Læsetid: 3 min.

Det Kongelige Teater i krise trods popularitet

Nationalscenen er en voksende underskudsforretning på trods af voksende billetsalg. Finanskrisen får stadig skylden for publikums fravær, men svaret på krisen kan være at sænke de kunstneriske ambitioner
16. april 2011

Fægtende kårer og storslåede kamptaler for fædrelandet. Dyrehaven skulle sidste år have dannet ramme om klassikeren De Tre Musketerer og trukket 100.000 betalende gæster til teatrets dyreste og største udendørsstykke nogensinde.

Sådan gik det bare ikke. En regnfuld juni måned førte til aflysning på aflysning, og billetsalget endte med at være væsentligt lavere end beregnet. Det var medvirkende til, at teatrets samlede billetindtægter sidste år faldt med 24 millioner kroner, viser et opsigtsvækkende regnskab, Det Kongelige Teater offentliggjorde i går. Samtidig fremgår det, at teatret med 660.000 tilskuere sidste år havde flere publikummer end året før, selvom under tre ud af fire sæder blev besat til teatrets forestillinger.

Fejlbudgettering

Regnskabet fortæller i dystre tal, at teaterledelsen har budgetteret mange millioner kroner forkert fra et anslået overskud på 7,6 millioner kroner til et underskud på 8,8. Samtidig er restgælden fra de foregående år ikke slettet, og i slutningen af 2010 lå den på 28,4 millioner kroner.

Teaterchef Erik Jacobsen på Det Kongelige Teater tager det fulde ansvar på sig, men tillægger stadig regnvejret en stor del af skylden for at spolere sidste års vigtigste satsning, De Tre Musketerer:

»Selvfølgelig kunne sidste år have budt på mere sikre og billige publikumssucceser. Men man kan ikke eksempelvis skabe en udendørsforestilling, der er immun over for regn. Og du kan ikke have De Tre Musketerer uden fægtescener, hvor skuespillerne er bange for det glatte underlag,« siger han og tilføjer:

»Vi plejer at have et slogan, der lyder: alle forestillinger har et publikum, det handler bare om at finde dem. Men det kan være svært og kræver nogle fejlskud.«

Balletten halter

Tilsyneladende har alle forestillinger ikke fundet deres rette publikum. Blandt det Kongelige Teaters tre kunstarter skuespil, opera og ballet oplever balletter en væsentligt dalende interesse.

Sidste år blev mindre end to ud af tre sæder således besat til de kongelige balletter. Erik Jacobsen erkender da også, at balletten står »markant svagere end de andre kunstarter«, men indskyder, at Det Kongelige Teater er drevet af en national kunstnerisk forpligtelse.

»Vi er ikke et forsamlingshus, der bare skal hente folk ind i vores huse. Vi er sat i verden for at opfylde et lovgrundlag, der siger, at vi skal lave ballet, opera og skuespil på et højt kunstnerisk niveau,« siger han.

Finanskrisens skyld

Kulturminister Per Stig Møller (K) regner med, at nationalscenen fortsat kan levere en høj kunstnerisk integritet, men betegner det negative årsregnskab som »hamrende ærgerligt«.

»Årsregnskabet skal selvfølgelig ikke være negativt. Men det er det nu engang. Alternativet ville være at lukke det Kongelige Teater på grund af otte millioner kroner. Det ville nok ikke være det klogeste,« siger han.

Samtidig forklarer han underskuddet som følger af finanskrisen, der bredt set har hæmmet teatrenes billetomsætning.

Ambitionerne skal ned

Samme vurdering giver lektor i teatervidenskab Stig Jarl fra Københavns Universitet, der kalder Det Kongelige Teaters budgetlægning for »ret optimistisk«.

»Jeg kan ikke forestille mig en situation, hvor vi nedlægger nationalscenen. Men det er sandsynligt, at Det Kongelige Teater skal operere på et helt andet niveau,« siger han og peger på, at der ikke længere er volumen til at have operaforestillinger af samme internationale format.

»Vi skal måske acceptere, at vi ikke kan lege med de store internationale operahuse i London, Zürich, Paris og New York. Det er da ulykkeligt, men det kan da godt være, at det er det eneste realistiske.«

Det Kongelige Teater har da også allerede stillet en række besparelser i udsigt. Dels vil der blive sparet på antallet af nyproduktioner, der er dyre at sætte op.

60 stillinger skæres væk, og der vil blive spillet 88 færre forestillinger i år end sidste år.

Teatret selv kalder det en »nødvendig tilpasning«, men lægger stadig vægt på, at det er et skridt i retning af »at svække Det Kongelige Teaters rolle som kulturbærende institution i det danske samfund«.

Til efteråret skal Folketingets partier i forbindelse med finansloven nå til enighed om en ny aftale for Det Kongelige Teater, der skal gælde fra 2012 til 2015.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

»Vi skal måske acceptere, at vi ikke kan lege med de store internationale operahuse i London, Zürich, Paris og New York. Det er da ulykkeligt, men det kan da godt være, at det er det eneste realistiske.«
Ja, det kan da godt være.
Men så forsvinder den eneste grund til at have sådan en opera: Nemlig at der intet er sparet - bare dette ene sted - på at vise det absolut ypperste, kompromisløst.

De sidste rester af enevældets stormaktdrømme smuldre. Måske vi skulle koncentrerer om det vi er gode til, i stedet for at ville det samme som naboerne.

Chris David Bonde Henriksen

@ Søren Lom

Du synes åbenbart ligesom Kresten Poulsgaard at Danmark er for lille et sprogområde til at have en ballet?

I modsætning til den sympatiske hjælp til folk, der ikke kan klare sig selv, er dette en kerneopgave for en civiliseret stat. Jeg er ikke enig med min gode ven Stig Jarl, der også burde vide, at vi først nu nærmer os et niveau, der ligner de internationale huse, som de for tiden er, nemlig meget internationale. Vi har selvfølgelig i det tyske repertoire profiteret af at have så store nationale talenter, men det har samtidig skygget for behovet for at hente internationalt talent ind. Man satsede i årevis, på at stjernerne så i det mindste kunne være instruktørerne; men på det sidste er man heldigvis begyndt at hente sangere med internationale karrierer, som man tidligere kun kunne være heldig at høre i Tivoli eller Radiohuset - i den kommende sæson således bl.a. den sensationelle tenor Gregory Kunde i Glucks "Alceste".
Men lad os glæde os over, at danske sangere i stadigt større omfang kommer ud i verden, og udenlandske kommer til Danmark.
Og at Det Kgl. Teater vil fortsætte linjen med musicalproduktioner af høj kvalitet, så Det Ny Teater kan fortsætte med sit turistrepertoire. MY FAIR LADY var enestående, lad os håbe, at også Sondheim, Kander og Ebb, Jerry Bock og Sheldon Harnick - samt Jason Mark Brown og andre yngre komponister og tekstforfattere kan fange nationalscenens interesse, så genren kan blive rehabiliteret og ikke blot blive set under ét - det sensationalistiske under samme hat som det dybe og kathartiske.

Per Erik Rønne

Jeg var ind til for ikke så mange år siden abonnent på Det kongelige Teater. Først i en af de to klassikerserier, derefter i en operaserie.

Grunden til at jeg droppede den fælles serie med to skuespil, to operaer og to balletter var at serierne efterhånden degenerede. De blev ikke fastholdt som rene klassikerserier, og selv klassikerne blev spillet som var de moderne stykker, og jeg holder fast i at foregår tingene omkring 1600 går mændene i helt korte bukser og lange strømper og for de ældres vedkommende også i pibekrave. Og er der tale om en Holberg-komedie går de i knæbukser og for de lidt ældre og halvskaldede mænds vedkommende også i den allongeparyk, ungdommen kun kunne grine af.

I de senere år har regiteatertendensen forstærket sig. I de segmenter af befolkningen instruktørerne er vant til at omgås er man nemlig gudløse, og derfor må Gud eller guderne efter instruktøreres opfattelse skrives ud af dramaerne. Derfor skrives den centrale scene i Noréns udgave af Kaj Munks Ordet om. Den sindssyge der tror han er Jesus genopliver ganske vist stadig den afdøde, men hos Norén skælder den som Lazarus genoplivede ud; det er forbudt at genoplive folk, og i øvrigt eksisterer Gud ikke. Stykket har tydeliget mere med den troende ateist Norén end med den kristne Munk at gøre.

I Kasper Holtens udgave af Euripides "Iphihigeneia i Aulis" fjernes gudinden Artemis, og dermed forvandles en happy ending til en tragedie. Hvordan fortsættelsen "Iphigineia i Tauris" så skal foregå må guderne (sic!) vide ...

Samme Kasper Holten har også omdannet Operaen til en ørkenvandring af regiteateropførelser, så nu har jeg helt opsagt mit abonnement, og kommer kun til de forestillinger jeg kan se er klassikere der opføres som - klassikere. Som denne sæsons opførelse af Molières Misantropen. Som ikke alene kunne spille for fulde huse - man var nødt til at gribe til mindst en ekstraforestilling.

Så man kan sagtens få publikum til de store forestillinger, hvis man ellers dropper naragtighederne. Som jeg dog fra aviserne kan se at man fortsætter med på Århus Teater; en Molière-forestilling tilsyneladende med en fremragende oversætter - og en naragtig instruktør og en naragtig scenograf.

Tom W. Petersen

Der er adskillige eksempler på den mode, at man ikke kan opføre operaer, som de er tænkt.
I tilfældet "Tannhäuser" har Holten efter min mening forfalsket Wagners intentioner ved i det ydre at fjerne operaens centrale tema, besættelsen af hæmningsløs elskov, og søgt at erstatte det med kunstnerens optagethed af sit arbejde. Han begrunder det i sin introduktion med, at denne besættelse af sex ikke er så relevant i vor tid, fordi det er blevet så åbenlyst!! Og det ville også fremstille Tannhäuser som "en gammel lidderbuk", sagde Holten. Han ved måske ikke, at netop det i netop vor tid fylder enormt meget; man kan tænke på f.eks. Berlusconi og andre, der faktisk er aldeles besatte af sex, og at mange er besatte af pornografi på Internettet - for eksempel. (Og så er det vel i endnu højere grad uaktuelt i vor tid at drage til paven i Rom for at få tilgivelse for sin besættelse, så hvorfor ikke lave det om?) Han har i den forbindelse gjort Elisabeth og Heinrich (von Ofterdingen alias Tannhäuser) til et ægtepar(!!!) med en søn, som synger det, som Wagner har skrevet som hyrdens parti. Og selvfølgelig "omplantet" historien til nyere tid med bl.a. påklædningsmæssige stilblandinger til følge. Men det, der gør det totalt absurd, er at det, der synges, stadig siger det, Wagner har tænkt og ment; for teksten er der ikke ændret på. Så sangerne synger om noget andet end det, de agerer og sceneriet viser. Sært, at man uden skrupler ændrer Wagners intentioner alene i det ydre, iscenesættelsen. Hvorfor ikke også i teksten og i musikken, når man alligevel ikke vil have Wagner, som han er? Der kunne da godt indføres noget rap og rock i stedet for de utidssvarende arier og ensembler.
Men samtidig er forestillingen af sangerne meget fint ageret (på de foreliggende betingelser) og navnlig fremragende og engageret sunget. Og Kapellet spiller storartet. (Man skulle måske bare lukke øjnene og gøre som Kierkegaard, når han igen og igen var i teatret at opleve "Don Giovanni": Han skaffede sig en plads, hvor han dårligt kunne se scenen, men uforstyrret af iscenesættelsens ufuldkommenheder kunne nyde musikken.)

Chris David Bonde Henriksen

@ Tom W Petersen

Jeg er fuldstændig enig med dig (og Per Erik Rønne).

I modsætning til mange andre, finder jeg Kasper Holten noget overvurderet. Jeg så i sidste måned en ny udgave af "Cose fan tutte" i Stadtsoper i Berlin. Scenografien var 1968 med blomsterbørn og hele molevitten. Det var bare for meget! Der sad nogle franskmænd ved siden af og ytrede at sangerne var gode, men scenografien rædselsfuld. Jeg kunne kun nikke. Men måske er det moderne publikum mindre kritisk?

@Chris Henriksen siger:

Du synes åbenbart ligesom Kresten Poulsgaard at Danmark er for lille et sprogområde til at have en ballet?
Jeg har ikke set din kommentar før nu.
Nu skrev jeg at vi skal koncentrerer os om det vi er gode til, og jeg mener faktisk vi er ret gode til det med dans.
Men vi har fået sten i stedet for skuespil, og det er der jeg mener det er gået fejl. Danmark er ikke stort nok til en Metreopolitan Opera + NY Ballet + skuespilhus + gammel scene + det løse.

Peter Hansen

Vi bruger småpenge på kultur i Danmark, det er en skandale. Man forstår ikke, at rammerne skal fyldes ud, hvis det skal give mening og være til gavn og glæde.
Når det er sagt, så er der i de seneste 20 år blomstret en langt mere professionel og aktiv kultur op rundt omkring i landet, ikke mindst takket være egnsteatrene, der engang var få, men som nu næsten findes i enhver kommune - nogle har endog flere!
Mon ikke forståelsen for scenekunsten ville vokse frem igen, hvis DR og måske TV2 tog deres ansvar som formidlere alvorligt igen? Vi var godt på vej, men så greb selvglæden medieinstitutionerne, der ophørte med at se sig selv som medier for i stedet at blive selvskabende i egen forståelse. Til stor skade for det kulturelle niveau i Danmark - især for dem, der ikke blander sig, eller som mangler penge til aktivt kulturforbrug.

Tom W. Petersen

Chris Henriksen
Jeg så også den Cosi fan tutte i Berlin, og længe efter på dvd. Og jeg har sjældent moret mig så herligt, som over den forestilling! Det var den rene fryd!
Den var nemlig et sjældent eksempel på en omplantning, der er lykkedes. Her var ingen forsøg på at ændre på, hvad hovedsagen var; og ånden i Beaumarchais' og Mozarts stykke var fuldstændig intakt - efter min mening. For mig er det forskellen fra Holtens laven Wagner om til at sige noget ANDET.
Og ja, sangerne var formidable og agerede glimrende.
Så det kan altså lade sig gøre, når man bare fastholder de oprindelige intentioner - OG iøvrigt er dygtig nok.
Til enhver, der læser dette, vil jeg sige: Få fat i dvd'erne med Doris Dörries og Barenboims Cosi fra Berlin, hvis I virkelig vil more jer!