Læsetid: 8 min.

Drømmen om den næste Leif Davidsen

Danske journalister skriver kriminalromaner som aldrig før. Hvorfor, spørger Tonny Vorm, der efter at have læst sæsonens danske bud på 'en international thriller' beder forfatterne skrue op for ambitionerne eller droppe dem, som han selv har gjort
Danske journalister skriver kriminalromaner som aldrig før. Hvorfor, spørger Tonny Vorm, der efter at have læst sæsonens danske bud på 'en international thriller' beder forfatterne skrue op for ambitionerne eller droppe dem, som han selv har gjort
6. maj 2011

Jeg kan ikke finde historien. For seks-otte år siden klippede jeg et læserbrev i Information ud og gemte det et eller andet sted i en skuffe eller en mappe. Det handlede om danske ingeniører, der under Franco-tiden byggede skibe til USA og Spanien på spanske skibsværfter og med den danske regerings tavse accept.

Jeg fik den fikse idé, at dette scenarie fra virkeligheden kunne blive afsættet for en såkaldt international thriller, og jeg forestillede mig både scooterjagter i trange gyder, snaldrede strømere på tabasbar og tilknappede KGB-agenter i hælene på de atomubådshemmeligheder, som en ung dansk mand får kendskab til på et skibsværft i Bilbao eller Barcelona.

En meget, meget dygtig forlagsredaktør kunne fornemme min begejstring, så han bad mig om at gå i gang med at skrive lige med det samme. Det lød som en rigtig god idé.

Men så fik jeg andet at lave, og nu kan jeg bare ikke finde det læserbrev, der gav mig ideen. Jeg håber, det dukker op. Så vil jeg nemlig smide det ud én gang for alle.

Siden jeg sidste sommer overtog tjansen som anmelder af kriminalromaner her på avisen har jeg nemlig læst eller forsøgt at læse så mange romaner af journalister med skønlitterære ambitioner, at jeg nu selv har droppet drømmen om at blive den næste Frederick Forsyth eller Leif Davidsen.

Terror og trafficking

Beslutningen traf jeg forleden aften. Planen var at læse Henrik Bruns Den danske lokkedue, der lige er udkommet. Jeg var nået til side 121, hvor en gådefuld kvinde dukker op på Hotel Park i Ljubljana for at fortælle hovedpersonen Ketil Brandt, at to agenter af en art skygger ham. Læseren fornemmer, at det sikkert hænger sammen med mordet på Ketils gamle ven, der måske har været involveret i menneskesmugling på Balkan.

Henrik Brun, der til daglig er journalist og har fået en fin EU-pris for sine artikler om kriminalitet, demokrati og menneskerettigheder i Europa, er blot den seneste på listen over danske journalister, der har brugt deres viden og erfaring fra journalistikken til at skrive kriminallitteratur.

Der kommer også en del fra udlandet, ikke mindst Sverige, hvor de af en eller anden grund gerne slår sig sammen to og to, måske for at understrege, at vi ikke har et gøre med en enkelt kunstnerisk vision, men derimod gedigent håndværk.

Da jeg ikke ønsker at belemre nogen med de kedeligste eksempler og i øvrigt ikke har plads til det hele på disse sider, vil jeg begrænse mig til yderligere tre danske, relativt aktuelle eksempler:

Frank Esmann, der har været udenrigskorrespondent, skriver om terror og international politik i sine spændingsromaner om den danske efterretningsmand Blixen; Jens Høvsgaard, der engang skrev og lavede dokumentarfilm om kvindehandel, skriver om trafficking i sin serie om reporteren John Hilling, og Helle Vincentz, hvis journalistuddannelse er suppleret med et Masters-speciale om olieindustriens sociale ansvar, lader første bind i serien om advokaten Caroline Kayser handle om et multinationalt olieselskabs tvivlsomme gerninger i Afrika.

De skriver såmænd ikke dårligt Vincentz' Den afrikanske jomfru kunne jeg endda rigtig godt lide men romanernes styrke er på mange måder også deres svagheder, og spørgsmålet er, om forfatterne ikke havde haft mere held med deres forehavende, hvis de havde skrevet såkaldt non-fiction, altså brugt deres research og hånd værk til at skrive en ikkefiktiv bog.

