Læsetid: 5 min.

En bog om at leve videre

Den tyske forfatter Judith Hermann var 19 år, da Muren faldt. I sine to første bøger skildrede hun sin egen rodløse og rastløse generation. I dag er hun 41, og døden har holdt sit indtog i hendes liv
Tyske Judith Hermann debuterede som forfatter i 1998 og er nu aktuel med sin tredje bog, 'Alice'. Den blev anmeldt her i avisen den 6. maj.

Tyske Judith Hermann debuterede som forfatter i 1998 og er nu aktuel med sin tredje bog, 'Alice'. Den blev anmeldt her i avisen den 6. maj.

Jürgen Bauer

19. maj 2011

Den tyske forfatter Judith Hermann har skrevet i alt tre romaner. Nu foreligger den seneste, Alice, på dansk, og Judith Hermann er i Danmark for at deltage i CPH:LITT, Copenhagen International Literature Festival. Hendes to tidligere bøger har været novellesamlinger, og også Alice er i realiteten noveller, blot kædet sammen af den gennemgående hovedperson af samme navn. I bogen dør fem mænd, der alle har eller har haft en forbindelse til Alice. I første kapitel er det Micha, hendes tidligere kæreste, i kapitel to dør en ældre ven, i kapitel tre en yngre ven, i kapitel fire forsøger Alice at finde ud af omstændighederne bag sin bøsseonkels død, og endelig følger vi i sidste kapitel Alice i tiden efter hendes nuværende kæreste, Raymonds, død.

Hvorfor al denne død?, spørger jeg Judith Hermann, da jeg møder hende på et hotel i hjertet af København, og jeg kan straks se på hende, at hun ikke bryder sig om spørgsmålet.

Også i Tyskland har hun mange gange fået reaktionen: Hvorfor så megen død, hvorfor sådan et skrækkeligt tema, fortæller hun og forklarer, at hun mener, at der er en særlig frygt i det tyske samfund, hvor man har haft død nok.

»Jeg var forberedt på en vis irritation,« siger hun, »men ikke på den fortørnelse og vrede, jeg mødte. Jeg blev forbløffet over aggressiviteten, men jeg tror, det er en afværgemekanisme. Tyskere går meget mere end danskere op i deres krop, i miljøet, i afskaffelse af atomkraften osv. Måske er de simpelthen mere bange for at dø,« foreslår hun.

Overtroisk

Når Judith Hermann tager dødstemaet op nu, er det, fordi det hænger sammen med hendes liv.

»Alle mine tre bøger er i en vis forstand selvbiografiske, de handler om det, der betød noget for mig i en bestemt alder. Og i de seneste år har jeg oplevet flere dødsfald. Døden er det sværeste tema for mig, og den er ikke længere så fjern. Jeg har venner, der er blevet syge, og jeg har også venner, der er ældre. I en bestemt livsfase kommer døden tættere på.«

»Men det er ikke en bog om død, det er fem historier om at leve videre,« understreger hun. »Når nogen dør, opstår der en fuldstændig ændring af sansningen. De enkleste ting får betydning. Der er intet facit, men på en måde er det en trøst, at noget stadig er der, selv om noget andet bryder sammen og forsvinder.« Hun tøver lidt, så fortæller hun, at hendes forældre er begyndt at tale om, når de ikke længere er her: »Min mor kan finde på at sige, 'mon jeg har 10 år igen', men jeg vil ikke tale med hende om det. Det er svært at tænke på det, og måske ligger der også en slags overtro gemt fra min side. At det sker, hvis man begynder at tale om det.«

- Alligevel har det sat noget i gang?

»Man opdager, at man skal være god ved hinanden og glæde sig over, at man kan være sammen og nyde en dag med familien i solen i haven.«

- Men skrivearbejdet har måske også været en måde at bemestre døden på?

