Læsetid: 3 min.

Villy Sørensen var da kulturkonservativ

Villy Sørensen blev sammen med Klaus Rifbjerg anset for at være af de centrale skikkelser i kulturradikalismen. En ny bog, 'Villy Sørensen og kulturkonservatismen', gør ham til en kulturkonservativ tænker. Forfatteren bag bogen, Kasper Støvring, mener, at litteraturhistorieskrivningen altid har skævvredet billedet af en af Danmarks største tænkere, fordi kulturradikalismen har domineret
Kulturradikal? Villy Sørensen (f. 1929), forfatter og filosof, debuterede i 1953 og placerede sig som forfatter, kritiker og redaktør (af tidsskriftet Vindrosen sammen med Klaus Rifbjerg, 1959-63) centralt i det modernistiske opbrud i dansk litteratur, som han var en af de første repræsentanter for. Villy Sørensen døde i 2001.

Kulturradikal? Villy Sørensen (f. 1929), forfatter og filosof, debuterede i 1953 og placerede sig som forfatter, kritiker og redaktør (af tidsskriftet Vindrosen sammen med Klaus Rifbjerg, 1959-63) centralt i det modernistiske opbrud i dansk litteratur, som han var en af de første repræsentanter for. Villy Sørensen døde i 2001.

Keld Navntoft

8. april 2011

Forfatter og kulturkritiker Kasper Støvring genkender i Villy Sørensens forfatterskab et kulturkonservativt tankegods, der siden hans gennembrud i 1953 er blevet fortrængt i den danske offentlighed af den utidssvarende kulturradikalisme. Han genfortolker nu forfatteren i en debatbog, der udkommer 15. april, og indskriver ham i en konservativ tradition for at rette op på misforholdet.

Hvad er projektet bag din nye bog?

»Jeg forsøger at undersøge de kulturkonservative tan-ker og inspirationer i Villy Sørensens forfatterskab, som er blevet kanoniseret som kulturradikalt. Det gør jeg ud fra den betragtning, at et hvert forfatterskab skal læses på en ny måde, hvis vedkommende skal have noget at sige samtidens læsere.«

Hvorfor gør du op med det kulturradikale syn på Villy Sørensen og skriver ham ind i en konservativ tradition?

»Jeg synes, der er et problem i den litteraturhistorieskrivning, som har gjort ham til en del af den kultur-radikale generation. Hvis man ser på kulturkonserva-tismen, så findes der en lang række tanker og indsigter, der er langt mere gangbare i dag end kulturradikalismen. Den opfatter jeg på mange punkter som mere bedaget og naiv. Den kulturkonser-vative læsning af Villy Sø-rensens forfatterskab aktua-liserer en række temaer, f.eks. hans idé om det gode samfund, som hænger sam-men med det enkelte menne-skes forankring i et lokalt fællesskab af fælles normer og moral.«

Naivt menneskesyn

Kasper Støvring sammenligner Villy Sørensen med den tyske konservative filosof Rüdiger Safranski, der siger, at mennesket er udstyret med en frihed, men at ondskaben følger friheden som en skygge. Menneskets drifter skal forvaltes af samfundet, for at det kan udvikle sig positivt.

Hvorfor er kulturradikalismen problematisk?

»Problemet ligger i dens radikalisme dens opgør med traditioner og kultu-rens betydning. I kraft af at være et frigørelsesprojekt har kulturradikalismen en tendens til at tænke indivi-det som frigjort fra de forti-dige bindinger. Villy Søren-sen er mere realistisk. Han fokuserer meget på, at menneskets natur også kan være destruktiv. Derfor skal man ikke bare frigøre mennesket fra alle skranker, men snarere kanaliserer menneskets medfødte drifter ind i nogle ordentlige dannende sam-menhænge. Jeg kalder det institutionskonservatisme.«

Hvad betyder det, at kul-turradikalismens menneske-syn er naivt?

»Den tænker mennesket som et grundlæggende godt væsen og ser bort fra dets aggressive tendenser. Des-uden ser kulturradikalismen menneskets natur som pla-stisk, dvs. som uendeligt formbart. Humanismebegrebet er blevet skamredet i dag, og det er blevet et moraliserende plusord, som alle kan bruge. I modsætning til det mener Villy Sørensen, at mennesket har en fast natur, og at mennesket rummer et potentiale på godt og ondt. Det vil sige, at menneskets frihed kan bruges til noget kreativt, men den har også noget destruktivt i sig. Mennesket har friheden til at ødelægge sig selv og andre, hvis friheden ikke retledes og formes gennem nogle kultive-ringsmekanismer.«

Konservative indsigter

Den konservative læsning af Villy Sørensen byder på en lang række lektioner, som er relevante i dag, mener Kasper Støvring. Han nævner bl.a. det konservative fokus på et sædeligt integreret fællesskab, hvor mennesket styrer sig selv og hinanden gennem fælles moral og normer. Det kan fungere som en kritik af de herskende ideologier socialismen, som betoner lighed, og liberalismen med dens frihedsbegreb. Deri ligger også en kritik af velfærdssamfundet som en formynderstat. Konservatismen indeholder også en økologisk bevidsthed om bevarelse af et naturligt værdigrundlag, som værn mod f.eks. truslen fra klimaopvarmning, foruden en teknologiskepsis, som maner til besindelse i forhold til begejstringen for bl.a. genteknologi.

Er dit projekt en del af et borgerligt forsøg på at om-skrive historien efter de mange år, hvor et kulturradi-kalt livssyn har domineret?

»Mit projekt er at bidrage til en form for pluralisme, hvor man kan se mere uhil-det på litteraturhistorien. Jeg prøver at hente nogle af de ting frem, som er blevet blændet ude i kraft af en meget stærk kulturradikal og marxistisk litteraturhistorie-skrivning. Jeg prøver at hente nogle førpolitiske indsigter frem. Jeg er ikke ude på at flytte Villy Sørensen i alle henseender, men jeg mener godt, at man kan stjæle nogle af hans indsigter uden at havne i det ideologiske net. Og jeg håber, at der kan dukke nogle nye kulturkonservative tanker op, som i et vist omfang har været fortrængt. Kulturradikalismen er i efterkrigstiden blevet institutionsbærende og prægede i høj grad undervisningssystemet, universiteterne, medierne og den slags. Derfor har vi nok fået en skævvridning af litteraturhistorien.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ny indsigt er da altid fin at få, men et blålys som Kasper Støvring kan kun bidrage med forældede tanker. Han er en blot endnu en skræmt DFer med frygten for badeforhæng som kerneværdi.

Kasper Støvring er et levende eksempel på, at universitetsgrader ikke er det papir værd, de er skrevet på.

Tag fx dette guldkorn:

"Det er altså meget vigtigt, at man begynder at fokusere mere på kultur, når man taler udlændinge. Det er ikke nok med en bekendelse til forfatningen, eller at man blot overholder lovene. Man skal også kunne tilegne sig nationens normer, værdier, adfærdsmønstre, dvs. livsformen. Man skal beherske sproget, praktisere ytringsfrihed, anerkende ligestilling, deltage i foreningslivet, have personlig ansvarlighed, osv."

Hvilken "livsform" man skal tilegne sig for at kunne blive accepteret af Støvring m.fl. må stå hen i det uvisse. I det mindste er det en god rettesnor: hvis man har de samme normer som Støvring og Co, så er det nok på tide man tager sit liv op til genovervejelse.

Kristian Rikard

Det har sin egen ironi, at netop en person som Støvring skriver om Villy Sørensen. Det jeg har læst af Villy Sørensen viser et menneske med en dybere eksistentiel tvivl og søgen. Det tror jeg ligger uden for Støvrings og f.eks. Gotfredsens fatteevne. Og så må de nøjes med det næstbedste eller tredjebedste. Når jeg ser, hører og læser dem med flere fornemmer jeg ihvertfald et mindreværd og en angst, man kan tage at føle på. Det var slet ikke det, der prægede Villy Sørensens forfatterskab - tværtimod. Alene af den grund tror jeg ikke Støvring er den rette til at skrive om Sørensen - også
selv om han som Sørensen optræder i jakkesæt uden slips.

Claes Johansen

Hvis vi et øjeblik ser bort fra Støvrings baggrund og prøver at holde os stramt til emnet "var Villy Sørensen konservativ", så vil jeg gerne bidrage med et par kommentarer. Jeg kendte Sørensen temmelig godt fra og med sidst i firserne og har haft diskussioner med ham netop om dette emne, bl.a. på baggrund af min kritiske bog om folkeskolen, "Uden for døren", samt et stort interview Ulrik Høy dengang lavede med mig i Weekendavisen, hvor jeg udpræget plæderede for en nyfortolkning af begrebet konservatisme som modvægt til 68-mentaliteten, der efter min mening dengang stadig hærgede det danske samfund og navnlig uddannelsessektoren.

Det var så afgjort mit indtryk at Sørensen ikke alene var fuldstændig enig med mig, men også følte en lettelse ved at nogen omsider turde træde frem og sige disse ting. Jeg spurgte ham direkte engang om han opfattede sig som konservativ, til hvilket han svarede med det kendte citat (vistnok af af Clemenceau) at "den der ikke er revolutionær som ung er hjerteløs, og den der ikke er konservativ som gammel er hjerneløs." Så det var åbenbart sådan han så sig selv, og man kan altså se at der var tale om en udvikling undervejs i hans liv - måske ikke bare for hans vedkommende, men også for samfundets. Dvs. der var nok mere brug for konservatisme i 1980'erne, end der havde været det i 1950'erne.

Han udtalte i øvrigt også en særdeles stor beundring for John Christmas Møller, til dels også Poul Møller. Dertil sagde han positive ting om Mogens Glistrup, som han mente havde "ret i mange ting, men ikke har et klap forstand på kulturpolitik og forsvarspolitik."

Disse udtalelser kom han vel at mærke med i tiden omkring 1990, og de havde dengang en helt anden klang end i Danmark dag. Jeg er ikke et øjeblik i tivl om at Sørensen ville have fundet dagens danske militære indsatser i NATO-regi for dybt foruroligende, og han havde så vidt jeg ved ikke det ringeste tilovers for den måde indvandrerdiskussionen har udviklet sig på i Danmark i de senest forløbne to årtier. Dog sagde han engang at han havde læst hele Koranen og fandt det yderst deprimerende læsning, nærmest én lang opremsning af "du må ikke" påbud.

Når alt dette er sagt vil jeg også nævne at det er mit indtryk at den danske højrefløjs senere usaglige hezt imod venstrefløjen, med inkluderet historisk forvridning og grov forenkling, tvang Villy Sørensen til mere og mere at se sig selv som en del af forgangne tiders venstrefløj, skønt han - ligesom i øvrigt Klaus Rifbjerg - i høj grad netop havde på mange måder havde været i opposition til venstrefløjen og ugleset i det selskab.

Alt i alt ville jeg sige at Villy Sørensen på sine ældre dage - ligesom Christmas Møller - var en tilhænger af en fornyelse af konservatismen, herunder hele den revision af det politiske system som også var Christmas Møllers projekt (jf. hans forsøg på at afskaffe Landstinget allerede i slutningen af 1930'erne og senere hans opstilling som løsgænger til folketingsvalget i 1948). Hvis begrebet "fornyet konservatisme" lyder paradoksalt, ja så er det jo lige netop meget Sørensensk ...

Kristian Rikard

til Claes Johansen,
Tusind tak for et fantastisk indlæg og forklaring. Din beskrivelse af Villy Sørensen og hans tænkning bekræfter mig blot i, at jeg har været på rette spor omkring ham. Jeg læste ham først i 90'erne. Men jeg kunne se såvel noget mikro som makro i ham og hans kreds. Mikro som en dyb interesse for samfundet og makro på en slags kosmopolitisk
måde - eller inkluderende måde.
Netop de 2 ting savner jeg fuldstændigt hos Støvring og andre "nykonservative" med "værdikommissioner" etc.
Deres lukkede samfundsopfattelse er ikke min, og deres syn på verden omkring os er slet ikke min!
Jeg har intet mod konservatisme, som jeg opfatter Hume og medlemmerne af Poker Club var det, men jeg bryder mig sandt for dyden ikke om den form den antager pt.

Claes Johansen har talt med den venlige Villy Sørensen, som gerne gav en samtalepartner indtrykt af enighed. En form for værtskab, som VS dyrkede med folk af mindre indsigt. Mange har under samtaler følt sig så enige med VS. For ham var det den letteste måde at komme igennem det på. Han led grusomt med sin ryglidelse.
PS. Hvordan er det lykkedes at samle alle akademiske idioter på Sydjysk UNI?

Kaspar Støvring synes blind for at netop kultur-radikalismen også lægger vægt på det (folkelige) fælles-skab, der eksisterer i et samfund, hvor liberalismen, især neo-liberalismen åbenlyst mener, at 'der er ingen bånd, der binder os'. (for nu at parafrasere Pinocchio). Og sådan er livet jo ikke, bånd er noget vi har, uanset om vi vil være det ved eller ej; vi er bundet op i vore relationer til andre, i familien, i skolen, på arbejde, og ja, såmænd også i forhold til det folkelige fællesskab.

Og jeg ikke hvad det er for en 68'er tankegang, Claes mente (og mener) prægede folkeskolen i 1980erne. (i så fald så jeg intet til den, da jeg gik i skole i 1970erne...)

Man skal heller ikke være blind for, at KS netop bruger dette begreb 'kulturkonservatisme' for at indhegne visse dele af Villy Sørensens tanker og ideer - til brug for hans egne national-liberale og national-konser-vative synspunkter.

KS har dog en pointe i at de ægte konservative også tænker på miljøet, og en skeptisk overfor genteknologi f.eks. Dette kommer dog mere fra det nu hedengange landadelskab, som dog stadig findes i bl.a. England. (som man kan se både udviklingen og afviklingen af i den fremragende serie, Downtown Abbey).

Claes Johansen

Karsten Aaen skrev: "Og jeg ikke hvad det er for en 68’er tankegang, Claes mente (og mener) prægede folkeskolen i 1980erne."

Det er en gammel diskussion, som vistnok ikke er relevant mere. Hvis du af historiske grunde er interesseret, så hed min (meget) lille bog om Folkeskolen "Uden for døren" og den var en del af en serie debatbøger med det fælles navn "Gyldendals Pamfletter". Kan nok stadig findes frem via et bibliotek.

I bogen (som er fra 1991) advarer jeg i øvrigt imod fremkomsten af en ny og farlig højrebølge i Danmark som reaktion på venstrefløjens manglende evne til selvkritik og realitetssans.

Dermed også sagt at jeg, ligsom Villy Sørensen, aldrig har følt mig tilpas med det eksisterende politiske spektrum. Min private tese dengang var at man med den egentlige konservatismes bortfald var endt med et endimensionalt politisk felt, med socialismen i den ene ende af stregen og den økonomiske liberalisme i den anden, altså to i bund og grund fatalistiske økonomiske teorier.

Jeg diskuterede emnet grundigt på forhånd med Villy Sørensen ved de lejligheder hvor han havde inviteret mig på besøg, og vi var bestemt ikke enige fra starten. Hans definition på konservatisme var efter min mening gammeldags og forsnævret, faktisk fremsatte han den ordret som: "de priviligeredes forsøg på at holde på deres privilegier". Det skiftede dog noget da jeg foreslog at man kunne se fænomenet i et bredere perspektiv.

Man kan sagtens sige en masse grimt om forgangne tiders konservatisme, der blandt andet blev associeret med den hendøende adel. Den var desuden nationalistisk, militaristisk, moralistisk, højkirkelig og en masse andre ting, de færreste mennesker i i 1990 brød sig om at blive associeret med. Men mit argument var altså at man også kunne se sagen på det lidt bredere plan og sige at konservatismen beskæftigede sig med sider af menneskelivet der ikke var kommercielt styrede. Den var interesseret i åndelige værdier, metafysiske begreber, og den bestræbte sig på at definere hvad der er ansvarlig og anstændig menneskelig adfærd osv.

Det var min tese at indholdet af den gamle konservatisme i mangt og meget havde passeret sidste salgsdato i 1920'erne, men anskuet overordnet som et forsøg på at promovere et mindre pengebaseret syn på tilværelsen var den et uundværligt modstykke til de andre fløje. Problemet var at den trængte til et nyt indhold, en forståelse for at verden forandrer sig.

Det var rent faktisk ved at ske i og med at Det Konservative Folkeparti i Danmark i 1932 fik John Christmas Møller som leder. Han holdt imidlertid kun som formand indtil 1939, hvor hans egne partifæller fik nok af hans sociale samvittighed, forsøg på at forbedre grundloven og samarbejde med Socialdemokratiet. Han satte sin formandspost på spil i forbindelse med en grundlovsændring, tabte og gik af. Men Christmas Møller fik blot en endnu større, positiv betydning for Danmark under besættelsen, hvor han var en af de første til offentligt at harcelere imod tyskerne og nazismen. Siden hen flygtede han til London, hvor han i de tre sidste krigsår ledede Det danske Råd i London og jævntligt optrådt på BBC med sine opfordringer til det danske folk om at gå til modstand imod nazismen.

Efter Christmas Møllers død i 1948 begyndte Det Konservative Folkeparti sin lange vandring over imod den fløj, der helt fra starten havde været partiets ærkemodstandere ─ liberalisterne. Dermed fik vi den todimensionale opfattelse af ikke bare det politiske liv, men af hele samfundet og tilværelsen, som siden er blevet mere og mere fremherskende. Et højre-venstrespektrum, tilsyneladende uden alternativer.

At der findes en folkelig længsel efter andre måder at tænke og styre et samfund på viser adskillige forsøg på at skabe alternativer - både seriøse forsøg, og forsøg på at slå plat på denne længsel, kombineret med forskellige andre former for politiske opportunisme. Det tragiske er at mens sidstnævnte giver gevinst, så har førstnævnte det ulige meget sværere, også når vi taler om Villy Sørensens meget direkte forsøg på at udbrede en sine ideer om "en tredje vej" (dvs. gennem bevægelsen Oprør fra Midten).

Det viser sig gang på gang op igennem historien at værdifulde forsøg af denne art render panden imod den samme mur. Noget tyder på at man står med et utilstrækkeligt politisk system, der ikke formår at bringe landets bedste kræfter til magten, hvilket netop det alt for snævre kendskab til Villy Sørensens ideer kan tjene som et eklatant eksempel på. Men det er måske ikke så underligt når man tænker på at det politiske system stort set er fra 1849 og i bund og grund blot er konstrueret som den økonomisk liberalismes konkurrencementalitet overført på samfundsstyringens felt.

Til sidst vil jeg tilføje at Villy Sørensen rent mentalt var udpræget konservativ - altså det englænderne kalder "conservative with a small c", noget der intet har med Tory-partiet at gøre, snarere tværtimod. Det afspejlede sig i hans store interesse for klassisk græst og romersk kunst, klassisk musik og f.eks. den omstændighed at han ikke havde den ringeste interesse for jazz og rockmusik - noget han i øvrigt heller aldrig lagde skjul på, hvor høflig og beleven han end var overfor andre mennesker.