Nyhed
Læsetid: 4 min.

Ikke et ord om økonomien - men Gamle Scene består

Teaterchef Erik Jacobsen beroligede sindene, da Det Kgl. Teater præsenterede sit nye repertoire midt i dekorationen fra My Fair Lady. Gamle Scene skal bestå
Kultur
5. april 2011

Det lignede et morbidt ønskeplot for en teaterforestilling: Hele den danske teaterpresse skulle sidde oppe på drejescenen i gulddekorationen til My Fair Lady på Gamle Scene. Og mens skuespillere og resten af personalet var tilskuere i parkettet, skulle teaterskribenter og fotografer drejes rundt og sænkes ned i kælderen til evig forbandelse hvorefter Gamle Scene skulle ryge med, langt ned under metrobyggeriet ...

Helt så galt gik det dog ikke, da Det Kongelige Teater i går holdt pressemøde for at lancere næste sæsons repertoire. Heller ikke selv om pressen vitterlig var placeret på scenen, og kunstnerne sad under lysekronen.

Mødet var det første, hvor alle fire kunstarter blev præsenteret samtidig, siden Det Kgl. Teater har fået sine mange huse og sine mange huse at slås med.

Mange tomme aftener

Mødets placering havde givet næring til rygterne om et strategisk farvel til Gamle Scene ikke mindst fordi kulturnyhedsbrevet Søndag Aften dagen forinden kunne citere teatrets bestyrelsesformand for i et brev at have truet kulturministeren med en lukning og et salg af Gamle Scene. I hvert fald hvis politikerne ikke skaffer Det Kgl. Teater flere penge ved efterårets forhandlinger om næste fireårsbevilling fra 2012 ...

Men nej. Teaterchef Erik Jacobsen hævdede, at Det Kgl. Teater kæmper for Gamle Scene. Hans løfte virkede lige så sikkert som en snegl på vejn er tegn på regn:

»Vi vil gerne stå ved de huse, vi har,« sagde teaterchefen. »Men der er mange tomme aftener. Vi er glade for de faciliteter, vi har. Og vi har tre meget forskellige huse. Vi prøver at finde ud af, hvad der passer bedst hvor.«

Kunstarterne har tilsyneladende delt scenerne mellem sig i fordragelighed. Skuespillet holder til sig Skuespilhuset og spiller ingen musical. Til gengæld vil balletten igen gerne danse Et Folkesagn og et Robbins-program på Operaen.

Den afgående operachef Kasper Holten understregede desuden over for Information, at operarepertoiret afspejler en forkærlighed for Gamle Scene.

»Normalt ville man spille Mozart på Gamle Scene. Men Keith Warner har valgt at spille Mozarts Così fan tutte på Operaen og Glucks Alceste og Brittens Albert Herring på Gamle Scene. Det er et tydeligt signal om, at operachefen vil finde ud af, hvad der er ideelt at bruge Gamle Scene til. Men naturligvis skal jeg ikke opsætte Strauss Kvinden uden skygge på Gamle Scene, men på Operaen,« tilføjede Holten.

Danserne slider skoene

Teaterchefen ville helst vente med at tale økonomi til den 16. april på Dronningens fødselsdag hvor teatret vil fremlægge sit årsregnskab. Men de kunstneriske chefer indrømmede, at økonomien er presset. Skue-spillet har kunnet fastholde antallet af forestillinger, ikke mindst takket være ensemblet Det Røde Rum. Men operaen har måttet skære en opera væk til 10 forestillinger og hele 30 spilleaftener. Og balletten er gået fra ni til syv og får desuden kun én ny, stor scenografi, nemlig til Nøddeknækkeren på Gamle Scene. Som Nikolaj Hübbe udtrykte det:

»Danserne var glade over at høre, at det bliver Balanchines Nøddeknækker. Hvis man som danser skal ende som PMS Parents-Mice-Soldiers så er Balanchines trin de bedste at slide skoene på.«

Hvad det store repertoiresus ellers lader til at være? Hos balletten er det klart Neumeiers Kameliadamen på Gamle Scene og med Susanne Grinder som Marguerite. Hos skuespillet har skuespilchef Emmet Feigenbergs fokus været at introducere en række internationale instruktører og scenografer. Englænderen Katie Mitchell skal således opsætte Tjekhovs russiske Mågen, og tyskeren Michael Thalheimer skal fortolke Ibsens norske Gengangere og Staffan Valdemar Holm leger med Genets franske Stuepigerne. Desuden krones det internationale af en co-produktion med Volksbühne og andre, nemlig Grønlandsforestillingen Plus Minus Nul instrueret af Christoph Marthaler.

Drømmen om de 100 %

Den afgående musikchef Michael Schønwandt udtrykte sin store begejstring for at have fulgt Det Kgl. Kapel gennem 11 år til dets nuværende, særlige internationale placering. Og operaens ensemble blev skamrost af den tiltrædende operachef, der desuden gik ind i den politiske debat om Det Kgl. Teaters bevilling.

»Den Kgl. Opera har en 100 % fuld bankkonto, når det gælder kunstneriske ressourcer,« sagde Keith Warner.

Og han blev suppleret af sin forgænger Kasper Holten, der sukkede over, at Danmark bruger mindre end en % af statsbudgettet på kunst ...

Teaterchef Erik Jacobsen understregede sin stolthed over det nye, kongelige repertoire.

»Jeg er faktisk ret stolt af, at vi kan producere så meget, som vi gør. Vores gennemsnitlige belægning har været 71 %, og det er ret flot. Vores belægningsprocent vil jo aldrig kunne nå op på 100,« som han trøstende formulerede det.

Gamle Scene er publikums favoritscene. Om priserne så bliver sat ned næste sæson så Eliza kan lade være med at bande over de dyre billetter, og så hendes segment også får råd til at gå i Det Kgl. Teater det blev pressemødets cliffhanger. Den skal holde sig sprællende lige til Dronningens fødselsdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Bjerre

Godt at hoere at DKT om ikke har penge saa i det mindste masser af selvtillid. Men er det mig der er dum, eller er det lidt svaert at forstaa hvad balletchefen udtrykker med denne saetning:

"Hvis man som danser skal ende som PMS Parents-Mice-Soldiers så er Balanchines trin de bedste at slide skoene på."