LONDON Den danske komponist Bent Sørensen vil være hovedattraktionen ved dette års britiske Huddersfield Contemporary Music Festival, og sammen med ham vil deltagelsen af en række yngre danske komponister udgøre festivalens særlige fokus på ledende tendenser i ny dansk musik.
Det fortæller festivaldirektør Graham McKenzie ved præsentationen af festivalens 2011-program i London i denne uge.
»Der er en virkelig pulserende musikscene i Danmark lige nu. Mange yngre komponister er inspireret af Bent Sørensens musik, de afprøver forskellige teknikker og krydser mellem de kunstneriske genrer det er noget, som jeg har været på udkig efter i Europa, og som eksisterer i Danmark. Derfor valgte jeg at inkorporere et mere gennemgående dansk fokus i dette års festival,« fortæller McKenzie, der mener, at briterne bør præsenteres for den mere eksperimenterende del af Bent Sørensens musik, der er mindre kendt.
»Vi har hørt en masse af Bent Sørensens musik i Storbritannien, men det er primært de større værker, de store koncerter. Jeg er blevet opmærksom på, at der er en anden side af Bents praksis, en mere eksperimenterende og begrebsmæssig side, som jeg gerne vil præsentere i år,« fortsætter han.
Musik og film
Bent Sørensen vil være såkaldt Composer-in-Residence ved festivalen, hvor publikum vil få mulighed for at overvære seks af hans koncerter fordelt over de 10 dage. Derudover vil programmet blive suppleret med installation og performance med Sørensens værker som omdrejningspunkt samt en dokumentarfilm, der følger Bent Sørensen i hverdagen, akkompagneret af hans egen musik spillet live. Komponisten selv erkender, at dokumentaren er »meget privat«, men mener, at han nu er et sted i sin karriere, hvor han igen er parat til at hoppe med på andres ideer og eksperimentere.
»Jeg behøver ikke længere at bevise noget. Jeg har haft værker opført i The Proms og i Carnegie Hall. Efter at have gjort det, følte jeg, at jeg måtte gå tilbage gå underground på en måde. Når du bliver ældre, så bliver du på en måde mere frisk,« fortæller den 52-årige komponist ved præsentationen af programmet. Han påpeger, at »det værste for en komponist er at gøre det samme igen og igen«, og at han efter at have siddet »alene i et rum i 30 år og komponeret« nu nyder at arbejde sammen med andre kunstnere.
»Det er som at have legekammerater, som kan hjælpe dig med at se dig selv og udvikle din musik,« siger Bent Sørensen.
Den yngre generation
Foruden Sørensens værker vil der på festivalen være et bredt program bestående af koncerter, premierer og events af yngre danske komponister.
Danske Jexper Holmen vil bl.a. skrive et nyt værk for London Sinfonietta Chamber Players i forbindelse med hans første ud af et treårigt samarbejde med Huddersfield.
Andre danske navne tæller Bent Sørensen-eleven Simon Steen-Andersen, som på festivalen vil opføre portrætkoncerten On and Off, og komponisterne Juliana Hodkinson og Niels Rønsholdt. Parret vil på festivalen opføre deres kammermusik-'super remix' »Fish and Fowl«, som vil blive præsenteret i form af en live audiovisuel historie.
De yngre danske komponister Peter Bruun, Anders Brodsgaard og Nicolai Worsaae vil få deres værker opført af FIGURA Ensamble, der bl.a. er kendt for deres komponistværksteder for skolebørn et arbejde som vil blive inkorporeret i årets festivalprogram. Huddersfield Contemporary Music Festival er Storbritanniens førende festival for ny musik. I år finder den sted fra den 18.27. november.
Læs mere på www.hcmf.co.uk