Men sagen er åbenbart, at danske journalister hellere vil være Leif Davidsen end Peter Øvig Knudsen. Lad os derfor vende Davidsens forfatterskab ganske kort.

Det starter med en hovedperson

Også det udspiller sig i kulisser, forfatteren har stiftet bekendtskab med som politisk journalist og udenrigskorrespondent for DR. Heri adskiller han sig ikke fra de ovennævnte. Men allerede inden Davidsen skrev sine populære politiske thriller, ja, allerede inden han blev journalist, nærede han tilsyneladende lyriske ambitioner, og i 1973 fik han som bekendt et digt publiceret i Hvedekorn.

Sproget var og er altså i orden, men det er nu ikke min pointe i dette tilfælde. Bemærk i stedet, hvad der kom først, nemlig forfatterdrømmen, og ikke uvæsentligt er det for så vidt også, at Davidsen altid har givet udtryk for, at hans bøger starter med ideen til en hovedperson.

I modsætning hertil har flere af de debuterende spændingsforfattere i interview eller pressemeddelelser fortalt, at deres internationale thriller er skrevet, fordi de har følt, at de har noget på hjerte om en given sag. Det kan selvfølgelig være et salgstrick, man skulle jo nødig kaldes kunstner, vel, for så er man selv ude om det, men under alle omstændigheder gives der ingen steder udtryk for, at journalisten er blevet pirret af en spændende hovedperson, som han eller hun godt vil lære bedre at kende.

Resultatet er paradoksalt nok, at de mange realistiske detaljer og forfatterens enorme research ikke giver plads til at lade hovedpersonen trække vejret på realistisk vis. Der forsøges med flashback,der kan gøres os bekendt med ham eller hende, men desværre afvikles disse sidespring som ét langt CV af den slags, man supplerer en jobansøgning med, og så er vi jo lige vidt ...

Flere steder er det ved at gå lige så galt, som det gjorde for den afdøde svenske journalist, der blev forfatter, Stieg Larsson; hans Mikael Blomkvist kan ingen vist forestille sig optræde noget andet sted end i en roman af Stieg Larsson.

Frederick Forsyths instinkt

Men jo, journalisten og forfatteren har meget tilfælles, og vi har gennem årene også oplevet mange journalister, der med held har brugt deres sproglige tæft og sans for at fortælle vedrørende historier i kriminalromanens tjeneste.

John Buchan, der udgav De 39 trini 1915, skrev om lystfiskeri og politik og redigerede en overgang avisen The Spectator; Sjöwall og Wahlöö var begge journalister, da de i midten af 1960'erne satte sig for at skrive 10 bind om en svensk forbrydelse, og Michael Connelly var i 80'erne krimireporter på Los Angeles Times, hvor han fik ideen til sin mesterlige krimiserie om Harry Bosch og Los Angeles.

Et fjerde godt eksempel er britiske Frederick Forsyth. I slutningen af 1960'erne dækkede han Biafra-krigen for BBC, men efter en række kontroversielle historier, der serverede et mere nuanceret billede af Biafra-folket, end de britiske medier brød sig om, havde han svært ved at få job, da han vendte tilbage. Derfor havde han pludselig tid til at realisere en drøm, han længe havde haft.

»Min forlægger ynder at sige, jeg skrev Sjakalen,fordi jeg ikke havde andet at lave og ingen indkomst,« fortalte Frederick Forsyth, da jeg interviewede ham for nogle år siden. »Men jeg havde i lang tid spekuleret på at skrive en fiktiv historie baseret på de ting, jeg havde oplevet som korrespondent i Paris i 1963. På det tidspunkt ville visse dele af Frankrig hellere se de Gaulle død end give Algeriet selvstændighed.«

Sjakalen,der handler om en lejemorders forsøg på at dræbe den franske præsident, udkom i 1971, og siden har Forsyth skrevet en række spændingsromaner inspireret af virkelige hændelser.

»Jeg går meget op i at gøre rede for de forskellige specialkorps' arbejdsmetoder og de mange politiske intriger, der finder sted i det skjulte. Men plottet er vigtigst. Har jeg ikke et godt plot, kunne jeg ikke skrive en roman,« sagde Frederick Forsyth og understregede over for mig, at man skal huske på, at han er uddannet journalist:

»Det instinkt, jeg opøvede i mine første år i det hverv, har vel aldrig forladt mig. Hver gang, jeg støder på en politisk eller militær sag, der virker lunken, bliver jeg nysgerrig og får lyst til at grave i den. Som udgangspunkt er jeg overbevist om, at dem, der sidder ved magten, kun fortæller os 10 procent af sandheden. Resten af den er det efter min overbevisning mediernes opgave at finde frem til og det har jeg altid forsøgt både som journalist og forfatter.«

Sympati for usympatisk mission

Det kan snildt gå galt med den slags moralske ambitioner, men Forsyth mestrer en tredje vigtig ting for en forfatter, nemlig kunsten at vise i stedet for at fortælle. Afsnittet i Sjakalen, hvor lejemorderen omhyggeligt justerer sit specialbyggede våben på en øde eng, fortæller alt om, hvem han er og hvorfor han er god til sit job. Samtidig pirrer det læserens nysgerrighed efter at vide, hvad han er rundet af, og hvordan han skal klare sin opgave, det sidste oven i købet selv om vi godt ved, at de Gaulle ikke bliver dræbt! Uden brug af eksplosioner, forklarende replikker eller klodsede flashback skaber Forsyth både spænding og sympati for en fyr på en usympatisk mission.

Forsyths debutroman er for så vidt drevet af lige dele plot, karakter og detaljer, og dette effektive miks er netop, hvad jeg savner i langt de fleste aktuelle spændingsromaner skrevet af danske journalister.

Også på de første 121 sider af Henrik Bruns Den danske lokkedue, hvor de mange pirrende handlingstråde endnu ikke er blevet suppleret med noget synderligt interessant træk ved hovedpersonen. Det endte derfor med, at jeg snuppede en anden bog fra bunken, der skal anmeldes, nemlig Puk Damsgård Andersens Ulvehjerter.

Som Blekingegadebanden

Også Damsgård Andersen er journalist, og hun har siden 2004 skrevet og lavet tv om krig og dagligdag i Afghanistan og Pakistan. I Ulvehjerter følger hun en familie i mehsud-stammen, hvorfra Taleban rekrutterer mange af sine soldater. Undervejs i bogen brydes kronologien, synsvinkler skiftes, historiske hændelser rekonstrueres, og kapitlerne afsluttes med effektivecliffhangere, ja, i det hele har Damsgård Andersen tydeligvis både håndelag og materiale til en regulær spændingsroman.

Men hvorfor skulle hun skrive en sådan? Jeg stiller ikke spørgsmålet til Puk Damsgård Andersen, for hun har leveret svaret med sin bog, men til de mange danske journalister, der disse år går på deltid eller orlov for at skrive kriminalromaner.

Hvis det virkelig passer, at I har brug for at folde jeres indsigt og materiale mere ud, end hvad avisreportagen, magasinartiklen eller tv-indslaget tilbyder, hvorfor så ikke gøre som Puk Damsgård Andersen? Eller som Lawrence Wright med Al Qaida. Vejen til 11. september, eller som Misha Glenny med McMafia eller ja, som Peter Øvig Knudsen med Blekingegadebanden, en bog, der i hele sin form er inspireret af spændingsromanen, men heldigvis ikke er endt som en sådan.

Titler som disse understreger med al tydelighed, at journalistik båret af litterære virkemidler er langt bedre og i øvrigt også sælger langt bedre end litteratur skrevet af journalister.

Handler det i virkeligheden om litterære ambitioner? Lad mig i så fald opfordre jer til at skrue op for disse ambitioner. Eller drop dem en gang for alle. Vi står ikke ligefrem og mangler jævntgode spændingsromaner for tiden, skulle jeg hilse og sige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer