Læsetid 6 min.

Læserbreve

Bogdebat
29. april 2011

En kulturkonservativ lygtemand på en skævvredet kæphest!
af Peter Micheal Lauritzen, gymnasielektor og dr. phil.

Filosoffen Diogenes løb rundt i Korinth med en lygte ved højlys dag for at lede efter sandheden midt i den almindelige formørkelse.

Litteraten Kasper Støvring er på samme måde optaget af at finde det, som er blevet væk i efterkrigstidens historie nålen i høstakken, der kaldes kulturkonservatisme (Bøger 8. april). Ingen tvivl om, at Kasper Støvring mener, at han er i gang med at hale en hval i land. Hans synspunkt er, at denne -isme er blevet fortrængt, og at Villy Sørensens kulturkonservative 'indsigter' er blevet glemt midt i kanoniseringen af ham som kulturradikalt koryfæ.

Som begrebsrytter lider Støvring ikke af et belastende kendskab til virkeligheden. Derfor bliver Villy Sørensen aldrig sat ind i en empirisk sammenhæng. Er det Bjørn Poulsen, Villy Sørensen slægter på, trods opgør med samme? Er det Ole Wivels civilisationsskepsis i Den ukendte Gud fra 1953? Eller er det Hans Jørgen Lembourns moderne konservatisme fra 1956 og tilhørende overfald på de kulturradikale for intellektuelt forræderi? Jeg spørger, fordi det kunne være interessant, hvis Støvring ville indfælde 'kulturkonservatismen' i en historisk kontekst.

Det onde er i nyeste tid blevet garant for det dybsindige. Det er en myte, at 'kulturradikalismen' er overfladisk og naiv, fordi den påstås at abstrahere fra ondskaben. Friheden har en skygge, derfor skal den 'retledes' af 'nogle kultiveringsmekanismer', siger Støvring.

Jeg er forbløffet over naiviteten i påstanden. Det onde er et problem gennem hele humanismens historie, dog således at det af humanisterne anskues ud fra et menneskeligt synspunkt, ikke et metafysisk.

Man kan i det mindste lade sine begreber retlede af den faktiske virkelighed. Det er Støvrings fatale fejl, at han hellere vil være profet og ideolog end forsker. Støvrings 'kulturkonservatisme' fremstår i høj grad som et selvopfundet begreb, der skal indeholde alle gode hvaler fra konservatismens dybhav: »et sædeligt integreret fællesskab«, kritik af politiske ideologier, kritik af velfærdsstaten som formynderstat, økologisk bevidsthed, teknologiskepsis og »før-politiske indsigter« en konservativ godtepose fra Hegel til Heretica.

I 1955 ville Peter Seeberg i dette dagblad i en kronik, »Den tavse generation«, gøre et forsøg på at standse Hereticas indflydelse og mane til koncentration om den rene eksistens' nøgenhed hinsides samfund, politik og ideologier. I 1957 svarede Villy Sørensen i Berlingske Tidende med en kronik, der også hed »Den tavse generation«.

Han syntes, den eksistentielle tavshed var et politisk problem: Der skulle tales mere frit og åbent om problemerne. Allerede i Digtere og dæmoner (1959) var eksistens, digtning og politik en spændingsfyldt sammenhæng og den moderne problemstilling om personlighed og velfærdsstat en aktuel udfordring. I Hverken-Eller fra 1961 var en kritisk tilegnelse af kulturradikalismen og udformningen af den dialektiske midte-filosofi et hovedbidrag til 60'ernes 'nyradikalisme'.

Således ville Villy Sørensen en ideologikritisk bevidstgørelse uden at undervurdere dæmoner og fortidens bindinger.

Støvring vil tilbage til støvets ånd, det lokale hjemmebag og forankringens rødder. Problemet er, at den kæphest, han kommer ridende på, er en sagesløs og til ukendelighed skævvredet Villy Sørensen.

Opråb: Helle Helle er (stadig) ikke minimalist
af Amrit Maria Pal Hansen, freelance litteraturformidler og skribent

Så udkom Helle Helles nye roman, Dette burde skrives i nutid, og anmelderne har grådigt kastet sig over den. Og ligesom de andre af hendes romaner har også den, i mere end én anmeldelse, fået prædikatet 'minimalistisk'. Og ligesom de andre: uden nogen plausibel forklaring.

»Klassisk minimalisme, minimalistiske hverdagsdramaer, minimalistisk realisme«. At Helle Helle er den kronede dronning af minimalismen herhjemme synes at være en given sag blandt en del litterære anmeldere, der ikke tøver med at karakterisere hendes stil som minimalistisk, blot fordi sproget er knapt på ord og på beskrivende adjektiver. Men nærmere litteraturteoretiske undersøgelser viser, at sagen ikke er helt så enkel, som først antaget.

Begrebet om minimalisme opstod i 1960'erne og 70'erne i New York blandt billedkunstnere og musikere og betegner en særlig form for æstetisk coolness, som overordnet set opnås ved at fjerne enhver form for originalitet, individualitet og menneskelige associationer i et værk. Tilbage står et anonymt værk renset for betydning.

