Læsetid: 5 min.

Perkerdansk genopliver ærkedansk litteratur

Manu Sareen troner i dag på det danske børnebogsmarked ved kreativ brug af greb fra H.C. Andersen og Bjarne Reuter. Hans bøger fortæller om en virkelighed, der sjældent har fundet vej til boghylderne i børnehøjde
Manu Sareen troner i dag på det danske børnebogsmarked ved kreativ brug af greb fra H.C. Andersen og Bjarne Reuter. Hans bøger fortæller om en virkelighed, der sjældent har fundet vej til boghylderne i børnehøjde
15. april 2011

Bandekrigen raser videre i København, mens børn i disse dage læser eller genlæser historier om hæleren AK 47 Ali og bikerbanden Helles Øgler. Den radikale politiker Manu Sareen har for længst høstet roser og priser for sine børnebøger om drengen Iqbal Farooq fra den brune del af Nørrebro.

I dag udgiver han endnu en børnebog, Klods-Hassan, som opfølger til det eventyret Hvad fætter gør er altid det rigtige fra sidste år. I den nye bog indflettes H.C. Andersens gamle eventyr i fortællingen om en somalisk grønthandlerfamilie, hvis sønner vil gøre kur til Umfufu, datteren af frisør- og grill-magnaten Kunta Kinte. Som forventet lykkes det hverken den rappende Abdi Krim eller den korankyndige Abdella at vinde hendes hjerte. Men den klodsede lillebror, Hassan, vinder hendes gunst og hele grillkyllingeriget ved at dukke op med en død due, en aflagt gummisko og en pølsebakke med ketchup og skodder.

Hassans kiksede (næsten) navnebroder Hans med sin døde krage virker dog kun i de nye, somaliske gevandter, da eventyr fungerer i kraft af et særligt dna af regler og formler. For at læseren skal have det, der i forvejen forventes. Den forheksede prinsesse skal ikke forblive en skrubtudse, og den yngste søn må ikke forære det halve kongerige væk. Hvis bare eventyrets formular følges, kan nutidige forfattere med stor succes holde liv i gamle fortællinger, understreger professor emeritus i børnelitteratur Torben Weinreich.

»Der er en lang tradition for, at forfattere skriver på ryggen af ældre litteratur. Og historier som Manu Sareens kan være med til at give de ældre værker kunstigt åndedræt,« siger han og nævner som eksempel også Bent Hallers fortolkninger af Andersen-eventyr i Silke og Historien om Hønsepigen.

Ballade og kaos

Selv om Manu Sareen på det seneste har fortolket H.C. Andersen, er det serien om Iqbal Farooq, der for alvor har sikret ham et navn som børnelitterær sværvægter.

I bøgerne hudfletter han på slapstickvis den indiske Farooq-families genvordigheder med tilværelsen på Nørrebro. Iqbal er den snarrådige, men iltre hovedperson, som bor på Blågårdsgade, Gazastriben, med sin familie blandt andet den assimilationsivrige fader Nazem, den nørdede lillebror Tariq og så onkel Rafig, der prøver at slå plat på alt fra stjålne aber fra Zoo til de kongelige kronjuveler.

I sit livtag med det multikulturelle København møder Iqbal både velmenende skolepsykologer, hensynsløse reportere, jyske betjente, arabere med kebabbimmere og syrlige hvide mænd, der er overbeviste om, at Iqbal og hans venner planlægger terrorangreb.

Bøgernes tematik har kaldt på sammenligninger med Bjarne Reuters Bertram-serie fra 1970'erne. Her skildres en fattig Vanløse-familie, der igen og igen drager på hæsblæsende togter, ofte anført af den arbejdssky onkel Georg, for at skaffe lette penge.

Og sammenligningen mellem de to forfattere er svær at se bort fra, mener tidligere forlagsdirektør i Aschehoug Erik Barfoed. For ud over tidsbilledet fra forstadens villaveje med de meterhøje hække indeholder Bjarne Reuters fortællestil en række gakkede elementer, han deler med Manu Sareen.

»Der er nogle frække drenge, der løber rundt og laver ballade. Ting bliver sprængt i luften, folk falder i bananskræller, og skjulte skatte gemmer sig under gulvbrædderne. Det er slapstick, diamanter og dynamit, og de samme greb bruger Manu Sareen,« siger Erik Barfoed.

