Læsetid: 6 min.

'Alle er vi tavse forrædere'

USA er en nation af løgne, mener amerikanske David Vann. Information har talt med forfatteren der i sin nye bog tager favntag med forspildte liv og ægteskaber i mennesketomme Alaska
'Det er interessant og afslørende for et land, at vi alle tror, vi er mobile opadtil. Fattige amerikanere bliver ved med at stemme imod skattereformer, fordi de tænker, at de næste år vil høste den million dollars og derfor ikke vil beskattes,' siger David Vann.

'Det er interessant og afslørende for et land, at vi alle tror, vi er mobile opadtil. Fattige amerikanere bliver ved med at stemme imod skattereformer, fordi de tænker, at de næste år vil høste den million dollars og derfor ikke vil beskattes,' siger David Vann.

30. april 2011

Han drager mod Alaska for at finde sig selv igen som fisker og jæger. I 50 minusgrader, uden møbler eller forstyrrende naboer. Og uden de to ægteskaber, hans utroskab har afbrudt.

»Jeg elsker dig, men vil ikke leve videre uden dig,« siger han i røret fra Alaska, netop som han trykker på aftrækkeren. I Californien stivner hans tidligere kone, der blot hører hans hoveddele dryppe fra loftet.

David Vann var 13 år, da hans far tog sit liv under en telefonsamtale med hans stedmor.

»Han sendte hende også blomster, som hun modtog på sin fødselsdag tre dage efter. Det skete 11 måneder efter, hendes moder skød hendes fader med en shotgun for så at skyde sig selv med en pistol,« fortæller David Vann, hvis debutroman, Caribou Island, udkom på dansk i torsdags.

Information har sat den amerikanske forfatter i stævne for at tale om bogen. Hans insisterende, men hjertelige blik markerer et par høje tindinger. De leder tankerne hen på de personlige katastrofer, der langsomt og sikkert må have tvunget hårgrænsen længere op ad kraniet gennem årene.

Årene efter sin faders selvmord fortalte David Vann, at faderen var død af kræft. Han lærte at leve et dobbeltliv. Om dagen var han en flittig karakterrytter i skolen. Om natten gik han søvnløs rundt i en californisk forstad og skød mod gadelygter med sin riffel.

Netop nu turnerer han i Europa med bogen, der er i færd med at blive oversat til 15 sprog og høster priser og sammenligninger med ikoner som Hemingway og Cormac McCarthy.

Farligt ægteskab

Han begyndte at skrive bogen for 15 år siden. Men dengang vidste han ikke, hvis historie det var, og han stoppede 50 sider inde i bogen. For to år siden fandt han en indgang til bogen, da han på en tur til Alaska vandrede ud på den tilisede Skilake-sø, hvor Caribou Island ligger, og forestillede sig bogens hovedperson gå over samme frosne sø.

Bogen beskriver det forvitrede ægteskab mellem Gary og Irene, der tager form som en indbyrdes udmattelseskamp i deres forsøg på at bygge en bjælkehytte på den ubeboede ø Caribou Island. Alaskas skånselsløse vejr udgør scenen for deres nedfrosne og vejrbidte ægteskab, som ingen af dem befinder sig lykkeligt i. Begge er de skuffede og vrede over deres spildte årtier med hinanden, og for en ugift som undertegnede læses bogen som faretruende røgsignaler fra giftermålets territorium.

»Jeg er faktisk lykkeligt gift og har været sammen med min kone i 13 år,« siger han i en brusende latter, »men da min kone læste bogen, sagde hun også: Er vi okay?« fortæller han.

»Der er bare noget ubevidst ved at skrive. Og hvis jeg vidste, hvordan bogen havde artet sig, havde jeg ikke skrevet den. For den giver mig problemer. Men da jeg startede bogen, anede jeg ikke, den ville handle om ægteskab,« siger David Vann.

Selv har David Vann måttet indrømme, at han også selv har de tanker om ægteskabets slægtskab med undergang, som personerne i bogen udtrykker. I 20 år opfattede han også undergangen som uundgåelig: Først bliver man gift, så får man børn og er sin kone utro, og derefter sniger selvmordet sig ind som en flugtvej.

»Det krævede et eksistentielt lavpunkt, før jeg forstod, at jeg faktisk ikke havde selvmordstanker. Min hjerne ville simpelthen ikke derhen,« siger han og tilføjer:

»Men selv om jeg er lykkeligt gift, kan jeg stadig nogle gange føle en ambivalens og tænke: Ægteskabet har gjort mit liv mere bundet og ensomt.«

Tavse forrædere

Ægteskabet er i David Vanns forfatterskab en skueplads for mennesker, hvis billede af sig selv ikke passer til de personer, de er blevet. Bogens karakterer har det problem, at de mangler en fortælling om deres tilværelse med mening og værdi. Og enhver, der oplever dette meningstab, er i store problemer, mener David Vann.

Hele sit liv har han selv været splittet og oplevet, hvor ofte det sker, at man giver andre skylden for sine tabte drømme. I hans egen familie har kvinderne for det meste fået skylden for mændenes fortvivlelse, mens mændene har været fraværende.

»Mændene var der ikke, der var noget tomt over dem. Og den samme tomhed har jeg også selv. Jeg har ingen solid, pålidelig selvforståelse. Jeg tror ikke fuldt og helt på min godhed. Og nogle gange tænker jeg, om det er en kønsproblematik, at mænd ofte kan være fraværende på en basal måde,« siger han.

Netop det stille fravær har han brugt til at destillere sin families tragedier i fiktionen. For han har ikke villet fortælle historien om sin families selvmord med udgangspunkt i utroskab, selv om det i høj grad har været den virkelige bevæggrund. Det ville have været for »nemt og deterministisk«.

»Jeg tror, der er dybere former for forræderi, hvor vi er fraværende over for hinanden. Hvor vi tilbringer et liv med en anden, som forgæves regner med ens kærlighed. Hvor der sker spild af liv på grund af en tavs form for forræderi. Vi svigter de mennesker, der elsker os bare i lille grad,« siger han.

De falske forestillinger

Bogens hovedkonflikt i Garys og Irenes ægteskab er også en udlægning af 68-generationens indfletning i konformiteten. Begge var de engang hippier på Berkeley University, higede efter autenticitet, og med Gary som rorsmand drog de mod Alaska i drømmen om at finde en bygd, hvor man talte et uddødt sprog.

David Vann kender alt for godt til 68'ernes assimilering med sin opvækst i Californien og byens florerende new age-bevægelse i 80'erne.

»Friheden fra sociale konventioner er interessant, fordi det mere virker som reglen end undtagelsen, at liv, der udsprang af 68, er endt mindre frie, end man forestillede sig dengang. At mange af dens generation føler bitterhed, skuffelse og begrænsninger i samme grad, som deres forældre gjorde,« siger han.

Og USA er ramt af en række falske forestillinger om nationens godhed og uskyld, mener han. Det har han især været optaget af, siden han så Sarah Palins tv-show om Alaska, hvor hun bruger delstaten som spejl for amerikanske familieværdier.

»Alaska hives ofte frem som det sted, der skal vise amerikanernes iboende godhed trods naturens prøvelser. Men tager man til Alaska, er det for at flygte,« siger han.

Men ideen om Alaska er ikke alene om at udstille et amerikansk selvbedrag, mener David Vann, der også nævner tanken om, at USA er et klasseløst samfund.

»Det er interessant og afslørende for et land, at vi alle tror, vi er mobile opadtil. Fattige amerikanere bliver ved med at stemme imod skattereformer, fordi de tænker, at de næste år vil høste den million dollars og derfor ikke vil beskattes,« siger han og påpeger, at han ikke planlagde at skrive klasseopdeling ind i bogen. Men fordi USA er så præget af klasseforskelle og løgne om deres fravær, kom det uundgåeligt med.

»USA er en nation af kæmpe løgne at vores militær kun tjener det gode, at våben rundt i vores hjem skaber tryghed, at vi alle tilhører middelklassen, at kvinder er lige nok med mænd, at vi ikke er racister,« siger han.

Ingen flugt

Ligesom David Vann ikke stoler på de ledende kræfter i USA, har han heller ikke meget tiltro til litteratur, der bygger på en planlagt idé og plot. I stedet koncentrerer han sig om at skildre landskabets omskiftelighed. I bogen trækker han på sine tidligste erindringer som dreng fra Alaskas vilde skove, hvor han løb rundt og følte sig overvåget og jagtet af ulve og bjørne. Det var her, han fangede sin første kongelaks og frygtede bølgernes råstyrke, når han var med sin far ude at fiske. Bogen bygger på hans genfortælling af den gru og glæde, han som barn oplevede i Alaskas natur.

»En roman er som et teaterstykke, der er fortalt igennem forskellige landskabsskildringer. Der er en begrænset mængde karakterer, og de er isolerede i ødemarken. Så de oplever et massivt pres, men kan ikke flygte. For ødemarken har ingen mening i sig selv, den er blot et spejl, der forstærker alt, hvad karaktererne føler,« siger han.

I torsdags udkom 'Caribou Island' på Gyldendal i en dansk oversættelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu