Læsetid: 4 min.

Amerikansk latter runger i Rusland

20 år efter Den Kolde Krigs afslutning er amerikanske sitcoms blevet en eksportsucces i Rusland. Den voksende russiske middelklasse spejler sig i den amerikanske livsstil
20 år efter Den Kolde Krigs afslutning er amerikanske sitcoms blevet en eksportsucces i Rusland. Den voksende russiske middelklasse spejler sig i den amerikanske livsstil
7. maj 2011

Det var et øjeblik for historiebøgerne, da Bill Clinton og Boris Jeltsin i 1995 bøjede sammen i latterkramper på et pressemøde i Hyde Park, New York. Clinton måtte tage begge hænder i brug for at tørre tårerne væk, og Jeltsin stod ved siden af med hoppende skuldre under sit grå jakkesæt og forsøgte forgæves at modstå fristelsen til at grine af sin egen vittighed.

I dag, 15 år senere, er humoren stadig et forsonende element i forholdet mellem de to tidligere koldkrigsmagter. Men den er mere end det den er blevet en handelsvare. Eksporten af amerikanske sitcoms til det russiske marked er de senere år øget voldsomt, og de russiske seere kvitterer med overvældende interesse. Blandt de mest populære serier finder man blandt andet The Nanny (Alletiders barnepige), Who's the Boss? (Hvem har bukserne på?), Married With Children (Vore værste år) og Full House (Hænderne fulde), som alle har fundet sig et stort og trofast publikum blandt de russiske tv-seere.

Den amerikanske eksportsucces kommer ikke bag på forfatter og Ruslands-ekspert Leif Davidsen. Han betegner succesen som et udslag af den voksende russiske middelklasse. Russerne spejler sig i stigende grad i den amerikanske way of life, siger han.

»For blot 20 år siden ville det ikke have givet nogen som helst mening at vise en amerikansk tv-serie på russisk tv. Men i dag sidder mange russere i de samme IKEA-møbler, mens de drikker de samme øl og snakker om de samme problemer som enhver anden middelklasseamerikaner,« siger Leif Davidsen og peger på, at det navnlig er de yngre generationer, som tager de nye sitcoms til sig.

»Lige så antiamerikansk, Putin kan være i sin retorik, lige så proamerikansk er den russiske ungdom i sin kulturelle længsel efter USA. De hører det samme musik, ser de samme film og går i det samme tøj som de fleste andre amerikanske unge,« siger han.

Tabt i oversættelsen

I Danmark vises langt de fleste amerikanske serier i originalformat med danske undertekster, men i Rusland genindspilles originalmanuskripterne med russiske skuespillere.

Seneste eksempel er tv-serien Everybody loves Raymond (Alle elsker Raymond), som blev introduceret på det russiske marked i 2009 og siden er kravlet op som nummer et på listen over de mest sete tv-shows.

Det er den amerikanske komiker og producer Phil Rosenthal, som står bag serien, og i en ny dokumentarfilm, Exporting Raymond, går han i vanlig humoristisk stil bag om de mange vanskeligheder, som tilpasningen af hans sitcom til russisk tv har budt på.

Undervejs i forhandlingerne udtrykker den russiske instruktør Sasha Zhigalkin for eksempel skepsis over for, om familien som institution er et tilstrækkeligt godt udgangspunkt for at lave en tv-serie, selv om det netop er hele ideen med sitcom'en som genre. Senere truer det traditionelle russiske kønsrollemønster med at forvrænge seriens persongalleri, da både instruktør og manuskriptforfatter insisterer på at gøre Kostya, som Raymond hedder på russisk, til en mere selvsikker og mindre kuet mand for at imødekomme de uskrevne kulturelle regler for maskulin adfærd, der gælder i Rusland. Og endelig forlanger seriens kostumier pludselig, at Kostyas kone skal styles som en modebevidst babe, der valser sexet rundt i hjemmet og gør rent i hvid cashmere og høje hæle.

Men der må nødvendigvis være kulturelle uoverensstemmelser, når man forsøger at oversætte en amerikansk tv-serie til en russisk virkelighed, mener Leif Davidsen.

»Faktisk forstår jeg godt instruktørens betænkeligheder ved at bruge kernefamilien som seriens samlende punkt. Rusland har en af verdens højeste skilsmisserater, så kernefamilien som værdi kan være svær at overføre til russiske forhold. Og hvad angår kønsrollemønstret, taler vi altså om et land, hvor mange russiske kvinder synes, at Putin er sexet ... så det er ikke så underligt, hvis de mener, Raymond skal ligne noget andet, end han gør i USA,« siger Leif Davidsen.

Men en del af uoverensstemmelserne skyldes dog også krænkede patriotiske følelser fra de russiske producenters side, fortalte Phil Rosenthal for nylig til New York Times.

»Sådan har jeg forstået det: Mange russere bærer en lille ydmygelse med sig efter at have tabt Den Kolde Krig, og det sidste, de har brug for, er, at en eller anden amerikaner kommer og fortæller dem, hvad de skal gøre. Det kan måske forklare noget af den modstand, jeg oplevede undervejs. Eller måske er humor bare forskellig rundt om i verden.«

Eller måske er den ikke. For uoverensstemmelserne til trods er Exporting Raymond ikke en film om en fiasko. Tværtimod. Tv-serien Everybody Loves Raymond, eller The Voronins som den hedder på russisk, har fået seerne til at strømme til den russiske tv-kanal CTC, hvor de morer sig over de samme jokes som amerikanerne i vest.

I mere end et halvt århundred spildte USA og Rusland tiden med at dæmonisere hinanden. Nu griner de sammen. Som dengang i 1995, hvor to præsidenter slog armene om hinanden og hulkede som to forvoksede skoledrenge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer