Baggrund
Læsetid: 4 min.

Det er ikke Tøger, men det ligner

Politiken fandt i går ny chefredaktør i form af historikeren, forfatteren, karrierediplomaten og klimaforhandleren fra Statsministeriet Bo Lidegaard. Han har forbavsende mange fællestræk med forgængeren, herunder viljen til at præge udviklingen og fraværet af journalistisk skoling
Kultur
27. april 2011

Det er et uoriginalt, næsten urimeligt sted at begynde et portræt, men når man har tænkt lidt over sagen, bliver det pludselig svært at lade være: At sammenligne Bo Lidegaard, 53, fra i går ny ansvarshavende chefredaktør for dagbladet Politiken, med forgængeren, afdøde Tøger Seidenfaden. For trods umiddelbart iøjnefaldende forskelle til det ydre Tøgers smilende rundbuestil mod Lidegaards senede, noget strammere fremtoning er der en række overrumplende ligheder, som måske forklarer, hvorfor bestyrelsen i JP/Politikens Hus har ansat Bo Lidegaard i den forpligtende stilling.

Ikke blot blev Seiden- faden og Lidegaard født næsten samtidig i hhv. 1957 og '58 de fik også begge journalistikken ind med modermælken': Lidegaard vitterlig via moderen, journalist Else Lidegaard, Tøger via faderen, tidligere chefredaktør her på Information, Erik Seidenfaden. Til gengæld blev ingen af dem journalister. Den forhenværende og den nye Politiken-redaktør har delt en glubende, tidlig interesse for historie og samfundsudvikling, som førte den første til en politologuddannelse, mens den anden blev historiker. Begge har også arbejdet i regeringens tjeneste Seidenfaden for regeringens Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg, Lidegaard gennem en lang diplomatisk karriere, der via chefposter i Udenrigsministeriet og udstationeringer på bl.a. ambassaden i Paris førte ham til Statsministeriet som først departementsråd og senest chef for Statsministeriets klimasekretariat.

Tro på egen ret

Nok så opsigtsvækkende er imidlertid nogle personlige fællestræk: Ligesom Tøger Seidenfaden var det, er Bo Lidegaard passioneret optaget af samfundsudviklingen og via en imponerende arbejdsenergi ivrig efter at påvirke tingenes gang. Hvor Seidenfaden kunne gøre det med sin avis som platform og springbræt til tv-studierne, har Lidegaard hidtil qua sin diplomatiske karriere måttet gøre det på de indre linjer i statsadministrationen og under internationale forhandlinger. Tydeligst og mest kontroversielt kom det til udtryk i den traumatiske COP15-proces, der for en lidt bredere kreds afslørede et lidegaardsk karaktertræk, som også fandtes hos Seidenfaden: Den stærke tro på egen ret og parallelle vilje til også at få ret, der for modparter kan opleves som arrogance, i kampens hede grænsende til brutalitet. En enestående oratorisk evne til at indtage et rum og sætte sig på en diskussion, kombineret med en knusende dygtighed på substansen, dén besidder den ny Politiken-chef, som forgængeren gjorde det.

Bo Lidegaard løb sig en staver i livet i COP15-processen, fordi det af mange grunde hvoraf de centrale handler om USA-Kina-relationen gik så galt på klimatopmødet, og fordi Lidegaard i processen kom i stærkt strategisk og personligt modsætningsforhold til Klimaministeriets centrale folk. I det interne opgør vandt Lidegaards linje, men den slog grueligt fejl ude i Bella Center, og det siger noget om mandens fighter-indstilling og stålsatte tro på egne synspunkter – fællestrækket med Seidenfaden – at han stadig føler den efterfølgende kritik uretfærdig.

Intellektuel ballast

Politikens ny chefredaktør medbringer en massiv intellektuel ballast og dermed autoritet til samfundsdebatten via sin store, i fagkredse respekterede og flittigt hædrede produktion af historiske værker. Disputatsen om Henrik Kauffman, tobinds-værket om Jens Otto Krag, bind 4 af Dansk Udenrigspolitiks Historie, Kampen om Danmark 1933-45 m.m. Den heri rummede indsigt kombineret med Bo Lidegaards formidlingstalent samt diplomatforståelse af storpolitikkens dramaer og mekanismer skal nok gøre ham til en stemme, der som Tøger Seidenfadens får lov at retlede, inspirere og til tider ophidse danskerne. Det spændende er, om Lidegaard også skal og kan lave avis. Herunder om han vil lave sin avis om.

»Jeg var som mange andre en stor beundrer af Tøger Seidenfaden. Der bliver ikke tale om et opgør med hans epoke, men jeg kommer selvfølgelig til at gøre det på min måde,« sagde Bo Lidegaard i går forsigtigt til Ritzau.

'Bagstræverisk længsel'

Mere bramfrit formulerede han sig i en anmeldelse af Bjørn Bredals bog Politiken mod Politiken ved avisens 125 års jubilæum i 2009:

»De holdninger, der har båret Politiken i 125 år, er for første gang i bladets historie i defensiven, og det så eftertrykkeligt, at Politikens traditionelle platform som avantgarden, 'det moderne', nu af mange opfattes som en bagstræverisk længsel tilbage til en bedre tid og til naive synspunkter, der ikke er gangbar mønt i den moderne medieverden, og end mindre i vælgerkorpset.«

»Det er, som om avisen ikke helt har besindet sig på, hvor hurtigt konteksten er skiftet, og hvor dramatisk Politikens position har rykket sig i det politiske spektrum gennem det sidste årti. Vel at mærke ikke, fordi avisen i dag repræsenterer andre holdninger, end den gjorde i det forrige århundrede, men netop, fordi den ikke gør det,« skrev Lide- gaard. Og sluttede således:

»Der er fanden til forskel på at tage teten og at stritte imod forandringen. Synspunktet Politiken kommer ikke uden om at gribe ud efter spejlet og spørge: Hvad gik galt? Og hvad kan vi gøre ved det?«

Det svar skal den ny chefredaktør nu selv levere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det spændende er så, hvad Bo Lidegaard forstår ved forandringer.
Hvis man læser hans første leder i Politiken i dag, så er det vist noget med, at rød blok skal forsvare velfærdsstaten ved at 'reformere' den.

Det er der godt nok ikke megen nytænkning i. Det har jo været de borgerliges standard-mantra i årevis.

Niels Engelsted

Antager vi, at den forsinkede indsats mod den globale opvarmning er den uden sammenligning største trussel mod menneskeheden siden den sorte død, så har Bo Lidegaard og Tøger Seidenfaden endnu et fællestræk. De har øvet et engageret og personligt bidrag til denne kastrofale forsinkelse. Lindegaard gennem sin ulyksalige håndtering af COP15, som Jørgen Steen Nielsen refererer til i artiklen. Tøger Seidenfaden gennem sin helt personlige opfindelse og inkarnerede støtte og årelange promovering af Bjørn Lomborg, klimabenægternes og karbonindustriens mest charmerende aktiv. Forhåbentlig er det tilfældigt og ikke en del af chefredaktørens jobbeskrivelsen hos Politiken.