Læsetid: 4 min.

En soap der har gået på universitetet

Hvorfor er det ikke DR2, der viser 'Mad Men'?
5. april 2011

Torsdag i forrige uge mødte fans op i Cinemateket i København til ekslusivt preview på 4. sæson af den amerikanske kultserie Mad Men. De var klædt i tressertøj og drak tressercocktails. Torsdag var det kunstmuseet Louisiana, der havde fuldt hus til et arrangement med Synne Rifbjerg, der som vært for USA-kender og journalist Martin Krasnik, Maria Mackinney-Valentin fra Danmarks Designskole og filmmand Peter Schepelern forsøgte at indkredse, hvorfor denne smalle serie har fået en så enorm indflydelse. Intellektuelle tidsskrifter bringer dybsindige analyser, modeblade flyder over med sider om seriens tøj, hår og make-up, og nettet har chatsites og allehånde kommercielle tilbud om merchandise, så man kan få det rigtige Don Draper-, Betty- eller Joan-look.

Peter Schepelern kunne fortælle, at den danske premiere af fjerde sæson i forgangne uge kun kunne mønstre 18.000 seere. Det er så lidt, at det er lige før, det ikke kan tælles. En håndsoprækning i salen viste dog, at størsteparten fulgte serien på dvd. Eller på nettet, som min unge sidemand mumlede.

I USA startede serien beskedent på kabelkanalen AMC. Fjerde sæson, som i USA sluttede i oktober, kunne mønstre tre mio. seere. Ikke imponerende, men pænt for den type betalingskanal. Serien har da også ryddet bordet for Emmy'er i hver sæson. Mad Men er blevet kaldt en 'soap, der har gået på universitetet', og det forklarer måske noget af dens tiltrækning på det veluddannede segment i alle aldre. En stærkt kritisk artikel i det intellektuelle New York Review of Books hævder, at serien ikke appellerer så meget til dem, der var unge i 1960'erne, men mere til deres børn. De studerer serien for at forstå, hvorfor deres forældre var så fjerne og mærkelige. Det er der måske noget om. Guderne skal vide, at den mest brugte sætning henvendt til børn i serien er: Go watch television, en pænere vending for 'skrid'. Men selv et hurtigt blik ud over publikum i Louisianas koncertsal afslørede, at fascinationen også omfatter de plus 60årige.

De store sov i timen

Rammen for serien er et reklamebureau i New York fra 1959 og op gennem tresserne. Reklameverdenen blev uanset adresse populært omtalt som 'Madison Avenue', deraf titlen. Det er en mandeverden. Mændene er udfarende og kreative, godt hjulpet på vej af en lind strøm af whisky og cigaretter. Kvinderne er alle som én faciliteter. På kontoret er de sekretærer og får rutinemæssigt et klap i numsen, i forstaden er de hustruer, der skal se godt ud, passe hjemmet og få børnene til at være stille. Som modydelse bliver de forsørget og kan ikke rigtigt forstå, hvorfor de ikke er lykkelige hele tiden, når de nu har det så godt. De kan dog varme sig ved tanken om, at de dygtige sekretærer kun lever for dagen, hvor de kan gafle en mand og komme ud og sidde til pynt. Kun Peggy Olson, den nye sekretær, har fattet, at vejen til magt og indflydelse ikke går igennem forstæderne.

I virkeligheden kan man sagtens argumentere for, at Mad Men er en feministisk serie. Den viser med al tydelighed, hvad kvindeoprøret handlede om. Og for den sags skyld hvad de etniske oprør handlede om. Jøder og afroamerikanere behandles med samme nedladende ligegyldighed som kvinder. Indtil det dæmrer for reklamebranchen, at de også er forbrugere. Og for jødernes vedkommende også kunder.

Det er det protestantiske, hvide, maskuline overherredømmes storhed og fald, vi er vidne til. Og dem, der klarer sig, er dem, der fatter, at alt må forandres, for at alt kan forblive det samme. Måske er det en subtil understregning af den begyndende ændring på magtfordelingen, der temmelig ejendommeligt gør den svensk/amerikanske Peggy til katolik. Det kan selvfølgelig også bare være en svipser i den ellers så stringente fortælling.

Man kan undre sig over, at de store danske tv-stationer har ladet en så dagsordensættende serie gå dem forbi. Når der kun var 18.000 seere til første afsnit af fjerde sæson, skyldes det, at serien sendes på TV3Puls, en kanal der ellers gør det i realityserier. Mad Men rammer lige ind i DR2's segment, men kanalen har åbenbart så travlt med at sende serier om Anden Verdenskrig, at de ikke kan passe deres besøgelsestid.

I øvrigt er det også kabelkanalen AMC, der i søndags havde premiere på det amerikanske remake af Forbrydelsen. Der er store forventninger til The Killing, som den hedder, især efter at den danske version har taget Storbritannien med storm. Producenterne af Sarah Lunds sweater kan slet ikke følge med. The New York Times citerer i den forbindelse Sofie Gråbøl for at sige, at sweateren fortæller meget om karakteren: »Hun behøver ikke at have jakkesæt på for at få respekt. Og hun bruger ikke sin seksualitet til at kommunikere.«

Tja: Der går en lige linje fra Mad Men. Er det nu, vi siger We`ve come a long way, baby?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Hvorfor den megen hype?

Den senere tids omtale af Mad Men fik mig til i søndags at se mit første afsnit. I korthed kan mit udbytte sammenfattes således: Der var ikke noget nyt der. Ikke noget at komme efter. Det var spild af tid.

Så at interessen for at se Mad Men kun tæller 18.000 seere er forståeligt. Og jeg gætter på, at de ikke selv har oplevet 60'erne.

At de plus 60-årige skulle have siddet på Louisiana og set Mad Men er vel snarere et udslag af, at den megen hype og symbiosen med kunstmuseet har taget dem ved næsen.

For selvfølgelig kan et amerikansk tidsbillede fra 1960'erne ikke sælges til dem, der HAR oplevet det. Man vokser så at sige fra det.

At der til stadighed sælges romanblade, ugeblade og vises trivielle tv-serier og selvhjælpsprogrammer, kan alene lade sig gøre, fordi der kommer nye generationer til, for hvem alt endnu er nyt.