Når onkel Rafig i Iqbal-serien bytter de kongelige kronjuveler for 5.000 kroner og to kartoner grønne Look, er det et ekko af Bertram-seriens onkel Georg, der foreslår sine nevøer at kidnappe en millionærsøn. Det kaotiske tema hos de to forfattere bygger på det, Torben Weinreich kalder karnevalisme, hvor forfatterne skaber vildskab, fest og ballade på baggrund af familiernes normbrud.

»Det er barnets tilknytning til en dysfunktionel familie, som er grundlaget for de mange kaossituationer. Familiens anderledeshed møder en verden med nogle ganske bestemte normer, der altid får noget til at gå galt. Så bliver politiet indblandet, og snart ender det i kaos,« siger han og tilføjer:

»Samtidig viser forfatteren altid en omsorg for den misforståede familie, der ofte er repræsenteret i et af børnene, som regel en dreng.«

Begge forfattere har på hver deres tid stået alene med en humoristisk tilgang, mens megen anden børnelitteratur har været mere alvorstung, forklarer centerleder og lektor Nina Christensen fra Center for Børnelitteratur, Aarhus Universitet.

»I 70'erne skulle børn lære at være samfundskritiske, og en stor del af børnelitteraturen forholdt sig til forurening, ulighed i samfundet og u-lande. Her fremstod Bjarne Reuter underholdende med sin situationskomik, sjov og ballade. Men i dag er der en del fortællinger om, at barnelivet er svært og smertefuldt. Her fremstår Manu Sareens bøger meget anderledes med deres slapstick-humor. De er lette uden at være overfladiske,« siger hun.

Fokus på forskellighed

Der er altså umiskendelige ligheder mellem forfatterne. Alligevel tilføjer Manu Sareen noget nyt til børnelitteraturen, mener Erik Barfoed.

»Han præsenterer et nyt Danmark, som ikke er formidlet så bredt og godt før i børnebøger. Den konservative fortælleformel får han til at spille sammen med et nyt indhold,« siger han.

Hovedpersonerne kaldes ikke længere »proletaryngel« af sure naboer på villavejen som hos Bjarne Reuter, men »terrorister« af anspændte underboere. Og den socialrealistiske lingo fra 1970'erne er erstattet af perkerdansk samtidsslang fra stenbroen: »wallah billa fem stygge svin på det!«. Stilskiftet er helt bevidst, for Manu Sareen har haft som mål at få danske børn til at læse om »den mangfoldighed, der eksisterer i dag«.

»Det er mere kulturel forskellighed end social ulighed, jeg vil fremstille. Men jeg prøver at gøre det i en varm og humoristisk kontekst, for kulturel forskellighed bliver hele tiden fremstillet negativt,« siger Manu Sareen.

Pointen om, at kulturforskelle beriger alle parter, er et gennemgående træk i Manu Sareens bøger. Juleaften holder hele opgangen sammen, og den fremmedfjendtlige nabo hr. Wibrandt indtager hele tre shawarmaer. Men netop inddragelsen af multikultur er for nemt et greb for en fortæller som Manu Sareen, mener Torben Weinreich.

»I stedet for at vende alt til morsomme episoder kunne han have modet til at inddrage tragiske sider af kulturmødet. Vi er jo dagligt vidner til skyderier på åben gade, og det kunne han inddrage som et spændingsfelt ved at bruge humoren,« siger han og tilføjer: »I stedet vælger han den nemme løsning og holder historierne ude i humorens strakte arm. Det bliver aldrig rigtigt farligt for nogen, og derfor får det næppe den samme kulturpolitiske effekt, han efterspørger.«

'Klods-Hassan' udkommer i dag på Politikens Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"I stedet vælger han den nemme løsning og holder historierne ude i humorens strakte arm. Det bliver aldrig rigtigt farligt for nogen, og derfor får det næppe den samme kulturpolitiske effekt, han efterspørger."

Hvis det virker som en nem løsning, skyldes det måske også Manu Sareens talent - at han kan få det til at se let ud.

Det er også muligt, han ikke skriver om skyderier på Nørrebro og er alvorsmand på en måde, der anses for korrekt blandt nogle enkelte litteraturkritikere. Men til gengæld vil jeg påstå, at hans "lethed" og humor netop er med til at hans bøger når ud til flere, og at han derfor har større kulturpolitisk gennemslagskraft, end han ellers ville have. Børn kan - som andre læsere - også godt tænke selv og ved godt, at der under humoren gemmer sig nogle andre ting.