Læsetid: 5 min.

Dette er en artikel

Den iranske filminstruktør Jafar Panahi er idømt seks års fængsel og 20 års forbud mod at lave film. I Cannes kunne man i sidste uge se hans værk 'This is Not a Film', som blev sendt fra Iran til Frankrig på en USB-nøgle gemt i en kage
Filmfestivalen i Berlin tidligere på året havde inviteret den anerkendte iranske instruktør Jafar Panahi til at sidde i juryen og lod hans stol stå tom under hele festivalen, da hans udrejseforbud forhindrede ham i at deltage.

Filmfestivalen i Berlin tidligere på året havde inviteret den anerkendte iranske instruktør Jafar Panahi til at sidde i juryen og lod hans stol stå tom under hele festivalen, da hans udrejseforbud forhindrede ham i at deltage.

Tobias Schwarz

26. maj 2011

20 års forbud mod at lave film, tale med pressen eller rejse udenlands.

Det blev dommen for den anerkendte iranske instruktør Jafar Panahi i december 2010 på baggrund af anklager om at have været involveret i propaganda mod den iranske regering. Jafar Panahi, som i 1995 vandt guldpalmen i Cannes for sin første spillefilm, Den hvide ballon, og siden bl.a. har lavet Cirklen og Crimson Gold, havde allerede været fængslet tidligere på året.

Under festivalen i Cannes sidste år sultestrejkede han i fængslet i protest mod, at han dengang ikke kunne få oplyst, hvad han var fængslet for. Han blev løsladt efter tre måneder, og mange mener, at det bl.a. var pga. den store opmærksomhed omkring hans arrestation fra det internationale filmsamfund. Prominente instruktører og skuespillere verden over deltog i underskriftindsamlinger og aktioner. Ved en følelsesladet pressekonference for Abbas Kiarostamis Certified Copy i Cannes sidste år, græd Juliette Binoche, da det blev annonceret, at Jafar Panahi mod forventning ikke lod til at blive løsladt. Da hun ved festivalens afslutning modtog prisen for bedste skuespillerinde, holdt hun et skilt med hans navn op på scenen.

Øjebliksbillede

Jafar Panahi blev løsladt ugen efter Cannes sidste år, men står nu til seks års fængsel. I år har filmsamfundet derfor været på barrikaderne igen. Festivalen i Berlin inviterede ham til at sidde i jury og lod hans stol stå tom under hele festivalen, da hans udrejseforbud forhindrede ham i at deltage.

I Cannes i sidste uge viste festivalen som noget af et scoop værket This is Not a Film, som er blevet til i et samarbejde mellem Jafar Panahi og hans instruktørkollega Mojtaba Mirtahmasb. De to filmskabere betegner selv værket som an effort, da Jafar Panahi jo i øjeblikket har forbud mod at lave film, og deres 'indsats' blev smuglet til festivalen på en USB-nøgle sendt i en kage fra Iran til Frankrig.

På trods af titlen som er et nik til Rene Magrittes berømte billede af en pibe med titlen Dette er ikke en pibe kan man efter premieren i Cannes, hvor både Mojtaba Mirtahmasb samt Jafar Panahis kone og datter var til stede, konstatere, at det bestemt er en film og en god af slagsen. En film, som er blevet til på trods af alt, og som både tegner et gribende portræt af Jafar Panahis situation som censureret filmskaber og et interessant øjebliksbillede af hans hverdag i Teheran.

Billedkløe

Rammen om This is Not a Film er en dag i Jafar Panahis liv i den lejlighed i Teheran, hvor han afventer svar på sin appel af fængselsdommen. Filmen indledes som en slags videodagbog, hvor han først filmer sig selv. Han vil dokumentere sin hverdag, inden den pludselig ikke er der mere. Samtidig klør det i fingrene efter at skabe billeder. Med en Mac, en iPhone og et stort fladskærms-tv i stuen har han mange muligheder for at se billeder, men han vil lave dem selv.

Der går ikke lang tid, før Jafar Panahi løfter røret og inviterer sin instruktørkollega Mojtaba Mirtahmasb på besøg. Mirtahmasb er i gang med at lave en dokumentarfilm om iranske instruktører, som ikke laver film, og sammen beslutter de sig for at filme og se, hvad der sker. Som Mojataba Mirtahmasb på et tidspunkt konstaterer: Når frisører ikke har noget at lave, klipper de hinandens hår. Filminstruktører filmer hinanden.

