»Hvis det hele gav mening, ville det ikke interessere mig.«
Filminstruktøren Mitchell Haven får i Monte Hellmans Road to Nowhere lov til at formulere ikke så få udsagn om filminstruktørers livssyn. Filmen, som er den 78-årige Monte Hellmans første egentlige spillefilm i 21 år, følger indspilningen af en true crime-film, hvor sagen viser sig at være mere kompleks end først antaget. Det er en historie om at lave film på trods af alt, hvor filmen i filmen blander sig i virkeligheden, og rollerne skifter foran og bagved kameraet.
Da jeg taler med Monte Hellman i telefon fra Los Angeles, vil han ikke analysere sin kryptiske film, men han taler gerne om sin tilgang til det at lave film. De seneste år har han undervist i instruktion ved California Institute of the Arts. Med den legendariske road movie Two-Lane Blacktop fra 1971 og fem film med Jack Nicholson i bagagen har han et trofast kultpublikum og en stor skare af interesserede studerende. Han taler varmt om sine elever, hvoraf flere har hjulpet med hans nye film.
Film som drømme
Road to Nowherevoksede ud af en drøm, som Monte Hellmans mangeårige ven, manuskriptforfatteren Steven Gaydos, havde. Der var noget foruroligende over historien, som var tiltrækkende.
»Jeg har altid været interesseret i historier, som indeholder noget surrealistisk, og i at skildre en kompleks verden, hvor det kan være svært at adskille virkelighed og fantasi,« fortæller Monte Hellman, som bl.a. er inspireret af klassikere som Alain Resnais' Sidste år i Marienbad.
»Historien har udviklet sig gennem en række klader, men den er blevet ved med at morfe til det sidste. Vi troede egentlig, at vi skulle lave en sort komedie, men filmen blev meget mere tragisk,« konstaterer Monte Hellman, som mener, at klipningen gjorde det komplekse manuskript mere tilgængeligt. Man har svært ved at forestille sig, hvordan filmen ellers ville have set ud, men som Hellman tilfreds konstaterer, plejer han at anbefale publikum at gå til filmen som det, den startede som ... en drøm.
Publikums stedfortræder
Hvis man skal tro udsagn af både Monte Hellman og Mitchell Haven, er manuskriptet heller ikke det, man som instruktør skal bruge mest energi på. I løbet af sin karriere har Hellman gentagne gange fremhævet betydningen af casting. Den vurdering lægger han også i munden på instruktøren i Road to Nowhere, som mener, at casting er 90 pct. af instruktørarbejdet. De andre 10 pct. kan han ikke huske.
Skuespillerne og ansigterne fylder meget i en historie, hvor man leder efter svar i deres spil. Road to Nowhere får liv af, at Hellman har castet skuespillere, man har lyst til at se på. Han tager gerne en del af æren, men ikke al.
»Det er svært at tale om casting, for det handler om at følge sine instinkter. Held er en vigtig del af processen, og filmfolk taler tit om at have casting-guderne med sig. For mig handler det at være instruktør om at være publikums stedfortræder. Når man laver teater, har skuespillerne et live-publikum, som de spiller for. Når man laver film, skal instruktøren være det publikum og hjælpe skuespillerne med at fornemme, hvad der fungerer. Derfor er det essentielt at finde de rigtige til rollerne, men det er også essentielt at hjælpe dem med at finde det rigtige udtryk.«
Billeder er billeder
Road to Nowhereer skudt med et Canon 5D-kamera, som er tænkt til stillbilleder. Filmen arbejder med lange indstillinger og langsomme panoreringer frem for at bruge den digitale teknik til tempo og effekter. Da jeg spørger, om han har et nostalgisk forhold til den celluloid, som de sidste billeder af Two-Lane Blacktop brænder hul på, får han sig et godt grin, for han savner ikke de gode, gamle celluloiddage.
»Film handler om billeder, ikke om hvad man skyder billederne på. Fotografiet begyndte ikke med celluloid, men med glasplader. Der er ingen grund til at være nostalgisk i forhold til det. Billederne er det vigtige, og i dag er der mulighed for at skabe spændende billeder digitalt,« fortæller Monte Hellman, som især ser Canon-kameraets størrelse som en styrke.
»Kameraet er ikke beregnet på at skyde fiktionsfilm på, så vi var opdagelsesrejsende på den front. Det skabte nogle problemer, men der er også styrker. Man kunne f.eks. sætte kameraet på en væg i stedet for at skulle rive hele væggen ned for at få plads. Det var også nemmere at filme on location, fordi folk ikke bemærkede kameraet. Man ligner turister, og flere steder filmede vi uden tilladelser.«
Road to Nowhereen film om at lave film, men det er også en film om at se film. Undervejs får filmens instruktør set ikke så få klassikere, bl.a. Ingmar Bergmans Det syvende segl. Monte Hellman har selv en bred filmsmag. Han er glad for Hollywood-klassikere som
The Lady Eve, men elsker europæisk film og fortæller begejstret om sit første Cannes-besøg, hvor han sammen med bl.a. Sydney Pollack ventede en hel dag på Hotel Carltons terrasse, fordi Bergman måske kom til byen.
Bred filmsmag
Ellers lader han ikke til at være meget for at se tilbage på New Hollywood-dagene, men han beklager, at åbenheden både i forhold til de film, man kunne lave og se er en anden i dag.
»Det var en særlig tid. Easy Rider skabte muligheden for at lave nogle film, som man ellers aldrig ville have kunnet lave og man fik heller ikke lov til at lave dem ret længe. Jeg savner også, at man dengang kunne se europæiske mesterværker i amerikanske biografer. Det kan man stort set ikke længere,« konstaterer Monte Hellman, som ikke er specielt optimistisk på den amerikanske independent films vegne, men håber, at dygtige folk altid finder en vej.
Selv skal han skyde en ny film næste år. Han beskriver den som langt mere traditionel end Road to Nowhere. Som han næsten undskylder, inden røret lægges på, er planen, at den skal have en begyndelse, en midte og en slutning ...
Road to Nowhere. Kan ses den 29. april kl. 20 i Husets Biograf
