Da den amerikanske præsident, Barack Obama, forleden holdt tale i Westminster Hall, sagde han noget, der kunne kaldes en nyhed af de større. For mens præsidenten anerkendte, at lande som Kina, Indien og Brasilien vokser imponerende, kunne han samtidig afvise, at det ville betyde, at USA's og Europas indflydelse vil blive formindsket.
»Argumentet er forkert,« mente Obama.
»Tiden for vores lederskab er kommet. Det var USA og Storbritannien og vores demokratiske allierede, der skabte den verden, hvori de nye nationer kunne vokse.«
Jørgen Ørstrøm Møller, tidligere dansk ambassadør, nu lektor ved CBS og bosat i Singapore, kalder Obamas udmelding for en »enorm illusion«.
»Han tager på så mange områder så grundlæggende fejl,« fastslår Ørstrøm Møller. For det første er det slut med at være hersker af universet.
»De begriber det bare ikke. Obama eller ikke Obama. USA evner ikke at forstå, at den amerikanske tidsalder er forbi.«
For det andet står det nu fuldstændig klart, at den anglosaksiske økonomiske model ikke fungerer tilfredsstillende, mener Ørstrøm Møller.
»Den har undermineret sin egen troværdighed ved enorm gældssætning og ikke erkendt at vi samtidig bevæger os ind i en global knaphedssituation, der kræver nye svar,« siger han.
Nye kommer til
Jakob Vestergaard, forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) mener ligeledes, at Obamas tale afspejlede en seriøs afkobling fra de globale realiteter.
»Jeg er overrasket over retorikken. Mens han anerkender, at der er behov for nye alliancer, holder han samtidig fast i, at amerikansk og europæisk indflydelse ikke vil mindskes i de kommende år, selv om al historisk viden peger på, at magtcentre mister dampen og et nyt kommer til. Det er en illusion at tro, at historien vil gøre en undtagelse for USA på dette punkt,« siger Jakob Vestergaard, men tilføjer, at det måske netop er Obamas formål at give næring til en sådan 'illusion'.
»Der er, ikke mindst i USA og Storbritannien, hårdt brug for et selvtillidsboost, og det kan man få ved at overbevise hinanden om, at verden står på angloamerikanske fødder, og at USA og England både nu og langt ind i fremtiden har et ganske særligt historisk, moralsk og politisk lederskab,« siger Jakob Vestergaard.
Men det er ikke kun den amerikanske præsident, der er begyndt at trampe hårdere i gulvet med argumentet om, at USA og Europa stadig er dem, der slår tonen an i det globale system. De seneste dages kradse forsvar for, at det skal være en europæer, der overtager posten efter Dominique Strauss-Kahn den skandaleramte afgående præsident for IMF afspejler også en mere generel tendens.
»Det er helt sikkert, at USA og Europa har skruet op for forsvaret for deres fortsatte tunge og upropotienelle magt i de internationale institutioner,« konstaterer Jakob Vestergaard. Han mener dog ikke, at deres manglende vilje til at give slip er noget nyt. Det nye er, at presset udefra er blevet mere massivt.
»Og som bekendt avler pres modpres. Det, at der nu er så mange og stærke røster fra vækstøkonomierne og andre ikke-G8-lande, der i forlængelse af Strauss-Kahn-sagen kræver en ikke-europæer på posten, er noget nyt. Det var ikke sket med så stor styrke for blot fem år siden.«
Går selv
Processen med at reformere stemmeandelen i bl.a. IMF har været i gang i en årrække, med mange løfter og ord, men meget lidt handling.
»Man har været imødekommende over for de nye økonomier, men har reelt sørget for, at der skete så lidt som muligt med stemmevægten og det, i et sådant omfang, at det er endt som en joke,« siger Jakob Vestergaard. Og det er en ualmindelig kortsigtet strategi, mener begge eksperter. For så vil de nye økonomier bare gå en anden vej til at opnå det, de ønsker.
»Uanset hvordan man vender og drejer mønten, ender beslutningen hos dem, der har den økonomiske magt. Man kan jo ikke blive ved med at tage ordet i IMF og henvise til en eller anden procedure, der tilsiger, at man har så og så mange stemmer, hvis man er gældsat til op over begge ører, og den, man skylder pengene, vil noget andet,« understreger Ørstrøm Møller.
Der er en grundlæggende pointe, som Jørgen Ørstrøm Møller mener er afgørende, at Europa og USA forstår.
»Hverken Kina eller de andre fremstormende økonomier ønsker at lave det globale system om. De er status quo-magter,« understreger Ørstrøm Møller, der mener, at svaret ville runge klart og tydeligt på spørgsmålet, hvad de ville ændre i det globale økonomiske system.
»Ingenting. Men eftersom de har brugt 20 år på at orientere sig i forhold til de regler, som vi har stillet op, og nu er blevet blandt verdens største økonomier, ønsker de medbestemmelse, der afspejler den,« siger Ørstrøm Møller og har at klart råd til Europa:
»De vil gerne være med, på vores præmisser, så lad dem dog.«
Hvem er den ny i IMF?
Ørstrøm Møller tror dog ikke, at den franske kandidat til at efterfølge Dominique Strauss-Kahn skal være så bekymret for, at Kina vil lave ballade. Der er ikke mere end halvandet år til, der efter planen skulle vælges en ny, så Ørstrøm Møller mener, at Kina vil acceptere i første omgang, og derefter tænke sig om.
»Men til den tid er det meget sandsynligt, at Kina vil have en holdning, som de kræver, at der bliver lyttet til. Det kan fint være, at de også der vil pege på en europæer, men hvor det før nødvendigvis var en europærer, er det ikke nu. Det bliver kvalifikationer over geografiske kriterier,« understreger han.
Jakob Vestergaard er nu ikke så sikker på, at det bliver Kina, der kommer til at bestemme, hvem der får posten i spidsen for IMF. Han tror faktisk ikke, at det bekymrer dem så meget. Så længe det er én, der ikke blander sig i deres sager:
»Kina har ikke en global dagsorden som sådan. De har ingen interesse i hverken Verdensbankens eller IMF's penge, og vil ikke genskabe verden i deres billede. Og det er jo meget svært for Europa og USA at forstå.«
