Klumme
Læsetid: 3 min.

Nordisk skizofreni

Nogle dage føler jeg mig meget nordisk, andre dage er det det sidste, jeg vil have med at gøre
Kultur
8. april 2011

Kan man være for og imod på én og samme tid? Kan man være så dybt skizofren? Kan man både bekende sig til det nordiske og samtidig synes, at det er forbistret anakronistisk? Jeg er i vildrede. Når jeg opholder mig et sted som Nordens Hus i Reykjavik blandt nordiske landsmænd, så føler jeg mig meget nordisk, forbundet med det salte hav, smagen, lugten og landskaberne. Også selv om man på Island som dansker hurtigt føler sig hensat til en anden planet. Men når jeg ruller ned over den dansk-tyske grænse, glemmer jeg alt om det nordiske og fornemmer med det samme kontinentet flyde i årene. Hænger vi mere sammen med det kontinent, vi er forbundet med via hovedlandet eller med det Norden, som vi er forbundet med via havet?

Det spørgsmål melder sig, når man kigger på den litteratur, der er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. På tirsdag uddeles prisen for 50. gang, og sjældent har der på forhånd været så stor opmærksomhed om prisen, hvilket især skyldes den røre, der var i forbindelsen med de to danske nomineringer af henholdsvis Josefine Klougart og Harald Voetmann.

Nordisk Råds Litteraturpris er efter Nobelprisen den litterære pris med størst prestige. Listen over tidligere modtagere er respektindgydende, men giver det, hånden på hjertet, overhovedet mening i 2011 at tale om en fælles nordisk identitet, der berettiger og indrammer den her pris? For at blive indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris er det ikke nok at have skrevet en rigtig god bog. Den skal have noget ekstra. Noget, der peger ud over den nationale kontekst, den er skrevet i, sådan at bogen med næsten lige stor litterær gevinst og personlig identifikation kan læses af en hvilken som helst beboer i Norden. Det er i virkeligheden ligesom Goethes begreb om verdenslitteratur bare oversat til mindre regional skala.

Går prisen og æren til Island?

Når man læser og læser om de bøger, der er indstillet, kan man godt blive lidt i tvivl om, hvorvidt bøgerne virkelig lever op til det kriterium? Det gælder ikke så meget de to danske nominerede bøger, som det gælder en række af de øvrige. Når det sker, er det, at jeg får lyst til at protestere mod det nordiske. Når jeg læser om et samisk værk, der ikke har indsnuset den mindste modernisme, men mest bare er et eksotisk indslag, så føler jeg mig pludselig ikke spor nordisk, men som som ærkeeuropæer med to fødder solidt plantet i det europæiske kontinent og i den europæiske romantradition. Jeg føler mig i høj grad beslægtet med de temaer og dilemmaer, der blev intoneret med den europæiske modernisme og meget lidt med den tradition, der eksempelvis besynges i en samisk jojk. Når man hører sådan en, kan man hurtigt komme til at føle sig fremmedgjort og konfronteret med noget, som ikke hører til på denne side af Ural-bjergene. Nu er der ikke kun grund til at gøre sig lystig over det samiske bidrag til Nordisk Råds Litteraturpris, for som det fremgår af de anmeldelser, vi på de kommende sider bringer af de øvrigt nominerede, er begejstringen til at få øje på. Storfavorit Beate Grimsrud, der både er nomineret af Norge og Sverige, kommer næppe til at vinde, hvis man skal dømme ud fra anmeldelserne. Et godt bud på en vinder er derimod islandske Gyrdir Eliasson, der ifølge Erik Skyum-Nielsen trækker på en arv fra Kafka, Borges og Carver. Eller den svenske digter Anna Hallberg, der voldsomt, intelligent og dramatisk tager livtag med nutidens stridige ydre og indre verden, som Torben Brostrøm beskriver det. Hvis det da ikke bliver en af de to danske nominerede, der tager fusen på alle de danske kritikere, der var så skeptiske.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her