Når mennesker elsker for meget

»Her er vi sammen. Vi ser så søde ud,« siger Eliza, en 28-årig amerikansk kvinde fra Los Angeles. Hun sidder alene på sit værelse og filmer sig selv, mens hun bladrer i en håndkoloreret scrapbog med lyserøde hjerter. Nænsomt lader hun to fingre glide ned over et sort-hvidt fotografi af en mand med høje kindben og mørke slangekrøller. Han hedder Christopher, og det er hendes livs kærlighed. Hun elsker ham så meget, at hun næsten ikke kan være i sig selv. Han ved det bare ikke endnu. For hun har aldrig mødt ham.

Den prisbelønnede dokumentarinstruktør Pernille Rose Grønkjær stiller i sin nye film Love Addict skarpt på konsekvenserne af uregerlig kærlighed. Gennem syv portrætter viser hun, hvad der sker, når mennesker føres bag lyset af deres egne følelser. Når den romantiske kærlighed bliver en besættelse, og forelskelsen et fix. Når drømmen om den eneste ene driver folk til vanvid og forvandler dem til kærlighedsmisbrugere. Love addicts, kalder man dem på engelsk men faktisk er det en misvisende betegnelse.

»I virkeligheden har love addiction slet ikke noget med kærlighed at gøre,« forklarer Pernille Rose Grønkjær. »Det, de forelsker sig i, er en illusion. Det er ideen om den store kærlighed eller forestillingen om den eneste ene. Dybest set er de lige glade med, om manden hedder Per, Poul eller Hans det vigtigste er, at han findes, så de kan bygge en fantasi op om ham.«

Noget der ligner

I mere end et år har Pernille Rose Grønkjær rejst rundt i USA for lave research til filmen, som får dansk premiere 6. april. Undervejs har hun talt med en række eksperter og blandt andet været til møde i selvhjælpsgruppen Sex and Love Addiction Anonymous. Gruppen har ligesom Anonyme Alkoholikere et 12-trins program til afvænning af folk, der lider af kærlighedsmisbrug, og det er herigennem, Grønkjær er kommet i kontakt med de fleste af filmens medvirkende.

Det drejer sig blandt andre om Christian, en 39-årig heavy-metalguitarist, der bor i San Francisco med sin mor og har et langdistanceforhold til en pige, han kun har mødt to gange, men alligevel beskriver som sit livs udkårne. Vi møder også Adelaide, en posh newyorker-pige fra Upper Westside, der savner sin eksmand og stalker ham om natten, og Tracy, en 42-årig overvægtig forstadspige fra Buffalo, der konstant forelsker sig i unge mænd og forvandler dem til personlige opdragelsesprojekter. Endelig er der Jennifer, Tracys lige så overvægtige veninde, der i sin gribende hunger efter kærlighed gør alt for at blive elsket også selv om det indebærer at have gruppesex med flere mænd uden at have lyst. I en scene i filmen forsøger hun at forklare, hvad der driver hende: »Det er et forsøg på at fylde det tomrum, vi alle har,« siger hun og kigger længselsfuldt ud af vinduet, som om hun venter på én, der for længst skulle være kommet forbi: »Jeg har ikke nogen, som virkelig elsker mig, så jeg finder i stedet noget, der ligner.«

Ifølge Pernille Rose Grønkjær er der flere måder, som kærlighedsafhængighed kan komme til udtryk på, og symptomerne er ikke altid ens.

»Men fælles for dem er, at de på hver deres måde forsøger at tøjle en indre desperation,« siger hun.

Som diagnose er love addiction endnu ikke blevet optaget i de autoritative psykologibøger, men psykiaternes hovedorganisation i USA, the American Psychiatric Association, overvejer i øjeblikket, om det beslægtede fænomen sex addiction skal skrives ind i manualen for godkendte sindslidelser. Sker det, vil vejen være banet for, at love addiction også med tiden kan blive godkendt.

Selv er Pernille Rose Grønkjær ikke et sekund i tvivl om, at kærlighedsafhængighed er en reel lidelse.

»Da jeg første gang hørte om fænomenet, var min umiddelbare tanke: Det har jeg da også prøvet! Vi har jo alle sammen på et tidspunkt oplevet en vanvittig forelskelse eller en ulykkelig kærlighed. Men da jeg kom dybere ned i fænomenet, begyndte alvoren at gå op for mig,« siger instruktøren.

I Danmark har psykoterapeut Kirsten Sylvest Kleinert i flere år beskæftiget sig med kærlighedsafhængighed og har blandt andet sammen med journalist Heidi Kors-gaard udgivet bogen Når kærligheden kammer over fra 2005, hvor læserne møder typer som Alice, der er afhængig af en internetkæreste, Henrik, der ikke kan fungere uden en kæreste, og Birgitte, der bliver hos en mand, som behandler hende dårligt. Der findes ingen tal for, hvor mange danskere, der er ramt af lignende former for kærlighedsafhængighed, men ifølge Kirsten Sylvest Kleinert har op mod hver femte af os i større eller mindre grad en rem af huden.

»For nogle år siden havde jeg en artikel i Alt for Damerne, og allerede den første dag ringede over 100 kvinder, der alle troede, jeg havde skrevet om dem,« siger Kleinert, der sammenligner kærlighedsafhængighed med andre former for afhængighed såsom alkoholisme og stofmisbrug. Forskellen er blot, at love addicts ikke er afhængige af et stof, men af en tilstand.

»For alkoholikeren er flasken vigtigere end familien, jobbet og økonomien, mens det at være i et forhold for den kærlighedsafhængige er som et fix, hun ikke kan få nok af. Alt andet bliver tilsidesat,« siger Kleinert.

Får en kærlighedsafhængig kvinde for eksempel en smule opmærksomhed fra en mand på en datingside, vil hun med det samme bygge en illusion op, hvor drømmen om et hus med familie og børn på det nærmeste allerede er blevet til virkelighed. Og efter det første møde vil hun være dybt forelsket.

»Kærlighedsafhængige søger konstant en bekræftelse på, at de har en betydning og en værdi, fordi de selv er udstyret med et meget lavt selvværd. Ved den mindste smule opmærksomhed forelsker de sig, og de giver sig aldrig tid og ro til at lære den anden at kende. De tænker kun på, hvordan de kan tilfredsstille ham også selv om han ikke vil dem det godt.«

Barndommens traumer

Flere danske medier har de senere år beskrevet det be-slægtede, men mere saftige fænomen sexafhængighed et fænomen, blandt andre kendte hollywoodstjerner som Michael Douglas, David Duchovny og ikke mindst den skandaleindhyllede Charlie Sheen har været i behandling for. Kærlighedsafhængighed har der derimod ikke været meget fokus på, men i den danske afdeling for Anonyme Sex og Kærlighedsafhængige forsøger man at øge opmærksomheden om problemet med støttegrupper til alle, der er afhængige af enten »sex, kærlighed, forhold, fantasier, kærlighedseventyr og medafhængighed.« Terapeut Ingrid Ann Watson har de sidste 15 år drevet en psykologiske praksis, hvor hun blandt andet rådgiver kvinder, der elsker for meget. Ifølge hende er det især kvinder i den fødedygtige alder, som er berørt af, hvad hun foretrækker at kalde »forholdsafhængighed«.

»Karakteristisk for forholdsafhængige kvinder er, at de vil være i et forhold for enhver pris også selv om deres partner slår dem, bruger deres penge, drikker, lyver eller går i seng med naboen. De forveksler det med kærlighed, fordi de aldrig har prøvet andet, og det bliver et stof for dem, som er vigtigere end både job, penge, børn og familie,« siger Ingrid Ann Watson, der selv haft problemet helt inde på livet. For små 20 år siden var hun også »en kvinde, der elskede for meget«, og ligesom det er tilfældet med de fleste andre kærlighedafhængige havde også hendes uregerlige kærlighed rod i barndommen.

»Når jeg laver en gruppe med 15 forholdsafhængige kvinder, vil 5 af dem typisk komme fra familier med alkoholmisbrug, et par af dem vil komme fra familier, hvor de har oplevet seksuelt misbrug, 3-4 stykker vil have oplevet psykiske misbrug, og resten kommer bare fra familier, hvor det jævnt hen er gået dårligt. Det drejer sig typisk om mennesker, som aldrig har lært at mærke sig selv, fordi ingen har været interesseret i dem,« siger Watson.

Du må ikke gå

Samme erfaring har Pernille Rose Grønkjær gjort sig under indspilningerne til sin film. »Det er selvfølgelig en gammel traver, at det, der sker i barndommen, følger en resten af livet. Men ihvert fald i det her tilfælde kan jeg ikke tro andet,« siger hun og henviser til en scene i filmen, hvor Adelaide fortæller, at hun i det øjeblik, hendes kæreste forlod hende straks blev katapulteret 35 år tilbage i tiden til sine forældres skilsmisse.

»Hun forklarer det på den måde, at i det samme, hun blev forladt, kom følelsen tilbage fra dengang, hendes far gik ud af døren, og hun hang om hans ben, mens hun råbte: Du må ikke gå, du må ikke gå!,« siger Pernille Rose Grønkjær og nævner endnu en scene fra filmen, hvor Jennifer får en åbenbaring, da hun midt under interviewet pludselig selv aner en forbindelse mellem sin jagt på kærlighed og bekræftelse og forældrenes skilsmisse, da hun var 11.

»Det er noget af det, som er helt fantastisk ved at være dokumentarist at man af og til får mulighed for at tale med folk om noget, de ikke har talt med andre om før. Det var præcis det, der skete med Jennifer. Ingen havde nogensinde spurgt ind til det før, og derfor havde hun aldrig selv tænkt forbindelsen,« siger Grønkjær.

Hun understreger, at selv om de personer, filmen portrætterer, er ekstreme og både rummer stalkere, manikere og folk, der forsøger selvmord har det været vigtigt, at problemstillingen ikke blev så eksotisk, at man som publikum glemmer at reflektere over sig selv og sine egne forhold.

»Kærlighedsafhængighed er jo et fænomen, som kommer i forskellige grader. Det ville være nemt at gå sensationelt til værks, men det har jeg ikke ønsket, for jeg synes, vi alle har noget at lære af det her. Jeg håber i hvert fald, filmen kan få folk til at tænke lidt over, hvor sunde eller usunde deres egne relationer er.«