Det lyder måske kedeligt, men det er det ikke i denne kontekst. Der kommer f.eks. en del sjov ud af, at Jafar Panahi har svært ved ikke at være den, der siger 'cut'. Filmen er fuld af humor og liv.

Hverdagen trænger sig hele tiden på med telefonopkald fra verden, Panahis datters kæle-leguan, som med sine krasse klør kravler rundt på Panahi og vælger overraskende veje rundt i møblementet, og naboer som bl.a. vil have afsat deres hidsige hunde.

Manuskript-ageren

Samtidig bliver flere af handlingerne i lejligheden mere end kollegial leg, for Jafar Panahi bestemmer sig for at komme rundt om sin dom ved at være foran i stedet for bagved kameraet. Hans plan er at fortælle og præsentere et af de manuskripter, han har skrevet og fået forkastet. Hvis man ikke må skrive og filme, kan man måske agere sine film.

Der er først stor entusiasme, mens Jafar Panahi med tape på tæpperne giver en fornemmelse af scenografien fra den virkelige verden og beskriver situationer og karakterer. Efterhånden mister han imidlertid gejsten, og det er næsten smerteligt at se, hvor ondt det gør på ham ikke at have udsigt til at kunne skabe billeder til sine ord.

Da en ung mand kommer forbi for at hente skrald i ejendommen, ender Panahi med selv at tage kameraet på skulderen og følge med ham i elevatoren efter de andre beboeres affald. Det bliver er lille, spontant portræt af en ung mands dagligdag i Iran, som igen emmer af både humor, alvor og nødvendighed.

Små og store fængsler

This is Not a Film fremstår som en vital videodagbog fra en enkelt tilfældig dag, men som Mojtaba Mirtahmasb fortalte til The New York Times under Cannes, er den filmet over fire dage i marts. Spurgt om forholdet mellem virkelighed og fiktion beskriver han filmen som en slags improvisation, hvor han sammen med Jafar Panahi skridt for skridt diskuterede scener og så filmede dem.

Jafar Panahi overværede filmens pressekonference i Cannes via skype, men har ikke selv udtalt sig under festivalen. Inden har han bl.a. sagt, at når man som filmskaber ikke må lave film, er det som at være i fængsel. Når man er løsladt fra det lille fængsel, er det som at vandre i et større fængsel.

Politisk platform

Om den iranske regering mener, at This is Not a Film ikke er en film, må tiden vise. Mojtaba Mirtahmasb vender som planlagt hjem efter festivalen og har ikke hørt andet fra regeringen, end at filmen ikke officielt repræsenterer Iran.

Som dansker sad man efter premieren og pressekonferencen tilbage med en lidt mærkelig smag i munden, for Cannes er en vigtig platform for alverdens filmskabere, som det er ærgerligt at misbruge. Sideprogrammet Director's Fortnight har før hver film under festivalen vist korte sekvenser produceret af den franske instruktørforening, som klinger ud på, at man savner censurerede filmskabere fra hele verden forfærdeligt meget.

Cannes er ikke kun film. Som Peter Debruge skrev om This is Not a Film i Variety, er den et modigt eksempel på en ikke-voldelig protest. Forhåbentlig får den et langt internationalt liv efter Cannes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arash Shariar

De burde sagsøge denne mand så hårdt at han blev nødt til at sælge sin "palads" i nord Tehran og få en bolig i syd Tehran, hvor hunde og leguaner ikke bliver anset som dyr der hører til i en storby!

Hans film "Dette er ikke en film" har åbnet mine øjne op for hvor amoralsk denne mand er. Det har virkelig vist mig hvad hans "mål" er, Hollywood!

Man ser i filem hvordan han, lige så snot dum som de skuespillere man ser i Hollywood, lever sit liv i Iran. Man kan ikke undgå at blive kvalt af den så kunstige boble han og hans typer lever i deres paladser. Det er virkelig malplaceret i Iransk kontekst.

Der er ingen tvivl længere hos mig, at manden ønsker amerikanske tilstande, hvor en lille gruppe af mennesker lever som guder, mens resten af befolkningen i nød. Hvor deres hunde lever bedre end mange fattige iranere, det er kvalmende når jeg på MTV f.eks. ser Osborne med samme niveau af empati for sine omgivelser. Hvad der skinner igennem fra deres personligheder, er denne narcistike og materialistiske livsforståelse.

Det gør ondt i mig at man på hans "flad skærm" kan se BBC persian på fuld skrue. Som om han ikke fatter at det er en britisk stats støttet tv kanal der spinner propaganda for at vinde politisk og økonomisk indflydelse i Iran.

Det er da vildt, at han ikke fatter, den samme stat som finanser hans "nyheder" er en af de stater der ikke nok med sanktionere alt fra brændstof til iranske kommercielle fly i deres respektive lande, til at direkte true Iran med militær indgreben.

Måske har BBC persian ikke vist nok billeder og "film" om hvad de mener når de snakker om militær indgriben i Libyen, Bahrain, Irak, Afghanistan og Pakistan.

Ohh spar mig for at han er censureret, manden kunne som utallige andre vælge at flytte til deres elskede USA og lave lige så mange film som hans hjerte ønskede. Jeg vil vædde 500 kr på at den amerikanske stat endda nok skulle støtte hans iransk kritiske film. For den sags skyld kom til Danmark, så giver jeg min 500 kr til hans diverse projekter.

Hvad der er sikkert er at denne mand er blevet assimileret af den vestlige kultur. Hans film har længe ikke haft seer i Iran, og mange argumentere at han bevidst ikke laver film for iranere længere, men for de vestlige seer. Altså for tilskuere med en orientalsk syn på det "ukendte"/"eksotiske" Iranske samfund.

Jafar Panahi, endnu én i rækken af nyttige idioter vestlige samfund politisere for at opnå egne interesser.

- Arash

Arash Shariar

Karsten Aaen

Tage et fly lige som alle andre mennesker? Eller kører med tog, bus, bil, færge, you name it. Jeg tror hvis han ville, kunne han gå på sine to fødder ud af Iran.

Han har utallige gange rejst ud af Iran, og hvis de har dømt ham til "ikke at forlade landet", er det fordi man ikke ønsker at have ham tilbage igen.

Han og vestlige kræfter er godt klar over at han er en pestilens for den Iranske samfund FORDI han lever i den. Flytter han ud vil han ligesom mange andre af hans slags miste vestens "fokus"/støtte. Dette er set så mange før, at disse typer der bliver virkelig kendte på bekostning af at den iranske folk, og lige så snart de forlader landet svinder de ud.

Se et 6 min klip af filmen This is not a film

Det her klip viser feks et skuespiller barn der "ikke gider mere". Jeg kan forstå det er et billede på ham selv. Et barn der ikke gider mere og ønsker åbenbart heller ikke fortælle hvorfor. Barnet vil "bare af" bussen. Hvad jeg ikke forstår er hvorfor denne så gode, Panahi, i det mindste ikke gør lige som barnet, går sin vej?

Det man kan se i slutning af det klip jeg linkede til er at man fejrer iransk nytår. Derfor alt det bang og tjuhej. (Tænk at jeg er bange for nogle læsere her i DK, ville opfatte det om "optøjer". Det er det samfund jeg lever i... )

- Arash

Arash Shariar

Sune Engel Rasmussen

Nu er manden allerede dømt!? Så jeg undrer mig over dit spørgsmål?

Han skulle dømmes for de ulovligheder han begår, hvad angår den iranske lovgivning. Ned til det mindste detalje. Hvis han står som en rollemodel i den vestlige presse, burde de gøre opmærksom at han på ingen måde er en rollemodel værdig.

Desuden er er loven vel lige for alle? Men måske ønsker disse korrupte rigmænd at få speciel behandling?

Hvis du hentyder til gyldigheden af loven, vil jeg henvise dig til den næste parlaments valg, hvor man som altid, sikkert vil se en stor valgdeltagelse fra befolkningens side. Det er vel ikke nødvendigt at gøre opmærksom på at en høj valgdeltagelse er en indikation på gyldigheden af de love den selv samme parlament laver.

- Arash

SUNE ENGEL RASMUSSEN

Arash:

"De burde sagsøge denne mand så hårdt at han blev nødt til at sælge sin “palads” i nord Tehran...", skrev du. Jeg var bare nysgerrig efter, hvad han skulle sagsøges for. Men okay, jeg har på fornemmelsen, hvad du svarer.

Du er i din gode ret til at kritisere mandens film - jeg har ikke set "In Film Nist", så den kan vi ikke diskutere - men hvis du mener, at han skal fængsles for at lave film, der er kritiske over for det iranske regime (eller hvorfor er det, han skal straffes?), så vil jeg vælge at overhøre, hvem du så mener bør være et rollemodel for vestlige avislæsere.

En høj valgdeltagelse viser ikke nødvendigvis, at befolkningen accepterer lovgivningen. Det kan det gøre, men man hører (især i Iran) ofte at folk er nervøse for at deres stemme NETOP skal tages som et udtryk for, at de støtter lovgivningen, men at de ikke vil undlade af stemme af frygt for at den værste af kandidaterne vinder.

