Læsetid: 10 min.

Brev til onkel Bob i Amerika

Med en rystende klode som underlag forsøger vor korrespondent at give udtryk for sine sande følelser for denne Bob Dylan, der den 24. maj bliver 70. Det mislykkes selvfølgelig fuldstændig, men vi trykker skidtet alligevel, for selv en stakkel skal jo betale husleje
Med en rystende klode som underlag forsøger vor korrespondent at give udtryk for sine sande følelser for denne Bob Dylan, der den 24. maj bliver 70. Det mislykkes selvfølgelig fuldstændig, men vi trykker skidtet alligevel, for selv en stakkel skal jo betale husleje
19. maj 2011

Yes, I received your letter yesterday About the time the doorknob broke When you asked how I was doing Was that some kind of joke? All these people that you mention Yes, I know them, they're quite lame I had to rearrange their faces And give them all another name Right now I can't read too good Don't send me no more letters, no Not unless you mail them From Desolation Row

Bob Dylan, 'Desolation Row', 1966

Kære Robert, kære Bob, kære Dylan, kære Zimmerman,

Dengang vi boede til leje under godset, henvendte jeg mig i en mail til sekretæren deroppe med et »Kære ...« Det tog hun mig overmåde ilde op, hun var fandeme ikke min 'kære' hverken det ene eller det andet. Voldsomheden af hendes reaktion på noget, som i mine øjne var ren formalia, kom fuldstændig bag på mig, da jeg jo henvendte mig på en facon, som tilbage i Brevskrivningens Æra regnedes for at være den korrekte.

Selvfølgelig skal man tage sproget alvorligt, men underligt var det at komme i the shithouse hos en person, hvis rolle i ens tilværelse er ganske perifer, alene pga. et udtryk, som for mig nærmede sig det intetsigende, men for modtageren åbenlyst havde noget nær grænseoverskridende intim karakter.

Men altså 'mine kære', sagde man i gamle dage om dem, man var forbundet med, af hvad der så rammende kaldes blodets bånd. Hvad siger man så nu om stunder? 'Mine nærmeste' måske? Men hvad skal vi i det hele taget også med 'kære', når vi nu har 'hej'!? Det er sproget, kære, det er en vanskelig én. Så tillad mig i stedet at citere Lille Per: 'Hej for dig og hej for mig, hej for dit og dat.'

Nå, dette alene for at fastslå, at du bør tage den indledende stribe 'kære' med et gran salt. Jeg vil hverken giftes eller det, der ligner. På den anden side er du mig på din egen Rasmus Modsatagtige facon faktisk ret (for nu ikke at sige: umådeligt) kær. Om end ikke specielt nuser, if you get my drift. Au contraire! Du er og bliver et mærkeligt pindsvin.

Og ikke mindre sær med alderen, skulle jeg hilse og sige. Nu elsker jeg jo så pindsvin. Og hvad jeg her prøver at fremstamme, Robert Bob Dylan Zimmerman, er, at jeg elsker dig. Ikke som privatperson, for der er lukket for det varme vand, hvilket er godt det samme.

Jeg har lige tilpas med venner, som landet ligger og er ikke på udkik efter endnu en slyngveninde at dele mine tanker om stort og (især) småt med. Der kunne skrives stolpe op og stolpe ned om venskabets karakter, og det undrer mig egentlig, at der ikke findes både flere bøger og ditto sange om emnet, men så er der måske mere sprængstof i den der ulidelige spænding kønnene i mellem, der alt for ofte påklistres etiketten 'kærlighed'.

Der er vi alle satanedeme amatører for Vorherre, især når man tænker på, hvor ofte der blot er tale om fikse ideer eller gudbevaremig gemen liderlighed. Men den kilde har du drukket af utallige gange og gennem dit særegne kunstneriske udtryk forsøgt at få hoved og hale på den dubiøse erfaring. Tvivler stærkt på, du har fået tjek på skidtet, men sikke en røvfuld sange, der er kommet ud af det. Måske man lige skulle hælde »Abandoned Love« på afspilleren, hm?

Men altså, tilbage til min flakkende kærlighed til dig og i endnu højere grad, dit værk. Flakkende, fordi min kærlighed kan minde om det danske vejr, som jeg i sidste ende er rundet af. Min helt personlige tese om danskens nationalkarakter, vores evige sarkasme og ironi og mangel på tro på ideer større end dem, der som mindstemål indbefatter »en lille én« (der så gerne udvikler sig til en kæmpebrandert), hænger uløseligt sammen med dette evigt vekslende skydække, vi lever under.

Hvordan skulle vi nogensinde kunne tro på permanens, når jeg f.eks. denne banale mandag i maj er lige så kold som en rendegravers røv i december?

Måske taler jeg blot om mig selv og min evige flakken rundt mellem standpunkter og meninger og fanden og hans pumpestok, måske forsøger jeg blot at gøre min egen troløshed og halsen rundt efter nye kicks til et nationalt anliggende, hvem ved? Og som I siger over there who cares?

Og der er virkelig dage, hvor det i dén grad rager mig, hvorvidt der f.eks. er en 'ny' Bob Dylan-plade på trapperne, ja, havde du ikke en indspillet en takt mere efter Street Legal (1978), så for min skyld ingen alarm; da var værket allerede så spændt, at det snildt kunne vare et helt liv bare at tage trykket.

Og der er dage, hvor jeg ikke engang kan tåle at høre en eneste af de måske 100 uafrystelige sange (heraf såmænd også en hel røvfuld fra efter 1978), du så også har skrevet. Men det er så kun fordi jeg har drukket så dybt og så ofte af den brønd, at jeg i perioder har været fuldstændig udspilet.

Jeg ræbede, og jeg pissede, og jeg svedte Dylan, til mine omgivelser på deres grædende knæ bad mig tænke på og tale om noget andet. Eller bare helt holde kæft!

Nå, nu du bliver 70, er det måske på tide vi får en snak om idoler. Og om fadermord med for den sags skyld. Ja, lad os et øjeblik dvæle ved begge dele. Vi starter alle et sted, et nulpunkt, i virkeligheden. Fraset det faktum, at vi kastes nøgne og fuldstændig hjælpeløse ind i verden, i dén grad overladt til andres nåde og formåen, kommer der et punkt, hvor vi begynder at søge et fikspunkt hinsides det.

Med det givne mener jeg her de ting, som borgerskabets børn (og dem er jeg et af) til en vis grad tager for givet; mad, tøj, husly, omsorg og fremtidsudsigter. Jeg kan ikke og har i og for sig aldrig (fraset i min usædvanlig selvoptagede pubertet, hvor jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg var et unikum uden sidestykke) aldrig kunnet påberåbe mig den store originalitet, hvad angår valget af helte.

De stammer i udstrakt grad fra enten litteraturens eller musikkens verden, efter et kort indledende stop ved sporten; jeg har dog måttet indse, at min evne til at falde i svime over fysisk ydeevne er stærkt begrænset. Ud over lige Muhammed Ali og for syns skyld måske en stribe skøjteprinsesser hænger der ikke mange sportsfolk på min idolvæg.

Men efter en række indledende øvelser, der talte folk som især Donovan, men også The Beatles og The Kinks (og Cæsar, Petula Clark, The Supremes og mange flere), pandede jeg ind i en sang, der handlede om en vis »Mr. Tambourine Man«.

Jeg husker ikke hvor eller hvornår, jeg var en purk på en 9-10 år, og den flød bare rundt i æteren og ventede på at blive opsnappet af en sjæl, som var på bølgelængde med netop den frekvens. Jeg kan med sikkerhed påstå, at jeg ikke forstod et (1!) ord af det sungne, måske lige med undtagelse af titlen, for i hjemmet havde vi nemlig en tamburin. Og en guitar (min fars!) samt en ukulele, hvorpå jeg havde lært at spille »Skip To My Lou«, fordi den kun gik i to akkorder.

Men men men det var grundlæggende ikke ordene, det var ikke engang stemmen, der ellers var karakterfuld nok, det var den samlede klang, det fulde udtryk. Det gjorde et eller andet ubegribeligt ved mig, og min søgen det følgende stykke tid kom til at gå på at finde netop den indspilning med netop den stemme, så jeg kunne gøre, hvad jeg siden har udviklet til min spidskompetence: afspille den igen og igen, for på en eller anden måde at komme til bunds i det mysterium, et mesterværk i bund og grund er.

Stor var min skuffelse, da én på vejen påstod, at den kendte han skam godt og så afspillede en singleplade med The Byrds' version af sangen for mig.

»Den er forkert,« sagde jeg bare, lakonisk opgivende. Fupmagere går der som bekendt tretten på dusinet af. Skæbnen ville, at én af min fars venner kunne fortælle mig, at sangen i sin originale form var med en vis Bob Dylan. Og som han meget sårende tilføjede: »Donovan har stjålet det hele fra ham.« (Det var så heller ikke rigtigt, men hvad vidste jeg!) Denne mand, som der mindst bør rejses en statue af, lånte mig til gengæld en hel long-playing plade med koryfæet, hvilket var noget af en gestus der i midttresserne, lp'er var ikke legetøj, de var ikke for børn, de var forbundet med alvor og ritualer (det var således uhyre vigtigt, at de blev grundigt afstøvet inden afspilning), og de kostede kassen.

Pladen hed The Freewheelin' Bob Dylan, og den udgør det vigtigste kulturskred i om ikke mit liv (og dog), så i det mindste i min barndom og spæde pubertet, den pegede mig i den retning, jeg siden har fulgt. Her ville et lettere sarkastisk 'tusind tak, Bob' muligvis være på sin plads.

Det kunne have været en anden plade, givetvis. Det kunne muligvis have været en bog. Men det blev altså The Freewheelin' (som ikke engang indeholdt »Mr. Tambourine Man«!), der blev det udslagsgivende slag i hovedet. Og jo, jeg var sikkert allerede på vej ud på et skråplan, men tak for skubbet alligevel.

Og så gik det slag i slag, der var masser af grupper (The Doors!) og solister (Cohen!) og romaner (too numerous to mention!) i spil de næste mange år, men du var ledestjernen. Godt nok fik du fra og med ca. '73 skarp konkurrence fra en vis David Bowie, men måtte ikke selv han levere en »Song for Bob Dylan« på Hunky Dory (1971)? Ligesom du selv havde givet en »Song to Woody« på din debutplade det Herrens år 1962.

Vi står alle sammen på skuldrene af nogen, selv genier skal starte et sted. Og der er det ikke så værst at læne sig op ad en, der har papir på sin genialitet. Selv om det også var skønt med alle skeptikerne og tvivlerne og haderne; så havde man nogen at foragte for deres blændende mangel på indsigt og eklatante mangel på kvalitetssans, så kunne verden inddeles i et overskueligt dem vs. os. Lys og mørke.

Men helte falder. Som du selv var inde på i en af de blændende »11 Outlined Epitaphs«, som fulgte med albummet The Times They Are A-Changin' (1964), måtte du på et tidspunkt bare tage, hvad du nu havde lært af Woody Guthrie, lade resten ligge, se at komme videre, finde dine egne fødder, blive Bob. Da var du 22. Og sådan en oplevelse havde jeg selv med dig, da jeg endelig, endelig, endelig så dig spille live.

Det var i Göteborg i Sverige i 1978. Da var jeg 22. Og jo, der findes noget, der hedder Store Forventninger. De kan så også være for store, de kan være urealistiske og opspændte og ude af trit med, hvad virkeligheden nu har at byde på. Men jeg samlede klanen, og vi drog sammen med tusinde andre af sted for endegyldigt at begrave de der skide 1960'ere.

Pressen var gået i selvsving, da jeg ramte overdrive og der var nok intet, du kunne have gjort, som ikke ville have skuffet mig. Som landet lå, syntes jeg koncerten var skrækkelig, den var hinsides dårlig, den satte nye bundrekorder i disciplinen 'idol skyder sig selv i foden'. I mange år var jeg overbevist om, at det også var sådan det var.

Nu ved jeg ikke rigtig længere ... måske var det en okay koncert. Måske tog jeg fejl. Men det er faktisk lige meget, jeg måtte ud under idolets skygge, jeg måtte foretage et hamskifte, jeg måtte holde op med at kopiere og sammenligne (det faldt som regel ud til din fordel!), jeg måtte finde min egen stemme, hvor spinkel den så end var, jeg måtte blive Klaus.

Det har jeg så prøvet på at være siden. Men den var jo aldrig gået uden dig, min fine ven. Det er faktisk det, alle disse ord handler om. Jo, jeg sejlede på alskens stimulanser gennem 1980'erne i en stor set Bob-fri zone, men efter rehab i '89 sad jeg en dag med Oh Mercy i hænderne, og så ramte dit geni mig atter som en stor ulden kølle fra det ydre rum.

Og siden har vi jo stort set været uadskillelige; undtagen altså når jeg lige må have en pause, en time-out. Det betyder ikke noget. Jeg vender altid tilbage. Muhammed Ali sagde det så smukt og beskedent: »I am the greatest!« Ja, så er I altså to. Hjertelig tillykke med fødselsdagen, gamle ven. Vi ses derude et sted på den uophørlige turné. Til da pas på dig.

Jeg forbliver din hengivne

Klaus

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Falstoft

Ja stor tillykke til dette rastløse geni og tak for de sange talrige sange der er blevet et slags 'soundtrack' til ens liv
Her nogle af mine ynglings linier
der viser at manden også kan være morsom ind imellem:
‘Mona Lisa must have the highway blues you can tell by the way she smiles’
‘To live outside the law you must be honest’
‘Even the president of the United States some times has to stand naked’
‘If my live dreams could be seen they probably put my head into a Guillotine’
‘My love she’s like some raven at my window with a broken wing’
‘Then you got nothing you got nothing to lose’
‘It balance on your head like a madras balance on a bottle of wine – you brand new leopardskin pillboks-hat’
‘She can take the dark out of the night and paint the daytime black’

Jan Eskildsen

Sjældent har jeg set så meget narcissistisk og derfor ligegyldigt pladder skovlet sammen på en avisside.

Maj-Britt Kent Hansen

Et er, at Bob Dylan aldrig har sagt mig det store. Jo, jeg lyttede da lidt i tresserne, men ikke siden.

Noget andet er, at jeg kun læste epistlen her pga. Jan Eskildsens kommentar. Og jeg må give ham ret.

I den grad overflødigt med endnu et kapitel om Lynggaard.

ja jeg kom vist ca 1/3 igennem skidtet.hvis der var noget lødigt deri kunne det vel være blevet placeret forrest?

Lars-Bo Bille Bossov

Sikken en gang ævl.
Desuden har Dylan, som langtfra er nogen yngling længere, som bekendt aldrig skrevet nogle "ynglingslinjer".

Ej heller er det min "ynglingsbeskæftigelse" at kommentere på slige indlæg...

Claus Oreskov

Tak for et poetisk Dylan inspireret, stream of consciousness, klumme fra vores egen beat digter Klaus Lynggaard . Det er fandeme ren jazz!