved huset.«

En matblå skygge fra huset lagde sig over bilen, da jeg parkerede den, og vi steg ud. Vi gik ind ad svingdørene. Der er ikke noget sjov ved svingdøre længere, de er alle sammen computerstyrede, og selv Chaplin ville ikke kunne få noget morsomt ud af dem. Indenfor var der en hel del mennesker, som strømmede hen til rulletrappen, lod sig føre opefter og kiggede ud i luften. Det var ikke til at sige, om der i blikket var et håb om en lys fremtid med hjælp fra svensk design, eller kun en tomhed, uden håb.

Vi stod på hver sit trin af rulletrappen og kiggede i forskellige retninger.

I stueafdelingen drev vi omkring mellem stole og sofaer, men fandt ikke den stol, min kone ledte efter. Jeg kunne faktisk overhovedet ikke huske, hvordan den så ud, men lod mig ikke mærke med noget og kiggede rundt, som om jeg spejdede efter den. En ung mand i gul skjorte kom gående forbi, og min kone kaldte på ham.

»Det var den her stol,« sagde hun.

»Hvad for en stol?« sagde ekspedienten.

»Den her,« sagde hun, trak kataloget op af sin håndtaske og bladrede i det, pegede på stolen.

»Ja, den er udsolgt.«

»Udsolgt?«

»Desværre.«

»Alting er altid udsolgt hos jer.«

»Ikke helt altid,« sagde jeg og prøvede at bløde det op en smule.

»Jo, altid,« sagde hun med fasthed.

»Jeg vil lige undersøge sagen bedre,« sagde ekspedienten.

Han gik sin vej, så sig tilbage over skulderen i retning af os, stødte ind i hjørnet af en sofa og ømmede sig, fortsatte så.

Et kvarter gik, men han kom ikke tilbage. Der kom ikke nogen, der så ud til at ekspedere, og der var i det hele taget kun enkelte, der kom glidende dér i sofaafdelingen, det var næsten som om den slet ikke lå på alfarvej ind gennem butikken. Et øjeblik havde jeg det, som om jeg befandt mig i en børnebog af Jens Sigsgaard.

Jeg sad i en brun lædersofa, temmelig komfortabel, men min kone blev hele tiden stående og kiggede med et falkeblik ud over lokalet.

»De er rene idioter her,« sagde hun.

»Er du nu helt sikker?« sagde jeg.

»Helt«.

Til sidst opgav vi at vente og gik ad de afmærkede stier videre gennem butikken, lod pilene tænke for os. Vi kiggede ikke på andet på vejen.

Da vi nåede frem til cafeteriet, fyldtes næseborene af en duft af stegte svenske kødboller, og jeg mærkede, at jeg var ved at blive sulten. Der var ikke særlig mange, men der sad dog nogle ved bordene. Andre stod henne ved skranken og ventede på, at der blev skovlet kødboller og kartofler med sovs og tyttebærsyltetøj op på tallerkenerne.

Efterårssolen skinnede ind ad vinduet, og jeg kom til at stirre på en mand, der sad lidt for sig selv ved et af bordene henne ved vinduet. Han sad foroverbøjet, var rødhåret og havde tjavset skæg, i en sort frakke med opsmøget krave, et bælte i samme farve hang ned på gulvet. Han havde en øl stående foran sig og stirrede ned i glasset, som om han ikke så andet, eller glasset var et spejl, hvori man kunne se hele verden.

Jeg syntes, jeg kendte manden, men tog ikke med det samme notits af ham. Så gik der pludselig en prås op for mig.

Det var August Strindberg.

Strindberg, som havde frygtet helvede mere end noget andet og havde skrevet om denne sin frygt, men nu var havnet her efter døden, i Ikea på Island. Han, der havde ment, at Lund var helvede på jorden, men ingenting vidst om Island og ingenting om Ikea, som da heller ikke fandtes på hans tid. Jeg så, hvordan han sank mere og mere sammen over ølglasset, en mand fordømt i al evighed. Han, der havde skrevet i sin dagbog: »Den, der siger, at livet er vidunderligt, er enten et svin eller en tåbe.«

»Se dér,« sagde jeg til min kone og pegede hen over salen.

»Hvor?«

»Dér, henne ved vinduet.«

»Hvem er det?«

»Det er August Strindberg.«

»Er det direktøren?« sagde hun uinteresseret, Så kom der lidt liv i hendes ansigtsudtryk, og hun tilføjede: »I grunden burde jeg fortælle ham, hvordan den her butik er gået hen og blevet.«

»Nej, han er forfatter,« sagde jeg og korrigerede så mig selv. »Eller var.«

»Mener du ham den gamle?«

»Ja.«

Hun kiggede hurtigt på mig.

»Vil du mene, at du er begyndt at se spøgelser?«

»Tja, jeg så da Spøgelsessonaten engang.«

»Hvad mener du, mand?«

»Det er altså ham,« sagde jeg.

Hun greb fat i mit jakkeærme og nærmest trak mig videre, hen imod svingdørene.

Skyggen på parkeringspladsen var blevet dybere, og det var blevet mere køligt. Vi satte os ind i bilen, og jeg kørte langsomt derfra. Jeg tænkte på at skrue ned for radioen, men lod være med det.

»Dér tager jeg aldrig hen igen,« sagde hun og spændte med et ryk sikkerhedsbæltet.

»Aldrig sige aldrig,« var jeg lige ved at sige. Jeg kom til at tænke på Strindberg, hvordan han havde siddet, frarøvet alt håb om forløsning, med det sorte bælte fra frakken, der havde hængt ned på gulvet ligesom en lænke. De store frakkeopslag ikke ulig finnerne på en djævlerokke.

De lave bakker oven for vejen så fortryllende ud i det milde skær, utallige vandrestier førte gennem hele krattet. Dér ville jeg gerne have gået en tur med Strindberg, have ført ham ud af dette nutidshelvede. Jeg ville have sagt til ham, at jeg engang havde været i Lund, og at han var galt afmarcheret, hvad den by angik.

Men det gjorde jeg ikke.

Jeg kom der aldrig igen.

Oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claes Johansen

Flot novelle og flot oversættelse! Det eneste der undrer mig lidt er de afsindigt mange komplet unødvendige kommaer, der bryder den flot flydende rytme og hakker det hele til plukfisk. Islændingene har faktisk navnlig i de senere år været særdeles opmærksomme på det grammatiske kommas mangfoldige forbandelser og prøvet at komme dem til livs. Det synes jeg man må respektere dem for, navnlig i en nation der selv har formået at forplumre og sabotere en lignende debat fuldstændig.

Så jeg gjorde mig selv den tjeneste at luge ukrudtet væk og her er resultatet. Prøv selv at læse og sammenligne:

Inferno

Af Gyrdir Eliasson

Vi var netop flyttet ind i en lejlighed i et forstadskvarter. Der havde været en hel del besvær med at hente og bringe ting og lave adskilligt som man slet ikke gad, men som regnedes for nødvendigt efter samfundets målestok. Det var den syvende dag efter at vi flyttede at min kone sagde at nu blev vi nødt til at tage i Ikea og købe en lænestol der passede bedre til sofaen end den vi havde i forvejen. Jeg mente lige præcis ikke at der var noget i vejen med stolen vi havde, men sagde ikke noget til det.
»Du husker nok den stol jeg viste dig?« sagde hun.
»Hvad for en stol?«
»Den der var i kataloget,« sagde hun.
»Nej,« sagde jeg.
»Du husker aldrig noget som helst.«
»Det er sikkert rigtigt,« sagde jeg.
Tiden gik med at hænge billeder op og stille bøger på plads i reoler og det var tid til eftermiddagskaffe da vi omsider drog ud på stoleindkøbet. Det var akkurat ved at blive efterår, bladene [var?] begyndt at falde af træerne og de matte skygger af deres stammer faldt på græsplænerne i eftermiddagssolen.
Trafikken var rædsom her sidst på dagen sådan som den faktisk altid er i denne lille by der forsøger at være så stor. Jeg havde tændt for radioen. Bob Dylan sang et nummer fra pladen Street Legal. Jeg lyttede og kiggede frem for mig gennem solbrillerne.
»Du er altid ligesom ved siden af dig selv når du kører,« sagde hun og skruede ned for radioen.
»Er jeg?« sagde jeg.
»Ja, altid.«
Firehjulstrækkerne suste forbi os, den ene efter den anden.
Det gamle tuberkulosehospital på Vifilsstadir dukkede op omgivet af det gulnende græs og den spredte trævækst mindede om en aflagt herregård, muligvis svensk, i hvert fald meldte Margit Söderholm sig altid i tankerne når jeg kørte forbi det sted. Bag huset var der aflange kratbevoksede bakker, brunlige nu i efterårslyset. Et stykke borte nærmede Ikea-bygningen sig. Der er ingen der fatter hvordan man fik lov til at bygge sådan, lige op ad de vidunderligt smukke vandrestier i Heidmörk. Men nu lå kolossen der og det blev der ikke lavet om på.
»Grimt hus,« sagde jeg.
»Hvad for et hus?« spurgte hun og kiggede på mig.
»Ikea,« sagde jeg.
»Det synes jeg ikke,« sagde hun. Så tilføjede hun: »Stil bilen helt henne ved huset.«
En matblå skygge fra huset lagde sig over bilen da jeg parkerede den og vi steg ud. Vi gik ind ad svingdørene. Der er ikke noget sjov ved svingdøre længere, de er alle sammen computerstyrede og selv Chaplin ville ikke kunne få noget morsomt ud af dem. Indenfor var der en hel del mennesker som strømmede hen til rulletrappen, lod sig føre opefter og kiggede ud i luften. Det var ikke til at sige om der i blikket var et håb om en lys fremtid med hjælp fra svensk design eller kun en tomhed, uden håb.
Vi stod på hver sit trin af rulletrappen og kiggede i forskellige retninger.
I stueafdelingen drev vi omkring mellem stole og sofaer, men fandt ikke den stol min kone ledte efter. Jeg kunne faktisk overhovedet ikke huske hvordan den så ud, men lod mig ikke mærke med noget og kiggede rundt som om jeg spejdede efter den. En ung mand i gul skjorte kom gående forbi og min kone kaldte på ham.
»Det var den her stol,« sagde hun.
»Hvad for en stol?« sagde ekspedienten.
»Den her,« sagde hun, trak kataloget op af sin håndtaske og bladrede i det, pegede på stolen.
»Ja, den er udsolgt.«
»Udsolgt?«
»Desværre.«
»Alting er altid udsolgt hos jer.«
»Ikke helt altid,« sagde jeg og prøvede at bløde det op en smule.
»Jo, altid,« sagde hun med fasthed.
»Jeg vil lige undersøge sagen bedre,« sagde ekspedienten.
Han gik sin vej, så sig tilbage over skulderen i retning af os, stødte ind i hjørnet af en sofa og ømmede sig, fortsatte så.
Et kvarter gik, men han kom ikke tilbage. Der kom ikke nogen der så ud til at ekspedere og der var i det hele taget kun enkelte der kom glidende dér i sofaafdelingen, det var næsten som om den slet ikke lå på alfarvej ind gennem butikken. Et øjeblik havde jeg det som om jeg befandt mig i en børnebog af Jens Sigsgaard.
Jeg sad i en brun lædersofa, temmelig komfortabel, men min kone blev hele tiden stående og kiggede med et falkeblik ud over lokalet.
»De er rene idioter her,« sagde hun.
»Er du nu helt sikker?« sagde jeg.
»Helt«.
Til sidst opgav vi at vente og gik ad de afmærkede stier videre gennem butikken, lod pilene tænke for os. Vi kiggede ikke på andet på vejen.
Da vi nåede frem til cafeteriet fyldtes næseborene af en duft af stegte svenske kødboller og jeg mærkede at jeg var ved at blive sulten. Der var ikke særlig mange, men der sad dog nogle ved bordene. Andre stod henne ved skranken og ventede på at der blev skovlet kødboller og kartofler med sovs og tyttebærsyltetøj op på tallerkenerne.
Efterårssolen skinnede ind ad vinduet og jeg kom til at stirre på en mand der sad lidt for sig selv ved et af bordene henne ved vinduet. Han sad foroverbøjet, var rødhåret og havde tjavset skæg, i en sort frakke med opsmøget krave, et bælte i samme farve hang ned på gulvet. Han havde en øl stående foran sig og stirrede ned i glasset som om han ikke så andet, eller glasset var et spejl hvori man kunne se hele verden.
Jeg syntes jeg kendte manden, men tog ikke med det samme notits af ham. Så gik der pludselig en prås op for mig.
Det var August Strindberg.
Strindberg, som havde frygtet helvede mere end noget andet og havde skrevet om denne sin frygt, men nu var havnet her efter døden, i Ikea på Island. Han der havde ment at Lund var helvede på jorden, men ingenting vidst om Island og ingenting om Ikea, som da heller ikke fandtes på hans tid. Jeg så hvordan han sank mere og mere sammen over ølglasset, en mand fordømt i al evighed. Han der havde skrevet i sin dagbog: »Den der siger at livet er vidunderligt er enten et svin eller en tåbe.«
»Se dér,« sagde jeg til min kone og pegede hen over salen.
»Hvor?«
»Dér, henne ved vinduet.«
»Hvem er det?«
»Det er August Strindberg.«
»Er det direktøren?« sagde hun uinteresseret. Så kom der lidt liv i hendes ansigtsudtryk og hun tilføjede: »I grunden burde jeg fortælle ham hvordan den her butik er gået hen og blevet.«
»Nej, han er forfatter,« sagde jeg og korrigerede så mig selv. »Eller var.«
»Mener du ham den gamle?«
»Ja.«
Hun kiggede hurtigt på mig.
»Vil du mene at du er begyndt at se spøgelser?«
»Tja, jeg så da Spøgelsessonaten engang.«
»Hvad mener du, mand?«
»Det er altså ham,« sagde jeg.
Hun greb fat i mit jakkeærme og nærmest trak mig videre, hen imod svingdørene.
Skyggen på parkeringspladsen var blevet dybere og det var blevet mere køligt. Vi satte os ind i bilen og jeg kørte langsomt derfra. Jeg tænkte på at skrue ned for radioen, men lod være med det.
»Dér tager jeg aldrig hen igen,« sagde hun og spændte med et ryk sikkerhedsbæltet.
»Aldrig sige aldrig,« var jeg lige ved at sige. Jeg kom til at tænke på Strindberg, hvordan han havde siddet, frarøvet alt håb om forløsning, med det sorte bælte fra frakken der havde hængt ned på gulvet ligesom en lænke. De store frakkeopslag ikke ulig finnerne på en djævlerokke.
De lave bakker oven for vejen så fortryllende ud i det milde skær, utallige vandrestier førte gennem hele krattet. Dér ville jeg gerne have gået en tur med Strindberg, have ført ham ud af dette nutidshelvede. Jeg ville have sagt til ham at jeg engang havde været i Lund og at han var galt afmarcheret hvad den by angik.
Men det gjorde jeg ikke.
Jeg kom der aldrig igen.

Maj-Britt Kent Hansen

Synes ikke, at det gør den store forskel, at der er færre kommaer.

Sålænge det grammatiske komma sættes rigtigt, generer det mig ikke.

Anførselstegn er derimod skæmmende - rent optisk, men dem kan vi vel ikke undvære i direkte tale?

Claes Johansen

Kære Maj-Britt Kent Hansen

Du skrev: "Synes ikke, at det gør den store forskel, at der er færre kommaer."

Så er det fordi du har vænnet dig til at ignorere dem, for de tjener intet formål andet end at skræmme mennesker der ikke er grammatisk mindede fra at skrive det danske sprog. Og så kan de selvfølgelig bruges hvis man som forfatter skriver i førsteperson og vil gøre den grammatiske kommatering til en del af personkarakteristikken.

Anførselstegn kan kun undgås hvis man strukturerer teksten på en bestemt måde og vil acceptere at lade sig styre af det. Det vil de fleste forfattere ikke, men nogen gør det, f.eks. Cormac McCarthy. Af danske forfattere kan nævnes John Nehm. I begge de tilfælde fungerer det, men ikke i en novelle som denne, der med sin udprægede Raymond Carver-inspiration (og det vil i realiteten sige opdateret Hemingway) er stærkt dialogbaseret. Til gengæld vil talestreger kunne bruges. De giver et mere åbent tekstbillede med bl.a. flere afsnit og bør selvfølgelig anvendes hvis det er dén stemning man søger at skabe, og hvis det er det anvendte alternativ i originalteksten til en oversættelse. Talestreger fungerer tit rigtig godt med nordiske sprog, dvs. de kaster nærmest et nordisk lys over tekstbilledet. Jeg synes til gengæld ikke at de fungerer særlig godt hos hverken James Joyce eller Roddy Doyle, to sjældne eksempler på engelsksprogede forfattere med forkærlighed for talestreger.

Nogle danske forlagsredaktører har det med at indsætte grammatiske kommaer og talestreger i oversættelser af udenlandske tekster hvor den slags ikke forekommer i originalen, hvilket jeg personligt anser for en dødssynd, som oversætter har man tit bare at finde sig i den slags. Tilsvarede vil det selvfølgelig være en dødssynd at oversætte en tysk roman til dansk med pausekommatering. Vi er på den måde heldige at vi har begge muligheder til rådighed. Men ret beset har den grammatiske kommatering kun overleveret fordi man ved retsskrivningsreformen i 1948 (da dansk retsskrivning blev søgt fjernet fra tysk og ført over imod resten af Norden) og lod systemet blive stående som et midlertidigt alternativ. Alligevel består systemet i dag, men pausekommateringen er blevet ødelagt af Dansk Sprognævn og andre. Man kan spørge sig selv hvad det er for en frihed danskere er bange for, siden mange insisterer på at beholde spændetrøjen på. Det er en lille smule uhyggeligt, faktisk.

Maj-Britt Kent Hansen

Kære Claes Johansen,

Interessante betragtninger og oplysninger.

Ingen tvivl om, at tegnsætning - herunder kommatering - er et stilvalg og en smagssag.

Det grammatiske komma sidder dybt i mange af os, da vi lærte det for længe siden, og har været pålagt at bruge det i arbejdssammenhæng.

Jeg måtte have Joyce ned fra hylden. Synes nu, at disse talestreger, som jeg ikke tidligere har været opmærksom på, fungerer godt rent optisk i både Ulysses og Finnegans Wake. Dubliners har jeg så både i en udgave med talestreger og en med anførselstegn.

Oversættelsesspørgsmål og tegnsætning. Også det er er en overvejelse værd.

Tre oversatte bøger fra reolen - alle fra italiensk, hvor man ikke benytter vores grammatiske komma er faldet således ud:

Beppe Fenoglio: Den onde skæbne. Oversat af Nina Gross, 1991. Ikke grammatisk komma. Udpræget afsmitning fra italiensk tegnsætning med kolon og semikolon. Og talestreger. Det passer godt her.

Claudio Magris: Donau. Oversat af Hanne Jansen, 1991. Ikke grammatisk komma. Udpræget overførsel af italiensk brug af især semikolon. Det generer mig ikke, men man kan vel diskutere, om det tilfører den danske tekst noget særligt.

Italo Svevo: Zenos bekendelser. Oversat af Karl Hornelund, 1965. Grammatisk komma og talestreger.

Jeg holder mig nok fortsat til grammatisk komma, men går fremover ind for talestreger!

Claes Johansen

Ang. den direkte tale har jeg selv brugt både det ene og det andet. Tit er det et praktisk problem hvad tekstbehandlingsprogrammet vil acceptere og hvordan det "taler" med forlagets maskiner. Ja, den slags skal man også tage med i betragtning. Bemærk at novellen her er skrevet med de små pileagtige anførselstegn; dem har jeg også være tvangsindlagt til at bruge da forlagenes computere på et tidspunkt ikke ville acceptere almindelige anførselstegn.

Bemærk også at vi ikke kan bruge tabulator her på siden, hvilket gør at vi enten må lave linjebrud i stedet eller lade teksten begynde helt ude til højre. Det er jo ret beset en joke i vore dage hvor computere påstås at kunne alt.

Talestreger er fine i visse forbindelser, blandt andet hvis man vil bruge citater inde i citater (så kombinerer man nemlig med anførselstegn; den finske forfatter Veijo Meri er en mester i at få dét til at fungere), men de lægger nogle stramme bånd om teksten. De gør det navnlig meget svært at skrive kommentarer, beskrivelser mv. inde i et citat (noget Ian Fleming var eminent til, tro det eller ej), simpelt hen fordi der ikke er nogen afslutning af citatet indbygget i systemet, så der nemt opstår forvirring om hvad der er citat og hvad der er hovedtekst. Det er også et konkret problem at visse tekstbehandlingsprogrammer, f.eks. Word, kun vil skrive små bitte bindestreger medmindre man bruger forskellige tricks for at forlænge stregen til en talestreg/tankestreg.

James Joyce hadede anførselstegn som pesten og var måske en af de første til at bruge talestreger. Irske forfattere gør det af og til, men jeg har aldrig set engelske forfattere bruge dem. Hos Roddy Doyle er det totalt anarki og kaos, med talestreger af alle mulige varierende længder.

For mig er det et spørgsmål og at bruge det der passer ind i udtrykket for hver enkelt bog. Min seneste roman, "Anitas hjemkomst" har en knuget, intens, lidt klaustrofobisk-kafkask stemning der så at sige skreg på anførselstegn under arbejdet. Pt. arbejder jeg på en slags satire fra 1970'ernes politiske polariserede omegnsmiljø, og der er talestreger nok at foretrække. Nu må vi se hvad det bliver til i den sidste ende.

Jeg synes du skulle prøve pausekomma, bare for sjov. Jeg kender begge systemer til bunds og har i øvrigt undervist i dem begge. Pausekommateringen er langt nemmere at lære (tager ca. ti minutter), sjovere at arbejde med, giver en langt større dynamik og et væld af muligheder for rytme og tone. Det er lidt som forskellen på at male hvad du selv har lyst til sammenlignet med "painting by numbers".

Maj-Britt Kent Hansen

Ak ja! Hvorfor gør man det dog? Læser endnu en korrektur. Men for sent.

Stødte på - hvis man ellers kan sige sådan - et par manglende grammatiske kommaer og andet i min egen tekst!