I øvrigt var valgdeltagelsen ved første runde af sidste parlamentsvalg i Iran, ifølge det iranske indenrigsministerium, kun lige over 50 procent. 2. runde 25 procent, i Teheran omkring 8 procent. Efter min mening er der ikke noget, der tyder på, at valgdeltagelsen næste år vil være højere.

Arash Shariar

Sune Engel Rasmussen

"... frygt for at den værste af kandidaterne vinder."
Dette er en modsigelse hvis det holder, og en påstand jeg ville kunne bruge på selv DK.

Af afgive sin stemme er en tillidserklæring på at man tror ens stemme har en hvis betydning. Og mere skal der ikke til for at validere og legitimere det organ der laver love i samfundet. At jeg ikke får min vilje selvom jeg stemmer er ikke en valid tanke, ej heller noget galt i at mit mål er at en anden person bliver valgt frem for et andet.

Mht valgdeltagelse så har den sidste parlaments valg været lav som du gør opmærksom på. Og fuldstændigt korrekt er det et tegn på at man egentlig er "ligeglad", da man ikke føler en forskel, og dermed formindsker legitimiteten af staten. Selvfølgelig er der andre grunde til valgdeltagelses mønstre, men nu snakker vi meget "generelt".

(i parentes må man sige at iranerne i stedet var massivt til stede ved præsident valget.)

Desuden ændre dette ikke mit pointe i at i de sidste 30 år har Irans parlament nydt højvalgdeltagelse. Og denne validering der har været med til at lave love, kan man ikke bare skubbe til side. Altså loven er lavet fordi folk på et tidspunkt har ønsket det, at de nu ønsker noget andet, har de bare om at stemme og ændre disse.

Jeg synes at du skulle se den 6 min klip jeg linkede til. Det er en "god" klip der viser Panahis liv og hans tilværelse.

Lidt sjovt starter det med at han snakker med sin advokat, og denne siger at hvis han skal håbe på støtte for at ændre hans dom, så skal prøve at få iranernes støtte, ikke så meget udelandet. Altså incitament på at der er meget selvstyre i Iran, hvor befolkningen HAR en magt til at bestemme over sager som Panahis.

-_-_-_

Sagsøge ham for at fangetage en hund/andre dyr på ulovlig vis, ved at Panahi har fjerne hunden fra sin egentlige naturlige omgivelser, har han begået et lovbrug i Iran.
Eller bare for at han er med til at skabe efterspørgsel på kriminalitet. Altså rent ud sagt, for at undertrykke "hunden". Hvilket i Iran er en lov om at man ikke må, noget han overtræder. Det samme med leguanen som er ulovlig med god grund. :P

Man kunne få sin sag prøvet i retten og se om man ikke kunne dømme ham for at "reklamere" intensivt på stort lærred for ulovlig dyr marked?

Det er måske "radikalt" og "irrationelt" af den iranske stat, fordi det mener at "menneskets bedste ven" ikke hører til i storbyer, men ude i naturen.

Og måske mener nogen at det er rationelt at støtte og reklamere for en kultur der øger efterspørgselen af dyr der bliver arvelet i virkelig dårlige foreholde.

Det er klart for enhver at personer som Panahi ønsker at indfører en kultur der ikke er set før i Iransk kontekst, er vi ikke enige? Om det er denne husdyrs kultur eller noget 3.

Mange vil spørge efter en dansk model mht "kæledyr" i Iran, det har jeg at sige, jo "go for it". Slå dyr ihjel og undertryk dem i million vis, og gøre alt dette, med den rationelle begrundelsen for at der på et tidspunkt, nok skal komme en tid, hvor kulturen har bredt sig nok til at man vil ændrer loven.

Men altså i mellemtiden avl dem i små kasser i kældre, virkelig elendige forholde, fordi der nok skal være rige og excentriske købere der har set lyset med husdyr, og nu ønsker selv at have en at "nusse" med.

Så længe en hvilken som helst kultur ikke er etabileret er det kun idioti at tvinge det i hovedet på folk... lidt sjovt hvordan jeg kommer til at tænke på Afghanistan og Irak. Lad os holde død og elendighed ud, indtil kulturen når at sive ind i folk. Det må væres vores motto! Alt i navn af positive samfunds-buzzwords; "ytringsfrihed", "demokrati", "velfærd" osv.

- Arash