Baggrund
Læsetid: 5 min.

Litterær auktion endte som en fuser

To enestående brevsamlinger af Henrik Pontoppidan og Herman Bang blev i går udbudt på auktion hos Bruun Rasmussen. Brevene viser nye sider af Pontoppidan og cementerer billedet af Bang som en svagelig mand i konstante pengeproblemer. Men kun den ene blev solgt
Ole Plam kigger nøje Henrik Pontoppidan breve og værker igennem, som i går søndag kom under hammeren hos Bruun Rasmussen. Ole Plam har brugt cirka syv timer på at kigge værkerne igennem, inden de blev solgt på en elektronisk auktion i går.

Ole Plam kigger nøje Henrik Pontoppidan breve og værker igennem, som i går søndag kom under hammeren hos Bruun Rasmussen. Ole Plam har brugt cirka syv timer på at kigge værkerne igennem, inden de blev solgt på en elektronisk auktion i går.

Kultur
4. april 2011

268 private breve af forfatteren Henrik Pontoppidan var i går under hammeren hos auktionshuset Bruun Rasmussen i København. Med en samlet vurdering på mellem 150.000 og 200.000 kroner var forventningerne forud for auktionen tårnhøje. Men da hammeren faldt, havde ingen meldt sig som købere.

»Det er meget skuffende,« siger Bruun Rasmussens vurderingssagkyndige Lærke Bøgh.

»Når vi arbejder med de her høje prisniveauer, er der selvfølgelig altid en risiko for, at tingene ikke bliver solgt. Men ud fra de erfaringer, vi har med Pontoppidan, mener jeg ikke, vurderingen var urimelig.«

Pontoppidan-eksperten Flemming Behrendt er uenig.

»Jeg har talt med flere interesserede købere, som fandt prisen exhorbitant,« siger forskeren, der til gengæld håber, at brevene nu vil blive udbudt til en lavere pris, hvor det offentlige kan være med.

»Samlingen er helt særlig, fordi den udfylder nogle store huller i forståelsen af Henrik Pontoppidans forfatterskab, og derfor hører den efter min mening også hjemme på Det Kongelige Bibliotek,« siger Behrendt, der mener, at brevenes litteraturhistoriske betydning er så godt som uvurderlig.

'En virkelig god bog'

Brevsamlingen stammer fra perioden 1895 til 1909 og er skrevet til forlæggeren Aage Hirschsprung, der var direktør for det lille eksklusive forlag, Det Schubothske Forlag, som senere blev overtaget af Gyldendal. Korrespondancen finder sted i den periode, hvor Pontoppidan med romaner som
Lykke-Perog
De Dødes Rigefor alvor etablerede sig som en af de væsentligste forfattere i Det moderne Gennembrud. Undervejs i brevudvekslingen aner Pontoppidan, at han muligvis er på sporet af noget stort. I 1898, mens han stadig arbejder på det, der senere skal blive hans mest læste roman, skriver han til Hirschsprung:

»Jeg sidder i denne Tid og læser Korrektur på
Lykke-Peer2de- Deel og opdager til min Forundring, at det er en virkelig god Bog«.

Efterhånden bliver ambitionerne mere udtalte, og i et senere brev fra 1903 udtrykker Pontoppidan for første gang håb om, at han med tiden kan komme til at leve af sin pen.

»Kald det kun en tåbelig Stolthed, — den er dog en Spore, jeg ikke gerne undværer.«

Af brevene fremgår det, at Pontoppidan spillede en væsentlig rolle i arbejdet med at finde nye forfatterspirer. Hirschsprung brugte Pontoppidan til at gennemlæse nye, indkomne manuskripter — og han fik klar tale igen: »igen en af disse Tuberkulosetragedier, som Dameskribenter gør så ubrugelige ved at indsmøre i vammel Erotik,« skriver Pontoppidan for eksempel i en af sine indstillinger.

