Læsetid: 2 min.

Dagbog fra Cannes: Af en autografjægers bekendelser

Informations filmredaktør har i år fået endnu en skalp i autograf-bæltet: En signatur fra selveste Woody Allen
Informations filmredaktør har i år fået endnu en skalp i autograf-bæltet: En signatur fra selveste Woody Allen
17. maj 2011

Jeg er ikke den store autografjæger, og med det mener jeg, at jeg er dårlig til det – ikke at jeg ikke gerne vil have autografer fra de instruktører og skuespillere, jeg beundrer.

Cannes er et godt sted at få den slags, og for et par år siden lykkedes det mig at få autografer fra Terry Gilliam, Sam Raimi og Francis Ford Coppola – på én og samme spektakulære festival. Men det kræver alligevel sin mand eller kvinde at tage sig sammen til at spørge – lægge professionalismen væk og opføre sig som en fan i en situation, hvor man burde være professionel.

Jeg er nemlig ikke en af dem, som jagter stjernerne rundt og står i kø uden for hotellerne med autografbogen fremme. Jeg foretrækker at spørge om en autograf, når jeg alligevel skal interviewe denne eller hin instruktør, og jeg prøver altid at medbringe et billede fra en af deres film eller en flot pressebog eller et andet stykke memorabilia, der gør det lidt sjovere at have og måske endda putte autografen i glas og ramme.

Jeg har f.eks. Tim Burton og Steve Martins autografer i bøger, de hver især har skrevet, Milos Formans autograf og hilsen på et billede fra Gøgereden, Coppolas på et fra Apocalypse Now, Luc Bessons på et fra Subway og David Cronenberg og Nicolas Roegs på dvd-covers til Criterion-udgaver af hhv. Dead Ringers og The Walkabout.

Kedelige konsekvenser

For et par år siden missede jeg muligheden for at få Martin Scorseses autograf. Jeg sad ellers ved siden af ham under et interview, men pressepersonen, som styrede slagets gang, bad de tilstedeværende journalister om ikke at bede om autografer. Og så gør man det ikke. Man skal ikke gøre pressepersonerne vrede – det har det med at få kedelige konsekvenser.

Sidste år skete det samme med Woody Allen, men i år fik jeg endelig autografen. Det var nemlig ikke Woody, som skulle forlade lokalet, da vi var færdige med interviewet, men os journalister, og pressepersonen havde ikke sagt – som hun ellers havde gjort til alle andre hele dagen – at vi ikke måtte spørge. Så det var vi tre, der gjorde på vej ud, og alle tre fik vi en signatur i det fine pressemateriale til Woodys nye film, Midnight in Paris. Faktisk blev pressepersonen lidt irriteret over os, og mon ikke hun til de næste har understreget, at dét må de altså bare ikke!?

Men jeg er fan af manden, og jeg er lykkelig for autografen, der er den tredje, jeg har fået på årets festival – de to andre er fra festivalens mangeårige grå eminence, Gilles Jacob, og instruktøren og fotografen Jerry Schatzberg i bøger, de har skrevet.

En god ven og kollega har i øvrigt allerede forsøgt at købe Woody-autografen af mig. Han har indtil videre budt 100 euro. Men jeg har naturligvis sagt nej. Han må skaffe sin egen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer