Læsetid: 2 min.

Jo tættere stjernerne

Er 3D-effekten i koncertfilm som Justin Biebers premiereaktuelle 'Never Say Never' blot en publikums-æggende kompensation for at føje en ægte filmisk dimension til koncertdokumentargenren?
Er 3D-effekten i koncertfilm som Justin Biebers premiereaktuelle 'Never Say Never' blot en publikums-æggende kompensation for at føje en ægte filmisk dimension til koncertdokumentargenren?
7. april 2011

Teenageidol Justin Biebers aktuelle Never Say Never er tidstypisk budskabsskizofren: På den ene side fortæller koncertdokumentaren en næsten messiansk historie om en vidundersanger fra Canada, der blev båret til stjernerne af YouTube og sine fans som et uomgængeligt geni. På den anden side kan du »se, hvad der er muligt, hvis du aldrig giver op«, som filmsloganet lyder.

Men skal man »aldrig sige aldrig«? Filmens mest intense fan er hårdt ramt af denne amerikanske drømmeformel. Hun stirrer ind i kameraet, mens hun med en massemorders beslutsomhed meddeler Justin Bieber: »Vi to skal giftes. Og sådan bliver det.«

Sådan bliver det, ja. Fantasien om at alt kan lade sig gøre karakteriserer de seneste års popfabrikerede koncertdokumentarfilm. Stjernerne kan nå til tops. Deres fans kan, hvis de tror på drømmen, komme tættere på stjernerne. Disney-bandet Jonas Brothers har forseglet deres mødomme med trendsættende 'afholdenheds'-fingerringe. Når småpigerne i deres udskældte koncertfilm The 3D Experience (2009) vifter med små lysrør fra publikumsmørket, ligner det som i Never Say Never vibratorer eller tamponer: selvlysende symboler på fansenes indestængte pubertetsseksualitet. Dertil passer 3D-teknologien perfekt. Kan man ikke få popprodukter som Miley Cyrus (også i 3D) og Jonas Brothers til at komme helt ud over scenekanten og filmlærredet på anden vis, kan man få dem til at trykke deres bebrillede fans på panden med en 3D pegefinger.

Faktiske dimensioner

Biebers Never Say Never vil, med sin opdagelseshistorie og charmerende hovedperson, mere. Men tredimensionaliteten virker stadig som en salgbar kompensation for en ægte filmisk dimension. Festivalfilmen Woodstock (1970) og Beatles-farvellet Let It Be (1970) var f.eks. dokumentationer af monumental musikhistorie. Talking Heads' Stop Making Sense (1984) blev legendarisk på grund af den hyperkreative sceneenergi. Madonnas udleverende turnédokumentar Truth or Dare (1991) viser popdronningen som den højkoreograferede dukke på scenen og, backstage, som den både moderlige og skrabbedullede dukkefører. Bitchy og barnlig. Hun lever for poppens (seksualitets)frigørende potentiale. En trussel om anholdelse for blufærdighedskrænkelse får hende til at forstærke sin gnubben og orgastiske spasmer under »Like a Virgin«. Koncertbidderne får sin ekstra dimension af den selvafslørende historie, der fortælles omkring sangene.

Det eneste drama i Never Say Never er Biebers ømme hals før koncerten i Madison Square Garden. Og så de vilde fans. Dem handler Rolling Stones' mesterlige Gimme Shelter (1970) også om. I sin mest tragiske form. Blandt det hidsige, stofpåvirkede publikum til gratiskoncerten i Altamont vælter en fan frem mod scenen med en pistol. Han ender med at blive stukket og sparket ihjel af Hells Angels' vagter. En så filmisk dimension forventes ikke af Bieber og hans insisterende fans, men det gør så nok også, at hans 3D-film aldrig, jeg siger aldrig, går over i historien for andet end dens kolossale salgstal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu