Læsetid: 4 min.

De danske frivillige i allieret tjeneste hives frem af glemslen

Henved 1.000 danskere meldte sig frivilligt til de allierede styrker under Anden Verdenskrig, men de har ingen betydning haft for danskernes kollektive erindring. I en ny bog fortæller museumsinspektør Jakob Sørensen om en gruppe danskere, der stod meget alene både under og efter krigen
Dansk frivillige står i geled foran Det Danske Råds hus i Pont Street i London ved kongens 73 års fødselsdag.

Dansk frivillige står i geled foran Det Danske Råds hus i Pont Street i London ved kongens 73 års fødselsdag.

4. maj 2011

»Frie danskere over hele Verden skal vise noget mere Selvopofrelse i Forhold til at vinde den Gigantiske Kamp, hvis vi som Nation skal have noget som helst at være stolte af ved Sejrsparaden.«

Sådan skrev sergent i den canadiske hær P.K. Nielson i 1941 til det udvalg af udenlandsdanskere, der havde etableret et rekrutteringskontor i London. P. K. Nielson havde boet i Canada i 15 år, men var stadig dansk statsborger og ønskede at blive flyttet til en dansk enhed.

Det blev dog aldrig til en decideret dansk enhed i allieret tjeneste. Det danske råd, der blev etableret i London, fik aldrig status af officielt organ som for eksempel den norske eksilregering. Det stod den danske samarbejdspolitik i vejen for. Til stor ærgrelse for de danskere, der forsøgte at etablere sig i London. De fik aldrig andet end symbolsk status, fortæller Jakob Sørensen, museumsinspektør ved Frihedsmuseet. Hans ph.d.-afhandling om de danske frivillige i allieret tjeneste udkommer i dag som bog med titlen For Danmarks Ære.

»Briterne var sådan set ikke fordømmende over for den danske samarbejdspolitik. Der var jo heller ingen problemer for en dansker i forhold til at få lov at melde sig til de allierede styrker. Danmark havde en semiallieret status. Man var selvfølgelig ærgerlig over, at der ikke var rene linjer, men der var en erkendelse af, at danskerne ikke kunne have gjort andet. Men det begrænsede mulighederne for at lave en decideret dansk enhed,« siger Jakob Sørensen.

Tilfældigheder

Derfor blev de danske frivillige spredt ud i forskellige grupper primært i den engelske hær. Både i flåden, hæren og flyvevåbnet. Lige så spredt som de blev i styrkerne, lige så spredte var årsagerne til, at de meldte sig frivilligt.

»Meget af det var præget af tilfældigheder. Før krigen var Danmark det land i verden, der havde mest udenrigshandel pr. indbygger, så der var mange forretningsfolk og søfolk, der opholdt sig i udlandet, da krigen kom. Det var jo anderledes nemt for dem at melde sig. Men op mod en tredjedel af de danske frivillige var flygtet ud af Danmark efter besættelsen den 9. april, udelukkende med henblik på at melde sig hos de allierede. Det er da et moralsk pejlemærke, der vil noget.«

Men de danske frivillige har indtil nu levet en skyggetilværelse i den danske historieskrivning og kollektive erindring om Anden Verdenskrig. Det skyldes flere ting, mener Jakob Sørensen.

»Det har helt sikkert haft en betydning, at der aldrig var en selvstændig dansk enhed. Men der er heller ingen tvivl om, at Anden Verdenskrig for danskerne er en national fortælling. Besættelsen, modstandskampen, samarbejdspolitikken, sabotagerne og så videre foregik på dansk jord, og det er det, der sker i en national kontekst, der får betydning for den danske selvforståelse.«

Holder sig for sig selv

Men veteranerne har heller ikke selv været optaget af at gøre sig bemærkede i den danske offentlighed.

»Det er min opfattelse, at de ret hurtigt lukkede sig om sig selv. De fejrer andre mærkedage end resten af danskerne. Og det er andre steder, der betyder noget for dem. De besøger strandene i Normandiet og Anders Lassens grav i Italien. 4. maj betyder ikke så meget for dem, for de fik jo altså ikke fri, bare fordi Danmark blev befriet. For dem sluttede krigen senere. Og 29. august 1943, hvor samarbejdspolitikken ophørte, er heller ikke en mærkedag. Men det er 6. juni 1944 (D-dag, red.).«

De danske veteraner fra allieret tjeneste holder sig altså for sig selv. Ikke kun fordi de i højere grad forholder sig til Verdenskrigen frem for Besættelsen. Men også fordi de oplevede krigen på en markant anderledes måde.

»De har et helt andet erfaringsgrundlag. Disse mennesker deltog i deciderede krigshandlinger, og jeg tror, at de har haft behov for at finde sammen med ligesindede. Folk, der havde oplevet det samme som dem selv. De lukkede sig om sig selv af den grund. Det handlede ikke om, at de følte bitterhed over for den danske befolkning, eller om, at de følte sig overset. I modsætning til modstandsfolkene fik de frivillige jo faktisk en officiel anerkendelse i form af Christian X's erindringsmedalje. De har ikke haft samme behov for offentlig opmærksomhed.«

Til gengæld har behovet for at tale med nogen om deres oplevelser været der hele tiden. De danske frivillige havde ikke mulighed for at skrive hjem til deres familie som deres engelske soldaterkammerater. Danmark var ikke en del af den frie verden, og derfor havde mange af de frivillige slet ingen kontakt med familien, mens de var i krig.

»Det har stor betydning for moralen og soldaternes velbefindende, at de kan skrive om deres oplevelser til nogen. Men den ventil havde danskerne ikke. Det var man faktisk meget bevidst om i Det Danske Råd, så man fandt pennevenner til danskerne. Folk de kunne skrive til og besøge, når de havde orlov.«

Selv om man kan tale om en række danskere, der var villige til at betale den højeste pris 'for Danmarks ære', allerede fra den dag tyskerne gik over grænsen nogle endda allerede fra krigens udbrud så er der ingen, der siden har benyttet sig af dette oplagte moralske pejlemærke.

»Det undrer mig egentlig,« siger Jakob Sørensen. »Nu er jeg ikke nødvendigvis tilhænger af, at man gør en enkelt gruppe til genstand for heltedyrkelse, men her er da noget, man kan tage fat i, hvis man ville bruge historien i sin argumentation for at handle moralsk eller for en aktivistisk udenrigspolitik. Men det, der skete i udlandet for de frivillige, har aldrig betydet noget for den danske selvforståelse. Selv om begivenhederne i Danmark jo var fuldstændig betinget af det, der skete ude i verden.«

'For Danmarks Ære' af Jakob Sørensen udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mads Kjærgård

Men så var det jo godt at vi havde en anden delvis dansk finansieret og kongelig godkendt enhed i fremmed krigstjeneste på hele 5000 mand! Så fik vi da vist flaget! Hvordan Danmark kunne opnå en semiallieret status det er da for mig en gåde!

Daværende krigsminister, venstremanden Søren Brorsen, udsendte den 8. juli 1941 et hverveskrift til alle landets tjenestesteder, som tillod fritagelse fra tjeneste i hæren, når formålet var at indtræde som frivillig i den tyske hær.

Tak til Kjærgård og Mosbak for at udvide horisonten.

jens peter hansen

Jeg troede artiklen handlede om folk i allieret tjeneste. Det var som bekendt ikke så let at komme til England under krigen, så det med at melde sig til allieret tjeneste, kunne man ikke sådan lige ved at gå på et hvervekontor. At mange meldte sig til tysk tjeneste er rigtigt, men var det det det handlede om ?

Niels Mosbak

jens peter hansen

Mener du oprigtigt at historiske styrkeforhold ikke hører med til at belyse hvorledes danskernes sympatier i virkeligheden var under 2. verdenskrig.

Det sætter da i høj grad ovennævnte bog i relief at man kan påvise, at for hver gang der var en der meldte sig til engelsk krigstjeneste, var der 12 der meldte sig til tysk.

Det er således en bog om et heltemodigt mindretal der havde det moralske mod til at handle imod den officielle danske politik, hvilket mange mennesker der alene er manuduceret i den officielle version af historien hvor vi alle sammen var frihedskæmpere, især efter de bevægede majdage, ikke aner noget som helst om.

Mon ikke nogen glemmer de 6500 søfolk på danske og allierede skibe under krigen - samt de 5000 der tog til Sverige og tilsluttede sig den Dansk Brigade?

Aage Andersen

Veteranerne fik en medalje af Chr X.
Hvad fik soldaterne, der forsvarede den danske grænse den 9 april 1940?

jens peter hansen

Jamen kan man sammenligne danskere der meldte sig til tysk tjeneste, mere eller mindre sanktioneret af regeringen, med dem der for at komme i allieret tjeneste enten skulle være så heldige at bo uden for Danmark så man kunne melde sig eller, hvad der var stort set umuligt ,at flygte til England. Selv om man kunne komme til Sverige var det yderst besværligt at komme videre til England. Derfor synes jeg at det er helt urimeligt at sammenligne de to tal. Over 6000 danskere deltog på tysk side, heraf en del fra det tyske mindretal. 12.000 meldte sig. I Norge var tallene 5.000 og 15.000. Altså stort set det samme. Når nordmændene har større tal blandt de allierede skyldtes det jo at Norge var i krig med Tyskland og at langt flere nordmænd qua deres store handelsflåde befandt sig uden for tysk kontrolleret område. Danskere i udlandet havde jo i øvrigt bøvl med overhovedet at blive accepterede i allieret tjeneste pga af den den danske samarbejdspolitik, som ellers i dette gamle modstandsblad er blevet så berømmet.
Altså hvis vi skal ære dem, der var i allieret tjeneste, så behøver vi vel ikke at sammenligne dem med dem der gik i tysk. Skulle vi det, så måtte vi ved samme lejlighed vel snarere gøre op med hele samarbejdspolitikken.

Thomas H. Pedersen

Aage Andersen:
"Veteranerne fik en medalje af Chr X.
Hvad fik soldaterne, der forsvarede den danske grænse den 9 april 1940?".

Hån og tilsviner af den danske befolkning... de havde forældet udstyr pga. regeringens politik og regeringen ikke ville kæmpe da de var bange for de bombede København.
der var en grund til så mange meldte sig til tysk tjeneste, de var skuffet over deres land..

Aage Andersen

Er det stadigvæk den officielle indstilling at veteranerne fra 9 april 1940, der kæmpede en haabløs kamp mod en overvældende invasionsstyrke ikke fortjener en anerkendelse?

Martin Jeppesen

Danskerne har godtnok ondt i samvittigheden, når en artikel om en krig der sluttede for 65 år siden får mere opmærksomhed end den krig vi er i lige nu...