Nyhed
Læsetid: 4 min.

Det er mest synd for zombierne

Zombierne insisterer i 'Day of the Dead', der på CPH PIX er blevet til oplevelsesøkonomisk horror på Trekroner Fort. Deres udsendte har været på angst-jagt og i sponsor-trance og tilbage i George Romeros zombiefilmhistorie, der viser, at menneskene er dem, vi bør frygte
Kultur
19. april 2011
Filmfestivalen CPH PIX havde iscenesat en zombiehorror- aften med filmvisning på Trekroner Fort. Zombier sprang frem i kasematterne.

Filmfestivalen CPH PIX havde iscenesat en zombiehorror- aften med filmvisning på Trekroner Fort. Zombier sprang frem i kasematterne.

Simon Ekholm

»Det er altså mest synd for de der zombier ... de skal bare sidde alene hernede i mørket og vente,« hvisker en pige i min overlevelsesgruppe 2 til sin ven.

Det er et næsten umenneskeligt empatisk udsagn situationen taget i betragtning. Vi lusker rundt ude i Øresund i Trekroner Forts dunkle kældergange. En teaterblodtilsølet CPH PIX-medarbejder har kastet sig frem fra mørket med et horror-energisk »Wraaar«, der skal skræmme vi levende filmfestivaldeltagere til døde.

Her er koldt, og det er sent, og vi er kort forinden stået af en havnebåd, der har sejlet os væk fra turisttrygge Nyhavn og ud til det fort, hvorfra dansken forgæves forsvarede sine flådeskibe mod England, og hvor nazisterne slog sig ned under krigen. Bevæbnet med lommelygter famler vi os ned ad trapper til en intim gruppevisning af George Romeros Day of the Dead (1984). Frydefulde hvin runger i gangene.

Ud af de omtrent 200 film, som CPH PIX viser i løbet af den forestående filmfestival, har billetterne til årets oplevelsesarrangementer næsten solgt sig selv både zombiefilmen på fortet og den hemmelighedsfulde skov(hekse) visning af nyklassikeren The Blairwitch Project (1999). Folket vil have oplevelse(søkonomi). Fulddimensional chokeffekt.

Og PIX-arrangørerne har gjort alt for at bringe filmoplevelsen helt ånde-i-nakken- tæt på publikum. To hvidpudrede zombier dukker ud af mørket og dasker imod os, før vi når i sikkerhed.

Konsumkulturens trance

»I skal bare beholde lommelygterne. De er sponsoreret af Philips,« siger vores guide til os, før hun efterlader os i et mørkt rum med et gigantisk fladskærmsfjernsyn, sponsorøl og klapstole. Vi skutter os med tæpper og venter. Og venter. Det eneste lys i rummet kommer fra tv'ets blinkende Philips-logo. I mørket begynder øjnene at følge det budskab, der glider rundt på skærmen: Philips, læser vi. Philips.

Man kan se sin egen ånde i pauseskærmens skær. Philips. Hjernen går langsomt i dvale. Logo-trance.

Philips. Jeg tænker på George Romeros zombieklassiker, Dawn of the Dead (1978). Her har fire overlevende fra den zombieapokalypse, der blev sat i gang med Romeros Night of the Living Dead (1968), søgt skjul øverst i et shoppingcenter. Under dem vakler hundredvis af menneskesultne zombier rundt i centrets butikker med fremstrakte arme og modellervoksgrå stenansigter. Højttalerne spiller muzak og annoncerer tilbud, som var intet zombieapokalyptisk hændt. Filmens sorte helt, Peter, reflekterer: »De er ude efter stedet. De ved ikke hvorfor ... De ved blot, at de ønsker at være her ... De er som os«.

Sympati med zombier

Tingene insisterer, forklarer Romero os med samfundssatirisk horror. De, bogstaveligt talt, hjernedøde shopaholics klynger sig til indkøbsvognene, som var det det moderne menneskes eneste overlevelsesmekanisme. Philips. Meget passende viste CPH PIX filmen i storcentret Field's sidste år.

Med Night of the Living Dead opfandt Romero den type zombie, vi i dag kender i film som Danny Boyles 28 Dage Senere (2002), i AMC's blændende flotte tv-serie The Walking Dead (2010) eller, med et queer twist, i den PIX-aktuelle bøsse-zombiefilm L.A. Zombie (2010). Det genredefinerende mesterværk fra 1968 rykkede den haitianske tro på 'levende døde' til Vesten: Her kunne naboen være zombie, eller os selv hvis vi blev bidt.

De 'levende døde' blev kødsultne manifestationer af Sigmund Freuds forestilling om det ubevidste. Pludseligt var de en dyster spejling af os. De eksisterede ikke (rigtigt), men insisterede. Vores angst for zombierne, og vores behandling af dem, blev billede på hele samfundets grundangst.

I forbindelse med Romeros sjette Dead-film for han har til dalende anmelderbegejstring fortsat sin filmserie indtil i dag fortalte han til månedsmagasinet Vanity Fair, at han faktisk aldrig har tænkt zombierne som fjenden: »Jeg peger på os, ikke på zombierne. Zombierne forsøger jeg at respektere og sympatisere med så vidt muligt.«

Romero ville altså have givet pigen i min gruppe, der havde ondt af zombierne på fortet, ret. Det er mere synd for dem end for os. Udenfor døren høres zombiebrøl og menneskeskrig. De sidste lyder farligst.

80'er-plat snakkehorror

At mennesket er menneskets og zombiernes, værste fjende er en pointe, der står meget klart i Day of the Dead, viser det sig, da Philips-logoet endelig stopper sin insisteren, og showet går i gang.

I filmens zombieapokalypse, der har eskaleret siden seneste film, arbejder et team af skydegale soldater, operationsgale forskere, en brav heltinde og en godmodig jamaicaner på at komme zombieproblemet til livs. Laboratoriezombien Bob viser sig med rette bløde belønningspædagogik at være næsten menneskelig, men det kan de fjendske militærmænd ikke acceptere. Og Bobs 'menneskelighed' udmunder til slut i, at han erindrer, hvordan man bruger en pistol og myrder på civiliseret vis. Mens Romeros film kritiserer den tidsånd, de er skabt i, afspejler de også tidens filmstil, og Day of the Dead vækker lavpunkterne fra 80'ernes kitschede æstetik til live. Lydsiden er tilsølet i skingre synthesizereffekter. Skuespillet er så uindlevet, at parodien fordufter, mens man mister interesse for karakterernes potentielle overlevelse. Der er hjernemasse alle vegne, tarme, der vælter ud mellem ribben, og skrigende hoveder, der bliver hevet af spjættende kroppe.

Men filmens horror dør i lange snakkepassager, hvor zombierne helt forsvinder til fordel for menneskenes ubehjælpelige replikudveksling.

I filmens slutscene, en rodet alle-mod-alle-jagt i mørke skakter, smelter Trekroner Fort effektivt sammen med filmens kulisser.

Lyset fra filmens røde lamper er det samme, som det, der pirker ind gennem dørsprækken til vores lille, mørke rum. Men filmens kedsommelige latterlighed kaster også et ufarligt, formildende skær på oplevelsen.

Man går mere søvndysset end angsthærget derfra. Zombierne giver et sidste bøh-show på bredden netop som båden sejler. Vi vinker kærligt tilbage til dem med vores Philips-lommelygter i tasken. Noget, i hvert fald et eller andet, har vi måske lært.

 

CPH PIX kører til den 1. maj.
Se alt om filmvisninger og events på cphpix.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dawn of the Dead 2004 - det skulle nok have sat liv i kludene i fortet :)