Læsetid: 5 min.

Øst, vest – hjemme bedst?

Den 64-årige Hongkong-veteran John Woo forbinder Øst og Vest med sine højspændte actionfilm. Efter nogle år i Hollywood er han vendt hjem til Kina for at dele ud af sine erfaringer. Hans første lærer-elev-samarbejde, 'Reign of Assassins', kan ses på filmfestivalen CPH PIX, der begynder i dag
Den kinesiske instruktør John Woo mener, at noget af det bedste ved sit job er, at han kan arbejde i så mange forskellige lande og lære andre kulturer at kende.

Den kinesiske instruktør John Woo mener, at noget af det bedste ved sit job er, at han kan arbejde i så mange forskellige lande og lære andre kulturer at kende.

Getty Images

14. april 2011

John Woo har en mission.

»Jeg ønsker at bygge bro mellem de gode ting i Østen og Vesten, så vi kan styrke vores fælles viden og knytte tættere venskabsbånd,« erklærede han på sidste års filmfestival i Venedig.

I actionklassikere som The Killer (1989) og Face/Off (1997) parrede han Østens tradition for ædel heroisme med skarpe stiltræk fra europæisk og amerikansk film. Nu er den 64-årige Woo klar til at føre forbrødringen et skridt videre. Den lille, milde kineser fører an i en mindre flok af orientalske instruktører, som efter en periode i Hollywood har valgt at rejse tilbage til fædrelandet.

»Jeg har lært en masse i Amerika, og jeg syntes, det var på tide, at jeg videregav min viden til den kommende generation af asiatiske filmmagere,« forklarer Woo på sit let haltende engelsk, da Information møder ham i Venedig.

Reign of Assassins, som den københavnske filmfestival CPH PIX i de kommende uger viser i John Woos navn, er da også reelt instrueret af en ung taiwaner, Su Chao-Pin, under mentorens opsyn.

Virtuose actionbrag

Alligevel markerer det uprætentiøse værk på flere måder en tilbagevenden for den feterede actionguru. Historien om et ægtepar, der ligesom Mr. & Mrs. Smith opdager, at de er svorne ærkefjender, er nemlig en gammeldags wuxia (historisk epos med kampsport, red.). En hæderkronet genre, som Woo ikke har prøvet kræfter med, siden han startede som ung instruktør i 1970'ernes Hongkong.

John Woos tidlige karriere var præget af grov 'slå på tæven' og komedier, som han i dag kærligt betegner som »temmelig barnlige.« Han var kørt sur i lystspillenes trædemølle, da producenten Tsui Hark i 1980'erne håndplukkede ham til at instruere gangsterfilmen A Better Tomorrow (1986). Woo benyttede chancen til at gå all in på stilkontoen.

Resultatet var et potent miks af balletagtig vold og visuelt lir, og melodramaet fik heller ikke for lidt i filmen, hvor to mænds ubrydelige venskab ender i tragedie og selvopofrelse.

John Woos intense og lettere absurde touch kulminerede i de virtuose actionbrag The Killer (1989) og Hard-Boiled (1992). Begge opnåede større popularitet ude end hjemme, hvorefter Hollywood kørte ham i stilling som 1990'ernes importerede actionekspert. På udebane virkede han dog ofte hæmmet af restriktioner, og hans personlige aftryk blev med tiden så udvandet og imiteret, at det nærmede sig selvparodien, når Woo slap endnu en hvid due løs i slowmotion.

Større frihed i Kina

Efter 16 år i Amerika vendte John Woo så tilbage til Asien med det rekorddyre krigsepos The Battle of Red Cliff (2008).

»Unge filmmagere i Kina har ikke bare stor viden om film. De er alle ivrige efter at lære noget nyt, og mange af dem håber at kunne arbejde med store budgetter i Hollywood-skala. Derfor tror jeg, det er en god idé at lave film som The Battle of Red Cliff, så de kan lære, hvordan man laver episke produktioner af den type,« siger John Woo til Information.

John Woos hjemkomst skyldtes også et ønske om at formidle Kinas ældgamle kultur til Vesten.

»I udlandet gik det op for mig, at de færreste ved særlig meget om vores baggrund. De kender kun til kung-fu-film, som bare er et lille hjørne. Den kinesiske folklore er fuld af gode historier, som er anderledes end de vestlige, og derfor føler jeg, det er vigtigt at producere film, som arbejder med kinesiske emner. Men det betyder ikke, at jeg har opgivet Hollywood,« understreger Woo, der har projekter i pipelinen på begge sider af Stillehavet.

Han betoner, at han elsker at arbejde i USA, selv om han »havde lidt problemer i begyndelsen«, som han diplomatisk formulerer det. Woos amerikanske debut, Hard Target fra 1993, blev taget ud af instruktørens hænder og klippet om nøjagtig som det skete med hans kinesiske debut, The Young Dragons, i 1975.

»Noget, der altid har irriteret mig ved Hollywood, er, at man skal tage så mange mennesker i ed og arbejde ud fra filmselskabernes direktiver. Det kan tage op til to år at træffe en enkelt beslutning, og man ender med at gå meget på kompromis,« siger Woo og tilføjer, at han nyder meget større frihed i Kina og for den sags skyld i Europa.

»Det hele er meget enklere. Jeg siger bare til cheferne, at jeg vil lave en film, som hedder sådan og sådan og koster 10 millioner dollar, og så siger de, 'værsgo'.«

Sat i bås

John Woos bedste oplevelse i Hollywood var Face/Off. Her var han sikret fuld kontrol over det kunstneriske udtryk: »Produceren, Michael Douglas, og filmselskabets chef, Sherry Lansing, sørgede for, at ingen blandede sig. De sagde til alle: 'Det eneste, vi vil have, er en John Woo-film. Intet andet'.«

Woo lavede sin største kassesucces med Mission: Impossible 2 (2000), men hans næste amerikanske produktioner, krigsfilmen Windtalkers (2002) og scifi-thrilleren Paycheck (2003), floppede begge.

»Jeg er meget stolt over Windtalkers, men folk forventede noget andet af den. Egentlig ville filmselskabet have en typisk amerikansk krigsfilm om John Wayne-agtige helte,« siger John Woo. Tro mod sin etos fik han drejet historien, så den blev til en tragedie om en soldat på jagt efter frelse.

Under indspilningen af Paycheck kom John Woo ikke overens med den manuskriptforfatter, som havde bearbejdet forfatteren Philip K. Dicks forlæg til film.

»Jeg forsøgte at ændre hele konceptet og lave det som en slags hyldest til Alfred Hitchcock, så det blev en spændingsfilm a la Skjulte øjne. Men det lykkedes ikke,« siger instruktøren.

På det tidspunkt kedede han sig allerede i Hollywood. Endnu engang følte han sig sat i bås af andres vanetænkning: »Jeg kunne ikke få ordentlige manuskripter at arbejde med. Det eneste, jeg fik tilbudt, var actionfilm, og jeg havde lyst til at lave andre ting.«

Musical og neo-noir

Højest på ønskelisten står en musical (»kampsportsfilm minder i forvejen ret meget om musicals,« siger John Woo). Sidst i 1990'erne arbejdede han på en urealiseret filmversion af Phantom of the Opera, og Woo røber, at han faktisk har et originalt musicalmanuskript liggende i skrivebordsskuffen selvfølgelig placeret i et gangstermiljø. Men ingen pengemænd er endnu bidt på krogen.

»Jeg har prøvet i 10 år, men alle selskaber siger, at der ikke er et marked for musicals længere.«

I stedet kan fans i Øst og Vest se frem til Anden Verdenskrigsfilmen Flying Tigers, der igen er et samarbejde mellem Kina og USA. Desuden producerer John Woo et remake af sin egen The Killer, denne gang på engelsk og i 3D. Han har også købt rettighederne til at genindspille den franske neo-noir-klassiker Ekspert i drab af Jean-Pierre Melville, som er et af Woos idoler.

»Jeg har lært så meget af Melville og prøver altid at hylde ham,« siger John Woo, som i sin ungdom labbede datidens europæiske nybølgefilm i sig.

»Jeg ville forfærdeligt gerne optage en film i Europa. Noget af det bedste ved mit job er, at jeg kan arbejde i så mange forskellige lande og lære andre kulturer at kende. Men jeg har aldrig indspillet i Europa, og det vil jeg gerne nå,« lyder John Woos fromme udgangsbøn.

Reign of Assassins bliver vist på CPH PIX den 20. og 26. april. Mere på www.cphpix.dk. Filmen udkommer på dansk dvd til efteråret

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Oskar Jacobsen

Jeg kan ikke helt kapere det faktum at "Broken Arrow" står under udvalgte film. Bevares, jeg er en John Woo fan, "Hard Boiled" og "Face/Off" er fantastisk håndværk, men Broken Arrow er så hamrende åndssvag at det ville give ganske god mening hvis hele universet imploderede i skam.