Læsetid: 2 min.

Tre danske instruktører til filmfestival i Cannes

Lars von Trier , Nicolas Winding Refn og Frederikke Aspöck kommer til at gøre hinanden selskab på den røde løber i Cannes i år
Lars von Trier , Nicolas Winding Refn og Frederikke Aspöck kommer til at gøre hinanden selskab på den røde løber i Cannes i år
Kultur
14. april 2011

Tre danske instruktører med i Cannes i år – to i hovedkonkurrencen og en i de såkaldte Special Screenings. Det var det fornemme resultat, da festivalens kunstneriske leder, Thierry Fremaux, flankeret af præsident Gilles Jacob, ved et pressemøde i Paris i dag offentliggjorde det officielle program til den 64. udgave af den prestigefyldte sydfranske filmfestival. Lars von Triers psykologiske katastrofefilm Melancholia blev helt som ventet udtaget til hovedkonkurrencen – det er instruktørens 9. gang på festivalen, hvor han i 2000 vandt Guldpalmen for Dancer in the Dark – men mere overraskende var det, at Trier fik selskab af Nicolas Winding Refn og actionthrilleren Drive, der har Ryan Gosling og Carey Mulligan i hovedrollerne. Man må formode, at Refn har fået lov til at give filmen, der er hans første amerikanske produktion, et strejf af det egensind og den originalitet, som også præger hans europæiske og danske film, Pusher-trilogien, Bronson og senest det usædvanlige vikingedrama Valhalla Rising. Ellers var Drive vel ikke blevet udtaget til hovedkonkurrencen!? Sidste danske mand, eller rettere kvinde, i kurven, var Frederikke Aspöck. Hun er filmuddannet i New York og spillefilmdebuterer med dramaet Labrador, som vises i filmfestivalens Special Screenings. Aspöck vandt filmskolekonkurrencen Cinéfondation i Cannes i 2004, hvilket garanterede hende visning af sin første spillefilm på festivalen.

Diversitet

Det er umuligt ikke at tage udvælgelsen af de tre danske film – så kort tid efter Susanne Biers Oscar – som endnu et tegn på, at danske filminstruktører og danske film stadig formår at gøre opmærksom på sig selv, ikke mindst i udlandet, på trods af den økonomiske og kreative krise, der tales så meget om i filmbranchen. Og lige så positivt er det, at der efter alt at dømme er tale om tre væsensforskellige film af tre væsensforskellige filmmagere, hvoraf den ene først nu for alvor skal til at vise, hvad hun dur til. Lars von Trier har længe været et lokomotiv for dansk film både ude og hjemme, og at han har fået selskab af flere og yngre instruktører – og skuespillere – der også har store ambitioner og evner, understreger vel kun, at han har trukket i den rigtige retning. Ved pressemødet i Paris lovede Thierry Fremaux stor diversitet både geografisk, generationsmæssigt og stilistisk i filmene i hovedkonkurrencen og sidekonkurrencen Un Certain Regard. Det skal han selvfølgelig sige, men meget tyder på, at det er rigtigt. Hovedkonkurrencen består som sædvanlig af lige dele velkendte auteurer, som har været med til at slide på den røde løber – Aki Kaurismäki, de dobbelte Guldpalme-vindere Dardenne-brødrene, Nanni Moretti, Nuri Bilge Ceylan og Pedro Almodóvar – og lige dele yngre filminstruktører, man måske ikke kender så meget til endnu, men som kan blive fremtidens festivaldarlings. I Un Certain Regard springer blandt andre Gus Van Sant, Robert Guédiguian, Kim Ki-duk og norske Joachim Trier i øjnene. Filmfestivalen i Cannes åbnes i år af Woody Allens seneste værk, Midnight in Paris, og formand for den jury, der skal finde en værdig Guldpalme-vinder blandt de 19 film i hovedkonkurrencen, er Robert De Niro. Filmfestivalen i Cannes begynder den 11. maj, og Information er naturligvis på pletten

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her