Læsetid: 2 min.

Per Stig: DR skal modvirke dansk identitetskrise

Kulturminister afviser kritik af at den nye public service-aftale for Danmarks Radio er et led i et kristent nationalistisk projekt. DR skal blot modvirke kulturel arveløshed, siger Per Stig Møller (K)
Kulturminister afviser kritik af at den nye public service-aftale for Danmarks Radio er et led i et kristent nationalistisk projekt. DR skal blot modvirke kulturel arveløshed, siger Per Stig Møller (K)
7. april 2011

Danmarks Radio skal ikke blot formidle »den danske kulturarv«, men som noget nyt skal stationen også lægge særlig vægt på »den kristne kulturarv«. Det var resultatet af den public service-aftale, som DR tidligere på året indgik med Kulturministeriet og forligspartierne bag Medieaftalen.

Siden har en række offentlige meningsdannere advaret mod, at stationen bruges som platform for kristen nationalisme, men det afviste kulturminister Per Stig Møller (K) på et samråd i går.

»Den kristne kulturarv er en helt naturlig del af den kulturarv, vores samfund er bygget op omkring. Det kan ikke benægtes,« svarede Per Stig Møller.

Samtidig henviste han til, at særlig vægt på kristen kultur også står fremhævet i bemærkningerne til den folkeskolelov, som Socialdemokraterne selv var med til at indføre i 1993.

»Det står i forvejen i folkeskoleloven, og jeg synes, det er en klog idé at parallelisere oplysningsforpligtelsen i folkeskolen med den i DR,« svarede han.

Identitetskrise

Samrådet var indkaldt af kulturordfører Mogens Jensen (S), efter at Information i starten af februar satte fokus på ordlyden af de nye public service-krav. Her blev det også beskrevet, at DR's forpligtelse til at »fremme integration'«er skrevet ud af den seneste public service-kontrakt.

Det fik Yildiz Akdogan, der er socialdemokratisk medlem af Kulturudvalget, til at spørge ind til intentionerne bag ændringerne af public service-kravene.

»Når ministeren siger, vi skal vide, hvem vi er, får jeg lyst til at spørge: Har vi identitetskrise? Og når ministeren siger, vi har parallelsamfund, er det så ikke netop derfor, vi skal forpligte DR til at inkludere? Så ikke bare Hansen, men også Hassan trykker hen på DR og bliver oplyst om, hvad der sker i Danmark,« spurgte hun.

Uklart var det, hvordan programfladen vil blive påvirket af de indskærpede krav til at formidle »den kristne kulturarv« og de udviskede krav om at »fremme integration«.

Alligevel mener Per Stig Møller frem for alt, at de nye public service-krav kan være med til at modvirke, at globaliseringen medfører en national identitetskrise.

»Jeg har følt, og der er vi enige med Dansk Folkeparti, at det er vigtigt, at vi kender vores arv og vores rødder. Ellers bliver man blæst omkuld. Og jeg har altid sagt, at har man ikke selv noget at komme med, så bliver man en kopi af det, de andre kommer med,« svarer han.

Samtidig gør han det klart, at Danmarks Radios nye, men uudtalte integrationsforpligtelse også skal ses i sammenhæng med regeringens ghettoplan og antiradikaliseringsplan:

»For at blive inkluderet og integreret er det jo vigtigt, at man kender samfundet og mange forskellige afskygninger af samfundet,« understreger han.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels G Madsen

Mine eventuelle børn og børnebørn skal f.....rendemig ikke arve noget af Per Stig Møller's og hans fremmedfjendske VK0 sammenrends nazionale kultur.

Per Stig Møller må forstå at vi er nogle der ikke har, og aldrig får noget værdifælleskab med V og K, sådan som DF har med dem. -Og der kommer deres assimilering af DR ikke til at ændre en tøddel på.