Ifølge Flemming Behrendt har Pontoppidans virke som forlagskonsulent ikke tidligere været kendt, og oplysningen giver et privilegeret blik ind i hans litterære tankegang:

»Det er interessant at se, hvordan han bedømmer litteratur, og hvilke kriterier han anstiller. I vore dage er det almindeligt, at forfattere bijobber som forlagskonsulenter, men så vidt jeg ved, var der ikke andre, som gjorde det på Pontoppidans tid,« siger Behrendt, der understreger, at Pontoppidans position som litterær smagsdommer bestemt ikke var uden betydning for det daværende litterære miljø, hvilket flere af brevene også dokumenterer: »jeg troer, at De [...] undervurderer den Betydning [Sophus] Claussen engang vil få [...] Ingen veed, hvad Dag han skriver en Bog, der gør stor Lykke,« skriver Pontoppidan således i en nærmest profetisk anbefaling af Sophus Clausen, der som bekendt senere skrev sig ind i litteraturhistorien som en fremtrædende repræsentant for dansk symbolisme.

Lærke Bøgh fra Bruun Rasmussen kunne i går ikke svare på, hvad der nu skal ske med Pontoppidans breve.

»Nu er det først op til sælger at vurdere, om han vil beholde dem, eller om de skal på auktion igen. Men under alle omstændigheder går der nok en rum tid, før det bliver aktuelt,« siger hun.

Penge til ung elsker

Brevvekslingen fra Pontoppidan var ikke den eneste litterære korrespondance på auktion hos Bruun Rasmussen i går. Auktionen talte samtidig en hidtil ukendt samling breve fra Herman Bang, der også korresponderede med Aage Hirschsprung. De i alt 145 breve fra Bang er ifølge Bruun Rasmussens vurderingssagkyndige Christina Almlund skrevet i perioden 1897 til 1907 og indleveret til auktionshuset af samme efterkommer af Hirschsprung-familien, som har indleveret Pontoppidan-brevene. Korrespondancen viser Bang som en svagelig forfatter i kroniske pengeproblemer.

»I stort set samtlige breve beder Bang Aage Hirchsprung om at sende flere penge,« siger Christina Almlund.

Brevene blev med årene mere og mere desperate og til tider nærmest tiggende:

»Kære H. Giv Budet 50 kr. Jeg er så syg som forleden. H.B.«

»Kære H. Giv Budet 30 kr. Jeg kvitterer i morgen. H.B.«

»Kære K. De må give Budet 10 kr. H.B.«

Midt i bunken af klagende breve dukker imidlertid et usædvanligt ærligt og personligt brev op, som tilbyder en helt ny forklaring på Bangs evindelige pengeproblemer. Her erkender forfatteren, at pengene i virkeligheden blev brugt på den unge skuespiller Fritz Boesen, som Herman Bang var ulykkeligt forelsket i:

»De skrev en Gang til mig: Men hvorhen gaar dog denne ustanselige Strøm af Penge? Jeg svarede med en Løgn. Nu, hvor alt er forbi, vil jeg sige Dem Sandheden: Pengene gik til Boesen,« skriver Bang i nøglebrevet, hvor han samtidig tager det fulde ansvar for sine dispositioner.

»Han var kun atten Aar, da han kom til mig. Jeg tog hele hans Vilje, hele hans Aand — hans alt. Mennesker, som ikke kender Forhold som dette, væmmes. Jeg ved det. Alligevel er faa levende blevet fuldkommen mere elsket end jeg af ham — ingen er blevet elsket noblere. Den sidste Halvdel af
Ludvigsbakkeskyldes den Tid. Men han var ung og jeg gammel.«

Noget tyder dog på, at Herman Bangs forelskede hjerte har forhindret ham i at se klart. I samlingen findes nemlig endnu et brev, som Boesen har skrevet til Hirschsprung, hvor den unge skuespiller beder forlæggeren skride til handling over for Bang, som han efterhånden har haft så mange ubehageligheder med, at han er blevet træt af ham.

»Det bliver selvfølgelig umuligt at bevise om jeg har gjort Bang Skade eller Gavn i de 3 Aar, jeg har kendt ham. At jeg f.eks. i 3 Aar har kæmpet vanvittigt sammen med hans Husholderske om at skjule hans Drukkenskab er en Ting man kun kan tro eller ikke tro,« skriver Boesen.

Hirschsprungs svar til Boesen er ikke en del af samlingen, men i en svarkladde bag på brevet har forlæggeren noteret, at han ikke vil blande sig i Bangs private forhold, og at han ikke ønsker at mødes med Boesen angående Herman Bang.

Brevsamlingen gik for 14.000 kroner, 1.000 kr under minimumsvurderingen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her