Læsetid: 2 min.

Kunsten at være original

En festforelæsning om genbrug og opfindsomhed før og nu i anledning af Kunstakademiets årlige fødselsdag
7. april 2011

Opkald til Maria Fabricius Hansen, kunsthistoriker og medlem af Ny Carlsbergfondets tre-personers direktion:

I deler mange penge ud hvert år, til kunstneriske formål ...

»60 millioner, ja!«

Men det kræver vel ikke den store opfindsomhed ...

»Næ, alle kunstinstitutioner er trængte.«

I Kunstakademiets store sal talte du ved årsfesten forleden om det kunstneriske dilemma ved at være original. Var det en opsang til de forsamlede billedmagere og arkitekter?

»Nej, det var snarere en trøst til de kunstnere, der stædigt arbejder med deres eget tema og ikke mener, at fornyelse er så nødvendig, at den behøver udarte til provokation ...«

Det nye forveksles ofte med det originale, sagde du ...

»Ja, gennem modernismen blev der fremelsket en forestilling om, at det at forny sig, er ensbetydende med at fremstille det aldrig før sete. Men kunst bygger hele tiden på tradition.«

Også den såkaldte avantgarde?

»Ja, i høj grad! Det at tage afstand er i sig selv at anerkende traditionen! Opfindsomhed har tidligere været ensbetydende med at finde eller genfinde noget overset frem for at hitte på noget nyt.«

Du brugte tidlige middelalderkirker i Rom som eksempler.

»Ja, kirker med genanvendelse af antikke rester og søjler fra de gamle ruiner. Der var nok at tage af!«

Du citerede også neoplatonisten Macrobius for omkring år 400 at sammenligne den form for genanvendelse med biernes indsamling af forskellige blomstersafter til et samlet honningprodukt. Men ensartetheden indfinder sig først tusind år efter, ved opfindelsen af bogtrykkerkunsten, sagde du ...

»Jeg tror, at der også sker meget andet i hovederne ved dén standardisering af skriften. I de tidlige romerske kirker blev forskellige søjletyper frit kombineret i en slags sampling. Nogle gange symmetrisk ensartet gennem kirkerummet op mod alteret. Andre gange med de flotte søjler i mændenes side og de kedelige på damesiden. Men altså under alle omstændigheder som en organisering af rummets funktion, på den ene eller anden led ...«

Ny Carlsbergs bryggeridirektør Carl Jacobsen, jeres fondsstifter, fik omkring 1900 bygget Jesuskirken i Valby med nye søjler af meget forskellige stenarter ...

»Ja, han var inspireret af italienske middelalderkirker, men genbrugen var en slags stilgenbrug. Hans far bidrog til genopbygningen af det nedbrændte Frederiksborg Slot og insisterede på, at det skulle ske, som Chr. IV ville have gjort det, men med bedre smag! Noget lignende gælder nok sønnens familiekirke. Stilgenbrug, men med lidt mere orden i tingene end originalerne kunne opvise!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu