Baggrund
Læsetid: 4 min.

Kunsten at skrige i anførselstegn

I anledning af veteraninstruktøren Wes Cravens fjerde film i den populære og selvironiske 'Scream'-serie: et tilbageblik på gyserfilm, der gør grin med sig selv, mens de skræmmer sit publikum
I anledning af veteraninstruktøren Wes Cravens fjerde film i den populære og selvironiske 'Scream'-serie: et tilbageblik på gyserfilm, der gør grin med sig selv, mens de skræmmer sit publikum
Kultur
12. april 2011

Gyserfilm er en øvelse i angstkontrol, siger man gerne: Pr. stedfortræder ser tilskueren døden i øjnene og føler sig derfor lidt stærkere, når det hele er overstået.

Men hvad sker der, når gyserfilmen bliver selvrefleksiv? Hvad sker der, når den flår låget af den værktøjskasse, instruktøren normalt bruger til at skræmme os, og i stedet påpeger værkets regler og indre (mangel på) logik?

Formindsker det muligheden for en sund omgang katarsis? Spolerer det mor(d)skaben, eller er det et velkomment korrektiv til en genreformular, der ofte har ladet hånt om tilskuerens intelligens?

I 1993 optrådte den animerede svenske komiker Jonas Gardell med et nummer, der handlede om hans angiveligt anstrengte forhold til skrækfilm. Det lykkedes ham at dræne genren for al uhygge ved at spinde jokes over dens akutte underskud af realisme. I Gardells til lejligheden opfundne, men ganske typiske film tager en flok ubegavede unge mennesker på ferie i »et øde beliggende hus, som intet menneske har sat fod i, siden en psykopat med en økse for 15 år siden slagtede familien, som boede der«.

Ikke overraskende gebærder de unge sig yderst irrationelt: I stedet for at holde sig samlet, deler de sig op, kvinderne smider klunset på de besynderligste steder og tidspunkter, osv., osv. Med de fuldt forventelige fatale konsekvenser.

Jonas Gardells timing var upåklagelig: 1990'erne omtales ofte som 'det ironiske årti', og i filmens verden fandt instruktører og publikum et fællesskab i begge parters dybtgående kendskab til populærkulturelle genrekonventioner.

Cravens startskud

Selv om dette fænomen normalt forbindes med yngre mennesker, var det i gyserfilmsammenhæng en 55-årig mand, der leverede startskuddet. I 1994 drejede den drevne gyserinstruktør Wes Craven nemlig Wes Craven's New Nightmare, hvis præmis er, at seriemorderen (i mere end en forstand) Freddy Krueger bryder ud af det fiktive univers, han befandt sig i i Cravens A Nightmare on Elm Street-film fra 1980'erne.

To år senere ramte Cravens første Scream-film så lærredet med manus af unge Kevin Williamson, der også har skrevet det sidste nye 'skrig' nummer fire i rækken. Blandt dens tidstypiske træk var et højt antal intertekstuelle referencer altså en række henvisninger til tidligere værker (allerede titlen er således en henvisning til Edvard Munchs berømte maleri Skriget).

Som altid forstod Hollywood at smede, mens jernet var varmt: Scream 2kom året efter, og naturligvis for denne opfølger var netop opfølgere til populære gyserfilm blandt de samtaleemner, filmens figurer på dekonstruerende vis tog op. I Scream 3(2000) var det så gyserfilmtrilogiens konventioner, der blev gransket.

Psykopatiske rødder

Det viser sig, at selvrefleksionen også var på spil i langt ældre værker, om end på en mindre direkte facon. 1960 var således et afgørende år, hvad den selvbevidste gyserfilm angår. Da skabte Michael Powell skandale med Peeping Tom, der handlede om en dybt barndomstraumatiseret kvindemorder, der filmede sine ugerninger. Og Alfred Hitchcock lavede Psycho, der som bekendt byder på filmhistoriens mest kendte erotisk ladede knivmord (brusebadsscenen på motellet), men samtidig rummer et metaelement af de snedigere. For det er jo helt uhørt filmens hovedfigur, der aflives i selv samme scene, og efterfølgende indforskriver Hitchcock tilskueren i et kulsort psykologisk eksperiment: Bliver hendes morder den næste figur, man identificerer sig med? Griber man sig selv i at håbe, at bilen med kvindeliget i bagagerummet synker i søen, så Norman Bates klarer frisag?

I 1970'erne blev knivene ikke mindst svunget i de italienske Giallo-film, der er et slags kryds mellem gyser og thriller. Eksempelvis (fin)dyrker Dario Argento i sine værker en makaber-storladen æstetik i så høj en grad, at det kan kaldes et selvrefleksivt træk.

Giallo-filmene gav blandt andre den unge amerikanske instruktør John Carpenter blod på tanden, og i 1978 sikrede han knivdrabsgyseren et bredt gennembrud med Halloween. Hovedrollen blev såmænd spillet af datteren af Janet Leigh, skuespillerinden, Hitchcock 'myrdede' 18 år forinden, og vi møder en figur, der bærer samme navn Sam Loomis som en af karaktererne i Psycho.

Halloweens succes affødte to år senere den første af rigtig mange film i Fredag den 13.-serien. Det var ikke mindst disse films slet skjulte puritansk-konservative dagsorden, som Scream-filmene senere tog strøm på: De mest seksuelt aktive unge er de, der som de første udsættes for en anden og anderledes dødbringende form for penetration.

Men disse teen slasher movies, som de på grund af ofrenes unge alder kaldes, blev faktisk parodieret allerede i begyndelsen af 1980'erne med film som Student Bodiesog The Slumber Party Massacre. Sidstnævnte var ment som en sarkastisk feministisk kommentar til slasher-filmenes ifølge nogle ret så problematiske tradition for at sprætte smukke, unge kvindekroppe op.

Ond øjenkontakt

Sarkastisk var også titlen på østrigske Michael Hanekes Funny Games, der kom året efter den første Scream-film og på radikal vis vakte debat om vores fascination af vold på film. Selvrefleksiv er Funny Games afgjort, men alligevel en helt anderledes filmoplevelse end alle de ovenfor nævnte.

Med fuld Verfremdungs-effekt som Bertolt Brecht intenderede den, lader Haneke filmens to sadistiske mordere henvende sig direkte til kameraet og dermed tilskueren. På den måde konfronterer instruktøren os med vores fascination af ondskab på en ganske brutal og uforsonlig facon. Vi skal med andre ord ikke have lov at dø i synden.

Wes Cravens mission med Scream-filmene er en anden, og ved at bløde det basalt fysisk skrækindjagende op med masser af populærkulturelle metaløjer har han formået at få et stort publikum til at skrige i anførselstegn.

 

Scream 4 har premiere 14. april. De første tre film kan fås på dvd og Blu-ray.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her