»Hverken sorgarbejde eller bemestring, nej,« svarer Judith Hermann og tænker sig lidt om. »Men det har alligevel hjulpet. Det hjælper mig altid at skrive, for så kan man fastholde de helt små øjeblikke. Jeg kan på én gang gemme mig og slippe noget løs, tage afsked med det.«

Det tyske skyldkompleks

Judith Hermanns to første novellesamlinger, Sommerhus, senere (1998) og Spøgelser, overalt (2003), blev overordentligt godt modtaget i Tyskland, og hun blev udnævnt til frontfigur i en ny bølge af kvindelige forfatterinder, der kom frem i 1990'erne, 'das Fräuleinwunder', 'Kvindeunderet'. Denne gang har modtagelsen været mere blandet, mens den i Danmark har været overordentlig positiv. Eksempelvis kaldte Thomas Thurah i Politiken romanen »et lille under«, og i Information kaldte Lilian Munk Rösing Hermann en slags legering af Helle Helle og Christina Hesselholdt.

»Det er den tone, jeg havde ønsket mig, men den mødte jeg ikke i Tyskland. Det må være en forskel i kultur,« mener Judith Hermann. »Temaet er ikke så frygteligt for danskere, som det er for tyskere, der stadig lider af et skyldkompleks efter Anden Verdenskrig.«

Jeg spørger til hendes position i 'Kvindeunderet', skyldes reaktionen også, at der er bygget nogle bestemte forventninger op til hende?

»Der er bestemt noget foruroligende ved det,« mener hun. »Man kalder det eksempelvis ikke 'Frauenwunder', men 'Fräuleinwunder' med et diminutiv. Der er noget nedladende over holdningen til kvindelige forfattere. Tidligere interesserede det mig ikke, men nu er det begyndt at ærgre mig. Og ganske vist er der en lang række stærke kvindelige forfattere i min generation, men senest er mændene begyndt at gen-indtage de indflydelsesrige poster, så det er i høj grad den gamle rollefordeling, man ser,« konstaterer Judith Hermann og påpeger, at det ikke er længe siden, at der i de tyske boghandler fandtes specielle hylder til kvindelitteratur. Her fandt hun en dag Siri Hustvedt, fortæller hun forarget.

Den tyske scene

Mange bor i Berlin, inklusive hende selv, men forfatterne mødes ikke. Der er ikke noget i dag, der svarer til Gruppe 47, hvor de fleste betydelige tyske forfattere fra tiden efter 1945 mødtes, fortæller Judith Hermann.

»Jeg tror, det hænger sammen med den politiske situation dengang. Den tyske samtid må være politisk, for at forfatterne skal være det. Men måske ændrer det sig nu, eller måske er det upolitiske også i en vis forstand politisk.«

Mange forfattere i Danmark holder sig til, at litteratur skal være litteratur. Hvis jeg bare vil sige min mening, skriver jeg en kronik, siger de?

»Jeg har også selv sagt, at litteratur skal være litteratur,« svarer Judith Hermann, hvis bøger blandt andet er karakteriseret ved meget lidt samfundsmæssig kontekst. »Jeg har ikke villet tage stilling til Afghanistan osv. Jeg har været tilbageholdende, usikker på, hvor meget jeg burde sige, og hvor meget jeg burde holde for mig selv.«

Men hun har talt med Günter Grass en af Gruppe 47's fremtrædende forfattere om det, fortæller hun, »og det har på en måde været en lettelse. Han sagde, at man ikke kan opsøge en politisk litteratur. Hvis tingene ændrer sig, ændrer livet og litteraturen sig også«.

- Skulle jeg karakterisere din prosa med et enkelt ord, ville jeg sige 'nøgternhed'?

»Der er mange, der har spurgt mig, hvorfor Alice ikke græder og river sig i håret. Mit svar er, at det gør hun også, men jeg fortæller det ikke. Naturligvis græder hun, men jeg vil ikke skrive det, for jeg vil beskytte Alice. Det er hendes intime rum, og det vil jeg ikke udstille. Hun skal ikke græde på et podium.«

»Da Micha dør, bliver hun spurgt, om hun vil se ham død. Og hun er usikker på, om hun vil, men beslutter sig så for det. Det beskriver jeg imidlertid ikke, det var blevet en anden bog, hvis jeg havde taget sådan en scene med.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu