Læsetid: 8 min.

Simon Grotrian: ’Vi kan ikke frelse os selv’

Det kan godt være, religion er en sutteklud. Men er der noget i vejen med at søge trøst, når man har brug for det, spørger digteren Simon Grotrian. Information mødte ham til en snak om kristendom og kaos
Kristendommen fylder meget i både Simon Grotrians dagligdag og digtning. Som han siger: 'For mig er Gud den dér nissefar med skæg, der sidder oppe i Himlen... jeg mener, hvorfor ikke? Hvorfor skal det være så kompliceret? Han er en gestalt, og jeg kan lige så godt forestille mig ham som en hvidhåret bedstefar, for så er det nemmere at komme i nærheden af ham'. Han er for tiden flyttet hjem i sit barndomshjem efter en alvorlig psykisk nedtur.

Kristendommen fylder meget i både Simon Grotrians dagligdag og digtning. Som han siger: 'For mig er Gud den dér nissefar med skæg, der sidder oppe i Himlen... jeg mener, hvorfor ikke? Hvorfor skal det være så kompliceret? Han er en gestalt, og jeg kan lige så godt forestille mig ham som en hvidhåret bedstefar, for så er det nemmere at komme i nærheden af ham'. Han er for tiden flyttet hjem i sit barndomshjem efter en alvorlig psykisk nedtur.

Sofie Amalie Klougart

20. april 2011

»Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal begynde,« siger Simon Grotrian lavmælt.

Han sidder i udestuen og kigger på haven gennem de blankpolerede vinduer. Vintergækkerne er sprunget ud, fårene græsser på marken, det er så kønt. Men for ikke længe siden var alting kaos.

Ved påsketid sidste år måtte Simon Grotrian opgive en årelang kamp mod sin egen triste grundstemning og lade sig indlægge på Risskov Universitetshospital med et nervesammenbrud. Siden har han været fast logerende på sine forældres gård lidt nord for Silkeborg, hvor han er flyttet ind på sit gamle drengeværelse på 1. sal. Den hjemlige tryghed er den bedste medicin mod et skrøbeligt sind.

»Men jeg vil helst ikke gå for meget i detaljer med forløbet, for jeg er ikke selv færdig med at bearbejde det,« siger han.

»Jeg har skubbet et kaos foran mig i al den tid, jeg har skrevet, og til sidst brød det ud i lys lue det er, hvad jeg kan koge det ned til.«

Simon Grotrian lader sig synke dybere ned i de blomstrede hynder i udestuens bast-møblement, mens han tager en dyb indånding. Et ur på væggen skærer sekunder af døgnet med små højlydte hak. Taktfast som en metronom.

»Kan man blive syg af at skrive?«. Det er Simon Grotrian, der stiller spørgsmålet, og han svarer selv.

»Jeg kan i hvert fald. Jeg havner altid lige midt i smerten, når jeg skriver. Det eksploderer ud af min hånd. Jeg står op, og så er der en linje i hovedet. Det kommer helt af sig selv, nærmest flydende. Men bagefter gør det ondt, og jeg føler mig udmattet.«

»Det er nødvendigt for mig at udtrykke mig med ord, men det har kostet mig hele butikken. Man kan vel kalde det skæbne. Det var min bestemmelse. Det var det, jeg skulle malkes for.«

Sky digter

Simon Grotrian hører til en af tidens mest produktive danske digtere. Siden debuten Gennem min håndfra 1987 har han i gennemsnit udgivet en digtsamling om året, og de senere år har produktionshastigheden nærmet sig det maniske med op til hele tre årlige udgivelser.

I det offentlige rum er den sky digter til gengæld en sjælden gæst. Som regel holder han sig helt væk fra oplæsningsarrangementer og debatter, og han giver kun ganske få interview. I dag har han gjort en undtagelse. Dels fordi han har fået det bedre, og dels fordi han netop nu er aktuel med hele to nye udgivelser. Myrrapollen, der udgives på forlaget Alfa og består af 45 salmer, og Domkirkeperlen, der består af 40 kristne bønner og udkommer på Borgen til maj.

Over årene har de religiøse temaer fået gradvist mere plads i Simon Grotrians forfatterskab. Det begyndte med digtsamlinger som Porcelænsbreve(1999) og Seerstemplet(2001), men det var først med Jordens salt og verdens lysfra 2006, at han for alvor sprang ud som rendyrket kristen salmedigter. Udgivelsen fik dengang Informations seniorkritiker Erik Skyum-Nielsen til at skrive en begejstret og historisk kort anmeldelse på blot to linjer, der lovpriste den nyslåede salmist:

»Lad Kristusglæden flamme! udbryder digteren sidst i en salme. Man kan kun gøre de ord til sine og håbefuldt tilføje et: Giv Grotrian en chance om søndagen!«

Salmerne i Myrrapollen er skrevet umiddelbart før sammenbruddet sidste år, og dét bærer de præg af. Flere af dem er dystre og handler om alt lige fra druknedød til angst og indespærring. Som nu for eksempel salmen på side 26, som begynder med verset: Jeg længes/ til jeg sprænges/ efter livet efter døden/ som et skib i morgenrøden.

»Jeg ville ikke kunne skrive den salme i dag,« siger Simon Grotrian og lægger bogen fra sig på bordet.

»Jeg kan godt stå inde for den, men jeg har flyttet mig siden, det har jeg været tvunget til. Jeg har for længe befundet mig på en alt for udsat post,« siger han.

Det er en langsommelig proces at finde tilbage til sig selv, når man først er blevet væk. Simon Grotrian tilbagelægger vejen med små skridt og med troen som krykke.

Kristendommen spiller en stor rolle i hans liv, fortæller han. Hver morgen beder han en personlig bøn og siger fadervor, inden han tænder for radioens morgenandagt. Det er et ritual, han nødig vil undvære.

»Men jeg hører ikke til nogen bestemt kirkelig retning, og jeg er ikke på en vogn. Det, der taler til mig, er den eksistentielle form for tro, hvor man som Søren Kierkegaard står som hiin enkelte over for Gud,« siger han og trækker i sin halskæde, så et guldkors kommer til syne over T-shirten:

»Jeg har det på hele tiden, og det kan måske fortælle dig, at jeg har min tro helt inde på kroppen. Jeg har ikke proppet den ind i en kasse den omfatter alting, og jeg er sat fri i den. Det er en af de glædelige ting, der er sket med mig på det seneste at jeg virkelig fornemmer den der frihed, jeg er sat i.«

Hvad er det for et billede, du har af Gud?

»For mig er Gud den dér nissefar med skæg, der sidder oppe i Himlen... jeg mener, hvorfor ikke? Hvorfor skal det være så kompliceret? Han er ikke en flagrende energi i verden, det er ikke dét, jeg forbinder med ham. Han er en gestalt, og jeg kan lige så godt forestille mig ham som en hvidhåret bedstefar, for så er det nemmere at komme i nærheden af ham.«

Nogen vil mene, det er en temmelig barnlig forestilling om Gud?

»Lad bare folk kalde mig barnlig. Er man ikke som et lille barn, kommer man jo slet ikke ind i Gudsriget, så jeg indrømmer gerne min barnlighed. Og hvis dét er flovt, så er det ikke mit problem. Det handler jo også om at kunne forenkle sin tro så meget, at man kan se tværs igennem støjen, og det er børn gode til.«

Der er dem, som siger, at religion er en sutteklud?

»Det lyder som noget, det ikke må være. Men jeg tror da, de fleste godt kan trænge til en sutteklud en gang imellem jeg har da for eksempel en bamse,« siger han og bryder ud i et stort grin.

»Jamen helt ærligt, jeg kan ikke se problemet. De får det til at lyde odiøst, at man har brug for nogen at støtte sig til. Som om, det skulle være forkert, at man ikke kan klare sig selv. Men det kan vi jo ikke. Vi kan ikke klare os selv, det er ret tydeligt.«

Grundtvigs bras

»Kan vi holde en lille pause?,« beder Simon Grotrian og åbner havedøren til terrassen. Han slænger sine lange lemmer i en stol og slår benene op.

Simon Grotrian er høj og ranglet af statur, men det første man bemærker er de markerede øjenbryn og det lange gråsorte hår, der samler sig i en lang fletning ned ad ryggen. Simon Grotrians udseende bidrager til hans ry i det danske lyriklandskab som ham den sære, excentriske fyr, der skriver mærkværdige og af og til massivt uforståelige digte. Ikke alle er lige begejstrede for hans stil, men ingen betvivler den fornyelse, han har bibragt den kristne digtekunst, og derfor kan det undre, at han aldrig er blevet optaget i den officielle danske samlebog.

Spørger man Grotrian selv, kunne den ellers godt trænge til fornyelse.

»Jeg har alle Grundtvigs salmer stående, og jeg må indrømme, at meget af det faktisk er noget bras. Det må så betyde, at jeg selv har nogle kriterier for, hvad der gør en god salme og det har jeg også. Salmer skal være levende for dem, der synger dem man skal ikke brække tungen på omvendte ordstillinger og så skal der være en god portion salt i dem.«

– Hvad mener du med salt?

»Det er det modsatte af det vamle og udflydende og fromme. Det bryder jeg mig ikke om. Man skal kunne sidde for sig selv på et hospice eller i en kirke og føle at ånden kommer til én, når man synger. Man skal føle sig forløst og beriget man skal ikke sidde og krumme tæer og føle sig ramt.«

Jeg beder Simon Grotrian om at fremhæve en salme, der formår at gøre netop dét, og til min overraskelse vælger han netop Grundtvig. Den store salmedigter har altså også ramt plet et par gange og han gør det særligt i »Hil dig frelser og forsoner«.

»Det er en både personlig og nødvendig salme, hvor man fornemmer, at Grundtvig har været helt ude i hjørnerne af sit eget liv for at kunne påkalde Gud på dén måde, han gør her,« forklarer Grotrian.

– Er der til gengæld en salme, du ikke bryder dig om?

»Ja, der er især én, som slet ikke går i spænd med min lyst til at bekæmpe kaos. Og det er lige præcis den salme, alle synger til jul, og som alle er enige om er så god: B.S. Ingemanns »Dejlig er jorden«,« siger han og slår ud i et stort grin.

»Jeg samler på sværdhug og slag i bordet. Jeg vil ikke have, at det hele blævrer ud. Hverken salmer eller prædikener er fem flade øre værd, hvis ikke de føles som at få en skylle salt i hovedet. Der skal ikke være sådan en vattet stemning af: 'Nå ja, Gud elsker os alle, halleluja'. Det er ikke godt nok, det er for tamt, man skal ikke stryges med hårene på dén måde. Derfor har jeg også skrevet en ny version af »Dejlig er jorden«.«

– Kan du recitere den?

»Ja, den lyder noget anderledes, for i modsætning til originalversionen trækker jeg ikke stavelserne ud. De første to linjer går sådan her: 'Kæmp for dit jordeliv/ selv om det er sprødt som siv'.«

– Det er rigtignok en anden version...

»Den største forskel er, at det er en henvendelse fra ét menneske til et andet. I »Dejlig er jorden« er der klasket folkemængder ud over det hele.«

– Så det er også hin enkelte, du henvender dig til i din salmeskrivning?

»Ja, det skal komme fra ét menneske til et andet menneske. Jeg kan ikke henvende mig til massen,« siger han og tilføjer så smilende:

»Med mindre det er Madsen med d«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Man skal som bekendt ikke gå ind, hvor engle ej tør træde. Det gælder også mht. digtekunsten, og interviewet her. Det består af to ting: En digters værk og digteren som samfundsmenneske. Det sidste er der vist intet af, og hvis man ikke er interesseret i religiøs digtning, kunne man jo bare blade videre. På den anden side kommer digtene ud i verden og påvirker den, og så klapper fælden, for hvad er det så for en kristendom, der tales om, og hvad skal kristendommen i det hele taget her?
Når digteren yderligere er, selvfølgelig er, et yderst sensibelt menneske, skal man gå endnu forsigtigere. Det bedste ville være om digteren forblev i det private rum, men nu er han altså gået med ud i det offentlige rum, og det er der, som alle ved, hvor de store katte går.
Skal vi frede ham? Som digter ja, men ikke som samfundsmenneske. Digteren er måske et politisk barn, men digtningen er ikke pga. af dens potentielle påvirkningskraft. Derfor synes jeg ikke om hans infantile tilgang til religion. Hvis vi ikke kan frelse os selv, så kan ham den gamle med skægget altså (?). Kors, at nogen kan blive ved at sige det - . Det er nok umuligt både at være religiøs og voksen, og det er vel også derfor, verden stadig er kaotisk.
Sjovt nok er jeg helt enig med S.G. i synet på ’Dejlig er Jorden’. Alt hvad Ingemann har skrevet er godt, bortset denne smatsalme, der til gengæld er elsket ud over al måde.

Toke Andersen

Religion er en sutteklud, men er der noget galt med at søge trøst, når man har behov for det?
Spørger Simon Grotian.

Ja det er der desværre Simon. Rigtigt meget galt, faktisk.
Prøv at udskifte ordet religion med Crack eller sex med små børn.
Det at noget giver dig trøst gør det ikke universelt acceptabelt eller bare positivt.

Men måske vi for præcisionens skyld bør lave en adskillelse mellem det harmløse, og i et evolutions-psykologisk perspektiv, helt naturlige fænomen "tro" og den ekstremt negative hierarkiske institutionalisering af troen som vi kender som kirker, der ikke tjener andre formål end som social magt og kontrolmekanisme.

Tro hvad du vil, tro på Jebus, tro at døde dyr ryger i himlen eller at alt er skabt af Det Hellige Løg.

Bare husk at det ikke er sandt, bare fordi det føles rart og du sover bedre om natten!

Men hold dig og dine elskede væk fra kirken, uanset hvad sekten hedder, vil de alle have din intellektuelle underkastelse, dine penge og din fornuft og din sjæl.

Niklas Monrad

@ Rainer

Kontakt til mennesker? Mener du hvilke mennesker som helst? Mener du den slags mennesker, der lynhurtigt er klar til at nedgøre andre og deres liv, og som synes de selv har fundet måden at leve livet rigtigt på? Eller mener du mennesker som kærligt accepterer andre mennesker som de er, med varierende behov og sutteklude?

Begrebet "mennesker" dækker jo levende skabninger fra de grusomste til de frommeste, ikke sandt? Men jeg kan forestille mig, at du ikke bryder dig om ordet "from" med dets religiøse konnotation.

Jeg forundres gang på gang, hvor hurtige de mennesker som debatterer på disse sider er til at fordømme andre mennesker og deres livsstil.

Niels Kjærgaard

@ Toke

Jeg ser Friends som en virkelighedsflugt. Og er der noget galt i at søge trøst i Friends, når man har brug for det? Ja hvis det var børneporno eller crack. Men det er det jo så ikke og det bliver det jo nok heller ikke.
Hvis der er noget galt med at søge trøst, når man har behov for det, ja så er der nok en stor del af os, som ender med at være kede af det. Og om man søger trøst i Friends eller religion er vel ligegyldigt, hvis man ved det ikke er sandt.
Og til dit sidste, hadefulde udfald mod alle religiøse institutioner kan man kun sige, at det er ærgeligt at du har det indtryk, og at det kan være at din syn på den sag var anderledes, hvis du en gang imellem rent faktisk besøgte en af disse "sekter" med åbent sind.

John Fredsted

Der er grundlæggende intet i vejen med at søge trøst, når man har brug for det. I hvert fald ikke sålænge, at måden, man forsøger at gøre det på, ikke påvirker andre mennesker på en måde, som de ikke ønsker det. Og her starter vanskelighederne med religion, der har den uvane konstant at drive fra det private rum og ud i det offentlige rum. Jeg er således enig med Niels-Simon.

I kirken forkyndes Guds alnåde. Det er ikke så lidt. Rent faktisk er det så meget - og dermed så forvrøvlet, at man ikke kan udtrække nogen former for moral eller etik af det. For hvis nåden er altomfattende, så er alle handlinger, uanset grusomhed, allerede tilgivne - Hitler's inklusive, for nu at nævne noget helt konkret. Og hvis alle handlinger allerede er tilgivne, så behøver man vel ikke engang at gå i kirke, eller tro på Jesus, eller passe på planeten, eller ... Jeg spørger bare, men forventer jo egentlig ikke noget logisk-fornuftigt svar.

Når jeg konfronterer en kristen med disse systeminterne selvmodsigelser i den kristne tro, så har jeg oplevet, at svaret er: "Ja, det er et mysterium." Jeg siger ikke mere, men tænker naturligvis mit. Lidet synes det at falde den adspurgte ind, at der intet reelt mysterium er - 'mysteriet' opstår, fordi vedkommende vælger at lade hånt om sin egen evne til rational og logisk eftertanke. Måske er den adspurgtes udsagn ligefrem et adelsmærke på Vor Herre - for se: Vor Herre er så stor, at Han transcenderer logikken; men hvordan kan han dog det, når mennesket, efter sigende, skulle være skabt i Hans billede?

I det mindste er Simon Grotrian inde på noget rigtigt med udtalelsen "Jeg vil ikke have, at det hele blævrer ud. Hverken salmer eller prædikener er fem flade øre værd, hvis ikke de føles som at få en skylle salt i hovedet. Der skal ikke være sådan en vattet stemning af: ‘Nå ja, Gud elsker os alle, halleluja’. Det er ikke godt nok, det er for tamt, man skal ikke stryges med hårene på dén måde."

Toke Andersen

@Niels
John Fredsted har udmærket forklaret hvorfor religion er problematisk, selvom det kan give trøst til nogle mennesker, at være medlem af en sekt.

Forskellen er jo at du ikke "skader" eller "generer" andre når du ser Friends eller hvis du trøster dine børn med at farmor er i himlen. Det er tvivlsomt om det virkeligt giver trøst, specielt på lang sigt, men skadeligt er det næppe.
Religion derimod - de monoteistiske sekter i særdeleshed, er grundet deres enorme magt, deres hierarkiske opbygning og deres ekstremt dogmatiske forkyndelse, dybt skadelige langt ud over de individer der, af den ene eller anden grund, er hoppet i baljen.

Der er dog intet hadefuldt i mine indlæg. De er båret af et kærligt og iøvrigt velbegrundet ønske om almen oplysning og social udvikling.
Fra dette perspektiv er religion den alt overskyggende antitese.
Sameksistens er ikke bare umuligt, men på ingen måde ønskværdigt.
Religion er en mental virus, vi skal finde vaccinen mod hurtigst muligt. Faktisk har vi fundet den forlængst: Oplysning og uddannelse.
Men også her ser vi sekternes politiske magt udfoldet på skræmmende vis, når så åbenlyst positiv viden undertrykkes og fordrejes.

Måske du har brugt for meget tid på den relativt(?) sympatiske del af religionernes virke - den kortsigtet trøst og støtte til individer - Og for lidt tid på den del der kynisk udnytter sit magtgrundlag til at bremse social udvikling og fordreje viden og videnproduktion for derved at fastholde milliarder af mennesker verden over i et absurd menneskesyn, perverteret moral samt falsk dogmatik.
Den del der hverdag koster menneskeliv fx. i Afrika!
Fordi et eller andet fjols, har skrevet noget retarderet nonsens i en eller anden latterlig bog, og oven i købet haft nerverne til at påstå det er Guds ord.

Hvorfor skal mennesker, der ulykkeligvis ikke har de nødvendige intellektuelle eller kulturelle fakulteter til at stå imod denne påvirkning, overlades som offerlam til disse sekters systematiske underdrejelse?
MVh

Niels-Simon Larsen

Når man er imod det religiøse establishment, får man tit denne her: Hvorfor hader du religion, eller folkekirken o.lign? Niels K. fyrer det af mod Toke. Sjovt nok er der ’ingen’ der hader ateisterne, og det er selvfølgelig, fordi de religiøse er ædle mennesker, forædlet af deres religion.

I Danmark har vi den superfine evangelisk-lutherske religion, der har forædlet os i århundreder. Nu ved de fleste af os godt, at kristendom ikke drejer sig om at være et godt menneske (for hvad er det?), nej, det drejer sig om at tro.

Problemet med tro er, at ingen tør rykke ud med en forklaring om, hvad det er, man skal tro på. Man skal bare tro ud i luften. Hvad er det forresten, folk siger ja til i kirken?

De færreste mener, at trosbekendelsen skal opfattes som andet end symbolsk. Godt, men så må den da symbolisere noget konkret, ligesom en færdselstavle er en advarsel om noget konkret. Hvis religionen aldrig bliver andet end et u-konkret teaterstykke, er vi alle holdt for nar.

Problemet her i trådene er altid det samme: Religionens forsvarere er nogle snakkehoveder og teologerne holder sig langt væk – de skal nemlig ikke have noget af at gå i mesterens fodspor og spilde tiden på syndere og den slags folk. Det giver ateisten endnu et point, når troens forsvarere synes ateisterne er for ringe at have med at gøre.

Det er ikke hjertets tro, der debatteres her, det er religionens plads ude i det snavsede samfund.

John Fredsted

@Den, det måtte interessere: Selvom jeg ikke bekender mig til nogen religion, så er jeg ikke afvisende overfor noget 'større', overfor noget 'guddommeligt' (bemærk venligst citationstegnene). Men altafgørende for mig er det, at delelementerne i den tro, jeg personligt måtte nære, opfylder følgende to krav:

1.) De skal være indbyrdes (logisk) konsistente.

2.) De skal være kompatible med det, jeg ved. Altså viden trumfer tro.

Kristendommen indfrier ingen af disse to krav, hvilket er hovedårsagen til, at jeg kategorisk er ude af stand til at vedkende mig den, for det ville føles som at håne min evne som menneske til rationel-logisk tænkning.

Heraf følger også direkte, at hvis noget menneske ved fornuftsargumenter kunne påvise, at et eller flere af delementerne i det, jeg måtte tro på, er logisk uholdbare, så ville jeg naturligvis droppe disse elementer - og ikke for eksempel give mig til at mumle om 'mysterier'.

Niels-Simon Larsen

@Den, det måtte interessere: (Jeg bruger Johns gode indledning).

Jo, jeg prøver også at forholde mig til det, vi plejer at kalde det ’større’.
Jovist er der noget, der er større end mig. Det er fx det ufattelige verdensrum, som bliver vist på væggen i vores hule i flottere og flottere billeder. Så er der selve tanken om, at vi bor på den eneste planet med liv. Måske (den fortsætter vi så med at skamfere på det grusomste, og det er svært at snuppe.

Jeg er inde på, at vi skal behandle det overleverede materiale ordentligt. Tilbage i forhistorisk tid (eller i de sørgelige rester af naturfolk), kan man finde den holdning.
Religiøs holdning er for mig at se flere ting. For det første er gode diskussioner et must for enhver god udvikling. Lærer man sig ikke i det, spilder man en masse tid. Naturfolkenes børn hørte en masse historier om, hvordan man skulle opføre sig. Jeg tror, jeg hører til den sidste generation, hvor erfaring betød en lille smule. Når en ny folkeskolelov laves, tænker ingen på at spørge pensionerede lærere om noget. De, der betyder noget, er folk, der aldrig har arbejdet med børn, men skrevet en ph.d. om at børn med venner klarer sig bedre end børn uden. Når erfaring ikke tages alvorligt, og den ene generation ikke lærer noget af den anden, splittes vi selvfølgelig. Religiøs holdning for mig er foruden at være en sandhedssøgen også en positiv holdning til dialog og ikke dogmatisk indøvelse af selvmodsigelser. Man må fx ikke opstille en kærlig gud til at lede og fordele udryddelsen af livet på Jorden og så sige, at det er et kærlighedens mysterium.
Det er helt hen i vejret at bruge ordet Gud, og der bliver altid ballade, når man gør det. Den indre stemme, som de fleste har, er alt nok. Jeg kan ikke se det på anden måde, end at folk videregiver den tåbelige opdragelse, de selv har fået. Derfor har vi de dogmatiske kirker, der elsker at konkurrere med hinanden om længden af profetens skæg.

Niels-Simon Larsen

Jamen, Peter Hansen, så gør dog et forsøg på at forklare, hvad det er for en gud, der er nævnt i grundlovens §67!

Niels-Simon Larsen

Jørn Andersen er et prima eksempel på en af dem, der går ind og lægger en bæ og går igen. Han er sikkert også kristen. Det kunne ligne. Han er måske tilmed en rigtig ateisthader? Elsk jeres fjender, var der en, der sagde engang, men det er nok for avanceret for Jørn A.

John Fredsted

@Peter Hansen: Kunne jeg bede dig om at være (bare en smule) konkret om, hvad du finder søgt, så vi kan få en reel samtale? Eller er det mon for farligt?

John Fredsted

@jørn andersen: Er jeg blandt dine "små mennesker"? Og i bekræftende fald kunne jeg så bede dig om at være (bare en smule) konkret om, hvorfor du synes således, så vi kan få en reel samtale? Eller er det mon for farligt?

Niels-Simon Larsen

@John: Mærkeligt, som der altid er nogle, der vil være ubehagelige. Det er jo ikke småting, de råber efter os, foruden de i ramme alvor anser os skadelige, men lad os holde fast ved fundamentet for en god debat: Klare argumenter. Der er jo ikke andet at gøre.
God påske.

John Fredsted

@Niels-Simon: Nej, det er ikke småting - og så bagefter larmende tavshed (i hvert fald indtil videre).

Også god påske til dig.

dansk digtning

dansk digtning,

er egenlig god,

den's væsentligste fejl,

er den samme som

hegel's ( mod anden bedre viden ) meldinger,

nemlig: at for meget dansk

digtning vender hovedet nedad

og fiskehalen opad.

arh ingemann's : dejlig er jorden, står vel til at reddes, hvis man tager det bedste fra den, og fra kliche.

-----------------------------

Tja. Vi prolaterer HAR jo en mening med tilværelsen: At være arbejdskraft/arbedskraftreserve for kapitalismen - og reproducere os med det sigte.

Så kom ikke her og sig at det hele er helt meningsløst. eller at proletarer ikke ka’ li’ Darwin fordi de har brug for religionens opium.

––––

Tidens gang

Der var en gang en menneskeslægt.

De satte børn i Verden,
og arbejdede på fabrikken.
Tiden gik -
børnene voksede op,
de gamle døde,
børnene da voksne
2 * //Slægter skal følge slægters gang//
Så:

De satte børn i Verden,
og arbejdede på fabrikken.
Tiden gik -
børnene voksede op,
de gamle døde,
børnene da voksne
2 * //Slægter skal følge slægters gang//
Så:

De satte børn i Verden,
og arbejdede på fabrikken.
Tiden gik -
børnene voksede op,
de gamle døde,
børnene da voksne
2 * //Slægter skal følge slægters gang//
Så:

De satte børn i Verden,
og arbejdede på fabrikken.
Tiden gik -
børnene voksede op,
de gamle døde,
børnene da voksne
2 * //Slægter skal følge slægters gang//
Så:

De satte børn i Verden,
og arbejdede på fabrikken.
Tiden gik -
børnene voksede op,
de gamle døde,
børnene da voksne
2 * //Slægter skal følge slægters gang//
Så:

De satte børn i Verden,
og arbejdede på fabrikken.
Tiden gik -
børnene voksede op,
de gamle døde,
børnene da voksne
2 * //Slægter skal følge slægters gang//
Så:

De satte børn i Verden,
og arbejdede på fabrikken.
Tiden gik -
børnene voksede op,
de gamle døde,
børnene da voksne
2 * //Slægter skal følge slægters gang//
Så:

De satte børn i Verden,
og arbejdede på fabrikken.
Tiden gik -
børnene voksede op,
de gamle døde,
børnene da voksne
2 * //Slægter skal følge slægters gang//
Så:

De satte børn i Verden,
og arbejdede på fabrikken.
Tiden gik -
børnene voksede op,
de gamle døde,
børnene da voksne
2 * //Slægter skal følge slægters gang//
Så:

De satte børn i Verden,
og arbejdede på fabrikken.
Tiden gik -
børnene voksede op,
de gamle døde,
børnene da voksne
2 * //Slægter skal følge slægters gang//
Så:

De satte børn i Verden,
og arbejdede på fabrikken.
Tiden gik -
børnene voksede op,
de gamle døde,
børnene da voksne
2 * //Slægter skal følge slægters gang//
Så:

De satte børn i Verden,
og arbejdede på fabrikken.
Tiden gik -
børnene voksede op,
de gamle døde,
børnene da voksne
2 * //Slægter skal følge slægters gang//

De satte børn i Verden,
og arbejdede på fabrikken.
Tiden gik -
børnene voksede op,
de gamle døde,
børnene da voksne
2 * //Slægter skal følge slægters gang//
Så:

De satte børn i Verden,
og arbejdede på fabrikken.
Tiden gik -
børnene voksede op,
de gamle døde,
børnene da voksne
2 * //Slægter skal følge slægters gang//
Så:

De satte børn i Verden,
og arbejdede på fabrikken.
Tiden gik -
børnene voksede op,
de gamle døde,
børnene da voksne
2 * //Slægter skal følge slægters gang//
Så:

De satte børn i Verden,
og arbejdede på fabrikken.
Tiden gik -
børnene voksede op,
de gamle døde,
børnene da voksne
2 * //Slægter skal følge slægters gang//
Så:

De satte børn i Verden,
og arbejdede på fabrikken.
Tiden gik -
børnene voksede op,
de gamle døde,
børnene da voksne
2 * //Slægter skal følge slægters gang//
Så:

De satte børn i Verden,
og arbejdede på fabrikken.
Tiden gik -
børnene voksede op,
de gamle døde,
børnene da voksne
2 * //Slægter skal følge slægters gang//
Så:

De satte børn i Verden,
og arbejdede på fabrikken.
Tiden gik -
børnene voksede op,
de gamle døde,
børnene da voksne
2 * //Slægter skal følge slægters gang//
Så:
De satte børn i Verden,
og arbejdede på fabrikken.
Tiden gik -
børnene voksede op,
de gamle døde,
børnene da voksne
2 * //Slægter skal følge slægters gang//
Så:

De satte børn i Verden,
og arbejdede på fabrikken.
Tiden gik -
børnene voksede op,
de gamle døde,
børnene da voksne
2 * //Slægter skal følge slægters gang//
Så:

De satte børn i Verden,
og arbejdede på fabrikken.
Tiden gik -
børnene voksede op,
de gamle døde,
børnene da voksne
2 * //Slægter skal følge slægters gang// ,

folket og kun folket er drivkraften i verdenshistorien

folket og kun folket er drivkraften i verdenshistorien

folket og kun folket er drivkraften i verdenshistorien

folket og kun folket er drivkraften i verdenshistorien

Dejlig er jorden!

JA! Det burde den vel ha’ været.

men jorden og jordelivet bliver, og bliver ændrede til det meget bedre, for
selv socialdemokrater, ja også selv de mere borgerlige aner at arbejderne jo nok snart overtager, så de ved at stjernetydning, astrologi er, og forbliver mere vrøvlet end vrøvl.

"finker" fra panden:

såsom fra grundtvig's: gud's datter ( sofie ? )

fra zeus's: athene

fra blanke hans's: pigen fra havet.

alt godt fra havet ( det siger jo også darwinister )

Ja det er udfordrende at møde et stærkt troende menneske i vores liv,som vil have beviser på alt,men alligevel ikke helt kan smide det spirituelle væk
Men nej jeg kunne ikke ud fra det her drømme om at læse hans digtning,men det er mit valg.
Til gengæld synes jeg det er fint dette interview omtales.

Ja det er udfordrende at møde et stærkt troende menneske i vores liv,som vil have beviser på alt,men alligevel ikke helt kan smide det spirituelle væk
Men nej jeg kunne ikke ud fra det her drømme om at læse hans digtning,men det er mit valg.
Til gengæld synes jeg det er fint dette interview omtales.

jens peter hansen

Når dejlig er jorden er så ofte sunget er det formentlig fordi den er så let syngelig i modsætning til en hel del salmer og tror jeg også at den første linje, Dejlig er jorden, er et udtryk for kærligheden til livet. Kan gerne være den er banal jeg synger den gerne.