Læsetid: 4 min.

Hvad skete der på Chelsea Hotel?

Min svenske ven var svær at imponere, når det kom til danske berømtheder, men koncert med Leonard Cohen var stort selv for ham. Selv var jeg mere optaget af, hvor optaget Cohen var af et rygte om ham selv endda
Min svenske ven var svær at imponere, når det kom til danske berømtheder, men koncert med Leonard Cohen var stort selv for ham. Selv var jeg mere optaget af, hvor optaget Cohen var af et rygte  om ham selv endda
15. april 2011

Det var i 1979, i november, tror jeg. Sammen med en svensk ven, der er født og opvokset i Kiruna, var jeg til koncert i Falkoner Centret på Frederiksberg. Min svenske ven var i forvejen dybt imponeret af byen København, og da jeg, dengang storbyaffabelt, lod ham forstå, at det skam var muligt at opleve en af hans store helte, nemlig Leonard Cohen, i virkeligheden, troede han ikke sine nordsvenske ører.

Han havde godt set det i avisen, at Mesteren optrådte i byen, men han gik ud fra, at koncerten ville være udsolgt i samme øjeblik, avisens tryksværte, og dermed annoncen, var tør. Han var så overbevist, at jeg også selv kom i tvivl, men da jeg ringede og bestilte billetterne, og det viste sig, at de var til at få, følte jeg mig lidt som en mellemskandinavisk mirakelmager. Min ven var himmelfalden.

Jeg kunne godt se, at grunden blev lagt til en stor fortælling, som minearbejdersønnen, nu universitetsstu-derende ung mand i København, senere ville plage børn, børnebørn og oldebørn med. Jeg følte mig lidt lunken. Jeg kunne og kan meget godt lide Leonard Cohen, men så var og er han da heller ikke bedre, syntes og synes jeg.

En af billetkontrollørerne, en ældre mand, forberedte os gemytligt på en helvedes larm. Det var rock og rul, sagde han. Det rene pigtrådsmusik, med andre ord. Den mand levede i fortiden, han troede sikkert, det var en slags The Defenders, vi skulle ind og høre. Vi satte os ind i salen i god tid. Min ven var nærmest andægtig, han så fortinnet ud i øjnene og svælgede af forventning om det store, der ventede. Mens de andre publikummer indfandt sig, observerede jeg flere fra den danske rockelite, derfor kunne jeg give den som Poul Jørgensen, når han omhyggeligt forklarede hvilke slags kjoler i hvilke tekstiler, de kongelige damer havde på, når der var tv-transmissioner af bryllupper og barnedåb.

Herren med det ufriserede hår og den blå arbejdsjakke er Sebastian, hviskede jeg informerende ind i svenskerens øre. Jaha, sagde han. Det var sådan set hans eneste kommentar.

Da Leonard Cohen viste sig på scenen, omgivet af sit band, sagde han straks noget om, at Danmark havde en særlig plads i hans hjerte. Derefter sagde han noget om Hamlet, og det var ikke så mærkeligt. Såvel den danske prins som den canadiske sanger er jo i melankolibranchen. En af musikerne var en russer, der blev introduceret som klassisk uddannet violinist og dertil virtuos på sit instrument. Om han var det, kunne jeg ikke vurdere, men blændende dygtig, det var han. Og russer var han også, umiskendeligt, en homo sovjeticus i ternet tweedjakke, med muskuløse arme og skaldepande. Hans elektrisk forstærkede violin skreg i vilden sky, men under en ualmindeligt dygtig musikers kontrol, det kunne man godt høre.

Direkte usportsligt

Mens min ven sad stiv af frydgysende betagelse, sad jeg og fik det uærbødige indfald, at violinistens musikerfærdighed, når den blev sluppet løs på Cohens ikke ligefrem indviklede melodimateriale, godt kunne få én til at tænke på en mand, der spiller »Lille Peter Edderkop« med én finger på et Steinwayflygel. Men var din mund og hold kaje, din blæremås, pålagde jeg mig selv.

Der er mange rockmyter i omløb, en af dem handler netop om Leonard Cohen og Janis Joplin. De overnattede engang begge, helt tilfældigt forlyder det, på det berømte Chelsea Hotel. Men hvad skete der mellem dem, sådan helt nøjagtigt? For at være sikker på, at publikum ville spørge om det sådan opfattede jeg det i alt fald havde mr. Cohen medbragt klakører. Stemmer fra salen, der pludselig, på uforfalsket amerikansk, spurgte Leonard ('Lennard') om, hvad der egentlig skete på Chelsea Hotel. Dengang.

Jeg syntes, det var usselt, at han havde taget klakører med, direkte usportsligt. Selv om det var lykkedes min svenske ven og mig at få billet, så havde vi alligevel været heldige, for salen var stuvende fuld. Kunne manden ikke lade det komme an på en prøve, lade det være op til tilfældet, om nogle blandt det lokale, danske publikum var så fortrolige med rockhistoriens Store Spørgsmål, at de selv, på eget initiativ, stillede spørgsmålet om Chelsea Hotel. Men det havde han altså åbenbart ikke turdet løbe an på.

Og de amerikanske stemmer, de medbragte klakører, var vedholdende. Han und-slog sig den ene gang efter den anden en blufærdig mand med kun en akustisk guitar at skjule sig bag men de blev ved og ved. Til sidst spurgte en af dem ham ligeud: Bollede du hende? Bollede du Janis, Lennard?

Jeg ved ikke lige hvordan, men på en eller anden meget elegant, meget diskret måde lykkedes det Cohen endnu en gang fornemmede man at undgå at besvare spørgsmålet. Men han afkræftede heller ikke rygtet, og på den måde kunne showet fortsætte i den atmosfære af sød lummer, der står så godt til hans musik. Klakørerne holdt deres betalte kæft nu, men de havde jo også allerede givet deres bidrag til at fortætte stemningen.

Overraskelsen kom først til sidst, under det allersidste ekstranummer. Pludselig bevægede poeten sig! Han dansede dog kun med sig selv, men alligevel! Min svenske ven var lykkelig, da vi forlod Falkoner Centret. Han havde oplevet noget stort. Men lige så lidt som det øvrige publikum havde han fået svar på spørgsmålet om, hvad der virkelig skete mellem Lennard og Janis på Chelsea Hotel.

Men sådan skal det være. Visse gåder bør forblive gåder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Andreas Jørgensen

Helt en gåde er det nu ikke, det der foregik på Chelsea Hotel. Cohen løfter lidt af lagenet selv i "Chelsea Hotel no. 2":

I remember you well in the Chelsea Hotel,
you were talking so brave and so sweet,
giving me head on the unmade bed,
while the limousines wait in the street.

Og senere:

I remember you well in the Chelsea Hotel
you were famous, your heart was a legend.
You told me again you preferred handsome men
but for me you would make an exception.

'Bollede du hende?'

Som en der har arbejdet i den branche, og også for Leonard Cohen ... Spørgsmålet er forkert, det rette er :
'Bollede hun dig' ! Der findes ikke den kvinde med EN tone i livet der ikke ville gå med Leonard hjem ..
Tro mig, jeg så dem selv side og savle i Musikhuset i Aarhus !!