Det er dog problematisk uden videre at overføre den oprindelige minimalistiske æstetik til en litterær kontekst. For at kunne gøre det sker der nemlig et brud med og en gradbøjning af det minimalistiske kunstværks mangel på meningstilskrivning og kunstnerpersonlighed, som i en litterær praksis, ifølge cand.mag. i nordisk sprog og litteratur Signe Wendt Lorenzen, betyder: ingen personlig stemme, forfatterholdning, tone eller stil. En litterær form, der som følge heraf »afviser alle traditionelle læseroplevelser ved ikke at stille et forståeligt fiktivt univers til læserens rådighed.«

De typisk anvendte materialer i den minimalistiske billedkunst plastik, glasfiber, beton og andre som oftest industrielt fabrikerede elementer bliver i en sproglig sammenhæng til systematiserede, serielle fragmenter, som det ses i visse avantgarde former for poesi, hvor det eksperimenterende fokus ligger på en ikke-bogstavelig og abstrakt form for ord. Altså en poesi, hvor ordene bliver reduceret til konkrete lyd- og tegnobjekter uden et umiddelbart forståeligt og genkendeligt indhold.

Nedbarberet sprog

Når det bliver klart, at der er tale om en fortolkning og måske endda en nyskabelse af de minimalistiske karakteristika for at kunne overføre disse fra en billedkunsterisk og musisk sammenhæng til en litterær, er det altså ikke i sig selv problematisk at transformere det minimalistiske begrebs karakteristika om systematisering og standardisering til i en litterær kontekst at arbejde selektivt med ord. Det er dog straks sværere at overføre dette og det specifikke krav om indholdsløshed og meningsløshed til Helle Helles værker. Hendes sprog kan i yderste fald karakteriseres som nedbarberet, men bestemt ikke som objektivt eller som manglende betydningsdannende kraft.

Hendes tekster er derimod bygget op omkring form og indhold med tydelige associationer. Hun gør brug af humor og af hverdagslige, genkendelige, ikke-symbolske elementer såsom vandsenge, Prince 100 og hindbærsnitter til at lade sine karakterer træde frem og få læseren til at genkende både sig selv og andre. Der bygges med andre ord bro mellem læseren og forskellige genkendelige sociale verdener baseret på læserens egne erfaringer.

Sprogets indbyggede menneskelige associationer og betydninger adskiller i dén grad Helle Helles romaner fra den minimalistiske æstetik, der afviser ethvert umiddelbart genkendeligt univers. Det selverkendende aspekt, der tilbydes læseren, opstår netop, fordi hendes romanuniverser er yderst forståelige.

Når der hos Helle Helle er tale om en prosastil, hvor betydningstilskrivning og erfaringsbaseret genkendelse præger det litterære udtryk, så er det, uanset mængden af enkelte minimalistiske strukturer, svært at bibeholde det oprindelige minimalistiske udtryk. Det er altså ikke nok at opfylde for eksempel den minimalistiske æstetiks krav om enkelthed, idet det er det minimalistiske begreb som et samlet hele, der udgør det minimalistiske udtryk.

Lektor i litteraturhistorie Marie Lund bløder dog tanken om minimalisme i en litterær optik op, idet hun opfatter den litterære minimalisme som: »en mindre værdiladet og mere nøgtern beskrivelse, der bruges til at registrere en forfatters bevidste arbejde med den nedre grænse for betydning.«

Værdiladet

Ifølge hende er det et problem, at den litterære minimalisme er blevet klandret for ikke at have 'noget på hjerte'; at den afstedkommer en blodfattig og skriftorienteret litteratur, der mangler både indhold og generel relevans. Hun understreger, at minimalismen i sin udvikling ikke længere kan ses om værende fraværende eller at besidde for lidt betydning, men snarere bliver synonym med 'en subtil betydning'; at minimalismen er en reduktion, men at den hverken er en reduktion af form eller indhold, men derimod en nedbarbering af »den litterære staffage«.

Dette er det nærmeste, man kommer på en indlemmelse af Helle Helles tekster i en minimalistisk æstetik. Men igen hænger den sproglige reduktion i den minimalistiske æstetik sammen med et øget fokus på blandt andet tavsheden, og 'tavsheden' hos Helle Helle, som snarere er en underspillethed end en egentlig tavshed, skaber jo netop rum for og bliver næsten en megafon for betydning.

»Det går ellers godt nu, synes jeg,« sagde hun.

»Hvordan?»

»Jah. Jeg synes ellers, det går godt.«

Denne samtale finder sted mellem Dorte og Dorte i Helle Helles aktuelle roman og er et eksempel på Helle Helles 'tavshed'; en gåen omkring den varme grød, men hvor grøden nærmest splatter op i ansigtet på én. Betydningsdannelsen er nok sprogligt underspillet, men ikke subtil, idet sproget stadig er voldsomt værdiladet qua de associationer, objekter som for eksempel Prince 100 fremkalder. Det er arbejdet med at nødvendiggøre hvert eneste ord, hver eneste sætning samt det underspillede drama, der er centralt i Helle Helles romaner, hvor betydningstilskrivningen sker hele tiden.

Der er bestemt tale om kunst, men efter min bedste overbevisning ikke om den minimalistiske af slagsen.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu